Fugloy har et areal på 11,18 km² og er den mindste og nordøstligste af Norðoyggjar. Det højeste punkt på øen er det 621 m høje Klubbin. Øens to bygder er Hattarvík på den østlige del og Kirkja på den sydlige del.

Mod nordøst ligger Fugloy åben mod Atlanterhavet, mens øen mod syd skilles fra Svínoy af Fugloyarfjørður. Et farvand, der kan være farligt at besejle om vinteren, og hvor de lokale anløbspladser er primitive. I december 1941 forliste det britiske skib Sauternes i et uvejr i Fugloyarfjørður. Skibet kom fra England med juleforsyninger til de britiske soldater på Færøerne. På grund af en fatal misforståelse lagde de sig til at vente på bedre vejr i Fugloyarfjørður i den tro, at skibet lå trygt ved bygden af samme navn.

Der er kørevej mellem bygderne og havne ved begge bygder. I dag er søvejsforbindelsen suppleret med regelmæssig helikopterforbindelse, men landingsforholdene kan være meget besværlige eller umulige i dårligt vejr, i særdeleshed om vinteren.

Fugloy har været en selvstændig kommune siden 1932. Indbyggertallet nåede sit maksimum i 1935 med 227 indbyggere. I perioden 1966‑2020 faldt det fra 105 personer til 43. Af disse bor omkring 30 i Kirkja og de øvrige i Hattarvík.

Videre læsning

Læs mere om Norðoyggjar (Nordøerne) – Øgruppe

Læs også om

Læs videre om

Se alle artikler om Øerne, byerne og bygderne

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig