Religion og trossamfund på Færøerne

Folkekirken – fra Reformationen til ca. år 1800

Det er uvist, præcis hvilket år Reformationen blev indført på Færøerne; men man ved, at Jens Gregersøn Riber blev indsat som superintendent i 1540. Han blev udnævnt til biskop i Stavanger i 1557, og Færøerne blev et provsti under Bergens Stift. Da handelen på Færøerne i 1620 overgik til København, blev provstiet samtidig lagt under Sjællands Stift. Ved oprettelsen af Københavns Stift i 1923 fulgte Færøerne med.

Den kirkelige struktur synes at have fundet sin form efter Reformationen og er forblevet uforandret i de næste 350 år med i alt 39 kirker og syv præstegæld: Norðoyggjar, Eysturoy, Norðurstreymoy, Vágar, Sydlige Streymoy, Sandoy og Suðuroy. De syv sognepræster havde hver deres præstegård, og i 1632 fik de yderligere tildelt nådesgårde. Disse fungerede som enkesæder eller bopæl for den kapellan, som man på grund af alder eller sygdom kunne ansøge biskoppen om. De fleste kapellaner overtog embedet ved sognepræstens død, og man finder derfor en stor kontinuitet i præstegældenes betjening. De lutherske præstegårde blev en del af det kulturelle landskab, og mange kan føre deres familie tilbage til en eller flere betydelige præster.

Med de mange små bygder og fjerntliggende øer havde præsterne ikke mulighed for at besøge alle deres sognebørn særlig ofte. Nogle kirker fik besøg af præsten seks gange om året og andre kun to-tre gange. Når præsten kom til kirken, holdt han gudstjeneste med skriftemål og altergang, barnedåb, fremstilling af hjemmedøbte og indledelse af kirkegangskoner (ritualet i forbindelse med første gang, en kvinde gik i kirke efter at have undfanget), vielse og begravelse. Var der nogen, der var døde og begravet siden sidst, foretog præsten jordpåkastelse på deres grave. Konfirmationen blev indført i 1736, men også før den tid skulle præsterne holde opsyn med den kristelige børnelærdom.

En stor del af det kirkelige liv måtte overlades til frivillige lægfolk. Der var gerne to kirkeværger ved hver kirke, som foruden at have ansvar for kirkebygningens vedligeholdelse og økonomi også forestod den regelmæssige gudstjeneste med oplæsning af en postil (prædikensamling) i præstens fravær. Præsterne begyndte at føre kirkebøger omkring år 1700. De bevarede skifteprotokoller fra samme tid dokumenterer læsningens udbredelse blandt befolkningen med et stort og varieret udbud af religiøse bøger i privat eje. Det gælder først og fremmest salmebøger og postiller, men også katekismer samt bønne- og andagtsbøger. Udbredelsen af den lutherske lære og folkets høje dannelsesniveau skyldtes altså i lige så høj grad hjemmeundervisning og læsning som præsternes indsats. Teologiske retninger og tendenser nåede i løbet af århundrederne til Færøerne både gennem præsterne og gennem de bøger, man læste. En kongelig forordning om lægmandsgudstjenesten fra 1765 i forlængelse af en boggave til samtlige kirker medførte, at den ortodokse fromhed med Brochmands prædikener (oprindelig fra 1635‑38) og Kingos salmebog fra 1699 kom til at påvirke befolkningen helt op til 1900-tallet.

Den kirkelige administration lå hos stiftsøvrigheden bestående af biskop og stiftamtmand, som begge var i København. Lokalt var der en foged og en provst, som blev udnævnt af kongen efter præsternes indstilling og biskoppens votum. Præsterne mødtes i Tórshavn til ólavsøka til det årlige konvent med indledende gudstjeneste, og provsten bekendtgjorde love og anordninger, som biskoppen havde sendt med forårets skibe. Skulle større personsager behandles, nedsatte man en provsteret.

Folkekirken – fra år 1800 til i dag

I 1990 blev Færøerne et selvstændigt stift, og Havnar Kirkja i Tórshavn blev Færøernes domkirke. Her ses en konfirmation i kirken i 2007, samme år, som folkekirken overgik til hjemmestyret.

Ólavur Frederiksen, 2007.

Licens: Begrænset anvendelse

Da Færøerne blev et dansk amt efter Kielerfreden i 1814, medførte det en del ændringer af de kirkelige forhold. Præsteembederne blev nu besat med unge mænd, der rejste tilbage til Danmark efter fem-seks år, ligesom provsterne kunne forvente et godt embede i Danmark efter en periode på øerne. Blandt de strømninger, som de unge præster bragte med til øerne, var både rationalisme, romantik, grundtvigianisme og højskolebevægelse. Især må man dog nævne den gryende nationalisme og sansen for det færøske sprogs egenart. Det Danske Bibelselskab, der blev stiftet i 1814, udgav fx i 1823 pastor Schrøters oversættelse af Matthæusevangeliet. Tidligt blev kirken inddraget direkte i kampen for modersmålet, og tilladelse til i stigende omfang at benytte færøsk som gudstjenestesprog blev givet i de udgaver af lov om menighedsråd, der fra 1903 blev sat i kraft efter behandling i Lagtinget. De nødvendige bøger skyldtes i høj grad provsten J. Dahl, der oversatte både Ritualbogen (autoriseret i 1930), Det Nye Testamente (1937) og Alterbogen (1939). Hans to årgange af færøske prædikensamlinger til brug ved degnegudstjenesten udkom i hhv. 1934 og 1948. Selv om der blev skrevet færøske salmer allerede i 1890’erne, blev den første færøske salmebog først autoriseret i 1956, mens hele Bibelen forelå i oversættelse fra grundsprogene i 1961. Det Færøske Bibelselskab blev stiftet i 2012 og er på vej med autorisation af en ny oversættelse.

Menighedsrådsloven placerede ansvaret for kirkebygningerne og deres økonomi hos menighedsrådene, og en lov fra 1924 placerede tilsynet hos Lagtinget. I 1995 stiftede man en forening af menighedsrådsmedlemmer, der har givet det folkekirkelige demokrati en stemme over for landets myndigheder og udgiver bladet Kirkjutíðindi.

Ønsket om en større selvstændiggørelse af kirken var til stede op igennem hele 1900-tallet, men slog først igennem i 1963, da den færøske provst blev udnævnt til vicebiskop under Københavns biskop. I forbindelse med bispevalget i 1990 ændredes stillingen til biskop, samtidig med at Færøerne blev et selvstændigt stift i den danske folkekirke med domprovst, provstiudvalg og stiftsøvrighed. Til ólavsøka i 2007 overtog Lagtinget såvel det administrative som det økonomiske ansvar for folkekirken på Færøerne, og hele lovgivningen blev efterhånden ajourført med lagtingslove. De opgaver vedrørende folkekirken, der ifølge dansk lovgivning varetages af kongen, er nu delt mellem lagmanden (udnævnelse af biskop og provst, autorisation af kirkens hellige bøger) og landsstyremanden i kulturelle anliggender (ansættelse af præster, oprettelse og ændring af pastorater og embeder m.m.).

Foruden biskop og domprovst var der i 2020 i alt 26 sognepræster, heriblandt en stiftspræst og en arrest- og sygehuspræst. I 2021 ansattes landets første integrationspræst. En præst med ansvar for færinger i Danmark er ansat under Københavns Stift. Folkekirkens samlede budget var i 2019 knap 70 mio. kroner, og Lagtingets andel heraf beløb sig til 13,6 %. Stiftsøvrigheden består nu af biskoppen, en embedsmand udnævnt af landsstyremanden samt et medlem, der vælges af menighedsrådsmedlemmerne. Sognepræsterne er overvejende færinger og skal i modsat fald kunne demonstrere en passende indsigt i det færøske sprog efter to års ansættelse. Når præsten ikke har mulighed for at prædike, holdes der fortsat degnegudstjeneste i de fleste kirker.

Indre Mission

Omkring år 1900 påbegyndte Indre Mission sit arbejde på Færøerne, først med danske præster og fra 1904 med udsendte indremissionærer. Fra 1924 blev det lokale arbejde ledet af et samfundsråd under hovedbestyrelsen i Danmark. I 1990 blev samfundsrådet hovedbestyrelse for den færøske Heimamissiónin og overtog ansvaret for arbejdet, der med vægt på indremission, børne- og ungdomsarbejde, sømandsmission og ydremission fortsat sker i den folkekirkelige ramme og i samarbejde med denne. Man har i dag en række ansatte, i alt ca. ti årsværk, herunder fire indremissionærer og en sømandsmissionær. Der er 35 missionshuse spredt over hele landet og lokalt arbejde i yderligere ti bygder. Arbejdet ledes fra det store lejrcenter i Nesvík, som blev etableret i 1993 og har flere store mødelokaler samt plads til 250 overnattende gæster. Et lignende arbejde, Kirkjuliga Missiónsfelagið med missionshus i bl.a. Tórshavn og Klaksvík, blev stiftet i 1947 og har lagt stor vægt på ydremission. Der er selvstændige KFUM- og KFUK-afdelinger i Tórshavn med egne huse. En række af de færøske præster har personlig tilknytning til det kirkelige foreningsarbejde.

Kristne trossamfund uden for folkekirken

Kort efter at religionsfriheden var indført med Grundloven af 1849, besøgte udsendinge fra andre kirker og trossamfund Færøerne, herunder den katolske kirke. De fleste og største evangeliske trossamfund, hvoraf der er ganske mange på Færøerne, er frie og selvstændige kirker og menigheder. Man tilhører en bevægelse eller retning uden organisatorisk eller strukturelt at være en del af et traditionelt kirkesamfund. Generelt lægger disse frikirker stor vægt på personlig omvendelse, Bibelens betydning for den enkelte og det personlige kristne liv. De første frikirkebevægelser kom til landet i midten af 1800-tallet. Kvækere fra England kom hertil på missionsrejse i 1862, og de afholdt møder i store dele af landet. Der blev dog ikke etableret nogen kirke efter dette besøg.

Den katolske kirke

Den katolske kirke etablerede sig i Tórshavn i 1857, og en kirke blev opført i 1859. Allerede i 1871 måtte man dog opgive arbejdet. På foranledning af kardinal van Rossum, der besøgte Færøerne på vej til Island i 1929, sendte man to franciskanersøstre i 1931. Samme år åbnede de landets første børnehave, i 1933 kunne man indvie en kirke og i 1934 en friskole. Det store bygningskompleks nær Tórshavns centrum, der også rummede et kloster for de op til 23 nonner, blev tegnet af H.C.W. Tórgarð og står der endnu. Kommunen overtog skolen i 1985, efter at man havde bygget et nyt kloster i 1980. Der er nu fem søstre tilbage. Mariukirkjan ved siden af klosteret, tegnet af Árni Winther og udsmykket af færøske og danske kunstnere, blev indviet i 1987. Menigheden, der er en del af den katolske kirke i Danmark, havde 270 medlemmer i 2019. Godt en tredjedel af dem var færinger, mens de øvrige repræsenterede 24 forskellige nationaliteter.

Brøðrasamkomur (brødremenighederne, Plymouth Brethren)

I 1865 begyndte den skotske missionær William G. Sloan fra Plymouth Brethren-bevægelsen sit virke på Færøerne. To årtier efter Sloans ankomst begyndte bevægelsen at vokse, og i dag er Brøðrasamkomur med ca. 5.500 tilknyttede og 29 menigheder fordelt på de fleste af øerne langt den største frikirkeretning i landet. De senere år er disse menigheder blevet mindre ensartede, især hvad angår mødeformer. De største menigheder er Ebenezer i Tórshavn, Betesda i Klaksvík og Lívdin i Hoyvík. Af aktiviteter i nær tilknytning til brødremenighederne bør man nævne det store lejrcenter Zarepta i Vatnsoyrar og den frie efterskole Brúgvin i Skálavík.

Karismatiske frikirker

Den karismatiske bevægelse begyndte i USA i 1960’erne. På Færøerne berørte denne vækkelse en stor del af kristenheden, primært inden for folkekirken, og den var særligt stærk i 1970’erne og 1980’erne. I 1980’erne blev et stort konferencetelt i den lille bygd Gøtueiði center for den karismatiske vækkelse, hvilket fortsatte frem til midten af 1990’erne. Herefter blev møder og andre aktiviteter flyttet til frikirker og enkelte missionshuse, bl.a. missionshuset Libanon i Sørvágur, som var en aktiv del af bevægelsen.

Frikirkerne Soli Deo Gloria i Klaksvík, Oasan i Hoyvík og Keldan i Skálafjørður har deres rødder i den karismatiske bevægelse. Sidstnævnte er den største karismatiske frikirke på Færøerne; den blev etableret i 1987 og formodes at have 300‑400 tilknyttede. Kirken driver en friskole med ca. 100 elever.

Pinsemenigheder

Pinsebevægelsens kirke City Church i Tórshavn. Frikirkernes bygninger er enkle og funktionelle og uden særlige referencer til traditionel kirkearkitektur, ligesom gudstjenesteformen har en friere liturgisk form.

Ólavur Frederiksen, 2020.

Licens: Begrænset anvendelse

De første missionærer fra pinsebevægelsen kom til Færøerne i 1920’erne. Det var svenske missionærer, som besøgte Færøerne på deres rejser til Island, og den første var Erik Åsbö. Den første pinsemenighed blev etableret i Tórshavn i 1936 af den norske pioner T.B. Barratt. Eksempler på menigheder, som har deres rødder i pinsebevægelsen, er Filadelfia og City Church (tidligere Evangeliihúsið) i Tórshavn og Húsið Vón (tidligere Betania) i Skopun.

Frelsens Hær

Den internationale bevægelse Frelsens Hær kom til Færøerne i 1924. Der er et korps i Tórshavn og et i Vágur. Frelsens Hær har et omfattende socialt arbejde og hjælper fx hjemløse og unge, som har udfordringer med alkohol- og stofmisbrug.

Andre frikirker

Andre frikirker er Lívsins Orð i Saltangará, Karis i Klaksvík, Immanuel og Gleðiboð í Hoyvík samt Fríkirkjan við Gjónna i Miðvágur. Adventisterne havde en friskole ved Hoyvíkstjørn i Tórshavn fra 1966 til 2014. Kirken på samme sted er fra 1978 og afløste en ældre bygning nede i byen fra 1930’erne.

Ikke-kristne trossamfund

Færøernes Statistik registrerer kun religiøst tilhørsforhold for folkekirkens medlemmer. I forbindelse med folketællingen i 2011 benyttede 94 % af alle over 15 sig dog af muligheden for at oplyse, hvilken tro eller hvilket trossamfund de tilhørte. 126 personer angav, at de var medlemmer af Jehovas Vidner, der har flere rigssale, 23 var muslimer, syv var hinduister, 66 var buddhister, 12 var jøder, 13 var Bahá’i, tre var sikher, mens 1.397 oplyste, at de ikke var troende. Efter 2010 er der dannet såvel en ateistisk som en humanistisk forening.

Victor Danielsen

Victor Danielsen (1894‑1961) blev født i Søldarfjørður, hvor hans far var sysselmand. Han var den yngste af syv søskende. Moderen døde i barselsseng, og en faster trådte til som omsorgsperson.

Victor Danielsen tog lærereksamen ved seminariet i Tórshavn i 1914 med holdets bedste eksamen, kun 20 år gammel. Her blev han stærkt åndeligt påvirket af især den indremissionske prædikant J.C.V. Ryving-Jensen.

Efter at have været lærer i et halvt år forlod han lærergerningen for at blive missionær. I 1915 meldte han sig ud af folkekirken og blev en del af brødremenigheden, og i 1916 lod han sig døbe i fjorden ud for Søldarfjørður.

Han forblev resten af sit liv en meget central og virksom person inden for brødremenigheden. I 1920 blev han gift med Henrikke Olsen, som også var fra Søldarfjørður, og parret flyttede i 1928 til Fuglafjørður, hvor de boede resten af livet.

Victor Danielsen brugte meget af sin tid på at rejse rundt på Færøerne som missionær. Ud over at være en fremragende taler var han også forfatter og oversætter. Han skrev to romaner med religiøst indhold og oversatte en lang række bøger for både voksne og børn. Han har desuden oversat ca. 900 salmer og sange, langt de fleste i brødremenighedens sangbog, og digtet over 30 salmer selv.

I 1934 begyndte han at oversætte Bibelen, først Det Nye Testamente og senere Det Gamle Testamente. Bibelen blev i sin helhed sendt til tryk i Oslo i 1939, men den tyske besættelse af Norge forhindrede trykkearbejdet. Efter en revidering blev Bibelen omsider trykt på Færøerne og udkom i 1949. Victor Danielsen fortsatte sit virke som missionær, forfatter og oversætter indtil sin død og fik stor betydning for det færøske sprog.

Videre læsning

Læs mere om kultur på Færøerne

Læs også om

Se alle artikler om kultur