Gásadalurs café og gæstehus Gásadalsgarður er et velbesøgt sted, ikke mindst af de mange turister, der tager turen gennem tunnelen for at se det ikoniske vandfald Múlafossur. Inden tunnelens anlæggelse var bygden uhyre isoleret, for adgangen foregik enten ad vandvejen eller via en smal sti over fjeldet, som kun kunne benyttes til fods.

.

Marketalsbygden Gásadalur har 14 indbyggere og er på 18 merkur. Heraf er 3 merkur og 8 gyllin fæstejord, som er fordelt på to fæstere, og 14 merkur og 8 gyllin er odelsjord. Fårebesætningen er på 576 dyr.

Indtil tunnelen til Gásadalur blev taget i brug i 2002, var denne lille bygd svært tilgængelig både ad søvejen og over land, men i dag er bygden et yndet turistmål, især vandfaldet Múlafossur.

I Gásadalur kan man se ruinerne af et gårdskompleks, der tilhørte den sagnomspundne, velhavende kvinde Gæsa fra Kirkjubøur. Hun blev af middelalderens kirkelige myndigheder fradømt alt sit jordiske gods, fordi hun havde tilladt sig at spise kød i fasten. Da hun flyttede til Gásadalur, fik hun 7 merkur jord af sin søsters søn.

Omkring 1830 blev der på bygdens udmark oprettet udflytterbygden Víkar, men bygden var så svært tilgængelig og afsides, at de sidste indbyggere flyttede derfra i 1910. Ligesom på Mykineshólmur var Víkar et godt græsningsområde for stude og slagtekvæg.

I mange år var den færøske forfatter og salmedigter Mikkjal Dánialsson á Ryggi vandrelærer i bygderne Gásadalur og Bøur.

Videre læsning

Læs mere om Vágar – Ø

Læs også om

Se alle artikler om Øerne, byerne og bygderne

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig