Befolkning og bolig på Færøerne

I perioden 1966 til 2021 er indbyggertallet steget fra ca. 37.000 til ca. 53.000, svarende til 43 %. Væksten har været størst i Tórshavnsområdet med den sydlige del af Streymoy, der har fordoblet sit befolkningstal med en vækst på over 10.000 indbyggere. Dertil kommer de nærliggende områder, især det sydlige Eysturoy. Her er indbyggertallet vokset med 62 %, svarende til ca. 4.000 personer, hvilket har forstærket områdets position som det tættest befolkede på Færøerne. Andre vækstområder er det nordlige Streymoy med 39 % og Vágar med lufthavnen på 34 % i perioden. Væksten er mere moderat i det næststørste byområde, Klaksvíkområdet, der har øget sin befolkning med ca. 1.100 personer eller 25 % i perioden. Modsat disse regioner er udviklingen på de sydlige øer Sandoy og Suðuroy, hvis indbyggertal er reduceret med ca. 20 %. Den samme tilbagegang ser man på de nordlige småøer og en endnu større tilbagegang i de sydvestlige småøer, hvor indbyggertallet er mere end halveret.

Færøerne har en spredt bosætning på 17 af de 18 øer. Det var tidligere et øsamfund, hvor 120 bygder var adskilt af fjorde, sunde og høje fjelde, og hvor det tog halve og hele dage at komme fra en bygd til en anden. Dette afspejles i den afvandring, der var fra de små øer og småbygder i yderområderne til storbygderne og hovedstadsområdet.

I de seneste årtier har Færøerne i stadig større hast ændret sig fra et øsamfund til et mere urbaniseret samfund. Dog er befolkningstilvæksten ikke alene blevet koncentreret i hovedstadsområdet, men i en mere fragmenteret urbanisering, hvor øer, byer og bygder er blevet knyttet sammen ved store investeringer i infrastruktur. Dette har medført en mere ligelig befolkningstilvækst i hovedstaden og i de sammenknyttede områder. Af samme årsag har der også været en kraftig erhvervsmæssig vækst i de sammenknyttede områder.

Overalt i Europa har fertiliteten været faldende i årtier til et generelt niveau på langt under to børn pr. kvinde i den fertile alder (15‑49 år), hvilket er kravet for opretholdelsen af et samfunds stabile befolkningstal. Gennemsnittet for EU er ca. 1,5 og for de nordiske lande knap 1,7 børn. Færøerne er undtagelsen med ca. 2,3‑2,4 børn pr. kvinde igennem de sidste tre årtier, hvilket er det højeste i Europa (se Figur).

Til den høje fertilitet kommer også en stadigt stigende gennemsnitlig levealder. I 2020 blev kvinder i gennemsnit 86 år og mænd 81 år. I Danmark er de tilsvarende tal ca. to og ca. et år lavere for hhv. kvinder og mænd (se Figur).

Den høje middellevealder og den høje fertilitet giver sig udslag i et relativt højt fødselsoverskud (flere nyfødte end døde), som er den første forudsætning for en befolknings naturlige reproduktion og vækst. Fødselsoverskuddet på Færøerne er ca. seks pr. 1.000 indbyggere, hvilket er lidt mere end i Island og væsentlig mere end i de øvrige nordiske lande.

Ud over fertilitet og fødselsoverskud er migration (den årlige vandring mellem Færøerne og udlandet, inkl. Danmark) den afgørende faktor i befolkningsudviklingen. I større kontinentale samfund foregår størstedelen af vandringerne mellem indenlandske regioner, mens vandringerne på Færøerne i høj grad foregår over landegrænsen. Derfor påvirker vandringer i langt større grad befolkningsudviklingen her end i de øvrige nordiske lande.

Der har gennem tiderne været store udsving i vandringsmønsteret mellem Færøerne og udlandet. Et så lille samfund er ekstremt følsomt over for konjunktursvingninger. Med svigtende indtjenings- og jobmuligheder følger typisk en umiddelbar reaktion med udvandring. I gode tider ses således en større indvandring, hvilket for det meste vil være en tilbagevandring af færøske unge og børnefamilier.

Gennem 1950’erne og 1960’erne med store erhvervs- og beskæftigelsesmæssige vanskeligheder var der således en stor årlig nettoudvandring på ca. 250 personer pr. år. I en genopretnings- og vækstperiode i 1970’erne og 1980’erne var der en lille nettoindvandring på ca. 90 personer årligt. I årene 1989‑95 oplevede det færøske samfund et totalt sammenbrud for privat og offentlig økonomi. Virksomheder gik konkurs, og tusindvis måtte gå fra hus og hjem; arbejdsløsheden steg i perioden fra at være ubetydelig til op over 20 %. Resultatet blev en voldsom nettoudvandring på i alt 7.250 personer, svarende til over 15 % af befolkningen. Sammenlignet med danske forhold ville det svare til en nettoudvandring på 750.000 personer i løbet af disse år. Denne massive udvandring forårsagede en kraftig forvridning af aldersstrukturen, hvilket illustreres af figuren for 1989 og 1996, dvs. umiddelbart før og efter krisen. Her ses en voldsom reduktion af de unge aldersgrupper helt op til 40 år i løbet af kun syv år.

Siden er der sket en delvis restituering af befolkningssammensætningen, hvad aldersgrupper angår. Med øget indvandring og befolkningstilvækst er de unge generationer blevet væsentlig større, og derved skabes der også et bedre grundlag for en naturlig reproduktion. På den anden side ses de samme demografiske træk som i andre europæiske lande med voksende ældregenerationer.

De største positive ændringer i befolkningstal og -struktur er et resultat af indvandringen siden midten af 2010’erne. For de fleste nordiske og andre europæiske lande er det store antal af indvandrere borgere med udenlandsk statsborgerskab. For Færøerne er den altovervejende del af indvandringen derimod en tilbagevandring af egne borgere, som i kortere eller længere tid har boet i udlandet. Siden midten af 2010’erne har næsten 70 % af indvandringen til Færøerne været personer med eget (færøsk-dansk) statsborgerskab. For de øvrige nordiske lande er andelen 20‑25 % (se Figur).

I forhold til den såkaldte exit-periode 2004‑13 har der i enter-perioden fra 2014 været en væsentlig større vækst i de yngre aldersgrupper end i de ældre: I årene 2004‑13 blev gruppen af indbyggere under 40 år reduceret med over 2.700 personer, samtidig med at gruppen af indbyggere over 40 år voksede tilsvarende. Modsat var udviklingen i årene 2014‑20, hvor gruppen af indbyggere under 40 år voksede med ca. 2.600 personer, mens gruppen af indbyggere over 40 år voksede med ca. 2.200 (se Figur).

Hvis den høje beskæftigelse kan fastholdes og store tilbageslag undgås i fremtiden, vil udvandringen måske kunne holdes på dette relativt lave niveau. Tilbagevandringen til Færøerne må forventes at aftage, da puljen af tidligere udvandrede færinger er begrænset, og kun en lille del af indvandringen er personer med andet statsborgerskab end færøsk-dansk. Derfor vil der være udsigt til en faldende nettoindvandring, så der opstår en nogenlunde balance mellem ind- og udvandring. Befolkningstilvæksten vil i det tilfælde kun bestå af det naturlige fødselsoverskud, og man vil altså se årlige vækstrater på et niveau svarende til ca. en tredjedel af niveauet i sidste halvdel af 2010’erne. Hertil kommer tilskuddet til befolkningstilvæksten fra en stadig forlængelse af levetiden, som vil øge antallet i ældregenerationerne.

Ifølge prognoserne vil man således fremover se en dæmpet vækst i befolkningsudviklingen, der vil gå mod ca. 57.000 indbyggere i slutningen af 2030’erne. Afgørende for den videre udvikling vil være, hvor længe en positiv befolkningstilvækst kan fastholdes.

Boligerne er i langt overvejende grad parcel- eller stuehuse. Dette skyldes en lang tradition for, at familier køber en ofte kommunalt udstykket grund, hvorpå huset opføres. De fleste familier ejer derfor deres egen bolig. I 1977 var 85 % af boligerne beboet af ejer, mens dette tal var dalet til 80 % ved sidste folketælling i 2011. Der er altså en langsom udvikling hen imod flere lejeboliger.

Ud over parcel- og stuehuse findes også række-, kæde- og dobbelthuse, og især i de senere år er der desuden blevet opført egentlige etageboliger eller boligblokke, særligt i Tórshavnsområdet. I 2010 var der ca. 500 boliger i det sydlige Streymoy af typen rækkehuse eller lejligheder, mens antallet var næsten fordoblet i 2020; især lejlighedsbyggeriet har bidraget til denne vækst. På Norðoyggjar (Nordøerne) ses en lignende vækst i antallet af lejligheder, men tallene er dog stadig ganske små sammenlignet med parcelhusene og udgør på landsplan kun en tyvendedel at det samlede boligbyggeri. Cirka 95 % af boligmassen var i 2020 stadig enfamiliesboliger. I 2010 lå dette tal på 98 %.

Udviklingen af vejnettet, hvor bjergtunneler og undersøiske tunneler har forkortet rejsetiderne, har påvirket boligmønsteret. Især åbnes nye muligheder for at arbejde i hovedstadsområdet og bo i nærliggende områder, hvor huslejen er lavere. Dette har påvirket udviklingen i boligpriserne for huse i Tórshavn, hvor priserne er mere end dobbelt så høje som uden for Tórshavn og desuden stiger hurtigere end i andre regioner (se Figur).

Den gennemsnitlige husstandsstørrelse var 2,9 personer i 2020. Dette tal ligger lidt lavere på Sandoy og Suðuroy, mens der i øvrigt kun er små regionale forskelle. Husstandsstørrelsen er dog faldet markant i sammenligning med folketællingen fra 1977, hvor den var 3,7 og på det sydlige Eysturoy over fire. Til sammenligning var middelhusstandsstørrelsen i Danmark 2,1 i 2020.

I 2020 boede ca. 9 % af befolkningen i énpersonsboliger, hvilket er mere end en fordobling fra folketællingen i 1977. Det tilsvarende tal i Danmark var 18 % i 2020. Der er store regionale forskelle i andelen af énpersonsboliger: fra 7 % på det sydlige Eysturoy til 13 % på Sandoy.

Læs mere om samfund og erhverv på Færøerne

Læs også om

• Politik og planer på Færøerne
• Styre og forfatning på Færøerne
• Sundhed og omsorg på Færøerne
• Uddannelse og forskning på Færøerne
• Erhverv og arbejdsmarked på Færøerne

Se alle artikler om samfund og erhverv