Kommunerne på Færøerne

Kommunerne har flere funktioner: For det første har lokalsamfundet behov for en arena til at løse lokale interessetvister. De færøske kommuners rødder er således middelalderens styreordninger for de gamle bygder, hvor ordningen med såkaldte grannastevna i nogen grad fortsat benyttes i forbindelse med regulering af bygdernes fælles naturressourcer mv. Dette sker efter regler og procedurer nedfældet i bl.a. Seyðabrævið fra 1298, Færøernes første og grundlæggende retsbog. For det andet har centralmagten behov for opsyn med lokalsamfundene. Efter Reformationen blev præsterne statens forlængede arm; hver af de 39 kirker udgjorde et kirkesogn, som blev fordelt på de syv præstegæld. For det tredje har lokaldemokratiet i det nutidige samfund betydet ønsker og forpligtelser mht. infrastruktur og velfærd, som gør kommunerne afhængige af egne skatteindtægter såvel som tilskud fra nationale myndigheder til dækning af investerings- og driftsudgifter.

De første skridt mod moderniseringen af det lokale selvstyre og lokalforvaltning kom med Lov om Fattigvæsenet på Færøerne fra 1855. Herefter skulle de syv præstegæld samt Tórshavn have et fattigforstanderskab. Samme struktur blev benyttet for kommunerne, som efter initiativ fra Lagtinget blev oprettet nogle år senere.

I 1866 kom Lov om Byen Thorshavns økonomiske Bestyrelse, hvor »Landfogeden og Byens Repræsentanter i Forening« skulle styre byen. I 1908 kom Lov om Byen Thorshavns kommunale Styrelse; nu skulle alle byrådsmedlemmer være folkevalgte.

Resten af landet blev delt op i syv kommuner efter en lov fra 1872. Efter Lagtingets mening burde udgangspunktet hellere være de 39 sogne end de syv præstegæld, men i København mente man, at enhederne ville blive for små. Som et kompromis skulle forstanderskaberne bestående af fem til ni medlemmer have mindst én repræsentant fra hvert sogn, og hvert af de 39 sogne skulle være en selvstændig økonomisk enhed, forvaltet af en sognekommission.

En vigtig baggrund for Lagtingets ønske om oprettelse af kommuner var indførelsen af skolepligten. Dertil kom særlige opgaver inden for infrastruktur, og de første mange år blev præget af investeringer i havneanlæg og vejbygning, men også i opførelse af skolebygninger og kirker. Statsstøtte (senere landsstøtte) til at realisere byggeprojekter kunne give en kærkommen ekstraindtægt til kommunens indbyggere. Modsat var var det ikke populært, hvis projekter, som kun kom én bygd til gode, indebar beskatning af hele kommunen, eller hvis forstanderskabet i pengefattige lokalsamfund pålagde pligtarbejde fordelt mellem bygderne. Det førte til oprettelsen af nye kommuner, og den første udbryderkommune var Nólsoy i 1876. I år 1900 var de oprindelige syv kommuner blevet til 15, og antallet fortsatte med at stige til 51 i årene 1967‑76, hvor det var på sit højeste. Ændringerne i kommunestrukturen afspejles i sprogbrugen: Kommunelovens »forstanderskab« blev i folkemunde til »sognestyre«.

I 1966 blev der nedsat en komité til at revidere kommuneloven. Meget var forandret. Befolkningen var næsten firdoblet, fra 9.992 i 1870 til 38.433 i 1970. Pengehusholdning havde stort set erstattet den tidligere naturaløkonomi, og der var nu flere byer og nye bygder. Siden 1948 havde hjemmestyret haft det overordnede ansvar for den kommunale sektor og for områder af interesse for kommunerne, fx veje, havne, elektricitet og telefon. Der var mangel på arbejdskraft, og der blev behov for velfærdsinstitutioner som børnehaver og plejehjem for at frigøre kvinderne fra det ulønnede omsorgsarbejde, så de kunne komme ud på arbejdsmarkedet. Disse øgede krav førte til nye tværkommunale samarbejder inden for skole, børne- og ældreomsorg, renovation, el mv. Kommunernes fælles interesser er siden 1967 blevet varetaget gennem et fællesforbund, som nu hedder Kommunufelagið.

Landsmyndighederne ønskede, at den nye kommunelov fra 1972 skulle føre til færre kommuner, men ved årtusindskiftet var der fortsat 48 kommuner. Mange af disse havde aktivt støttet det lokale erhvervsliv, og det blev anset for at være en af forklaringerne på den økonomiske krise i begyndelsen af 1990’erne. En ny lov fra 1993 satte derfor grænser for kommunernes frihed med hensyn til, hvordan kommunale midler blev disponeret. Endvidere udgjorde et udredningsarbejde fra 1995 om kommunestruktur og -styrelse samt opgavefordeling mellem land og kommune grundlaget for en ny kommunelov i 2001. Målet blev nu syv til ni kommuner, men Lagtinget ønskede fortsat kun frivillige sammenlægninger af kommuner.

Til kommunevalget i 2004 var antallet af kommuner reduceret til 34, og i 2008 til 30. Tórshavn, Klaksvík og Runavík inkorporerede små nabokommuner, mens Eystur, Vága og Sunda Kommunar er nyskabelser, som blev dannet ved sammenlægningen af kommuner, der var nogenlunde lige store. I resten af landet forblev kommunestrukturen uændret. Landsforvaltningen argumenterede for, at de nationale myndigheder kunne forcere processen, men lagtingsmedlemmerne har ikke ønsket at tvinge sammenlægninger igennem imod vælgernes ønske. I 2011 forsøgte indenrigsministeren at få en afklaring ved at udskrive en folkeafstemning, men valgdeltagelsen var kun på 32,7 %. Kun i ni af kommunerne sagde vælgerne ja til sammenlægning, i seks tilfælde for, at egen kommune skulle blive større (Tórshavns vælgere var ikke blandt disse), mens der i tre var et lille flertal for det, der kan tolkes som et ønske om nedlægning af egen kommune. I 2017 forsvandt en enkelt kommune fra kortet, således at antallet i 2021 var nede på 29. Kommunen, som blev nedlagt, havde 39 indbyggere, og var ikke blandt dem, som havde sagt ja til sammenlægning i 2012.

Antallet af medlemmer i kommunalbestyrelserne varierer fra 13 i Tórshavn til tre i de mindste kommuner. Opbakningen til kommunevalg er stor, og kravet om, at det skal være reelle valg, ved at der skal være opstillet to kandidater mere end antallet af pladser i kommunalbestyrelsen, bliver opfyldt. I de mindste kommuner har det til tider været nødvendigt at opstille kandidater imod deres vilje, men i de fleste kommuner er der kamp om pladserne, og valgdeltagelsen er høj. I 2020 varierede den fra 81,1 % i Tórshavn til 94,7 % i Fugloy, og den gennemsnitlige valgdeltagelse for alle stemmeberettigede var 83 %.

Stærke ønsker om at blive valgt genspejles i kønsfordelingen. Selv om kvinder fik valgret til kommunevalg i 1908, og den første kvinde blev valgt i Tvøroyri i 1918, var andelen af kvinder i kommunalbestyrelserne kun 5 % i 1984. I 1956 blev den første kvinde valgt til Tórshavns byråd, men i perioden 1960‑84 havde samme byråd ingen kvindelige medlemmer. Repræsentation i kommunalbestyrelserne blev et mål for kvindebevægelsen, som stillede med kvindelister. Særligt i kommuner uden lister fra de etablerede partier blev strategien en succes, og Vestmanna var fyrtårnet, hvor en kvindeliste fik en repræsentant ind i 1976 og havde majoritet i perioden 1992‑2004. Denne politiske mobilisering resulterede i en stigning fra kun 5 % (i alt 14 kvinder) i 1984 til 11,5 % (33 kvinder) i 1988. Siden er andelen af kvinder i kommunalbestyrelserne gradvis steget, og ved de sidste to valg har der ikke længere været tegn på, at vælgere foretrækker mandlige frem for kvindelige kandidater. Tabel 5 viser imidlertid, at det lavere antal kommuner har ført til en politisk demobilisering, særligt blandt mandlige kandidater. At andelen af kvinder nu er på 36 %, skyldes indsatsen fra kvindebevægelsen samt Demokratia, et offentligt udvalg oprettet i 2005 for at øge andelen af kvinder i færøsk politik.

Kommunalbestyrelserne skal, ud fra deres kundskab om lokale behov og ønsker, tage beslutninger om arealanvendelse, investeringer og ydelser til lokalbefolkningen. Opgaver påbudt ved lagtingslov er bl.a. arealplanlægning og byggeforskrifter, førstelinjeberedskab ved brand, forurening, naturkatastrofer mv., infrastruktur (vand, renovation, veje, havneanlæg, strømforsyning), kommunale bygninger til grundskoler, lægekontorer mv., centrale offentlige tilsynsopgaver som børneværn samt sociale institutioner, bl.a. daginstitutioner, og siden 2014 også ældreomsorg.

For at kunne udføre de ressourcekrævende opgaver er der udstrakt brug af tværkommunale samarbejder: Disse faciliteres ofte af kommunernes fællesorganisation, Kommunufelagið. Det er samarbejder om bl.a. strømforsyning (SEV), ældreomsorg og børneværn samt andre typer af opgaver, som kommunerne selv tager initiativ til. Opgaver inden for kultursektoren er ikke pålagt ved lov, men mange kommuner vælger at investere i kultur og fritid, særligt idrætsanlæg.

Ansvaret for folkeskolen er delt mellem landsmyndighederne og kommunerne. I 2009 var der planer om at overføre hele ansvaret for folkeskolen til kommunerne, men forudsætningen var en række kommunesammenlægninger, som ikke blev gennemført.

Kommunernes primære indtægtskilder er kommuneskat. Mens landsskatten er progressiv, fastsætter kommunalbestyrelserne i forbindelse med de årlige budgetvedtagelser en procentsats, som gælder for alle kommunens indbyggere. Den kan variere mellem 16 og 24 % af den skattepligtige indtægt, dvs. indtægt efter et bundfradrag på 30.000 kr. og børnefradrag på 5.000‑10.000 kr. I 2021 havde Fugloyar Kommuna den lavest mulige procentsats og det højeste børnefradrag, mens Vága Kommuna toppede tabellen med en kommuneskat på 22 % og samtidig kun 5.500 kr. i børnefradrag; i Tórshavnar Kommuna er kommuneskatten på 19 %, og børnefradraget er på 8.000 kr.

Kommunerne disponerer over deres indtægter under tilsyn fra Landsstyrets indenrigsministerium. Der foregår ingen udjævning mellem rige og fattige kommuner.

Læs mere om samfund og erhverv på Færøerne

Læs videre om

• Tórshavn – By
• Klaksvík – By
• Eiði (Bygd) og Eiðis Kommuna
• Fuglafjørður (Bygd) og Fuglafjarðar Kommuna
• Nes (Bygd) og Nes Kommuna – Eysturoy
• Runavík (Bygd) og Runavíkar Kommuna
• Sunda Kommuna
• Sjóar Kommuna
• Sumba (Bygd) og Sumbiar Kommuna
• Tvøroyrar Kommuna

Læs også om

• Befolkning og bolig på Færøerne
• Politik og planer på Færøerne
• Sundhed og omsorg på Færøerne
• Uddannelse og forskning på Færøerne

Se alle artikler om samfund og erhverv