Det centrale Sandur med vigtige fælles faciliteter markeret, 2021. Fra Sandur er der færgeforbindelse til Skúgvoy.
.
Befolkningsudviklingen i Sandur 1966‑2021.
.

Spor efter en gammel bebyggelse ved strandkanten i bygden Sandur, som blev udgravet i slutningen af 1980’erne.

.

Sands Kirkja i Sandur blev taget i brug i 1839 og hører til de traditionelle trækirker. Arkæologiske udgravninger under bygningen viser, at før denne har der været flere andre kirker.

.

Sandur, nævnt i Hundabrævið, har 537 indbyggere og er på 96 merkur og 12 gyllin. 55 merkur og 8 gyllin er fæstejord, som er fordelt på 24 fæstere, og 41 merkur og 4 gyllin er odelsjord. Fårebesætningen er på 3.064 dyr.

Arkæologiske undersøgelser har påvist bosættelse i området allerede fra 300-500-tallet, og dermed er Sandur blandt landets ældste bygder. Øens gamle tingsted ligger i Trøðum, hvor Tingsteinurin (Tingstenen) med indhuggede initialer og årstallet 1789 stadig kan ses.

Ved stranden ses de fredede klitdannelser, som er det eneste sted på Færøerne, hvor der vokser hjælme (Ammophila arenaria). I bugten udenfor har Mowi lakseopdræt.

Den klassiske trækirke med græstørvstag er opført i 1839. Arkæologiske udgravninger har dokumenteret, at der har været flere andre kirker før denne, og på kirkernes område fandt man i 1863 en skat med 98 sølvmønter fra omkring år 1000; flere af disse var slået af den norske konge Harald Hårfager.

Centralt i bygden ligger det fredede hus Norðara Koytu, der fungerer som hjemstavnsmuseum. Kunstmuseet Listasavnið á Sandi blev oprettet i 2006 og huser kunstsamleren Sofus Olsens private samling af værker af færøske kunstnere, som han har doneret til museet.

Ungdomsforeningen Virkið med eget forsamlingshus blev stiftet i 1923. Idrætsforeningen B71 deler idrætsfaciliteter såsom fodboldbane med Sandoyar Meginskúli (Sandoys Centralskole). I Sandur findes desuden børnehave og vuggestue.

Det ene af Sandoys tre alderdomshjem ligger i Sandur, det andet ligger i Skálavík og det tredje i Skopun. Beboerne i de øvrige kommuner har ved en kommunal fællesaftale adgang til disse institutioner.

Foto fra bygden Sandur i slutningen af 1800-tallet. Fårene er blevet drevet ind i fårefolden tidligt på sommeren, hvor ulden skal klippes af fårene, og lammene øremærkes.

.

Videre læsning

Læs mere om Sandoy – Ø

Læs også om

Se alle artikler om Øerne, byerne og bygderne

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig