Landskaber på Færøerne

Dalene og fjordene hører utvivlsomt til blandt Færøernes mest karakteristiske storlandskaber. De største dale begynder ofte som skålformede cirkusdale, der gennem deres forløb udvikler sig til langstrakte dale med stejle fjeldsider og brede dalbunde. Ved kysten fortsætter dalene som fjorde og sunde.

De græsklædte fjeldsider præges af nøgne langstrakte basaltbænke, der strækker sig gennem landskabet i lange, næsten vandrette linjer. Basaltbænkene udgør resterne af den oprindelige overflade af basaltisk lava, som lag på lag har opbygget Færøerne, og som for ca. 55 mio. år siden dannede en stor, flad basaltslette. Med tiden, især under istiderne, har is, vand og vind eroderet sig ned gennem den gamle vulkanske slette og skabt de stejle, trappeformede landskaber, der giver et blik ind i den oprindelige basaltslette og fortæller uddrag af øernes tidlige historie.

Af de seks geologiske formationer er det hovedsagelig tre, som danner regionale landskaber: Beinisvørð Formationen, Malinstindur Formationen og Enni Formationen.

I den vestligste del af landet, især på Suðuroy og Mykines, er det Beinisvørð Formationens gamle basaltlag, som danner overfladen. Disse basaltlag blev tidligere kaldt den nederste basaltserie. Beinisvørð Formationens trappelandskaber, som veksler mellem ca. 20 m tykke basaltlag og ca. 1 m tykke lag af rødlige sedimenter, kan bl.a. ses tydeligt i fjeldsiden over Drelnes på Suðuroy.

Storlandskaberne i den nordlige del af Suðuroy, Vágar, Streymoy og Eysturoy udgøres af Malinstindur Formationen, som danner mere sammenhængende landskabsformer med en knap så udpræget trappedannelse. Formationen kendetegnes af mange tynde basaltlag og kun få mellemliggende sedimentlag. Desuden er porezoner i basalten udfyldt af sekundære mineraler som zeolitter eller kvartsmineraler. Disse basaltlag blev tidligere kaldt den mellemste basaltserie og kan bl.a. opleves i fjeldområdet omkring Vestmanna på den nordlige del af Streymoy, hvor fjeldene har en mere afrundet form og ingen eller kun beskeden trappedannelse.

På store dele af Norðoyggjar (Nordøerne) og de sydlige dele af Eysturoy samt på Streymoy, Nólsoy, Sandoy og Skúvoy dannes landskaberne af Enni Formationen. Basaltbænkene, som markerer hvert af de vulkanudbrud, som skabte formationen, adskilles af forholdsvis tykke, rødlige sedimentlag og fremstår i dag som trappeformede fjeldskråninger, der veksler mellem nøgne, næsten vandrette basaltbænke og mellemliggende vegetationsklædte skråninger. Trapperne er dog ikke så store som i Beinisvørð Formationen på Suðuroy.

Overalt findes langstrakte kløfter. Disse kløfter, som på færøsk kaldes »gjógv«, er eroderede sprækker og basaltgange, der strækker sig ind i den oprindelige basaltslette. I visse tilfælde er sprækkezonerne eroderet ned til dybe kløfter, hvor indtrængning af magma har skabt tværstående basaltsøjler i bunden. Frammi við Gjónna ved Leynavatn og Gøtugjógv på Eysturoy er typiske eksempler på dybe kløfter, som er opstået ved erosion af basaltgange.

Det kan også ske, at den indtrængende magma har skabt basaltgange, som er mere modstandsdygtige over for forvitring og erosion end de omgivende basaltlag. I sådanne tilfælde kan forvitring af det omkringliggende materiale få basaltgangen til at stå tilbage som en højderyg med liggende søjlebasalter. Disse højderygge kaldes ofte »jatnagarður« (jættegærder), da de kan minde om gigantiske gærder. Et godt eksempel på et jættegærde kan bl.a. ses ved Jatnagarðar på Vágar.

Da den vulkanske aktivitet døde ud, og erosionen af den store højslette tog fart, begyndte basaltlagene at hælde. I dag har de typisk en østlig hældning på ca. 2‑4°, hvilket bl.a. kan ses langs fjorden Kaldbaksfjørður. Her er der samtidig mulighed for at følge grænsen mellem Malinstindur Formationen og Enni Formationen. Grænsen ligger i ca. 180 m’s højde inderst i fjorden, mens den 5 km længere ude i fjorden ligger i havniveau.

Før istidernes begyndelse for 2,6 mio. år siden var Færøerne formentlig et større, mere sammenhængende landområde med fladere og mere åbne landskaber, mens de nuværende langstrakte sunde og fjorde har været smalle ådale. I takt med at erosionen gnavede sig ned gennem basaltsletten, forsvandt det oprindelige landskab dog, og det tætteste, man i dag kommer på det gamle slettelandskab, er de flade toppe af øernes højeste fjelde.

Det højeste fjeld er det 882 m høje Slættaratindur på den nordlige del af Eysturoy. Det kendetegnes af stejle fjeldsider, men følger man vandrestien til selve toppen, afsløres en bar og vindblæst flade med et areal på knap 1.000 m². Andre fjelde kan præstere endnu større flade toppe. Blandt dem er der det 767 m høje Skælingsfjall på Streymoy, hvis top udgør en ca. 30.000 m² stor flade af gammelt præglacialt landskab.

Gennem de sidste 2,6 mio. års talrige istider blev Færøerne sandsynligvis dækket delvis af is mellem 20 og 30 gange. Under sidste istid, Weichsel, opnåede isen sin maksimale tykkelse på ca. 750 m.o.h. omkring Reyðafelstindur midt på Eysturoy, hvilket betød, at de højeste fjeldtoppe strakte sig op over ismasserne som isfrie nunatakker. I den lavvandede del af sundet Sundalagið, hvor Eysturoy og Streymoy i dag forbindes med en bro, blev isen delt, så den bevægede sig nordpå i nord og sydpå i syd.

Isen gled ud gennem lavninger, som med tiden blev uddybet til dybe, U-formede dale med bred bund og stejle dalsider. Efterhånden som isen nærmede sig den daværende kystlinje, blev istykkelsen mindre, så de højtliggende områder forblev isfrie, heriblandt toppen af Eiðiskollur på Eysturoy samt de højeste dele af Nólsoy. På deres vej hen over landskabet uddybede gletsjerne flere større søer som Sørvágsvatn (Leitisvatn) og Fjallavatn på Vágar.

Hvor landskabet var isdækket, har isens slid afrundet klipperne, ligesom man her finder ledeblokke, som er transporteret med isen. Hvis klippeoverfladerne er eksponeret for nylig og derfor ikke forvitret, kan man ofte også se skurestriber, som viser isens bevægelsesretning. Disse tegn afslører, at isen har bevæget sig ud fra Færøerne i alle retninger, hvilket viser, at øerne udgjorde et selvstændigt nedisningsområde, som var adskilt fra de store gletsjere over hhv. Skandinavien, Island og Skotland.

Da mange ydre kystlandskaber er eroderet kraftigt af havet, har dallandskaberne under istiden formentligt haft en langt større udstrækning end i dag. Eksempler på sådanne kysteroderede istidslandskaber kan bl.a. ses ved Ásmundarstakkur vest for Sandvík på Suðuroy og ved Tindhólmur vest for Sørvágur.

Undersøgelser af havbunden i fjorden Skálafjørður har vist, at havniveauet efter sidste istid var så lavt, at den undersøiske ryg, Saltnesgrynnan, vest for Toftir var tørt land, samt at fjorden var en ferskvandssø. Med afsmeltningen af de enorme iskapper i bl.a. Nordamerika begyndte havniveauet dog gradvis at stige, og for 7.300 år siden trængte salt havvand ind over Saltnesgrynnan, så ferskvandssøen blev omdannet til en fjord.

Til trods for havstigningen har havniveauet siden sidste istid aldrig været så højt, som det er i dag, hvilket bl.a. bekræftes af, at kystnære søer som Gróthúsvatn på Sandoy og Niðara Vatn ved Eiði aldrig har været salte. Modsat bl.a. Island og Skandinavien, som blev presset ned af istidens ismasser og frem til i dag har været præget af en stadig, efterfølgende landhævning, lader det samme således ikke til at være tilfældet på Færøerne. Den mest sandsynlige forklaring er, at det færøske landområde under sidste istid allerede var så lille og nederoderet, at ismasserne forblev små og lette og derfor ikke formåede at presse landet ned.

Såfremt området ikke blev presset ned af isen, og der derfor ikke har været nogen efterfølgende landhævning, må Færøerne alene have været påvirket af ændringerne i verdenshavenes havniveau, som ved afslutningen af sidste istid lå ca. 130 m lavere end i dag. Flyttes den nuværende kystlinje ud til 130 m’s dybde, ses det tydeligt, at Færøerne under sidste istid ikke var en øgruppe, men et næsten sammenhængende, nediset landområde. Fjorde og sunde udgjorde de lavestliggende dele af istidslandskabet, og det var her, små gletsjere samlede sig til større på deres vej mod den daværende kyst. Nutidens fjorde og sunde må derfor betragtes som druknede dale, og de sandede og grusede sletter, som smeltevandet skabte foran gletsjerne, ligger i dag under havniveau.

Et eksempel på en druknet dal er fjorden Kaldbaksfjørður på det sydøstlige Streymoy. Under sidste istid var Kaldbaksfjørður en dal, der husede en gletsjer, som nåede helt op til dalskulderen. Fra Kaldbaksbotnur inderst i dalen bevægede gletsjeren sig ned gennem dalen og flød sammen med en endnu større gletsjer i den brede dal, som i dag danner sundet mellem Streymoy og Eysturoy. Gletsjeren, som formentlig var Færøernes største under sidste istid, fortsatte ud i den dengang tørlagte fjord Nólsoyfjørður. Herfra bevægede en del af ismasserne sig mod syd gennem fjorden, mens resten fortsatte tværs over den lave nordlige del af Nólsoy mod den daværende kystlinje, som for ca. 22.000 år siden lå øst for Nólsoy.

Selv om det må antages, at Færøerne har været gennem samme antal istider og mellemistider som resten af det nordatlantiske område, er sedimenter fra disse perioder sjældne. En undtagelse er kystbakken ved Borðoyarvík i Klaksvík, som indeholder moræne fra både sidste istid, Weichsel, og næstsidste istid, Saale. Mellem disse to moræneaflejringer findes 115.000 år gamle havbundssedimenter fra mellemistiden Eem, da havniveauet lå 5‑6 m højere end i dag.

I dag betegnes klimaet overvejende som tempereret, og i juli og august ligger gennemsnitstemperaturen i de kystnære, græsklædte landskaber på ca. 11 °C. Ønsker man at opleve arktisk klima, må man derfor op i de høje fjelde. Lufttemperaturen falder med ca. 0,65 °C for hver 100 m, man kommer op over havniveau, og i omkring 150 m’s højde møder man 10 °C-isotermen. Over isotermen når gennemsnitstemperaturen i årets varmeste måneder aldrig op over 10 °C, og den markerer således grænsen, hvor klimaet skifter fra tempereret til arktisk.

Af det samlede areal ligger kun 31 % under 10 °C-isotermen og der med i den tempererede klimazone, mens de resterende 69 % når højder på over 150 m og derfor må anses for arktiske. I disse højtliggende områder præges landskaberne mange steder af frostforvitring, ligesom frostsorteret grus danner polygonjord og stenstriber. En beskeden plantevækst og et højt græsningstryk betyder, at store fjeldarealer er delvis eller helt vegetationsløse. Når der ikke er planterødder til at holde på jorden på de stejle skråninger, fører frosten sammen med den rige nedbør og kraftige vind til jorderosion, som hyppigt udvikler sig til jordskred og andre geofarer.

Langs de ofte dramatiske kyster er der rig mulighed for at iagttage landskabsprocesserne i aktion. Beliggenheden midt i det nordatlantiske vestenvindsbælte i kombination med talrige lavtrykspassager betyder, at Færøerne ofte rammes af storme med høje vindstyrker, som giver kraftig brænding på de eksponerede yderkyster. I daglig tale kaldes mange af disse udsatte kyster for brimpláss eller brændingspladser.

Bølgernes stadige erosion af den forholdsvis modstandsdygtige basalt har formet de flere hundrede meter høje, lodrette forbjerge, som kendetegner mange af yderkysterne. Mod vest optræder meget høje forbjerge på kysterne fra Suðuroy til Lítla Dímun, Stóra Dímun, Skúvoy, Sandoy, Hestur, Koltur, Vágar og Mykines, ligesom de stejle forbjerge Vestmannabjørgini og Saksunarbjørgini kendetegner Streymoys kyst vest for hhv. Vestmanna og Saksun. Også i nord, på strækningen fra Mykines til Vágar, Streymoy, Eysturoy, Kalsoy, Kunoy, Borðoy, Viðoy og Fugloy ses høje forbjerge langs de bølgeeksponerede yderkyster. Færøernes højeste forbjerg er det 754 m høje Enniberg på Viðoys nordkyst. Det er samtidig det næsthøjeste kystforbjerg i Europa kun overgået af Hornelen i Norge.

Brændingen mod de vestlige og nordlige yderkyster kan være så voldsom, at der dannes stormflader, som er små kystplatforme, der ligger lige over normalt havniveau. De dannes ved erosion fra den voldsomme brænding, som kan opstå, når havniveauet stiger under en lavtrykspassage med storm. På stormfladerne er der ofte strandpiller som de fladtoppede »stakkur«,og da fladerne ligger lige over havniveau, vil de i roligt vejr stå på tørt land, hvilket bl.a. kan opleves ved Mykineshólmur og på vestkysten af Hestur. Umiddelbart kan stormfladerne minde om de hævede kyster, som fx ses i Island og Norge. At de færøske stormflader ligger i nogle af de allermest energiske brændingsmiljøer og aldrig i beskyttede farvande, gør det dog meget usandsynligt, at der skulle være tale om hævet kyst.

Hvor kysterne ligger i læ, fortsætter skrænterne mere jævnt ud i havet, og vegetationen strækker sig ofte helt ned til stranden. Flere steder bærer disse kyster også præg af istidslandskaber. Eksempelvis kan man finde tynde, men tydelige isskurestriber, hvilket viser, at kysten er forblevet mere eller mindre intakt siden sidste istid, samt at bølgeerosionen har været beskeden.

Læs mere om natur og landskab på Færøerne

Læs også om

• Havet ved Færøerne
• Kyster og fjorde på Færøerne
• Natur- og miljøforvaltning på Færøerne
• Geologi på Færøerne

Læs videre om

• Hvannhagi
• Akraberg

Se alle artikler om landskaber og kyster