Sognekirken i Kirkjubøur

Den nuværende sognekirke i Kirkjubøur er opført i 1200-tallet og er den eneste middelalderkirke i landet, som stadig benyttes. Arkæologiske undersøgelser foretaget under kirkegulvet viser, at kirken står på levn af ældre kirkebygninger og gravsteder. Den rektangulære bygning, hvis udvendige mål er 21,5 x 7,5 m, slutter sig til en række norske klosterkirker fra samme periode, som er karakteristiske ved deres længde i forhold til bredden. Den er muret op af kampesten lagt i skilp, som er en lokal kalkmørtel, og den er pudset og kalket. I den østlige halvdel af kirken har der været et panelbeklædt kor, som var adskilt fra skibet på midten af korvæggen. Omkring 1420 blev der på kirkens nordside tilføjet en tilbygning, et mindekapel, der skulle indvies til biskop Erlendur. Han er Færøernes mest kendte katolske biskop og bestred embedest i perioden 1269‑1308. I en skriftlig kilde fra ca. 1420 havde man ved bispesædet planer om at ophøje ham til Færøernes helgen. Ved arkæologiske undersøgelser i årene 1963‑67 fandt man i kirken bl.a. en bispegrav, som er dateret til 1200-tallet.

Kirkens udsatte placering på selve kystskrænten udgjorde en fare for, at den på grund af brænding og anden erosion kunne styrte i havet. Derfor blev der i 1870 opført en sikringsmur mellem kirken og havet for at sikre kirkens eksistens, efter at den i 1864 var blevet kondemneret. Kirken blev ændret, renoveret og fik et nyt udseende i 1874. I den forbindelse blev dens enestående kirkeinventar bragt på museum – først på Nationalmuseet i København, for i 2002 at blive flyttet til Tjóðsavnið på Færøerne. Det består af 16 bænkegavle (de såkaldte Kirkjubøstole), to gavle til en læse- eller bedepult og en skriftestol. Inventaret er fremstillet i fyrretræ og dateres til tidligt i 1400-tallet. En figur, der stod i kirken, og som afbilder Jomfru Maria med Jesusbarnet på skødet, kom også på museum. Den 125 cm høje figur, som formodes at være et vestnorsk arbejde fra 1200-tallet, er skåret ud i træ og har oprindelig været bemalet. Ved kirkens restaurering i 1874 fik den i tidens stil et nygotisk udseende både ud- og indvendig, mens den efter restaureringen 1966‑67 fremstår i en enkel form, hvor man har bestræbt sig på at komme så nær det middelalderlige udtryk som muligt. Altertavlen, Jesus vandrer på søen, er udført af billedkunstneren Sámal Joensen-Mikines.