Tórshavn (By)

Tinganes er Færøernes gamle tingsted. Næsset adskiller de to bugter Eystaravág og Vestaravág. Lagtinget blev oprindelig holdt ude i det fri på Tinganes, men efterhånden blev det holdt indendørs i et særligt lagtingshus, som brændte i 1673. Indtil 1696 blev møderne holdt på præstegården Reynagarður. Lagtinget fik et nyt hus i 1696, som ved Lagtingets nedlæggelse i 1814 overgik til sorenskriverembedet, da sorenskriveren nu egenhændigt blev dommer i færøske retssager.

Tórshavn har fra de ældste tider været øernes vigtigste handelsplads, ikke mindst i monopolhandelstiden. Her boede de danske embedsmænd landfogeden, sorenskriveren, kommandanten, sognepræsten, handelsforvalteren og bartskæren, der ud over at være barber også fungerede som læge. Kommandanten var øverstbefalende for Skansen og havde ca. 30 soldater under sig. I år 1600 havde Tórshavn ca. 150 indbyggere, og i år 1700 var tallet vokset til 330. Langt de fleste var håndværkere, fiskere, daglejere og soldater med deres familier.

Bebyggelsen på Tinganes var Heima í Havn og Úti í Havn. På den anden side af åen Havnará lå bydelen handan Á eller undir Ryggi. Det lille bysamfund grænsede op til fæstegården Húsagarður, hvis gård og indmark lå lige uden for grænsen til selve byen.

Ud over det lille bysamfund har Tórshavn Sogn siden Reformationen omfattet bygderne Hoyvík, Syðradalur og Norðradalur. Senere kom Sandagerði, Álaker og Argir med i sognet. Sognekirken stod indtil 1788 i úti á Reyni på Tinganes.

Den kongelige monopolhandel var fra 1709 med til at skabe stabilitet i samfundet i modsætning til tidligere tiders udliciterede monopol til lensmænd, men monopolhandelen var også en forhindring for erhvervsmæssig fornyelse.

Produktion af klipfisk startede delvis i monopolhandelens sidste tid og fortsatte i større omfang efter frihandelens indførelse i 1856. Fiskeri blev efter dette, og især efter at havfiskeri begyndte i Tórshavn i 1872, byens vigtigste erhverv.

Efter frihandelens indførelse kom købmænd, redere, skippere, funktionærer, lærere og håndværksmestre sammen med den allerede eksisterende danske embedsstand til at sætte et nyt borgerligt præg på byen. Der blev også skabt mange arbejdspladser både til lands og til vands, og det skabte forudsætninger for en voksende fisker- og arbejderstand. Industrialiseringen var også ved at vinde indpas. For svensk kapital blev der i 1886 bygget en oliefabrik ved Rættará i Tórshavn baseret på maritim olie. Fabriksbygningen, der går under navnet Öström, står stadig, men blev som fabrik nedlagt allerede i 1890, og bygningerne blev købt af købmanden Jacob Lützen.

Den gamle fabrik rummer i dag bl.a. det for færøsk kunst vigtige grafiske værksted Steinprent med tilhørende udstillingslokaler og en butik med færøsk design samt lokaler til udlejning. Med i komplekset er også tømmer- og byggemarkedet P/F Valdemar Lützen, som i dag er en af de få større handelsvirksomheder, der er tilbage ved havnefronten. Oprettelsen af A/S Thorshavns Mælkeforsyning og Margarinefabrik, grundlagt i 1908, fik stor betydning for byen. Med sine såkaldte mælkebåde i fast rutefart til omliggende bygder forsynede den ikke blot Tórshavn med mælk, men sørgede også for regelmæssig postforbindelse og passagertransport.

Den tyske geolog Carl Küchler, der besøgte Tórshavn i 1912, var forundret over butikkernes store udvalg af varer, hvor »selv et fra fastlandet forvænt øje kunne få nok for pengene … Selv på cigarhandler og især på konditorer« var der ikke nogen mangel.

Befolkningstallet steg kontinuerligt, og det blev nødvendigt at inddrage mere areal til bebyggelse. Omkring år 1900 købte kommunen al den indmark, som tilhørte fæstegården Vestari Húsagarður med henblik på udstykning til nye veje og boligområder. Kommunen havde overtaget hele gården i 1922 og Álaker i 1930.

At kommunen sammen med offentlige myndigheder havde kontrol over det meste af kommunens areal, skabte et råderum, som har været medvirkende til, at Tórshavn kunne vokse forholdsvis let – også i dag.

Tórshavn var, som Færøerne i øvrigt, præget af den engelske besættelse under 2. Verdenskrig. Byens vækst stagnerede dog ikke i disse år men fortsatte kontinuerligt.

Under den britiske besættelse af Færøerne i 1940‑1945 blev skansen i Tórshavn nyttig igen, idet besættelsesmagten befæstede den med nyt svært kystartilleri og luftskyts. Skansen er nu fredet som et historisk monument, og man kan se kanoner fra både 2. Verdenskrig og tidligere.

En ny fiskerihavn blev anlagt i 1954, og det nye havneområde gav plads til flere nye virksomheder, som havde relation til fiskeri og søfart, såsom en tøndefabrik, der var vigtig for sildefiskeriet i 1950’erne, oliedepot, saltsilo og maskine til fremstilling af is til nedkøling af fisk. Virksomheden Bacalao, der både fremstillede klipfisk og dybfrosne fiskefileter, blev en vigtig arbejdsplads, men måtte lukke i forbindelse med den økonomiske krise i 1992.

Tórshavn udviklede sig i den første tid omkring havnefronten, men udbygningen af vejnettet og biltransport medførte, at byens udkantsområder også blev attraktive for virksomheders etablering. Havnen og havnefronten udviklede sig til at blive et område, hvorfra varer blev transporteret videre i containere til passagerskibe og til færgeforbindelserne til Nólsoy og Suðuroy.

Tórshavn er landets administrative centrum, og de mange offentlige institutioner skaber mange arbejdspladser på alle niveauer og inden for mange forskellige fagområder.

Rigsombudsmandens residens, der blev bygget som amtmandsbolig 1880- 81, er meget synlig i bybilledet. Dette lille slot i villastil med pyramidespir er bygget af færøsk basalt efter tegninger af H.C. Amberg, og boligen omkranses af en have. De øvrige statslige institutioner falder mere ind i den øvrige bebyggelse, men de er alle samlet i kvarteret omkring rigsombudsmandens residens.

Da Lagtinget blev genoprettet som amtsråd i 1852, lod man bygge et nyt lagtingshus, som blev indviet i 1854. Huset, som dengang lå uden for byen, blev bygget af tømmer på kampestensgrund og med græstørvstag og malet sort. Det er siden blevet udvidet og ombygget flere gange. I 1907 blev det udvidet, fik nyt tag og beklædning af bølgeblik og malet hvidt. Ved en renovering i perioden 1978‑80 fik huset sit oprindelige udtryk tilbage med beklædning af sortmalet træværk og tag af græstørv. Et forslag om at opføre et helt nyt lagtingshus i 1997 blev efter nogen diskussion skrinlagt i 1999. Det gamle hus blev beholdt som tingsal, og med en mellembygning byggedes huset sammen med den tidligere telefoncentral til Lagtingets administration, udvalgskontorer og opholdsrum. Selve Lagtingshuset blev nu malet hvidt igen og fik skifertag. Før dette havde Lagtinget i 1977 overtaget det gamle Tjaldurs Apotek i 1977 til sin administration. Siden 1997 er det gamle apotek overladt til politiske partier.

Lagtinget er en vigtig del af hovedstadens image, for hvert år på nationalfesten ólavsøka d. 29. juli går det samlede Lagting sammen med landsstyremændene og landets gejstlige i procession til gudstjeneste i Havnar Kirkja fra Lagtingshuset og tilbage igen.

Ved hjemmestyrets oprettelse i 1948 fik Landsstyret til huse i de gamle bygninger på Tinganes. Landsstyret købte hele komplekset af historiske bygninger i 1957, og de er efterhånden blevet renoveret. Da pladsen blev for trang, rykkede dele af den centrale administration i 1995 til andre lokaler i byen.

I 2008 blev der vedtaget en plan for Tinganes, hvor der er blevet taget både kulturhistoriske, bevaringsmæssige og funktionelle hensyn. Lagmanden har sit kontor på Tinganes, som også rummer Landsstyrets repræsentations- og mødelokaler. Hvilke ráð eller ministerier der i øvrigt har kontorer her, varierer.

Tórshavn fik status som bykommune med et byråd i 1866. Det bestod af fem folkevalgte og landfogeden som fast medlem. På den tid var valgretten begrænset, og valget var ikke hemmeligt. Landfogeden har uden tvivl haft relativt stor indflydelse, for de fleste møder blev holdt hos ham. Ved kommunalloven fra 1908 blev alle byrådsmedlemmerne folkevalgte ved hemmelig afstemning, hvor alle over en bestemt alder var stemmeberettigede, også kvinderne. Samme år fik Tórshavn også status som købstad.

Byrådsmøderne blev fra 1909 holdt i huset Sloans Salur, som havde tilhørt brødremenigheden. Samme år købte kommunen Arnes Minde, der havde tilhørt rederen og skipperen Napoleon Andreassen. Huset var tegnet af Niclas J. Niclasen á Bø, der havde været elev på Vallekilde Højskole. Byrådet flyttede dog først ind i 1918, og i 1926 fik politiet til huse i nederste etage, indtil en ny politistation stod færdig i 1967.

Tórshavn fik først et egentligt rådhus i 1974 i form af den gamle kommuneskole fra 1894. Det gamle menighedshus oven for rådhuset blev indrettet til en rummelig byrådssal i 1983.

Siden 1866 har kommunen haft ansvaret for byplanlægning, byggetilladelser, brandkorps og infrastruktur samt servicering på områder som kloakering, renovation, omsorg og skolegang.

De huse, der blev bygget langs den nyanlagte Tinghúsvegur, vejen foran Lagtingshuset, blev fra 1867 opført efter en fastlagt byggelinje, hvor de nederste, relativt store og fine huse havde have foran, mens husene længere oppe ad gaden var uden have. Samme orden kom til at gælde for det nye kvarter úti í Bø langs gaderne Tróndargøta og Magnus Heinasonargøta. Befolkningsvæksten og manglen på boliger betød, at man i perioder havde mindre held med byplanen. Der var også en overgang, hvor man overvejede at rive det meste af det gamle Tórshavn ned og bygge nyt, men det blev standset med byggevedtægten fra 1972, hvor det gamle Tórshavn blev omfattet af særlige regler, således at dette miljø er blevet bevaret. Byplanen blev revideret i 1982 og et par gange siden, og byen er vokset eksplosivt i alle retninger med nye forstæder. Det stigende antal biler har samtidig krævet anlæggelse af både private og offentlige parkeringspladser.

Det kommunale brandkorps Tórshavnar Sløkkilið, der i dag som beredskabs- og alarmcentral dækker Færøerne som helhed, har rødder tilbage til Rybergtiden. Brandstationen er i dag placeret ved en af byens indfaldsveje med udsigt over byen, mens byens ældste brandstation, Sproytuhúsið fra 1822, endnu kan ses i úti á Reyni.

Tórshavn fik sit første beskedne vandreservoir i 1866, en opdæmning kaldet Ovasti Dammur i åen Havnará. Senere blev der lagt vandledninger til vandposter i byen, hvor man kunne hente drikkevand. Vandrør med rindende vand begyndte at blive lagt ind i de enkelte huse i 1898. I dag får byen drikkevand fra to store opdæmmede vandreservoirer med tilhørende rensningsanlæg i henholdsvis Havnardalur og Villingardalur. Dertil kommer flere mindre lokale anlæg i kommunens øvrige bygder.

Tidligere åbne affaldspladser i udmark og ved stranden er for længst blevet erstattet med forbrændingsanstalter. Den første blev opført i Havnadalur i 1968 og nedlagt igen i 1987, da den nye forbrændingsanstalt Brennistøðin á Sandvíkarhjalla blev anlagt; her bliver affaldet nu også sorteret.

Kommunen har engageret sig på energiområdet, og sammen med energiselskabet SEV har den stiftet P/F Fjarhitafelagið med henblik på at udnytte overskudsvarmen både fra forbrændingsanstalten og fra Sundsverkið, SEV’s kraftværk, til fjernvarme. P/F Bakkafrost opførte biogasværket FÖRKA ved forbrændingsanstalten i 2020. Det er beregnet til at kunne modtage 100.000 tons organisk materiale årligt, og overskudsenergien udnyttes til elproduktion. I udmarken uden for Tórshavn er også opført en stor vindmøllepark, der producerer elektricitet, og en udvidelse af parken er iværksat.

Dronning Alexandrines Hospital, opført 1921-23, blev udbygget i 1962, og Landssjúkrahúsið, som det hedder i dag, er under stadig udbygning. Med sine 900 ansatte er det landets største hospital, og det samarbejder med de to mindre hospitaler i Klaksvík og Tvøroyri. Landssjúkrahúsið samarbejder desuden med Rigshospitalet i København og andre danske hospitaler.

Landslægeembedet i Tórshavn er en statslig institution, som i dag har kontor hos rigsombudsmanden. Der er 12 lægepraksisser i Tórshavnar Kommuna. Færøernes centrale apotek, Tjaldurs Apotek, ligger i byen.

Kommunen har 14 integrerede daginstitutioner, og af disse ligger en i bygden Velbastaður og to i Kollafjørður. Ni fritidsskoler er fordelt på byen og bygderne i kommunen. Dertil kommer Margarinfabrikkin, en tidligere margarinefabrik, som er blevet omdannet til et aktivitetshus for børn og unge fra tre til 17 år.

Tórshavn fik sit første alderdomshjem, Ellisheimið, i 1935. Siden er der kommet flere til: Láargarður i 1987, Tjarnargarður, indrettet i den tidligere marinestation i 2004, Heimið við Vallalíð for demente i 2005 samt Boðanesheimið i 2012. Dertil kommer flere ældrekollektiver og aflastningshjem. Plejehjemmet Hvíldarheimið Naina, som blev oprettet i 1936, har ligesom det eneste børnehjem, Føroya Barnaheim fra samme år, hele Færøerne som optagelsesområde.

Den nuværende Havnar Kirkja fra 1788 blev bygget lidt uden for byen og har siden 1990 har været Færøernes domkirke. Den blev ombygget, udvidet og renoveret ad flere omgange, og i 2016 fik kirken tildelt nabohuset Arnes Minde til sine øvrige aktiviteter.

Tórshavn fik yderligere en sognekirke, Vesturkirkjan med 800 siddepladser, i 1974, tegnet af Holm & Grut. Formen er inspireret af et skib med sejl, og det 42 m høje tårn er formet som en halveret pyramide. Indvendigt går Jakobsstigen op i kirkespiret. Foran kirken står en statue af Sigmundur Brestisson, udført af kunstneren Hans Pauli Olsen og afsløret i 2006.

Argja Kirkja fra 1978 er i sin enkle udformning både indvendig og udvendig en kombination af et kristeligt forsamlingshus og en kirke, der er opført som selvbyggeri af den lokale menighed.

Hoyvíkar Kirkja med ca. 600 pladser blev indviet i 2007 og er tegnet af Albert Isfeldt & Gudmund Hansen.

Den første katolske kirke efter Reformationen var Bauers Kirkja fra 1860, opkaldt efter præsten Bauer, som lå ude ved Rættará, men den blev relativt hurtigt nedlagt. Da den katolske Sankta Frans Skúli blev opført i 1930, var en kirke en del af komplekset. En moderne katolsk kirke, tegnet af Árni Winther, blev bygget i 1987. Mosaikken ved indgangen er udført af den danske kunstner Sven Havsteen-Mikkelsen, og kirkens glasmalerier er udført af Tróndur Patursson.

Syvende Dags Adventisternes lille kirke Bethel fra 1930 blev i 1978 afløst af en ny kirke, anlagt på samme grund som menighedens privatskole fra 1966.

Brødremenighedens forsamlingshus Ebenezer fra 1905 gav i 1963 plads til det nye Ebenezer, tegnet af J.P. Gregoriussen og Kristoffer Kristoffersen og opført i beton. Brødremenigheden har desuden forsamlingshuse andre steder i kommunen. En afdeling af brødremenigheden Lívdin indviede et forsamlings- eller kulturhus í Hoyvík i 2021, tegnet af SNA Arkitekter.

Pinsemenigheden har to forsamlingshuse i Tórshavn, City Church og Filadelfia, samt forsamlingshuse i andre bygder i kommunen. Frelsens Hær har sit forsamlingslokale i Tórshavns centrum, og menigheden Oasan í Hoyvík er en frikirke stiftet på luthersk grund i 2002. Jehovas Vidner har rigssal i Tórshavn.

Den ældste, for længst nedlagte kirkegård lå ved Tinganes. I 1782 blev Kirkjugarðurin við Landavegin, også kaldet Den Gamle Kirkegård, anlagt uden for byen á Svínaryggi og udvidet i 1922. Omkring Havnar Kirkja blev også anlagt en mindre kirkegård i 1788, men her er ingen blevet begravet de sidste 150 år.

Kirkjugarðurin við Velbastaðvegin, anlagt i 1935, er blevet udvidet i flere omgange. Her findes et afsnit med britiske soldatergrave fra 2. Verdenskrig. I 1951 blev her opført et kapel, tegnet af H.C.W. Tórgarð. Den nyeste kirkegård i Tórshavnar Kommuna er kirkegården i Hoyvík, som blev indviet 28. august 2019.

Den gamle latinskole blev formelt nedlagt i 1804, og Almueskolen fra 1632 blev i 1824 overtaget af Færø Amts Skolevæsen. Færøernes Mellem- og Realskole blev i 1861 oprettet som en selvstændig skole. Bygningen blev i 1916 overtaget af H.N. Jacobsens Boghandel, da skolen fik nye bygninger længere oppe i byen.

En kommuneskole blev opført i basalt af færøske håndværkere i 1894. Den var i brug til 1956, hvor en ny, større skole, opført af Lamhauge & Waagstein, blev taget i brug; den var nabo til Mellem- og Realskolen, der blev en integreret del af Kommuneskolen i 1962. Bygningerne huser i dag kollegiet Finsen, opkaldt efter Nobelpristageren Niels R. Finsen, som var fra Tórshavn.

Den katolske skole Sankta Frans Skúli, tegnet af H.C.W. Tórgarð og bygget i 1930, blev overtaget af kommunen i 1985.

I 1968 blev Venjingarskúlin bygget, en øvelsesskole i samme kompleks som seminariet Føroya Læraraskúli. Yderligere en stor folkeskole, Eysturskúlin, blev indviet i 1980.

Befolkningsvæksten og byens udvidelse med flere nye boligområder har medført nedlæggelse af skoler og opførelse af nye andre steder i kommunen. Den største nye skole er Skúlin á Fløtum fra 2020. Af de ældre skoler i selve Tórshavn er der kun Eysturskúlin og Sankta Frans Skúli tilbage. I Argir, den hurtigt voksende forstad til Tórshavn, blev Skúlin á Argjahamri indviet i 2011. I Hoyvík ligger en skole fra 1977, som er blevet udvidet et par gange, samt Hoyvík Skúlin við Løgmannabreyt, som stod færdig i 2008.

Der er to friskoler i kommunen. Den ene, Lítliskúli við Hoyvíkstjørn, har lejet sig ind i adventisternes tidligere skolebygning, og Tórshavnar Frískúli ligger i bygden Velbastaður.

Specialskolen Skúlin á Trøðni blev oprettet i 1962 som en dansk institution under navnet Statens Skole for Høre- og Talelidende. Den er siden blevet overtaget af de færøske myndigheder og er i dag den eneste specialskole for elever med særlige behov. I samme bygning har institutionen Sernám til huse; den tilbyder landsomfattende rådgivning til skoler, daginstitutioner og forældre om specialundervisning i samarbejde med kommunerne.

I Tórshavn ligger landets største og vigtigste uddannelsesinstitutioner på såvel ungdomsuddannelses- som videregående uddannelsesniveau. Blandt disse må nævnes Glasir – Tórshavn College, som rummer gymnasium, HF, teknisk skole og handelsskole. I byen ligger også lærerseminariet, som blev etableret i 1870 og i 2008 fusionerede med universitetet.

Efter initiativ fra det videnskabelige selskab Føroya Fróðskaparfelag blev Føroya Fróðskaparsetur med undertitlen Academia Færoensis oprettet i 1965, og i 1967 flyttede det ind i en beskeden bygning. I 1987 fik Føroya Fróðskaparsetur status som universitet, og i dag er det en vigtig del af byen, særligt efter at der også er blevet opført kollegier til de studerende.

Færøernes Folkehøjskole flyttede fra det øde område Føgrulíð på Borðoy til Tórshavn i 1909, hvor den har ligget siden. Et højskoleophold var det første skridt for mange, der ønskede at videreuddanne sig. I dag underviser højskolen mest i kreative fag og arrangerer diverse kurser.

Tórshavnar Musikskúli, den lokale musikskole, fik en tidssvarende bygning med koncerthallen Hátún i 2020. Der har været aftenskoleundervisning i Tórshavn siden 1882. Denne form for fritidsundervisning varetages i dag af Tórshavnar kvøld-, ungdóms- og listaskúli, Tórshavns Aften-, Ungdoms- og Kunstskole, og skolen udbyder en lang række fag, bl.a. undervisning i færøsk for indvandrere.

Norðurlandahúsið (Nordens Hus) blev opført i 1983 og hører under Nordisk Råd. Det er byens mest alsidige kulturhus og benyttes til både koncerter, musikfestivaler, teaterforestillinger, kunstudstillinger, konferencer m.m. Nordens Hus danner desuden ramme om Føroya Symfoniorkesturs årlige nytårskoncert. Huset er nabo til Kringvarp Føroya (Færøernes Radio og TV).

Sjónleikarhúsið, teaterhuset fra 1926, ejes af amatørskuespillerforeningen Tórshavnar Sjónleikarafelag og har siden opførelsen lagt scene og tag til såvel amatørteater som professionelle produktioner. I 2005 fik Tjóðpallur Føroya status af nationalteater. Det har til huse i Thorshavns Mejeri og Mælkeforsynings gamle lokaler, men der er planer om at bygge et nyt nationalt teater i Tórshavn.

Tidligere var Sjónleikarhúsið sammen med Havnar Bio, hvis nuværende bygning er fra 1962, byens to biografer. Af disse eksisterer i dag kun Havnar Bio.

Havnar Hornorkestur blev oprettet i 1901 (først under navnet Hornorkestret Tjaldur) og Harmoniorkestrið GHM i 1922. Disse to orkestre er stadig virksomme og synlige i bybilledet ved særlige lejligheder. Kommunen lod i 2014 et gammelt renseri ombygge til spillestedet Reinsaríið som led i planen om at gøre gaden Tórsgøta til en kulturgade både for unge og ældre. Der er flere andre spillesteder. Ved havnefronten i Vágsbotn finder musikfestivalen Voxbotn sted hver sommer.

Området Gundadalur har dannet rammen om idrætslivet i Tórshavn siden 1909. Tórsvøllur, byens stadion med 6.040 siddepladser, stod færdig i 2021, men selve banen var i brug før. Ud over Tórsvøllur findes to andre baner og flere idrætshaller. En stor indendørs svømmehal blev bygget i 1982, og en ny og større er under opførelse. Tórsbreyt, en moderne løbebane, blev anlagt i nærheden af Gundadalur i 2008. Flere idrætsklubber har klubhuse i Gundadalur; den ældste fodboldklub er HB, Havnar Bóltfelag fra 1904. Mindre idrætsanlæg findes i Argir og i Hoyvík.

De mange institutioner inden for Landsstyrets forskellige ministerielle områder er med enkelte undtagelser placeret i hovedstaden, og sammen med de to store pengeinstitutter Bank Nordik og Betri Banki udgør de mange af byens store arbejdspladser.

De fleste forretninger og mindre butikker samt større og mindre virksomheder lå tidligere i byens centrum, men er nu rykket ud til industriområderne i byens udkant, hvor der er bedre plads og flere parkeringsmuligheder. Butikscenteret SMS blev opført i 1977 under samme tag som det nye Tjaldurs Apotek. SMS er blevet udvidet i flere omgange, og parkeringsområdet inkluderer en stor parkeringskælder. I SMS er der 25 forskellige butikker foruden supermarkedet Miklagarður, hvor bageriet Mylnan har udsalg. Til SMSkoncernen hører desuden fødevarekæden Bónus, som har etableret sig med flere supermarkeder i byens nye udkantsområder med et omfattende nybyggeri.

Føroya Keypsamtøka (Færøernes Brugsforening) har en stor butik i Tórshavns centrum og et stort supermarked i Hoyvík. Flere andre dagligvarebutikker har forbindelse med udenlandske handelskæder, som forsyner butikkerne med varer, og er også placeret i de nye bebyggelsesområder.

I Tórshavn findes stadig to store grossister inden for fødevarebranchen: P/F Poul Hansen, etableret i 1927, herunder P/F Krás, og P/F Poul Michelsen, etableret i 1974, herunder P/F Kjøtbúðin. Den store færøske aktør inden for mælk og mælkeproduktion er MBM, Mjólkarvirki Búnaðarmanna i Hoyvík, som opkøber mælk fra de 18 mælkeproducerende bønder. Færøsk Internationalt Skibsregister (FAS), har sit hovedsæde i Tórshavn ligesom flere rederier og shippingvirksomheder.

Den liberaliserede lovgivning på alkoholområdet i 1992 har medvirket til en stor vækst i restaurations- og hotelbranchen, hvilket bl.a. har vist sig gunstigt for turismen, som er vokset betydeligt de seneste år. Der blev åbnet to nye store hoteller i 2020, og andre hoteller er blevet udbygget med adskillige nye værelser. Dertil kommer mindre gæstehuse, vandrehjem og private overnatningsmuligheder. Turismen har også medført, at der er kommet flere busser og udlejningsbiler.

Den offentlige sektor, servicesektoren og de liberale erhverv er vokset meget i hovedstaden. Indtil 1990’erne var der stadig arbejdspladser i fiskeindustrien i hovedstaden, men det er der ikke mere.

Tilbage i havneområdet på Vestara Bryggja er Vónin P/F, som udvikler og fremstiller fiskeredskaber og materiale til både havfiskeri og lakseopdræt samt andet udstyr til offshorevirksomhed. Her er også skibsværftet, der begyndte som Tórshavnar Skipasmiðja i 1936, og som nu hedder MEST. Skibsværftet ejes af MEST Shipyard, som er resultatet af en fusion i 2008 mellem de tre skibsværfter Skála Skipasmiðja, Vestmanna Skipasmiðja og Tórshavnar Skipasmiðja. MEST, som står for Machine, Electricity, Steel og Timber, beskæftiger 250 medarbejdere og har haft ansvaret for bygningen af skibet Jákup Sverri fra 2020. På det andet havneområde, Eystara Bryggja, er en terminal for ankommende ruteskibe og bilfærgen Norrøna.

Siden slutningen af 1800-tallet er der blevet anlagt flere haver med træer som ahorn og røn, og disse er stadig en del af bybilledet. Man forsøgte at plante grantræer uden for Tórshavn i 1870’erne, men det lykkedes ikke rigtig at få dem til at gro.

Det Danske Hedeselskab var med til at anlægge Viðarlundin i 1904. Siden da er plantagen blevet Tórshavns bypark. I byen er der også flere grønne områder, bl.a. Debesartrøð, som er blevet en universitetspark. Kommunen har i de seneste år anlagt flere gangstier i grønne områder inde i byen og i udmarken omkring byen, hvor man kan løbe eller gå.

I byrummet er rejst flere mindesmærker. Kongaminnið blev rejst i 1882 til minde om det første kongebesøg på Færøerne i 1874. En mindesten om provsten og sprogmanden V.U. Hammershaimb står i Debesartrøð. Under trækronerne foran rigsombudsmandens residens findes en mindeplade for Niels R. Finsen, som fik Nobelprisen i medicin i 1903 for sin udvikling af lysbehandling af hudtuberkulose. På græsset foran Lagtingshuset står en buste af digteren Rasmus Effersøe. To statuer i lille format er rejst ved Áarstova af digterbrødrene J.H.O. Djurhuus og H.A. Djurhuus foran deres barndomshjem, og ved Sjónleikarhúsið står en statue af H.A. Djurhuus i fuld størrelse. I Viðarlundin står en statue af en sømand rejst i 1956; det er en fast tradition, at lagmanden hvert år d. 1. november lægger en krans foran statuen til minde om færøske søfolk, som er omkommet på havet.

Ved Vágsbotnur, den vestlige del af havnen, står en statue af sømanden og nationalhelten Nólsoyar-Páll udført i 1995 af Hans Pauli Olsen. Dertil kommer flere statuer af mere symbolsk karakter som fx Fiskakonan på Høgukei i Vestaruvág, Traðarmaðurin foran rådhuset, Myndin ved den gamle sparekasse samt Bóndin og bóndakonan på Glaðsheyggur.

Tórshavn har altid været Færøernes centrale havn, selv om den ikke er en god naturhavn. Varer og passagerer blev tidligere færget i land fra de skibe, der lå på reden. Vægtarmskranen ved Vippan, hvor varer blev losset, findes ikke længere, men trædeplanken er der endnu. Efterhånden opførtes anlægsbroer og -pladser; Kongabrúgvin, kongebroen, blev opført, for at kongen standsmæssigt skulle kunne træde på land under sit besøg i 1874. Den første mole og kajanlæg til større skibe stod færdige i 1929, og 1948‑54 blev kajanlægget Eystara Bryggja på østsiden af Eystaruvág anlagt. I 2020 stod det nye havneanlæg til store skibe færdigt og udgør Færøernes største trafikhavn. Dertil kommer havneanlægget ved Sund og i Kollafjørður samt flere småbådehavne i kommunen.

Mange arbejdspladser ved havnefronten relateret til fiskeri forsvandt før år 2000, bl.a. Bacalao med sin saltsilo, og nedrivningen har givet plads til Sjóvinnuhúsið (Sønæringshuset), der navnet til trods huser virksomheder inden for iværksætteri, innovation og filmproduktion samt afdelinger af Fróðskaparsetur Føroya (Færøernes Universitet) og spisestedet Silo.

Det meste af havneområdet er i dag lukket land for hovedstadens befolkning på grund af internationale aftaler omkring havnene.

Læs mere om Eysturoy – Ø

Læs også om

• Klaksvík – By
• Tinganes – Bydel i Tórshavn

Se alle artikler om Øerne, byerne og bygderne