Geologi på Færøerne | lex.dk

Figuren viser de typiske færøske kystlandskaber og deres stadier af nedbrydningi form af klippesøjler og holme, klipper og skær over eller omkring havniveau samt klipperog skær under havniveau.

/JANUS HANSEN OG LIS MORTENSEN, 2021.

Licens: Begrænset anvendelse

Vestmanna og det omgivende landskab på Streymoy er præget af den mellemste basaltserie, Malinstindur Formationen, som giver afrundede sammenhængende fjeldsider. Den tydelige trappedannelse, som ses mange andre steder på Færøerne, mangler næsten helt. Det skyldes, at basaltlagene er talrige, men tynde, og med kun få mellemliggende sedimentlag.

Ólavur Frederiksen, 2020.

Licens: Begrænset anvendelse

Kysteroderede landskaber ved Ásmundarstakkur på Suðuroys vestside. Den forrevne kyst afspejler både den nutidige konstante bølgeerosion af kystlandskaberne, og hvordan isen under de stadigt tilbagevendende istider har skåret sig ned gennem basaltsletten og omdannet den til de 18 øer, som i dag udgør Færøerne.

Ólavur Frederiksen, 2018.

Licens: Begrænset anvendelse

På bunden af Atlanterhavet strækker en undersøisk højderyg, Den Midtatlantiske Ryg, sig fra Grønlandshavet i nord og hele vejen til farvandene ved Antarktis i syd. Højderyggen er en såkaldt spredningsryg, som markerer, hvor kontinentalpladerne bevæger sig væk fra hinanden. Selv om højderyggen langt overvejende er undersøisk, går den kortvarigt på land i Island, hvor den deler landet i to: en vestligdel, som ligger på den nordamerikanske kontinentalplade, og en østligdel, som ligger på den eurasiske kontinentalplade.

Dannelsen af Den Midtatlantiske Ryg begyndte for ca. 175 mio. år siden, men dens forlængelse mod nordskete først langt senere. Denne periodeknytter sig til åbningen af Nordatlanten og er en de mest voldsomme vulkanske episoder i Jordens historie. Og så gemmer den samtidig på historien om Færøernes oprindelse.

For ca. 62 mio. år siden begyndte kontinentalpladerne i Nordatlanten at bevæge sig væk fra hinanden, hvilket resulterede i voldsom vulkansk aktivitet. De gigantiske vulkanudbrud udspyede store mængder basaltisklava, som i løbet af de efterfølgende ca. 6 mio. år skabte et vældigt landområde i form af Den Nordatlantiske Vulkanprovins. I dag kan landområdet bl.a. genfindes i Baffin Bay i Canada, på øen Disko i Vestgrønland og ned langs hele Østgrønlands kyst samt langs den østlige del af Nordatlanten fra Nordirland og Skotland og videre til Færøerne.

Den langvarige vulkanske aktivitet og hermed også dannelsen af Færøerne er forbundet med den kontinentaldrift, som begyndte med opbruddet af superkontinentet Pangæa, der adskilte Europa og Afrika fra Nord og Sydamerika. Vulkanismen, som gradvis nåede til Nordatlanten for ca. 62 mio. år siden, blev intensiveret for ca. 58 mio. år siden i området mellem Grønland og Nordvesteuropa. Årsagen var, at store mængder magma fra en særlig varm del af asthenosfæren begyndte at bevæge sig opad for at danne den såkaldte islandske kappediapir, som for ca. 17 mio. år siden rejste Island op over havbunden. Det førte til en meget voldsom vulkanskaktivitet med tilhørende produktion af lava, hvis lige ikke er set på Jorden siden. Færøerne og det undersøiske plateau, som øerne ligger på, er netop resterne af disse vulkanske begivenheder.

Geologisk tidslinje.

Af Trap Færøerne.

Licens: Begrænset anvendelse

Det færøske områdes geologi

Det færøske område dækker et areal på 293.623 km², hvoraf 99,5 % udgøres af hav og knap 0,5 % af land. Områdets land- og havbundsoverflader er meget varierede med en geologi, som afspejler et vulkansk områdes tektonik og nedbrydning gennem mere end 50 mio. år.

I første halvdel af 1990’erne begyndte man at lede efter olie og gas i det færøske område. Der er indtil videreetableret ni brønde, og selv om der er fundet olie og gas i dem alle, har det ikke været i mængder, som har kunnet forsvare en kommerciel udnyttelse. Til gengæld har de seismiske undersøgelser og andre metoder, som blev benyttet i efterforskningen, i høj grad bidraget til forståelsen af områdets geologi.

Dybe seismiske undersøgelser af kontinentalsoklen under Færøerne og de omkringliggende regioner viser, at jordskorpen gentagne gange er blevet strakt betydeligt i forbindelse med opbruddet af kontinentet siden Devon for ca. 385 mio. år siden. Desuden antyder geokemiske analyser af de færøske basaltiske lag, at kontinentskorpen under Færøerne er fra Prækambrium. Det vil sige, at den er mere end 541 mio. år gammel og dermed af samme alder som grundfjeldet i Østgrønland og Skotland. Færøerne ligger på kanten af kontinentskorpen, som strækker sig fra den vestlige del af Barentshavet i nord til havområdet vest for Irland i syd. Kontinentskorpen kendetegnes af en række sedimentærebassiner, der opstod i perioder, hvor skorpen blev strakt; som det fx skete under opbruddet af superkontinentet Pangæa. Det er grænsen mellem de to oceanskorper, der er vulkansk aktiv i dag (fx i Island).

Geologien på land – dannelsen af plateaubasalterne

Færøernes geologiske opbygning er forholdsvis enkel med skiftende lag af basalt og vulkanske ler- og sandsten, som består af basaltisk forvitringsmateriale, lerskifer og tuf. Selvom lagserien er enkel, fortæller den en ganske dramatisk geologisk historie. De mørke basaltiske lag vidner om voldsomme vulkanudbrud, hvor basaltisk lava lag for lag opbyggede det landskab, som i dag udgør Færøerne. De tynde mellemliggende lag blev aflejret i perioderne mellem vulkanudbruddene og indeholder bl.a. plantefossiler, der fremtræder som aftryk og tynde kulfilm mellem de ofte rødlige lag af ler- og sandsten. Fossilerne viser en subtropisk flora og vidner om, at der på denne tid har vokset frodig regnskov i området.

Langs Suðuroys vestkyst og nordpå til de nordlige øer kan man ofte følge enkelte basaltiske horisonter fra den ene ø til den næste. Lagdelingen viser dannelsen af den oprindelige basaltslette, som blev opbygget lag forlag i takt med de vekslende vulkanudbrud og mellemliggende rolige perioder. Forskelle i typerne af udbrud og omfang kommer til udtryk i to dominerende typer af lavaer: en type, som er opbygget af forholdsvis ensartede, ca. 20 m tykke lavastrømme (»simple pahoehoe flows«), og en type, som er opbygget af mange, ofte ganske tyndelavastrømme (»compound lava flows«).

Vulkanudbruddene, som opbyggede den nederste og ældste del af Færøerne, er fra tiden før åbningen af Nordatlanten. Disse vulkaner har formentlig været spaltevulkaner, som lå med en nordvestlig-sydøstlig orientering vest for Færøernes nuværende placering. Spaltevulkanerne har produceret enorme mængder af lava med en regelmæssighed og i et omfang, som kun ses ved dannelsen af basaltsletter.

Vulkanismens begyndelse– Lopra Formationen

Den 3,565 km dybe Lopra-boring på Suðuroy resulterede i en beskrivelse af den hidtil ældste kendte del af den færøske basaltserie, som ud fra radiometrisk datering blev vurderet til at have en alder på 60,8 mio. år. Boringen blev foretaget ad to omgange i hhv. 1981 og 1996 og havde til formål at skaffe litologiske og stratigrafiske oplysninger om de dybeste dele af den færøske basaltserie og de underliggende geologiske formationer. Baggrunden var overvejende en interesse for at afsøge mulighederne for olieefterforskning i området.

Boringen nåede aldrig ned igennem den vulkanske lagpakke, og den endelige tykkelse af de vulkanske lag kunne derfor ikke bestemmes. Undersøgelserne viste dog, at tykkelsen af Lopra Formationen er mere end 1.000 m, og at bjergarterne veksler mellem vulkanske sandsten og hyaloklastitter, som er bjergarter, der dannes, når lava møder vand. I den dybe del af Lopra Formationen findes desuden en del intrusive bjergarter.

Pulserende lavadannelse– Beinisvørð Formationen

Den mægtigste af Færøernes formationer er Beinisvørð Formationen, som har navn efter et 469 m højt forbjerg på det sydvestlige Suðuroy. Formationen blev skabt af en rytmisk produktion af magma, som var knyttet til spaltevulkanerne vest for Færøerne. Den resulterende basaltserie har en samlet tykkelse på ca. 3.250 m, hvoraf ca. 890 m er blottet, mens resten findes i undergrunden og bl.a. blev dokumenteret i Lopra-boringen. Formationen er opbygget af særdeles tykke basaltbænke, hvor hver bænk afspejler en periode med vulkansk aktivitet. De enkelte basaltlag er i gennemsnit ca. 20 m tykke, men når ved Fámjin en tykkelse på mere end 70 m. Hver basaltbænk er sammensat af en bundskorpe, en mere solid og massiv basaltkerne og en øvre skorpe, der tit er opbrudt og fyldt med blæreformede porer.

Søjleformede basalter er almindelige i denne lagserie og består af fem‑sekskantede søjler, som blev dannet, i takt med at lavaen langsomt afkøledes og trak sig sammen. Basaltbænke med søjledannelse kan bl.a. ses i Froðba på Suðuroy samt i Korkadalur på nordsiden af øen Mykines, hvor basaltsøjlerne når højder på op til 30 m. Mellem de enkelte basaltbænke findes rødlige sedimentære lag, som i den øverste del af formationen bliver tykkere og mere kulholdige. Det antyder, at perioderne mellem de enkelte vulkanudbrud gradvis er blevet længere og længere.

I dag ligger det færøske område øst for Den Midtatlantiske Ryg og dermed også øst for spredningszonen. Det betyder, at den oprindelige formation blev delt mellem øst og vest, og man må til Blossevilleområdet på Grønlands østkyst, hvis man vil opleve resterne af de basaltbænke, som endte vest for spredningszonen. Her udgør de Nansen Fjord Formationen, hvis blottede dele til en vis grad minder om det færøske landskab.

Frodige skove og ferskvandssøer– Prestfjall Formationen

Efter den voldsomme vulkanske aktivitet og enorme magmaproduktion, som skabte Beinisvørð Formationen, fulgte en mere fredelig periode med et betydeligt fald i vulkanismen. Langsomt begyndte de højtliggende basaltbænke at erodere, hvilket gav dem en ujævn overflade, hvori der opstod lavvandede ferskvands bassiner. I dette landskab blev der aflejret sedimenter, som var rige på organisk materiale. Det er disse organiske aflejringer, som danner udgangspunktfor kullagene, der kendetegner Prestfjall Formationen. Ud over kul består bjergarterne i den ca. 10 m tykke formation af organisk rige lersten og forskellige andre sedimenter.

Lagene af kul er rige på plantefossiler, hvilket vidner om et frodigt planteliv i det dengang subtropiske klima. Det dominerende træ var den gigantiske og i dag uddøde vandgran Metasequoia occidentalis, som kendes fra fossiler fra hele den nordlige halvkugle. På land blev døde plantedele til muld, mens plantedelene, som blev skyllet sammen i dybe moser og søer, blev omdannet til tørv. Hvor tørven blev begravet og med tiden kom under stort tryk, blev den omdannet til kul. De største kullag findes på Suðuroy, hvor de dækker et område på ca. 23 km².

Kullene i Prestfjall Formationen er brunkul og forekommer dels som glanskul (vitrit), dels som matkul (durit). Glanskul er fastere og renere med en højere brændværdi på 6.000 kcal/kg, mens matkul indeholder mere ler og har en brændværdi på ca. 4.000‑5.000 kcal/kg.

Man har kendt til og forsøgt at udnytte kulforekomsterne på Suðuroy siden 1600-tallet. I 1954 blev øens kulforekomster vurderet til 12 mio. tons, og i 1958, da kulminedriften var på sit højeste, blev der her brudt 18.000 tons brunkul. Derudover er der mindre kulforekomster på Vágar, Mykines og Tindhólmur. På Suðuroy brydes der stadig kul i en enkelt mine, der samtidig fungerer som besøgscenter.

Eksplosiv vulkanisme– Hvannhagi Formationen

Naturen i Hvannhagi med den lille indsø Hvannvatn betragtes af mange som noget af det mest særegne på Færøerne. Området er blevet et yndet feriemål for såvel færinger som tilrejsende. I baggrunden anes øerne Lítla Dímun og Stóra Dímun.

Kallerna/Creative Commons/Wikimedia, 2019.

Licens: Begrænset anvendelse

Vulkanismen vendte tilbage med fornyet magmaproduktion og denne gang i en eksplosiv form, der førte til dannelsen af Hvannhagi Formationen. At vulkanismen udviklede sig eksplosivt, skyldtes formentlig, at de stigende magmaer blev mødt af en nederoderet, forkastet og grundvandsfyldt undergrund.

Hvannhagi Formationen findes på Suðuroy, Tindhólmur og Vágar, hvor den er begrænset til lavninger i det gamle landskab. Tidligere blev den kaldt tuf-agglomeratzonen, og blandt geologer er der tvivl om, hvorvidt den er en selvstændig formation eller blot en del af Malinstindur Formationen, da de to er geokemisk identiske. Hvannhagi Formationen har de fleste steder en tykkelse på 20‑30 m, men tæt på udbrudsstederne som i Hvannhagi samt på Tindhólmur og Bíggjarskor (Vágar) optræder den i tykkelser på mere end 50 m.

Bjergarterne i formationen består af vulkanske udbrudsprodukter som aske, lapilli, agglomerater og lavabomber, som blev til, når lava, aske og slagger blev skudt ud i luften under de eksplosive udbrud og efterfølgende faldt ned tæt på de vulkanske udbrudssteder. Foruden disse vulkanske bjergarter ses også en del intrusive bjergarter som irregulære sills og gange.

I forbjergene ved Bíggjarskor og på Tindhólmur har nye undersøgelser kunnet påvise dele af nogle af de gamle vulkaner. At disse vulkaner er bevarede, skyldes, at den efterfølgende vulkanisme, som skabte Malinstindur Formationen, var så kraftig, at vulkanerne nåede at blive begravet, før de blev eroderet bort.

Sammenflettede lavastrømme– Malinstindur Formationen

Forbjerg på vestsiden af Suðuroy, hvor den nederste del viser Beinisvørð Formationen, og den øvre del viser Malinstindur Formationen.

Ólavur Frederiksen/Trap Færøerne, 2021.

Licens: Begrænset anvendelse

Udbruddene fortsatte med dannelsen af Malinstindur Formationen, og da der kun var ganske få, korte pauser mellem de enkelte udbrud, skete der en nærmest kontinuerlig, massivudbredelse af lava. I dag kan de få ophold i vulkanudbruddene ses som helt tynde horisonter af vulkanske sandsten mellem basaltlagene.

Vulkanerne, som skabte formationen, har været forholdsvis flade skjoldvulkaner, der var langt mindre end de store spaltevulkaner, som opbyggede den nederste og ældste del af Færøerne. De producerede talrige sammenflettede lavastrømme, hvis tykkelse varierede fra ganske få centimeter til flere meter. Desuden optræder der ofte reblava, som er tyndtflydende lava med en jævn overflade og reblignende rynker.

Malinstindur Formationen har en gennemsnitlig tykkelse på 1.350 m. Den er tykkest mod nord og tynder noget mod syd, så den ved Tórshavn kun er ca. 1.050 m tyk.

Den yngste vulkanske periode– Enni Formationen

Den yngste og dermed øverste er Enni Formationen, som har opbygget de stejle fjelde på de nordlige øer. Derimod optræder formationen hverken på Suðuroy, Mykines eller Vágar.

Modsat de ældre formationer er Enni Formationen skabt ved en kombination af lava fra såvel de ensartede lavastrømme som de mange, ofte ganske tynde, sammenflettede lavastrømme. Det betyder, at formationens udseende er variabelt og ofte skifter.

Formationen har i dag en gennemsnitlig tykkelse på ca. 900 m, men har formentlig været betydelig tykkere. Således tyder undersøgelser af mineralogien i basaltens zeolitter på, at der i visse områder er eroderet hele 1.000 m af formationens top.

Intrusive bjergarter

Når magmaer trænger ind i sprækker og hulrum i ældre basalt og langsomt størkner, dannes de store sills: talrige basaltgange og irregulære intrusioner, som vidner om den seneste magmatiske aktivitet på Færøerne. Samlet kaldes de for intrusive bjergarter.

De største intrusioner er den 13 km² store Streymoy-sill og den 16 km² store Eysturoy-sill, som begge ses tydeligt på geologiske kort og samtidig er markante landskabselementer i det is-eroderede landskab. I de to sills er der ofte en veludviklet søjledannelse, der minder om søjlerne i Beinisvørð Formationen. Derudover findes der flere små sills på bl.a. Fugloy og Svínoy samt ved Morskranes på Eysturoy.

Basaltgangene er opstået ved en lodret indtrængning af magma i sprækker gennem basaltlagene. De er meget almindelige, og i forbindelse med udarbejdelsen af geologiske kort over Færøerne er der kortlagt flere end 800 basaltgange. Således er sprækkezoner i hele det færøske basaltplateau gennemtrængt af basaltgange, som typisk er forholdsvis retlinede til let buede og et par meterbrede. I store træk varierer basaltgangenes orientering fra nordvestligsydøstligretning i de ældste basalter til en mere østnordøstlig-vestsydvestlig retning i de yngre.

De irregulære intrusioner har en mere vekslende orientering. De er typisk opstået, ved at magma er trængt ind i de større sedimentære lag som i Hvannhagi og Prestfjall Formationerne, hvor løsere bjergarter har resulteret i mere irregulære forløb.

Såvel basaltgange som sills er af basaltisk materiale, hvis mineralogi og udseende minder om resten af basalten på øerne. Generelt er mineralerne i de store intrusioner dog grovere, hvilket vidner om en langsomafkøling, der har ført til øget krystallisering.

Bjergarter og mineraler

Stilbitkrystaller. Stilbit (calciumaluminiumsilikat) er en zeolit med en mikroporøs, silignende krystalstruktur. Denne egenskab betyder, at den kan bruges til at adskille kulbrinter i processen med olieraffinering. Dette eksemplar er fundet på Færøerne og måler omkring 110 mm i diameter.

Dirk Wiersma/Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Den altdominerende bjergart er tholeiitisk basalt, hvis mineralindhold overvejende inddeles i to grupper: de bjergartsdannende eller primære mineraler og de sekundære mineraler. De bjergartsdannende mineraler udgør selve basalten og består af feldspat, pyroksen, olivin og magnetit, som er udkrystalliseret direkte fra magmaen, enten i de dybe magmakamre ellers tørknet på overfladen efter et udbrud.

Ud fra fordelingen af mineralerne og deres kornstørrelse kan basalten inddeles i forskellige typer. De finkornede basalter kaldes aphanitiske basalter, mens basalter med olivin og feldspatstrøkorn kaldes hhv. olivinporfyrisk basalt eller olivin basalt og feldspatporfyrisk basalt eller feldspat basalt.

De sekundære mineraler er udfældet i hulrum og sprækker i basalten, som regel kort tid efter udbruddene, og domineres af zeolitter og kvartsmineraler. Zeolitterne er vandholdige silikatmineraler, som er udkrystalliseret under forholdsvis lavt tryk og varme. De er ret skrøbelige, og de flotteste eksempler findes typisk i forbindelse med tunnelarbejde. Kvartsmineralerne optræder i forskellige typer, hvoraf den mest almindelige er kalcedon. Desuden ses bjergkrystaller, opal og jaspis samt andre sjældnere typer af kvartsmineraler i både basalten og de sedimentære bjergarter. Ud over zeolitter og kvartsmineraler forekommer der også bl.a. kobber, pyrit og celadonit samt forskellige mere sjældne mineraler.

Mellem basaltbænkene finder man lag af sedimentære bjergarter, som pga. deres vulkanske oprindelse samlet kaldes vulkanoklastiske sedimenter. De består af sand-, silt- og lersten samt grovere konglomerater. Sedimenterne indeholder ofte plantefossiler, ligesom der her er fundet et enkelt sporfossil. Sammen med de sekundære bjergarter finder man ofte hærdet aske, også kaldet tefra, samt grovere vulkansk eksplosionsmateriale som lapilli og vulkanske bomber.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab på Færøerne

Læs også om

Se alle artikler om natur og landskab

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.