Politik og planer på Færøerne

Efter valget i 2019 er syv partier repræsenteret i Lagtinget. Deres andel af pladserne i Lagtinget bestemmes ud fra deres andel af stemmerne, idet valgsystemet er forholdstalsvalg. Valgdeltagelsen er høj, normalt mellem 85 og 90 %. I 2019 var valgdeltagelsen således 90 %.

Partierne er følgende:

• Sambandsflokkurin (Samhørighedspartiet) (B) var det første parti på Færøerne, grundlagt i 1906. Et hovedmål for partiet er at bevare rigsfællesskabet mellem Færøerne, Danmark og Grønland, og linjen er borgerlig og socialliberal. Partiet har syv tingmedlemmer (20,3 %). Formanden er Bárður á Steig Nielsen.
• Javnaðarflokkurin (Socialdemokratiet) (C) blev grundlagt i 1925. Det er socialdemokratisk og lægger stor vægt på solidaritet og ønsker at bevare rigsfællesskabet. Partiet har syv tingmedlemmer (22,2 %). Formanden er Aksel V. Johannesen. Fólkaflokkurin (Folkeflokken) (A) blev grundlagt i 1939. Det er borgerligt og værdikonservativt, lægger stor vægt på frihed og erhvervsvækst og har et selvstændigt Færøerne som mål. Partiet har otte tingmedlemmer (24,5 %), og formanden er Jørgen Niclasen.
• Tjóðveldi (Republikanerne) (E) blev grundlagt i 1948. Partiet har som hovedmål, at Færøerne skal være et suverænt, selvstændigt land. Det er venstreorienteret og lægger i partiprogrammet vægt på lighed og solidaritet. Partiet har seks tingmedlemmer (18,1 %), og formanden er Høgni Hoydal.
• Sjálvstýri (Selvstyre) (D) blev grundlagt i 1906 og hed tidligere Sjálvstýrisflokkurin. Partiet, der har som hovedmål at arbejde for en gradvis overgang til selvstyre, er socialliberalt. Det har ét tingmedlem (3,4 %). Formanden er Jógvan Skorheim (der ikke er lagtingsmedlem).
• Miðflokkurin (Centerpartiet) (H) blev grundlagt i 1992 og lægger stor vægt på kristne værdier og på familien som institution. I partiprogrammet står, at den færøske nation bør have fuld beslutningsret og ansvar. Partiet har to tingmedlemmer (5,4 %). Formanden er Jenis av Rana.
• Framsókn (Fremskridt) (F) blev grundlagt i 2011 som et værdiliberalt, nationalt parti, der lægger vægt på personlig og erhvervsmæssig frihed. Partiet ønsker, at Færøerne får suverænitet. Det har to tingmedlemmer (4,6 %); forkvinden er Ruth Vang.

Spørgsmålet om løsrivelse eller samhørighed med Danmark har været et stridspunkt i mange årtier. Landsstyret bestående af Fólkaflokkurin, Tjóðveldi og Sjálvstýrisflokkurin, der overtog ledelsen i 1998, havde som hovedmål, at Færøerne skulle være selvstændigt, og det blev derfor i folkemunde kaldt »selvstændighedslandsstyret«. En færøsk fond skulle være grundlaget for selvstændigheden. Der var forhandlinger med den danske regering om selvstændighed og en overgangsordning, men der blev ikke opnået enighed mellem landene, og der opstod uenighed i Landsstyret om folkeafstemningen om selvstændighed.

Færøernes forhold til Danmark er jævnligt en del af den politiske debat, og skønt spørgsmålet om samhørighed eller løsrivelse i de seneste år ikke har fyldt så meget i debatten, er det en væsentlig dimension i færøsk politik. For at forstå færøsk politik er det imidlertid ikke nok udelukkende at se på dimensionerne højre-venstre og løsrivelse-samhørighed. En mindst lige så væsentligt parameter er verdensanskuelse eller værdiforståelse på en skala fra konservativ til liberal. I forbindelse med behandlingen i Lagtinget og i den offentlige debat i 2016 om at ændre ægteskabsloven, så to af samme køn kunne blive gift, kom de forskellige værdiforståelser tydeligt frem. De værdikonservative ønskede en fastholdelse af ægteskabet som en institution mellem mand og kvinde, mens de værdiliberale ville tillade ægteskab mellem to af samme køn. Eksempelvis var Miðflokkurin, der er værdikonservativt, ihærdigt fortalere for ikke at vedtage lovændringen, mens Framsókn, der er værdiliberale, anbefalede at stemme for forslaget. Debatten var ofte voldsom og følelserne stærke, såvel i Lagtinget som i den offentlige debat. Lovforslaget blev vedtaget (19 for, 14 imod).

Dertil kommer spændingsforholdet mellem hovedstadsområdet (centrum) og resten af landet (periferi); lokalpolitiske hensyn fylder meget i færøsk politik. De seneste år har spørgsmålet om, hvordan fiskeressourcerne skal fordeles, domineret, og det har i høj grad fået spændingen mellem landets forskellige områder frem i lyset. Dette var særligt tydeligt under sidste regering (2015‑19), hvor Javnaðarflokkurin, Tjóðveldi og Framsókn havde som hovedmål at gennemføre en fiskerireform. Under behandlingen af lovforslaget om administration af havets ressourcer (fiskerireformen) blussede striden om ressourcerne op mellem politikere på Norðoyggjar og politikere i hovedstadsområdet. Årsagen til den hårde modstand på Norðoyggjar var frygten for at miste fiskerettighederne, der har afgørende økonomisk betydning for Klaksvík og Norðoyggjar.

Når der skal tages beslutninger om at bore tunneler og udbygge vejnettet, er det tydeligt, at lokalpolitiske hensyn og interesser vejer tungt. Politikerne vil som udgangspunkt arbejde for det område, hvor de har fået flest stemmer.

Inden Eysturoyartunnilin åbnede i 2020, var rejsetiden mellem Runavík og Tórshavn ca. en time. Med den nye tunnel er rejsetiden mellem de to byer kommet ned på ca. et kvarter. Man kan kun gisne om, hvorvidt den forkortede fysiske afstand med tiden vil vise sig i et mindre konfliktfyldt forhold mellem centrum og periferi.

Et af hovedmålene i koalitionsaftalen er at omstrukturere fiskeriet og dermed foretage store ændringer i den ordning, som den foregående CEF-regering vedtog. Tidligt i ABH-regeringsperioden vedtog Lagtinget havressourceloven, der bl.a. afskaffede auktionen over fiskerettigheder og gav industrien brugstilladelser med 12 års opsigelsestid, som Lagtinget skal bekræfte hvert år. Der er enighed om, at fiskeindustrien skal være bæredygtig, og at rammerne om denne industri bør være varige og trygge og ikke ændres betydeligt efter, hvilke partier der har magten. Men der er stor uenighed om, hvordan fiskeriet skal administreres.

Regeringen har sat sig for at føre en ambitiøs energi- og miljøpolitik, der lever op til internationale krav. Hovedmålet for energiområdet er, at 100 % af forbruget på land skal dækkes af vedvarende energi i 2030, hvilket vurderes at kræve investeringer for ca. 5 til 10 mia. kr. Man arbejder hen imod, at private virksomheder skal få bedre adgang til SEV’s elektricitetsnet for at fremstille grøn energi.

Det er en målsætning at skabe behandlingsgaranti på sundhedsområdet, således at ventetiden for at komme i behandling bliver højst 30 dage.

Landsstyret arbejder desuden på at udvide boligmarkedet, og planen er, at opgaven skal løftes af både private aktører og det offentlige. Befolkningsvæksten i de senere år har sat boligmarkedet under pres, særligt i hovedstadsområdet. Derfor har spørgsmålet fyldt såvel i politiske tiltag som i den offentlige debat.

Et spørgsmål, som flere regeringer har arbejdet med, er ny lovgivning på socialområdet. Den 1. januar 2021 trådte loven om social sikkerhed og tjenester i kraft, efter at forslaget var blevet vedtaget enstemmigt. Et andet område, der har haft bred opbakning, er digitalisering. I 2020 påbegyndtes anvendelsen af digital identitet, hvilket betyder, at borgere og virksomheder kan kommunikere sikkert og digitalt med den offentlige sektor.

Et område, der for Landsstyret er ømt og kompliceret, er spørgsmålet om adgang til udmarken og regulering af turistindustrien. Det er årsag til stor uenighed, da hensynene er mange og interesserne forskellige. Der arbejdes derfor på at finde en tilfredsstillende og bred løsning.

Der er flere sager, der har bred politisk opbakning. Eksempler på dette er grøn energi, frihandelsaftale med EU samt flere beføjelser på det udenrigspolitiske område.

Der er bred enighed i Lagtinget om, at Færøerne bør få større råderum på den udenrigspolitiske scene. Der har i flere omgange været forhandlinger på embedsmandsniveau, og med regelmæssige mellemrum bliver spørgsmålet omtalt på møder mellem regeringslederne i Rigsfællesskabet. Dog har resultaterne været forsvindende få og små, hvilket er en udfordring.

Som en del af Arktis vil Landsstyret styrke Færøernes stilling, særligt på det maritime område, på beredskabsområdet og med kommende ressourcer i tankerne. Færøernes stilling er, at det arktiske område skal være et lavspændingsområde.

Færøerne er en del af NATO, og der er i dag bred enighed om medlemskabet. Historisk har spørgsmålet om NATO dog ført til strid og demonstrationer, særligt i 1960’erne og 1970’erne.

Landet har store handelsmæssigeinteresser i både USA, Rusland og Kina, og målet er at have gode handelsforhold til alle tre stormagter. I 2020 underskrev Færøerne og USA en fællesskabserklæring (Partnership Declaration), der har til formål at styrke samarbejdet mellem landene.

Læs mere om samfund og erhverv på Færøerne

Læs også om

• Befolkning og bolig på Færøerne
• Styre og forfatning på Færøerne
• Sundhed og omsorg på Færøerne
• Uddannelse og forskning på Færøerne
• Erhverv og arbejdsmarked på Færøerne

Se alle artikler om samfund og erhverv