I det nordlige Atlanterhav mellem Island og Norge ligger de 18 grønne øer, der tilsammen udgør Færøerne. De fem største er Streymoy, Vágar, Eysturoy, Sandoy og Suðuroy, og den mindste er den ubeboede Lítla Dímun. Færøernes hovedstad er Tórshavn, hvor 13.628 personer ud af Færøernes totale population på 52.896 indbyggere bor. Der findes i dag 29 kommuner, hvoraf flere har ganske få indbyggere.
Dannelsen af Færøerne tog sin begyndelse for 61 mio. år siden i forbindelse med den voldsomme vulkanske aktivitet, der opstod ved opsplitningen af superkontinentet Pangæa. Det er dog istiderne, der gennem de seneste to mio. år har formet den nuværende øgruppe.
Den nordlige og afsides beliggenhed har medført, at dyre- og plantelivet på land er ret artsfattigt. Mens især mosser, men også mange insekter er indvandret til øerne på egen hånd, er andre dyr og planter kommet til med menneskets hjælp, fx husmusen og sneharen. Fuglelivet er rigt og omfatter bl.a. lunde, mallemuk og nationalfuglen strandskade. Tre øer, Nólsoy, Skúvoy og Mykines, er udpeget til Ramsarområder for at beskytte fuglelivet.
Det helt store dyreliv findes imidlertid i havene med store fiskebestande af torsk og blåhvilling, gråsæl og hval, herunder grindehval, hvoraf mellem 500 og 1.500 hvert år havner på spisebordene efter at være blevet drevet ind i fjordene. Grindehvalfangsten er en historisk og kulturelt set stor begivenhed på Færøerne. Fiskeriet er omfattende og udgør ca. 90 % af Færøernes eksport. Klipfisk var blandt de første måder at bearbejde og konservere fangsten på. Senere, særligt efter 2. Verdenskrig, bestod eksporten især af fersk og fileteret fisk, og for ca. 50 år siden begyndte man at drive lakseopdræt, og Færøerne er i dagverdens femtestørste producent af laks.
De første tegn på menneskelig aktivitet på Færøerne er fundet ved bygden Sandur på Sandoy og stammer fra 300‑500-tallet. Irske munkeankom i 600‑700-tallet, men med vikingernes ankomst blev øerne knyttet til Norge, der gjorde dem til norskskatteområde i 1035. Kristendommen indførtes ifølge traditionen af sagnhelten Sigmundur Brestisson i 999, og i 1100-tallet etableredes et bispesæde i Kirkjubøur. Den nuværende sognekirke på stedet fungerede som domkirke indtil slutningen af 1200-tallet, hvorefter anlæggelsen af en mere storslået gotisk katedral i samme område påbegyndtes. I dag er Magnuskatedralenen ruin.
Lagtinget, der i begyndelsen foregik i det fri på Tinganes i Tórshavn, indførtes i første halvdel af 1300-tallet. Med Reformationen i 1540 overgik kirkens jord til kronen, og i 1600-tallet blev handelen i højere grad styret fra København, fra 1709 direkte af kongen. I 1814 mistede Danmark Norge, men beholdt Færøerne, og Lagtinget blev nedlagt. Det blev imidlertid genetableret, nu som amtsråd, i 1852, handelen blev frigivet fire år senere, og fiskeriet oplevede vækst og større eksport. Samtidig steg befolkningstallet betydeligt, og det samme gjorde antallet af kommuner.
Frihandelen og væksten medvirkede til en øget færøsk bevidsthed og til diskussioner om selvstændighed versus samhørighed med Danmark. Men med 2. Verdenskrig kom helt andre magter til, for mens Danmark blev besat af Tyskland, blev Færøerne besat af Storbritannien. Op mod 8.000 britiske soldater anlagde veje på øerne og byggede en militærlufthavn, som blev grundlaget for nutidens civile Vágar Lufthavn. I 1948 indførtes Hjemmestyreloven, der gav Lagtinget mulighed for at hjemtage fx skatter, sundhedsvæsen, offentlig forsorg, skolevæsen og kommunale forhold. Det færøske flag blev anerkendt, og hovedsproget blev færøsk.
Relationen mellem Danmark og Færøerne var ét af flere elementer, der indgik i Klaksvíkstriden i perioden 1952‑56, hvor danske marinesoldater og politibetjente blev sejlet til Klaksvík for at skabe stabilitet i en oprørsk situation. Det lykkedes, men det styrkede samtidig lysten til løsrivelse. I 1960’erne påbegyndtes anlæggelser af tunneler, som intensiveredes fra 1970 og skabte helt nye forbindelser mellem øerne.
I 1992 ramte en dyb økonomiskkrise, og Færøerne blev reelt sat under administration af Danmark, hvilket igen gav alvorlige udfordringer i forholdet. Ved lagtingsvalget i 1998 fik selvstændighedspartierne flertal, og der indledtes forhandlinger med Danmark, der dog brød sammen. Landsstyret valgte derefter egenhændigt at reducere den økonomiske støtte fra Danmark. Ønsket om selvstændighed og en egen forfatning aktualiseres ofte, når selvstændigheds partierne indgår i den færøske regeringskoalition.
Færøerne har i dag en omfattende infrastruktur med veje, broer og tunneler, også undersøiske. Der er således også forholdsvis let adgang til Tórshavn, der fra ældste tider har været øernes vigtigste handelsplads og fortsat er landets centrum. Dog er befolkningstilvæksten ikke alene blevet koncentreret i hovedstadsområdet, men i en mere fragmenteret urbanisering, hvor øer, byer og bygder er blevet knyttet sammen ved de store infrastrukturelle investeringer. Samlet giver det mulighed foren mobilitet i arbejdslivet. Færinger har ofte i perioder taget arbejde uden for Færøerne, og der er nu en stigende nettoindvandring, turismen tager til, og flere restauranter, kulturtiltag og kreative erhverv ser dagens lys.
I den færøske kultur spiller sagn, fortællinger og traditioner stadig en vigtig rolle. Et eksempel er kædedansen, som er obligatorisk pensum i folkeskolen. Ved bygdernes sommerstævner er kaproning et vigtigt element, og finalen afholdes hvert år ved nationalfesten ólavsøka i Tórshavn, hvor der også er processioner og fællessang. Men også nye tiltag finder vej. Siden 2012 har der været afholdt LGBT Pride-parade i forbindelse med festlighederne. Den gamle tradition med at strikke er videreudviklet i moderne design, hvoraf nogle er blevet internationale succeser. Gamle og nye strømninger blandes også i billedkunsten, hvor især lyset og landskabet står centralt. Og det store fokus, man fra offentlig side har haft på kunst i det offentlige rum, har resulteret i, at denne findes næsten overalt på Færøerne. Selv i undergrunden, bl.a. i form af Tróndur Paturssons udsmykning i den undersøiske rundkørsel Eysturoyartunnilin fra 2020. Og blandt skønlitterære forfattere kan nævnes William Heinesen, hvis fabulerende romaner er nået langt udover landets grænser, men også nye stemmer som fx Lív Maria Róadóttir Jæger, der eksperimenterer stilbevidst med genrerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.