Kyster og fjorde på Færøerne

Færøerne har en meget lang kyst med lange, indskårne fjorde, som er forbundet med havet gennem smalle mundinger. Flere af fjordene er tærskelfjorde, hvor en eller flere tærskler deler de enkelte fjorde op i dybere bassiner, og hvor den laveste tærskel typisk ligger ved udmundingen. I bunden af fjorden og langs siderne er der tilløb af ferskvand fra vandløb.

Da tidevandspåvirkningen af fjordene oftest er lav, opblandes ferskvandet fra vandløbene straks med havvandet og bliver brakt. På grund af den lavere saltholdighed er brakvandet lettere end havvandet og lægger sig som et ca. 10‑20 m tykt lag ved overfladen. Brakvandet søger ud mod fjordmundingen, og for at kompensere for det udstrømmende, brakke overfladevand trækker salt shelfvand ind i fjorden under brakvandet.

Om sommeren varmes shelfvandet op og kan derfor blive så let, at det ikke synker ned til bunden i fjordene. I tærskelfjordenes dybere bassiner kan det medføre, at bundvandet ikke udskiftes, og der opstår iltsvind. Det forekommer fx hvert år i Skálafjørður, som er landets længste og dybeste fjord. Perioden med iltsvind kan vare flere måneder, men ender med de faldende temperaturer om efteråret, hvor køligt shelfvand igen begynder at føre ilt til bundvandet.