Havet ved Færøerne

Både lysindstrålingen, koncentrationen af næringssalte, saltholdigheden og temperaturen er afgørende for makroalgernes vækst og udbredelse. Mens saltholdigheden i havet omkring Færøerne holder sig nogenlunde stabilt på ca. 35 ‰ året rundt, varierer lys, havtemperatur og mængden af opløste næringssalte med årstiden. Lysintensiteten afgør, hvor dybt makroalgerne kan vokse, ligesom den bestemmer væksthastigheden. Det samme gælder havtemperaturen, som svinger fra ca. 7 °C om vinteren til 10‑11 °C om sommeren. Da temperaturen samt dagslængden og lysintensiteten topper i sommerhalvåret, er det også her, at makroalgevæksten er størst.

Koncentrationen af opløste næringssalte er også begrænsende for algernes vækst, og ligesom lyset og temperaturen er den årstidsafhængig. Nitrat (NO₃ -) er som regel det næringssalt, der hurtigst opbruges og derved bliver begrænsende for makroalgevæksten. Målinger i vandet over det færøske plateau har vist, at nitratkoncentrationen i maj-september svinger fra 2,2 til 10,2 μM. Svingningerne hænger sammen med væksten af mikroalger om foråret og sommeren. På grund af deres størrelse er de planktoniske mikroalger langt mere effektive til at optage de opløste næringssalte end makroalgerne, og såvel nitrat som andre næringssalte bindes derfor hurtigt i mikroalgebiomassen. I fjordenes øverste vandlag, hvor tætheden af mikroalger er størst, kan nitraten blive brugt helt op, så koncentrationen i kortere eller længere perioder falder til ca. 0 μM. Bølger og strøm påvirker dog også nitratkoncentration, og målinger i Kaldbaksfjørður har vist, at perioderne med meget lav koncentration er kortest, hvor fjorden er mest eksponeret.

Hver af de mange arter af makroalger stiller bestemte krav til det miljø, som de vokser i, og de fordeler sig derfor på forskellige voksesteder, der hver kendetegnes af bestemte miljøfaktorer som udtørringsgrad, temperatur, lysintensitet, strømforhold mv. Makroalgerne optræder fra et stykke over tidevandszonen og ud til over 30 m’s dybde, hvor de fordeler sig efter dybde og eksponering, så der opstår en mere eller mindre tydelig zonering.

Når bølgerne slår ind over de mest eksponerede kyster, sprøjter havvandet højt op ad klipperne, hvilket betyder, at visse makroalger formår at vokse helt op til 20 m over tidevandszonen. I fjordene og på de mere beskyttede kyster bestemmes grænsen for algernes øvre udbredelse derimod i højere grad af tidevandet. Her kendetegnes tidevandszonen af brunalger som buletang (Ascophyllum nodosum) og blæretang (Fucus vesiculosus), der begge danner flydeblærer, som giver dem opdrift. Især buletang er en indikator for beskyttede kyster og mangler helt, hvor kysten er eksponeret. Blæretang tåler en højere grad af eksponering, om end den kun optræder sporadisk på eksponerede kyster og her typisk vokser i klippesprækker, hvor den er beskyttet mod brændingen. På de eksponerede kyster karakteriseres tidevandszoner i stedet af forskellige rødalger som koralalge (Corallina officinalis), vortetang (Mastocarpus stellatus), søl (Palmaria palmata) og navle-purpurhinde (Porphyra umbilicalis) samt brunalgen remmetang (Himanthalia elongata). Omkring lavvandslinjen findes desuden brunalgen vingetang (Alaria esculenta).

Under lavvandslinjen, i den altid vanddækkede zone, begynder arter, som ikke tåler udtørring, at dukke op. Især på de eksponerede kyster er forholdene gode for makroalgerne. Her har strømmen og bølgerne fjernet sedimenterne, hvilket efterlader stabile substrater, som makrolagerne kan hæfte sig til. De store arter af bladtang begynder nu at vise sig; først fingertang (Laminaria digitata) og på lidt større dybde også palmetang (Laminaria hyperborea), som i denne zone danner store, vidtstrakte tangskove. I 20 m’s dybde begynder tangskovene på de eksponerede kyster at tynde ud. Kommer man ned på 30 m’s dybde, optræder palmetang kun fåtalligt, og på disse dybder er det svindende lys formentlig en begrænsende faktor for algernes udbredelse.

På de beskyttede kyster findes makroalgerne kun ud til ganske få metersdybde. Den begrænsende faktor er ofte substratet, der pga. den beskedne vandbevægelse lægger sig som et tykt lag af meget fint mudder, som alger ikke kan hæfte sig fast i. Store brunalger som sukkertang (Saccharina latissima), fingertang og palmetang dominerer de øverste meter og fordeler sig i nævnte rækkefølge. Modsat de eksponerede kyster formår palmetang ikke at danne store tangskove, og de enkelte tangplanter er generelt små.

Som en del af det omfattende Biofar-projekt blev mangfoldigheden af makroalger på Færøerne grundigt undersøgt over en periode, der strakte sig fra juli 1994 til august 2000. Fykologerne Ruth Nielsen og Karl Gunnarsson stod for undersøgelsen, hvor makroalger blev indsamlet fra 265 lokaliteter spredt over øerne. I alt kunne undersøgelsen dokumentere 260 forskellige arter af makroalger, som fordelte sig på 113 arter af rødalger, 83 arter af brunalger og 64 arter af grønalger. Heraf var 41 arter ikke tidligere kendt fra Færøerne.

I forbindelse med undersøgelsen blev der sat særlig fokus på kalkrødalgerne og purpurhinderne. Efterfølgende blev arbejdet med især purpurhinderne fortsat, hvilket førte til opdagelsen af en helt ny art, som blev officielt beskrevet i 2012. Arten fik navnet Pyropia njordii efter Njord (Njørður), som i nordisk mytologi var gud for bl.a. søfart. Ud over Færøerne kendes arten også fra Island, Grønland, New England i USA og Nova Scotia i Canada, men typeeksemplaret, som definerer den nye art, blev indsamlet i 2006 ved Tjaldavík i Trongisvágsfjørður på Suðuroy.

Arbejdet, som blev udført i forbindelse med Biofar-projektet, giver mulighed for at registrere ændringer i Færøernes makroalgesamfund. Indtil videre er der ikke registreret nogen forandringer, men det forventes, at der pga. stigende havtemperaturer forårsaget af de globale klimaforandringer med tiden vil indvandre nye arter af makroalger sydfra.

Selv om der i Asien er en lang tradition for at dyrke og spise makroalger, er makroalgedyrkning i Nordeuropa stadig et erhverv i sin spæde ungdom. På Færøerne har man dog allerede flere års erfaringer med dyrkning af vingetang (Alaria esculenta) og sukkertang (Saccharina latissima), og efterhånden er en egentlig kommerciel udnyttelse ved at bygge sig op omkring de to arter. Desuden er der udført dyrkningsforsøg med både palmetang (Laminaria hyperborea), fingertang (Laminaria digitata) og søl (Palmaria palmata), men ingen af de tre dyrkes endnu i kommerciel skala.

Det nordiske initiativ Nordic Seaweed Project stod i 2005 for de første dyrkningsforsøg på Færøerne. Vingetang var den første art, som man forsøgte at dyrke, og arten viste sig at have et stort potentiale. Efterfølgende er Fiskaaling (det færøske forskningsinstitut for akvakultur) begyndt at forske i makroalger og betragter dyrkning af makroalger som en ny akvakultur på Færøerne.

I dag er der etableret to firmaer på Færøerne med makroalgedyrkning som hovedaktivitet: TARI – Faroe Seaweed og Ocean Rainforest. De første tre tilladelser til makroalgedyrkning blev udstedt af de færøske myndigheder i juli 2020. Således fik Ocean Rainforest tilladelse til dyrkning af sukkertang i Funningsfjørður, mens TARI – Faroe Seaweed fik tilladelse til dyrkning af vingetang, fingertang, sukkertang, søl og navle-purpurhinde i Kaldbaksfjørður. Derudover fik TARI – Faroe Seaweed tilladelse til et landbaseret anlæg i Fámjin. Her isoleres formeringsenhederne, der bruges i det videre dyrkningsforløb, ligesom linerne, som makroalgerne vokser på, bliver tilsået.

Makroalgerne, som produceres på Færøerne, sælges både til konsum og som færdig- og ingrediensprodukter. En del sælges også som dyrefoder. Blandt de mange produkter er fx Ocean Wings, som er baseret på lokalt dyrket vingetang.

Lakselus (Lepeophtheirus salmonis) er en stor udfordring i lakseopdrættet på Færøerne. Det lille krebsdyr lever som en parasit på laksene, hvor det ernærer sig af fiskenes slim, hud og blod.

I årevis har lakseopdrætterne brugt stenbidere (Cyclopterus lumpus) for at komme lakselusene til livs. Stenbiderne bliver sat ud i anlæggene sammen med laksene, hvor de fungerer som effektive luseædere. Desværre trives stenbiderne dårligt i anlæggene, og blandt mange forsøg på at forbedre forholdene for de vigtige »rensefisk« har makroalger vist sig som en mulig løsning. Modsat de fritsvømmende laks har stenbidere behov for et substrat at sidde på og gemme sig i, og da de findes naturligt i tangskovene, har mange lakseopdræt forsøgt sig med plastikskjul, som skal imitere tang.

Som et alternativ til plastikskjulene har TARI – Faroe Seaweed sammen med lakseindustrien udviklet et mere naturligt tangskjul til stenbiderne. På tangskjulene dyrkes forskellige makroalger, så de kommer til at fungere som en slags flydende tangskove, hvor stenbiderne kan søge skjul. Tanken er, at de naturlige tangskjul skal være en bæredygtig måde at skabe bedre trivsel for stenbiderne på.

Med en samlet længde på næsten 3 m er palmetang (Laminaria hyperborea) den største makroalge i havet omkring Færøerne, hvor den er det bærende, strukturdannende element i de store, kystnære tangskove. Palmetang hører til brunalgerne og kaldes sammen med sukkertang og fingertang for bladtang.

Som de andre arter af bladtang har palmetang et kraftigt fasthæftningsorgan (hapter), en lang og kraftig stilk med en ru overflade og en tyk og læderagtig bladplade, som er delt i talrige fingeragtige afsnit. Både fasthæftningsorganet og stilken er flerårige, mens bladpladen visner og må dannes på ny hvert år. I de sene vintermåneder kan man således se det nye blad vokse ud fra overgangen mellem stilken og det gamle blad. Selve stilken kan blive helt op til 2,3 m lang, og ligesom med træer er det muligt at aldersbestemme et individ af palmetang ved at lægge et snit nederst gennem stilken og tælle årringene. Den ældste palmetang, der er fundet på Færøerne, var 13 år gammel.

Der knytter sig et rigt dyre- og algeliv til palmetangens stilk og fasthæftningsorgan. Ved lavvande kan man fx tydeligt se rødalgen søl (Palmaria palmata) vokse på den øverste del af palmetangens stilk. Søl er en almindelig rødalge på Færøerne, hvor den vokser fra tidevandszonen (fjæren) og ud til ca. 15 m’s dybde. Den er desuden en eftertragtet spisealge.