Kirker på Færøerne

Kirkebygningerne i bispesædet i Kirkjubøur står i stor kontrast til de mere beskedne kirker og bønhuse andre steder på Færøerne. Byggestilen på bispesædet i Kirkjubøur var langt mere ambitiøs. Her var man inspireret af den mere pompøse byggestil, som er kendt fra middelalderens kirker, klostre og borge uden for Færøerne. Det var bygninger, som var opført af sten lagt i mørtel og med materialekrævende tømmerkonstruktioner, ofte laftede bygninger, der både var dyre at opføre, og som krævede stor håndværksmæssig kundskab.

De levn, som i dag kan ses på bispesædet i Kirkjubøur, viser en tæt tilknytning til pavekirken, og at man også har haft bedre økonomiske muligheder for at bygge. Kirkjubøur blev øernes gejstlige og kulturelle centrum med kontakter til omverdenen, hvorfra den katolske kirkes ideologi, udenlandske kulturstrømninger og kirkens magt blev omsat og udøvet i det færøske samfund.

Den nuværende sognekirke i Kirkjubøur er opført i 1200-tallet og er den eneste middelalderkirke i landet, som stadig benyttes. Arkæologiske undersøgelser foretaget under kirkegulvet viser, at kirken står på levn af ældre kirkebygninger og gravsteder.

Den nuværende sognekirke har fungeret som landets domkirke til slutningen af 1200-tallet, hvor opførelsen af en ny, større og langt rigere ornamenteret domkirke i gotisk stil blev påbegyndt. Det er den ruin, som i dag går under navnet Magnuskatedralen.

Cirka 100 m øst for Magnuskatedralen findes en ruin efter en mindre kirkebygning, som kaldes Líkhús. Antagelig er dette resterne af en kirke, som i en skriftlig kilde fra ca. 1420 omtales som værende under opførelse.

Færøsk-dansk-norske arkæologiske udgravninger i årene 1953‑55 har bidraget til, at man har fået et overblik over bispegårdskompleksets bygningshistorie og planudformning. Fundamentet under de nuværende bygninger er tykke murede kældermure, som er et levn efter den middelalderlige bispegård.

Det, der i dag betragtes som en typisk færøsk landsbykirke, er ikke som i Danmark en middelalderlig stenkirke, men 1800-tallets sortmalede trækirke med hvide vinduer, græstørv på taget og tårn i form af en ligeledes hvidmalet tagrytter. Bortset fra alteret er hele kirkens indre af renskuret fyrretræ.

Af de otte gamle kirker har kirken i Sandur særlig interesse, idet arkæologiske undersøgelser har påvist, at den er den sjette i en kontinuerlig række af kirker med samme beliggenhed. Suppleret med skriftlige kilder, bl.a. 1700-tallets omfattende kirkesyn, åbenbarer der sig her en bygningshistorie, der strækker sig fra 1000-tallets lille stavkirke over en række af stadig større bygninger med udvendige stenvægge, der efterhånden får sin enkle rektangulære form: Mod øst findes koret, som er adskilt fra det dobbelt så lange kirkeskib af en trævæg med udskåret rækværk, og i den vestlige ende afsluttes bygningen af et våbenhus med trappe til pulpitur og klokketårn. Teknisk set var der hele tiden tale om en trækonstruktion, selv om ydervæggene i nord- og sydsiden var af sten, og taget var dækket med halm eller birkebark under græstørven.

I 1800-tallet afløstes stenvæggene af en udvendig træbeklædning, der gjorde bygningen lettere og lysere, idet den kunne forsynes med flere vinduer. Inventaret er noget af det fineste kunsthåndværk, som tiden skabte.

Det voksende befolkningstal og fortsatte problemer med fugt og råd – mange kirker måtte fornyes efter 50 års brug – medførte, at man i anden halvdel af 1800-tallet foruden træ begyndte at opføre kirker i andet materiale, først kampesten og siden beton. Kirkerne på Viðareiði og i Húsavík er eksempler på en overgangstype, hvor de indvendige stenvægge ligesom ydervæggene er hvidkalkede, lofter og bænke fortsat af umalet fyrretræ, mens adskillelsen mellem kor og skib er betydelig mindre markant. En senere type er forsynet med blåmalede, stjernebesatte loftshvælvinger og malet inventar, bænke og tit også vægge, ofte med indvendige paneler af træ. Udvendig har denne kirketype fortsat hvide mure, mens farveglæden giver sig til kende på vinduer, døre og tage, hvor græstørv afløses af skifer eller plader af træ eller af aluminium, bly eller kobber. Mange steder har man opgivet at opretholde øst-vest-orienteringen, mens grundformen stadig er det enkle rektangel. Perioden viser en meget sparsom fornemmelse for tidligere færøsk kirkebyggeri til fordel for stilimitation, nyklassicisme, skønvirke og Bedre Byggeskik.

Blandt de mange udenlandske og færøske bygherrer og arkitekter bør man især nævne islændingen Guðbrandur Sigurðsson fra anden halvdel af 1800-tallet og den færøske arkitekt H.C.W. Tórgarð fra 1900-tallets første halvdel. Sidstnævnte har givet de udskårne symboler fra de gamle trækirkers korvægge og sakristier, bl.a. kors, timeglas og livets træ, en ny og dekorativ placering.

Den nutidige fase, der kan siges at begynde med Christianskirkjan i Klaksvík, udmærker sig dels ved kirkernes størrelse og arkitektoniske kvaliteter – en forening af funktionalitet og sakralt udtryk – dels ved et voksende behov for menighedslokaler ud over selve kirkerummet. I en række tilfælde er det løst ved at indrette den kælder, som ofte er nødvendig i det skrånende terræn. De fleste kirkebyggerier iværksat siden 2010 har dog også omfattet egentlige sognegårde i høj kvalitet opført i umiddelbar nærhed af de gamle kirker og kirkegårde og med respekt for det historiske miljø. Flere kirker er moderniseret og udvidet, ligesom opførelsen af nye kirker er under forberedelse.

Med til kirkerne bør man også regne bygninger, der uden at være indviede kirker dog er indrettet til gudstjenestebrug eller kan benyttes som sådan. I middelalderen anvendtes ordet bønhús, der endnu findes som første led i en række lokale stednavne. Det formodes, at pågående arkæologiske undersøgelser vil resultere i en nærmere præcisering af disse bygningers formål og anvendelse.

Da man omkring 1880 begyndte at opføre skoler over hele landet, skete det i en række små og afsides bygder uden kirke, at skolens klasselokale blev forsynet med det nødvendige inventar, så det kunne anvendes til regelmæssig degnegudstjeneste og evt. også ved præstens besøg til altergang. Nogle skoler fik endda tårn og kirkeklokke. Denne brug førte gerne til et ønske om at få sin egen kirke, som det fx ses i Leirvík, Gjógv og Sandvík. Et fint eksempel på denne dobbeltfunktion findes i den nedlagte bygd Slættanes, hvor en lærer indrettede skolen med forbillede i sin hjembygds kirke i Skálavík. Da bygden Ørðavík i 1966 fik et kapel, der med visse begrænsninger benyttedes som kirke, blev navnet Bønhús igen taget i brug. Det anvendes nu om et par missionshuse og nedlagte skoler, hvor der holdes gudstjeneste for lokalbefolkningen, uden at det har været på tale at udskille disse bygder som nye sogne eller oprette nye menighedsråd.

Fælles for de første frikirkebygninger er et enkelt og funktionelt design. De senere år er der bygget flere moderne frikirkebygninger, og et godt eksempel på moderne kirkebyggeri er Keldans lokaler med plads til ca. 1.000 mennesker. Stilen er enkel og funktionel, og der er installeret lys-, lyd- og multimedieudstyr. I de fleste frikirker bliver projektør brugt til at vise annonceringer, sange, præsentationer til prædikener, videoer m.m.

Adventisternes kirke og den katolske Mariukirkjan, begge i Tórshavn, er dog bygget i en arkitektur med traditionelle kirkelige referencer.

Læs mere om kultur på Færøerne

Læs også om

• Billedkunst på Færøerne
• Byggeskik på Færøerne
• Religion og trossamfund på Færøerne
• Kulturhistoriske museer og kulturarv på Færøerne
• Traditioner og fortællinger på Færøerne

Læs videre om

• Sognekirken i Kirkjubøur
• Magnuskatedralen
• Líkhús
• Bispegårdskomplekset i Kirkjubøur
• Havnar Kirkja – Færøernes domkirke

Se alle artikler om kirker