Styre og forfatning på Færøerne

Færøernes endelige integration i det danske rige skete imidlertid først omkring midten af 1800-tallet i forbindelse med, at Danmark fik en demokratisk forfatning. I modsætning til de danske amter fik Færøerne ikke noget folkevalgt medlem på Den Grundlovgivende Rigsforsamling 1848‑49, men en kongevalgt repræsentant. Grundloven af 5. juni 1849 blev alligevel tinglæst og sat i kraft på Færøerne mellem 1849 og 1850. Hvorfor færingerne ikke blev hørt om sagen, er ikke helt klart, men det fremhæves ofte, at der ikke på det tidspunkt var nogen folkelig institution på Færøerne til at repræsentere borgernes synspunkter. Lagtinget var ikkeeksisterende mellem 1816 og 1852, og der fandtes ingen eller kun en svag offentlig opinion.

Selv om Grundloven var trådt i kraft, var færingerne endnu ikke repræsenteret på Rigsdagen. I oktober 1850 fremsatte den danske indenrigsminister et forslag for den danske Rigsdag om en særskilt lov om færøsk repræsentation på Rigsdagen. Omkring dette lovforslag opstod der en principiel debat på Rigsdagen om Færøernes stilling i det danske rige. Ledende skikkelser som A.S. Ørsted fremhævede, at Færøerne som et gammelt lovområde, hvor først norske og senere danske love ikke uden videre fik gyldighed, ikke burde repræsenteres på Rigsdagen, uden at dets indbyggere havde haft lejlighed til at udtale sig. Ikke desto mindre blev lovforslaget vedtaget med stort flertal i december 1850, hvorefter Færøerne blev repræsenteret med to medlemmer, et til hver af de to afdelinger af Rigsdagen, Folketinget og Landstinget.

Det færøske Lagting blev senere genoprettet i marts 1852 og fik status af et amtsråd, men med nogle mere vidtgående opgaver, som fx rådgivende medvirken ved lovgivningsmagtens udøvelse og ret til via regeringen at stille forslag til love for Rigsdagen.

2. Verdenskrig medførte en politisk adskillelse af Danmark og Færøerne ved Tysklands besættelse af Danmark og Storbritanniens besættelse af Færøerne. I perioden 1940‑45 regerede Færøerne de facto sig selv i henhold til en midlertidig styrelsesform, hvor den lovgivende myndighed deltes mellem Lagtinget og amtmanden som rigets repræsentant. Separationen ændrede færingernes indstilling til forbindelsen til det danske rige i en sådan grad, at det ved genetableringen af forbindelsen i 1945 stod klart, at der måtte ske ændringer.

Forhandlinger i København fra januar til marts 1946 mellem en lagtingsdelegation og regeringen førte ikke til enighed, og regeringen præsenterede d. 25. marts 1946 et endeligt oplæg til en nyordning, som det færøske lagting valgte at forelægge de færøske vælgere på en folkeafstemning d. 14. september 1946. Afstemningstemaet var formuleret som enten løsrivelse fra Danmark eller accept af regeringens forslag. Løsrivelse fik et knebent flertal med 5.660 stemmer, svarende til 50,7 %, af de gyldige stemmer, mens regeringsforslaget fik 5.499 stemmer, svarende til 49,3 %. Valgdeltagelsen var på 67,5 %, 4,1 % var ugyldige stemmer.

Reaktionen i Danmark var i de første dage efter afstemningen generelt, at resultatet skulle følges, eller at det tilkom det færøske Lagting selv at fortolke resultatet. Denne holdning hos statsministeren og andre ledende danske politikere ændredes i takt med en stadig mere konfliktfyldt udvikling i Lagtinget de kommende dage, og d. 25. september 1946 opløste kongen (reelt regeringen) Lagtinget og udskrev nyvalg. Efter nyvalg til Lagtinget d. 8. november 1946 var løsrivelsestilhængerne kommet i mindretal i Lagtinget. Der indledtes herefter nye forhandlinger mellem regeringen og det nyvalgte Lagting om en fremtidig færøsk selvstyreordning.

Resultatet af de nye forhandlinger blev den færøske Hjemmestyrelov af d. 23. marts 1948, der efter vedtagelse i Rigsdagen og af det færøske Lagting trådte i kraft d. 1. april samme år.

Hjemmestyreloven forblev uændret i kraft frem til 2005, da den de facto blev ændret af hhv. Lov nr. 578 af d. 24. juni 2005 om de Færøske Myndigheders Overtagelse af Sager og Sagsområder (overtagelsesloven) og Lov nr. 579 af d. 24. juni 2005 om Færøernes Landsstyres Indgåelse af Folkeretslige Aftaler (den udenrigspolitiske fuldmagtslov). Hjemmestyreloven er dog fortsat gældende, hvor den ikke udtrykkelig er blevet ændret.

Nyordningerne fra 2005 skal ses i lyset af, at det færøske Landsstyre i år 2000 havde forhandlet med den danske regering om at oprette en uafhængig færøsk stat, men forhandlingerne havde ikke ført til noget resultat. Lovene fra 2005 kan således ses som en slags rekonstruktion af forholdene.

I hovedtræk er hjemmestyreordningen, at hjemmestyret har den lovgivende og administrative myndighed inden for særlige anliggender, mens rigsmyndighederne har kompetencen inden for sagsområder, der ikke hører under det færøske hjemmestyre, enten som permanente fællesanliggender, eller fordi det færøske hjemmestyre endnu ikke har overtaget disse.

Hjemmestyreloven delte de forskellige sagsområder op i en liste A og en liste B. Efter § 2 skulle anliggender på liste A betragtes som principielle færøske særanliggender, som både hjemmestyret og rigsmyndighederne frit kunne beslutte skulle overtages. Efter lovens § 3 skulle forhandlinger med rigsmyndighederne afklare, om og i hvilket omfang sagsområder anført på liste B skulle kunne overføres som færøsk særanliggende.

Kompetencefordelingen mellem hjemmestyremyndighederne og rigsmyndighederne blev imidlertid væsentligt ændret med overtagelsesloven af 2005, hvor den dobbelte positivliste blev vendt på hovedet. Med overtagelsesloven kan hjemmestyret efter § 2, stk. 1 i loven ensidigt bestemme, hvornår alle andre sagsområder end de permanente fællesanliggender, som er anført i lovens § 1, stk. 2, kan overføres som særanliggende. Ifølge § 1, stk. 2 er permanente fællesanliggender 1) statsforfatningen, 2) statsborgerskab, 3) Højesteret, 4) udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik samt 5) valuta og pengepolitik.

Det formelle udgangspunkt for rigets lovgivningskompetence på Færøerne er, at alle folketingslove gælder for Færøerne, medmindre der i disse er taget forbehold om, at loven ikke gælder for Færøerne. På områder, som er overgået til hjemmestyret som særanliggender, bliver rigslovgivning imidlertid fortolket således, at den ikke gælder for Færøerne, selv om der ikke er taget forbehold.

Høringsbestemmelsen i Hjemmestyrelovens § 7 indebærer i realiteten en betydelig færøsk selvstændighed i lovgivningsspørgsmål, også på fællesområder. Forslag til love, som alene angår Færøerne, skal således efter § 7, stk. 1, 1. pkt. forelægges hjemmestyret til betænkning, inden de fremsættes i Folketinget. På lignende måde skal også love, der i øvrigt vedrører lokale færøske forhold, men som ikke alene angår Færøerne, efter lovens § 7, stk. 1, 2. pkt. forelægges hjemmestyret, inden de sættes i kraft på Færøerne. I praksis har hjemmestyret fået næsten al lovgivning, som er sat i kraft på Færøerne, forelagt til udtalelse, inden den træder i kraft på Færøerne, også lovgivning på retsområder ud over dem, som omfattes af forelæggelsespligten i § 7.

Såfremt hjemmestyremyndighederne ønsker en rigslovgivning sat i kraft på Færøerne, er fremgangsmåden efter styrelsesloven fra 1995, § 47 og § 48, at Lagtinget efter samme procedure som ved lagtingsloves vedtagelse vedtager en indstilling til rigsmyndighederne om den påtænkte regulering.

Ved overtagelse af et område til særanliggende følger, at hjemmestyret påtager sig udgifterne hertil. Imidlertid åbner Hjemmestyrelovens § 9 for den mulighed, at hjemmestyret efter nærmere forhandlinger, og inden for rammerne af en af Folketinget vedtaget lov, kan overtage administrationen af fællesanliggender, mens det økonomiske (fra 1988 indeholdt i bloktilskuddet) og formelle ansvar for lovgivningen fortsat er rigets.

Rigsmyndighederne har, som det fremgår af Hjemmestyrelovens § 5, stk. 2, kompetencen i udenrigsanliggender. Hjemmestyret har dog efter § 8, stk. 3 haft adgang til at gøre særlige færøske interesser gældende ved forhandlinger med udlandet i handels- og fiskerispørgsmål. I særlige færøske sager har rigsmyndighederne også efter lovens § 8, stk. 4 kunnet bemyndige hjemmestyret til at føre direkte forhandlinger med udlandet, forudsat at der var blevet fremsat ønske herom, at forhandlingerne ikke var i strid med rigets interesser, og at den danske udenrigstjeneste medvirkede.

Også udenrigsområdet blev revideret i 2005 med den før omtalte udenrigspolitiske fuldmagtslov. Den væsentligste ændring ift. Hjemmestyreloven er, at Landsstyret efter fuldmagtsloven har ret til at forhandle på vegne af riget i modsætning til tidligere, hvor der kunne gives en bemyndigelse efter færøsk ønske under udenrigstjenestens medvirken.

Ud over de allerede omtalte love har også den interne styrelseslov et potentiale til at melde sig blandt de love, som har betydning for Færøernes konstitutionelle stilling i riget.

Færøernes egen styrelsesordning er et sagsområde på liste A til Hjemmestyreloven og blev overtaget allerede i 1948. I overensstemmelse hermed blev en lov vedtaget om Færøernes styrelsesordning i særanliggender og en tilhørende lov om Færøernes administration. Disse love af 1948 blev i 1995 afløst af en ny samlet styrelseslov.

En færøsk forfatning var en del af planen om en uafhængig færøsk stat, som landsstyrekoalitionen fra maj 1998 havde på programmet. En grundlovskommission blev nedsat tidligt i 1999 med frist til at levere et udkast til færøsk forfatning til d. 1. juni 2000. Denne frist kunne af forskellige årsager ikke holdes, bl.a. at de danskfærøske uafhængighedsforhandlinger i år 2000 ikke førte til resultater. Nye frister blev sat og revideret flere gange, og først d. 18. december 2006 kunne kommissionen aflevere en betænkning med forslag til en færøsk forfatning. På dette tidspunkt var de færøske uafhængighedsplaner foreløbig skrinlagt, og forfatningen var til en vis grad udviklet til også at blive et projekt for dem, som ikke støttede planerne om fuld færøsk uafhængighed, men mente, at en forfatning kunne ikke desto mindre være nyttig.

Det fremgik som et af de vigtige forslag i betænkningen fra 2006, at forfatningen skulle formulere, hvad det færøske folk kunne opnå enighed om i national henseende, og at de tillige skulle opnå enighed om procedurer for det, som de ikke var enige om. Den indeholdt formuleringer som, at »færinger og Færøerne udgør en nation og et land«; de procedurer, som skulle følges, hvis Færøerne skulle vælge at blive en uafhængig stat, var derfor centrale.

Projektet stagnerede imidlertid igen i perioden 2007‑10, men et færdigbehandlet forslag til en færøsk forfatning blev præsenteret for Lagtinget i februar 2010. Som reaktion herpå skrev det danske justitsministerium i juni 2010 et notat, som problematiserede forslagets overensstemmelse med den danske Grundlov. Efter forskellige forsøg på fremsættelse og genfremsættelse mistede projektet igen momentum.

Efter at have været parkeret i perioden 2012‑15 fik forfatningsprojektet igen høj prioritet i koalitionen mellem Tjóðveldi, Javnaðarflokkurinog det liberale parti Framsókn i september 2015, og et forslag til en forfatning blev præsenteret for Lagtinget i slutningen af 2017. Forslaget havde i ikrafttrædelsesbestemmelsen en reference til, at forfatningen ville blive administreret i overensstemmelse med den eksisterende forfatningsretslige ordning, så længe beslutning ikke var blevet truffet om at oprette Færøerne som en selvstændig stat. Denne reference synes at have givet myndighederne sikkerhed for, at forfatningsforslaget ikke kunne fortolkes som en art løsrivelse fra riget.

Forslaget blev senere placeret i et ad hoc-udvalg i Lagtinget, hvor det skulle gennemgås og forberedes til en folkeafstemning, som skulle finde sted d. 25. april 2018. Tidsplanen holdt ikke, forslaget mistede igen momentum, og det er ikke senere blevet genoptaget.

Det nu skrinlagte færøske forfatningsarbejde illustrerer, at den færøske forfatningsretslige stilling i det danske rige er et kompliceret emne, som involverer mange forskellige love af forfatningsretslig karakter og tillige konkurrerende fortællinger og fortolkninger, både internt på Færøerne og Danmark og Færøerne imellem.

Læs mere om samfund og erhverv på Færøerne

Læs også om

• Befolkning og bolig på Færøerne
• Politik og planer på Færøerne
• Sundhed og omsorg på Færøerne
• Uddannelse og forskning på Færøerne
• Erhverv og arbejdsmarked på Færøerne

Se alle artikler om samfund og erhverv