Hvaler (Færøerne)

På verdensplan kender man til 89 arter af nulevende hvaler, hvoraf de 24 er observeret i farvandene omkring Færøerne. Flere af dem har dog kun besøgt Færøerne enkelte gange, og selv de mere hyppigt sete arter optræder typisk kun omkring øerne i kortere perioder af året. Den mest talrige hval i færøske farvande er langluffet grindehval (Globicephala melas), efterfulgt af arter som hvidskæving (Lagenorhynchus acutus), marsvin (Phocoena phocoena), finhval (Balaenoptera physalus), vågehval (Balaenoptera acutorostrata) og døgling (Hyperoodon ampullatus). Af de seks arter er det kun marsvinet, som opholder sig ved øerne året rundt.

De nulevende hvaler inddeles traditionelt i to underordner: bardehvaler (Mysticeti) og tandhvaler (Odontoceti). Bardehvalerne vandrer ofte nordover om foråret, når lyset tager til i styrke, og produktionen i havet øges. Lyset og de stigende temperaturer fører til en opblomstring i bestandene af vandlopper og lyskrebs, som hvalerne ernærer sig af. Samtidig tager de for sig af de store stimer af sild, tobis og blåhvilling, der også er ude efter de næringsrige krebsdyr. Under deres nordlige fouragering kan bardehvalerne dække 80 % af deres årlige energibehov, hvoraf en del opbygges i tykke spæklag. Når efteråret nærmer sig, søger hvalerne sydpå til yngleområderne i varmere farvande. Tandhvalerne udviser en større variation i deres vandringsmønstre, og selv om vinteren observeres de regelmæssigt i færøske farvande. I modsætning til bardehvalerne søger de typisk føde på dybere vand, hvor de æder blæksprutter og stimefisk.

Den langluffede grindehval er uden sammenligning den hval, som oftest forbindes med Færøerne. I mere end tusind år har færingerne drevet fangst på de flokke af grindehvaler, som passerer øerne, og i generationer har den sorte tandhval tjent som en vigtig ressource i de færøske husholdninger.

Grindehvalen er en middelstor tandhval. Hunnerne bliver knap 5 m lange med en vægt på ca. 1 ton, mens hannerne kan opnå længder på 6,5 m og en vægt på godt 2 tons. Satellitsporinger har vist, at hvalerne vandrer vidt omkring i Nordatlanten og kan tilbagelægge afstande på 70‑111 km i døgnet. Grindehvaler ses i færøske farvande hele året, dog hyppigst sidst på sommeren. De fleste fangster sker således i juli-september, hvor flokkene i gennemsnit tæller 80 individer. Da hvaltællinger i Nordatlanten typisk kun observerer flokstørrelser på omkring 30 individer, tyder meget på, at hvalerne samler sig i større flokke, når de opholder sig omkring Færøerne. Flokkene består af beslægtede hunner i alle aldre, hvoraf én leder flokken, samt deres unger og få kønsmodne hanner. I en alder af ca. ni år bliver de unge hanner kønsmodne og forvises fra flokken. Hunnerne bliver kønsmodne i syvårsalderen og får i gennemsnit en unge hvert femte år. Undersøgelser har vist, at kun omkring 8 % af ungerne i en flok har en far fra flokken, og hunnerne parrer sig derfor i vid udstrækning på tværs af flokkene. Hunnerne kan opnå en alder på ca. 60 år, mens dødeligheden er større hos hannerne, der sjældent bliver mere end 40 år gamle. Den samlede bestand er estimeret til mere end en halv million individer, hvilket gør den langluffede grindehval til en af de mest talrige hvaler i Nordatlanten.

Både hvidskæving og marsvin optræder af og til i blandede flokke med grindehvalerne, og det sker derfor, at de også tages under grindefangsten. Hvidskævingen er blevet mere talrig i færøske farvande, og den samlede bestand i Nordatlanten ligger på knap 200.000 individer. Da det i dag er let at drive de hurtige hvaler sammen med motorbåde, er en egentlig fangst af hvidskæving øget over de seneste par årtier. Der drives også jagt på marsvin, men det er efterhånden ret begrænset.

Såvel spækhugger (Orcinus orca) som kaskelot (Physeter macrocephalus) ses også omkring Færøerne. Flokke af spækhuggere optræder ved øerne en til to gange om året, hvor de tydeligvis er på jagt efter gråsæler. Kaskelotter er mere sjældne gæster og optræder kun i mindre flokke af voksne hanner.

Blandt de mere besynderlige gæster er døglingen. Den hører til næbhvalerne og er normalt et sjældent syn. På Færøerne er den dog velkendt, fordi der af uforklarlige årsager strander i gennemsnit en døgling om året ved to bygder på Suðuroy. Hvalerne går ikke til spilde, og traditionen tro deles kødet mellem indbyggerne i området.

Med en længde på op til 30 m og en vægt på op til 160 tons skiller blåhvalen (Balaenoptera musculus) sig ud fra de i forvejen store bardehvaler, og ved storhvalfangstens begyndelse var det især den, som hvalfangerne gik efter. Sidst på foråret trak blåhvalerne gennem fjordene på vestsiden af Færøerne, hvor hvalfangerbådene kunne ligge og vente på de enorme dyr. Den oprindelige bestand var dog lille, og det varede ikke længe, før fangsterne begyndte at falde. I løbet af de første fem sæsoner blev der fanget 23 blåhvaler, og i årene frem til 1908 lykkedes det hvalfangerne at nedlægge i alt 363 blåhvaler, hvilket svarede til 60 % af den samlede fangst. Den nordatlantiske bestand af blåhvaler ligger i dag på ca. 3.000 individer, hvilket er så lavt, at blåhvalhunner i mangel på mager har fået hybridunger med hanner af finhvaler.

Næst efter blåhvalen er finhvalen den største af alle hvaler med en længde på op til ca. 20 m. Den er samtidig den mest talrige af de store bardehvaler i såvel de færøske farvande som i resten af Nordatlanten. Under storhvalfangsten 1894‑1968 udgjorde finhvalerne 68 % af den samlede fangst, svarende til 7.601 hvaler. Da hvalfangsten ophørte, begyndte bestandene igen at vokse og har nu nået 80 % af deres oprindelige størrelse. I dag ligger den samlede bestand af finhvaler i Nordatlanten på ca. 50.000 individer, hvoraf ca. 5.000 opholder sig ved Færøerne om sommeren.

Den op til 18 m lange sejhval (Balaenoptera borealis) var også et vigtigt bytte under storhvalfangsten, og i færøsk farvand nåede den samlede fangst op på 2.258 hvaler. Der var dog en betydelig variation i fangsterne fra år til år, hvilket bl.a. skyldtes, at tidspunktet for sejhvalernes vandring nordover ligger senere på året end de andre bardehvaler.

De mere fåtallige pukkelhvaler (Megaptera novaeangliae) og vågehvaler har ligeledes været genstand for fangst. Selv om de er et betydelig sjældnere syn, antyder de hvaltællinger, der siden 1987 er gennemført seks gange i Nordatlanten, at antallet af pukkelhvaler i færøsk farvand er steget. Den op til 15 m lange pukkelhval passerer Færøerne, når den om foråret vandrer fra Caribien til Island og Barentshavet for at æde lodde og tobis. Under storhvalfangsten blev der kun fanget 255 pukkelhvaler. Fangsterne af den lille, ca. 10 m lange vågehval var endnu mindre. Færøske kuttere drev jagt på den over en tiårsperiode, som strakte sig fra midten af 1960’erne, men fangede kun godt 100 individer. Vågehvalen eller sildepiskeren, som den også kaldes, kommer ind i færøsk farvand på sin vandring til og fra Norskehavet og Barentshavet.