Udsigt fra agterdækket på rutebåden M/F Teistin ud over Skopunar Havn. Færgen var et stort fremskridt for udviklingen på Sandoy, og sammen med anlæggelsen af Gamlarætt muliggjorde den daglig pendling mellem Tórshavn og Sandoy.

.

Skopun er en nybyggerbygd, grundlagt i 1833, som i dag har 454 indbyggere. Den er anlagt i Sandurs udmark og har ingen rettigheder i udmark eller indmark. De opdyrkede arealer i og omkring bygden har ikke noget marketal, men er trøer.

Husene i den ældste del af bygden ligger tæt og uden byplan, mens de nyere kvarterer bærer præg af en højere grad af planlægning.

Den første vej mellem to færøske bygder blev anlagt mellem Sandur og Skopun i 1917. Det ældste havneanlæg er fra 1925, udvidet i 1965 og igen senere. Tidligere var der forbindelse med båd til Tórshavn, men i 1992 blev der oprettet en bilfærgeforbindelse mellem Skopun og det nyanlagte færgeleje Gamlarætt ved Kirkjubøur, hvorfra der også er forbindelse til Hestur.

I Skopun har man først og fremmest levet af fiskeri; af de tre tidligere fiskefiletfabrikker på Sandoy er der nu kun fabrikken i Skopun tilbage. Et ejerskifte i 2019 har medført moderniseringer, og fabrikken beskæftiger nu 60 personer.

Føroya Grótvirki er det eneste stenhuggeri af sin slags på Færøerne, for basalten her er af god kvalitet, der egner sig til at blive poleret. Stenhuggeriet producerer bl.a. fliser og gravsten og er en del af det internationale kvalitetsnetværk ÉCONOMUSÉE.

Kirken i Skopun blev bygget i 1897. Den er opført af sten med tag af bølgeblik, kalket udvendig og malet indvendig. Den blev ombygget og udvidet i 1961.

Pinsemenigheden og Indre Mission, der begge har mange tilhængere i Skopun, har deres egne forsamlingshuse, begge opført i 1953. Bygdens første skole blev taget i brug i 1884, og den nuværende skole blev opført i 1945 og er siden udvidet flere gange, sidst omkring år 2000. Skolen har undervisning i de yngste klasser, hvorefter eleverne fortsætter på centralskolen i Inni í Dal mellem Skopun og Sandur.

Dansestuen, som blev opført af ungdomsforeningen Samljóð i 1924, har den ældste teaterscene på Færøerne. Indtil 1991, hvor ungdomsforeningen opførte et nyt forsamlingshus, var den rammen om en stor del af det sociale liv i bygden. Den gamle stue blev overtaget af kommunen og er i dag lokalmuseum. Ved siden af ungdomshuset byggede man omkring 2015 verdens største postkasse, som skulle modtage breve til julemanden.

I bygdens nordlige del blev der i 1954 rejst et mindesmærke udført af billedhuggeren Hanus Kamban over personer, der er forulykket på havet eller i bjergene. Politikeren Peter Mohr Dam, mangeårig leder af Javnaðarflokkurin (Socialdemokratiet), blev født i Skopun.

Videre læsning

Læs mere om Sandoy – Ø

Læs også om

Se alle artikler om Øerne, byerne og bygderne

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig