Fiskerierhvervet på Færøerne

De færøske fangster af bundfisk har i de seneste år ligget på ca. 130.000 tons årligt. Heraf fanges ca. 80.000 tons i færøsk farvand og resten i andre landes havområder, hovedsagelig ved Island, Østgrønland og Canada samt i Barentshavet og internationale farvande. Bundfiskearter er kendetegnede ved at være stationære og migrerer sjældent over lange afstande.

Denne form for fiskeri er langt mere kompleks end det pelagiske fiskeri og består af en række fartøjer, som adskiller sig betydeligt fra hinanden, hvad angår størrelse og fangstmetoder såvel som egnethed ift. fiskearter og geografiske fangstområder.

Små kuttere opererer i kystnære områder og fisker hovedsagelig torsk, kuller, lange, brosme mv. Besætningen består typisk af en til tre personer, og turenes længder er typisk et til to døgn. Fangstmetoden er langline eller pilk.

Linebåde udgør også en betydelig del af segmentet. De mindste opererer kun på Færøplateauet og de omkringliggende banker. Større linebåde opererer delvis på Færøplateauet og dybe områder i færøsk havområde, men tager desuden en del af deres fangster i fjerne havområder, især ved Island, i internationalt farvand øst for Canada og i grønlandsk farvand.

Trawlere findes i forskellige størrelser. De mindste har tilladelse til fiskeri i afgrænsede områder på plateauet, hovedsagelig efter fladfisk, men størstedelen af trawlfiskeriet foregår på dybere vand, enten som par-trawling eller enkelt-trawling. Partrawling, dvs. at to trawlere trækker et bundtrawl imellem sig, er meget anvendt ved Færøerne. Dette skyldes hovedsagelig, at det giver et mindre olieforbrug end tilsvarende enkelt-trawling, dvs. med trawldøre til horisontal spredning af trawlets åbning. Den vigtigste fiskeart for trawlere omkring Færøerne er sej. Desuden findes fabrikstrawlere, der hovedsagelig opererer i Barentshavet og i grønlandsk farvand; her er fangsten overvejende torsk og rejer.

En gruppe fiskeskibe anvender bundgarn til fangst af hellefisk og havtaske omkring Færøerne. Dertil kommer et mindre fiskeri efter kammuslinger på Færøplateauet, og i fjorde og sunde foregår fiskeri med tejner efter jomfruhummer.

Det pelagiske fiskeri er mere homogent end bundfiskeriet og foregår med store trawlere eller kombinerede vodskibe efter hovedsagelig blåhvilling, makrel og atlantisk-skandinavisk sild. I de fleste skibe lagres fisken i køletanke i nedkølet havvand, hvorefter den landes til fabrikker. Enkelte skibe er udstyret med fabrik til skæring af fileter, udvinding af fiskeolie og produktion af fiskemel.

Arter som blåhvilling, makrel og sild lever oppe i vandsøjlen og vandrer ofte over lange afstande i forholdsvis faste, årstidsbestemte vandringsmønstre mellem gydeområder, opvækstområder, fødeområder og undertiden også overvintringsområder. Alle tre bestande har deres fødevandring i Norskehavet om foråret og sommeren, hvor der er store forekomster af dyreplankton. Fiskenes vandringsmønstre medfører, at bestandene krydser flere landegrænser årligt, og de betragtes derfor som fælles ejendom blandt de kyststater, hvori bestandene har deres vandring. De involverede landes fiskeflåder følger bestandenes vandringer, og såfremt der findes bilaterale aftaler hertil, kan de fiske inden for hinandens zoner.

Blåhvilling er den art, som færøske fiskere fanger mest af. Dette fiskeri begyndte i 1970‑80’erne og øgedes kraftigt i 1990’erne. Fiskeriet foregår med pelagiske trawl.

Sild er den af de tre nævnte fiskearter, som har den længste historie i færøsk pelagisk fiskeri. I 1950’erne og 1960’erne var der et efter datidens forhold betydeligt sildefiskeri, især øst og nord for Færøerne, men det ophørte, da sildebestanden kollapsede i begyndelsen af 1970’erne. Da bestanden var gendannet i 1990’erne, blev fiskeriet genoptaget, nu med større og mere moderne skibe. Fiskeriet foregår i Norskehavet, i færøsk, norsk, islandsk samt i internationalt farvand.

Makrelfiskeriet har oplevet store ændringer i de seneste år. Frem til midten af 00’erne havde Færøerne en beskeden del af de samlede makrelfangster. Men fra slutningen af 00’erne og i de følgende år udvidede makrellen sin fødevandring om sommeren vestover ind i færøsk og islandsk farvand. Det medførte, at landets andel af bestanden øgedes tilsvarende.

Både blåhvillingen, silden og makrellen landes hovedsagelig til fabrikker, der enten fryser eller forarbejder fisken.

Den omfattende sildefangst nord for Færøerne efter 2. Verdenskrig medførte meget arbejde på land med silden, der blev saltet i tønder og eksporteret til bl.a. Østtyskland og Sverige.

I 1966 blev der bygget en sildefabrik i Fuglafjørð. Andre små sildemelsfabrikker fandtes i Gøta, Tvøroyri, Klaksvík og Velbastaður, som bl.a. fremstillede foder til mink. Eksporten af fiskemel og foder beløb sig i 2019 til 527 mio. kr.

I 1970’erne anlagdes en række fabrikker til forarbejdning af sild, som blev lagt i glas og dermed blev en færdigvare. I 1980’erne forsøgte man sig desuden med fremstilling af surimi (crab sticks) af blåhvilling både ombord på skibe og på land, men eksperimenterne bar ikke frugt.

Da kvoterne på pelagiske fisk øgedes fra år 2000, ønskede rederne at få så meget som mulig ud af makrel, sild, blåhvilling og lodde. Siden 2005 er der således etableret tre fabrikker til kvalitetsforædling, og i 2009 kom Norðborg til Færøerne som det første fabriksskib i den pelagiske fiskeflåde. Det var hensigten at forarbejde hele den pelagiske fangst og at højne kvaliteten. Ombord på Norðborg kunne man af sild og makrel producere forskellige varer, ud over fiskemel og fiskeolie.

Et eksempel fra 2016 er de ca. 40.000 tons pelagiske fisk, der havde en værdi af 107 mio. kr., da fangsten var kommet uforarbejdet i land. Men efter at fisken var frosset hel og pakket enten ombord eller på land, forhøjedes værdien til 179 mio., dvs. en prisstigning på 67 %. En anden fordel er, at den kvalitetsforbedrede vare vejer en tredjedel mindre, end hvis den bliver eksporteret helfrossen, og derved reduceres udgifterne til eksport væsentligt. Ved at forædle den frosne fisk kan man få 9 % kvalitetsforbedring i tilgift. Kvalitetsforbedring kan for hele den pelagiske fangsts vedkommende give mellem 200 og 300 mio. kr. mere i indtægt til fiskeindustrien.

I dag foregår en betydelig del af fiskeindustrien om bord på fabriksskibe, der er udstyret med filetmaskiner og frysekapacitet. Lineskibene, der for 10‑15 år siden solgte fangsten som fersk fisk, har nu næsten alle fået lastrum til nedfrysning.

Fiskeindustrien udviklede sig, efter at islændingen Holger Jacobæus i 1844 kom til Færøerne for at lære færingerne at forarbejde klipfisk. Tidligere var fisken udelukkende blevet kløvet og tørret.

Da de første slupper i 1870’erne kom til Færøerne, øgedes fiskefangsten. De første huse til tørring af fisk blev opført i begyndelsen af år 1900, og i 1930’erne blev de afløst af moderne huse, hvor fisken blev tørret med luft fra motordrevne maskiner. Nu kunne man altså tilvirke klipfisk hele året. Fra 1870 til 1960 udgjorde klipfisk og saltfisk størstedelen af landets eksport.

I løbet af 1950’erne anlagdes elværker over hele Færøerne. Derfor kunne man nedfryse fisken, og fra slutningen af 1950’erne og ind i 1960’erne blev der bygget en række filetfabrikker, hvor fisken blev skåret til fileter og nedfrosset i mindre pakker. Fra 1970’erne, hvor fiskerigrænsen blev flyttet ud til 200 sømil, voksede fangsten af fersk fisk betydeligt; et større antal fabrikker opførtes, og de investerede stort i indkøb af fileteringsmaskiner og fryselagre. Men selv om alle fabrikkerne havde fileteringsmaskiner, var der stadig brug for arbejdskraft, da hver filet også skulle renskæres.

Både landspolitisk og ikke mindst lokalpolitisk drejede det sig i lige så høj grad om at skaffe arbejdspladser som at etablere en rentabel industri. Der blev anlagt filetfabrikker i næsten alle de større bygder, og i 1978 var der 21, som tilsammen havde 1.249 ansatte – 606 mænd og 643 kvinder. Trods offentlig støtte gav filetindustrien som helhed underskud, og mange fabrikker gik fallit. Efter den økonomiske krise i 1992 blev antallet af filet- og saltfiskefabrikker reduceret til syv.

I dag arbejder ca. 600 mennesker med at filetere torsk, sej, kuller og andre arter af bundfisk. Af disse er 300‑400 ansat på de to største fabrikker, som samtidig er de mest stabile, fordi de har sikret sig levering af råvarer ved at lade skibe være knyttet til virksomhederne. De fleste fabrikker blokfryser fileterne, mens to eller tre salter dem.

Sej eksporteres hovedsagelig til EU-landene, især til Tyskland, Frankrig og Polen. Torsk udføres fortrinsvis til Storbritannien, Polen og Danmark, og kuller eksporteres til Storbritannien. Saltfisken eksporteres til Spanien, Italien og Portugal.

Torsken er den dyreste bundfisk, og i 2019 eksporterede landet for i alt 1,2 mia. kr. Eksportværdien af nedfrosne torskefileter beløb sig til 353 mio. kr., mens de helfrosne torsk udgjorde en værdi på 203 mio. kr. Saltfiskefabrikkerne eksporterede for 246 mio. kr. og udførte flækkede torskefileter for 217 mio. kr.

Eksporten af sej beløb sig samme år til 273 mio. kr., hvoraf eksporten af frosne fileter udgjorde 234 mio. kr. Eksporten af kuller beløb sig til 184 mio. kr., og det drejede sig især om udførsel af hele, nedkølede fisk. Fabrikstrawlernes fangst af torsk og kuller, som hovedsagelig er fanget i Barentshavet, er inkluderet i disse beløbsangivelser.

Læs mere om Erhverv og arbejdsmarked på Færøerne

Læs videre om

• Bakkafrost – virksomhed
• Hiddenfjord – virksomhed
• Lakseopdræt på Færøerne
• Havbrug på Færøerne
• Landbrug på Færøerne
• Rederiet Varðin
• Restaurant KOKS
• Salt på Færøerne
• Veltan – Fælleskab
• Energiforsyning på Færøerne

Se alle artikler om samfund og erhverv