Sæler (Færøerne)

Af verdens 33 nulevende arter af sæler findes de syv i Nordatlanten. Tidligere fandtes der to arter af sæler på Færøerne, men siden den spættede sæl (Phoca vitulina) forsvandt midt i 1800-tallet, har gråsælen (Halichoerus grypus) været den eneste med en ynglebestand på øerne. Til gengæld har flere arktiske sæler fra tid til anden lagt vejen forbi færøsk farvand.

Ud fra genetiske studier ved man, at gråsælen ankom til Færøerne fra De Britiske Øer efter sidste istid for ca. 10.000 år siden. Den er forholdsvis stor, og hannerne kan opnå en længde på 2,3 m og en vægt på ca. 300 kg. På færøsk kaldes gråsælen for »láturkópur«, hvor »látur« (latter) henviser til de høje lyde, som sælerne bruger flittigt, når de socialiserer.

Gråsælen opholder sig overvejende tæt på kysten og bevæger sig sjældent ud, hvor havdybden overstiger 100 m. Man ser den fortrinsvis på de mest utilgængelige kystpartier, der vender ud mod åbent hav. Her kendetegnes kystlandskabet af stejle klippevægge, der gennemskæres af kløfter og huler. Mens gråsæler andre steder føder deres unger i åbne landskaber på holme, skær og småøer ud for kysten, yngler de færøske gråsæler hovedsagelig i huler i klipperne. Fra sidst i september til ind i december føder hunnen en enkelt unge. Ungen har en hvid pels, som ikke er vandskyende, og den må derfor opholde sig på land, indtil den efter ca. tre uger fælder fosterpelsen. Ved fødslen vejer ungen ca. 15 kg. Hunnens mælk er meget fedtrig, og i løbet af den to uger lange dieperiode forøger ungen sin vægt til omkring 50 kg. Hunnen forlader da ungen, som derefter må klare sig selv.

Siden de første bosættelser (landnam) har der været drevet jagt på gråsæler. Især ungerne var et let bytte, da de pga. fosterpelsen ikke kunne flygte ud i havet. Udstyret med fakler sejlede man i oktober ud til ynglehulerne, hvor man slog ungerne og de voksne sæler, som man kunne overrumple, ihjel med køller. Sælkødet blev spist, og spækket smeltet til tran, mens skindet blev garvet og brugt til sko og tasker. I to tilfælde er der endda drevet præmiejagt på gråsælerne, fordi bestanden ifølge fiskerne var blevet så stor, at det gik ud over fiskeriet. Under en treårig præmiejagt i 1960’erne blev der således nedlagt 970 gråsæler. I den forbindelse blev den samlede bestand af gråsæler på Færøerne anslået til 3.000 individer med en årlige ungeproduktion på ca. 500. Der drives ikke længere jagt på gråsæler, og den færøske bestand vurderes i dag til at ligge på omkring 1.000 individer.

Af og til strejfer arktiske sæler ind i færøsk farvand, når de vandrer sydover. Den lille ringsæl (Pusa hispida), som ellers er tæt knyttet til den arktiske is, er i nyere tid iagttaget ved Færøerne to gange, ligesom fem ringsæler blev rapporteret under præmiejagten i 1960’erne. Den knap 3 m lange og op til 400 kg tunge klapmyds (Cystophora cristata) var tidligere mere almindelig i færøsk farvand. Ved 1960’ernes præmiejagt blev der fx nedlagt tre klapmydser, og i april-maj gik klapmydser ofte på de lakseliner, som fiskerne satte 100‑200 sømil nord for Færøerne. Iagttagelserne bekræftes af satellitsporinger, som viser, at klapmydsen vandrer til de færøske farvande tidligt om foråret og først på sommeren for at fouragere. Tidligere blev der også fanget enkelte grønlandssæler (Pagophilus groenlandicus) på lakselinerne, og det var heller ikke usædvanligt, at de dukkede op under sæljagterne. Der er dog ikke set grønlandssæler i færøsk farvand for nylig. Til gengæld er der observeret flere remmesæler (Erignathus barbatus), som ellers ikke tidligere er registreret fra Færøerne. Hvalrossen (Odobenus rosmarus) optræder kun som en tilfældig gæst, og der er langt mellem besøgene. I hhv. 2010 og 2013 blev to hvalrosser, som lagde vejen forbi Færøerne, mærket, så man kunne følge dem med satellitsporing. Den første hvalros satte kurs direkte tilbage mod Svalbard, hvor den kom fra, mens den anden nåede at besøge Orkneyøerne, Island og Norge, inden også den vendte tilbage til Ishavet.