Brænding ved klippestranden nær Húsavík. I forgrunden ses tre gróthús, som er stenhuse med græstørvstag beregnet til opbevaring af forråd og enkelte steder også tørv.

.

Húsavík, nævnt i Hundabrævið, har 65 indbyggere og er på 31 merkur. Heraf er 26 merkur fæstejord, som fæstes af en enkelt fæster, og 5 merkur er odelsjord. Fårebesætningen er på 641 dyr.

Et af kendetegnene i Húsavík er de ca. 10 km lange stengærder, der omkranser bygden. Her boede húsfrúgvin í Húsavík, den rige og mægtige Guðrun Sjúrðardóttir, om hvem det fortælles, at hun genrejste bygden efter den sorte død. Flere arkæologiske spor tilskrives hende. Ved den østvendte bugt ses en ca. 500 m lang sandstrand med to grupper af meget gamle stenhuse kaldet á Tumbakka.

Kirken i Húsavík er opført i 1863 af sten med græstørvstag med delvis åben tagstol og træbænke. Den er hvidkalket både ude og indvendig. Efter en nænsom renovering blev kirken taget i brug igen i 1991 med en ny altertavle af Sven Havsteen-Mikkelsen.

I 1943 blev ungdomsforeningen Sólaris etableret med eget foreningshus, som stadig er rammen om meget af det sociale liv i bygden. Húsavík fik en ny bådehavn i 1980’erne anlagt af J&K Petersen Contractors i samarbejde med Tróndur Patursson, der stod for det kunstneriske udtryk i havnen med motiver fra havet.

Videre læsning

Læs mere om Sandoy – Ø

Læs også om

Se alle artikler om Øerne, byerne og bygderne

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig