Sprog og dialekter på Færøerne

Færøsk klassificeres traditionelt som et vestnordisk sprog sammen med norsk og islandsk i modsætning til østnordisk (dansk, svensk). En sådan klassificering bygger på en historisk opfattelse af sprogligt slægtskab. Færøsk og islandsk omtales ofte som øskandinaviske sprog i modsætning til de fastlands-skandinaviske. I nyere litteratur klassificeres færøsk som det centralnordiske sprog, da det strukturelt set indtager en mellemposition mellem vest- og østnordisk.

De ældste sproglige mindesmærker er to runesten fra ca. år 1000 og 1200. Sprogformen på den yngste (Sandavágssteinurin) er klassisk norrønt med bevaret ð, þ og y samt gamle diftonger, au, og manglende svarabhaktilyd, maðr. I moderne færøsk er diftongen au ændret til ey, og svarabhaktilyden er indskudt foran udlydende r (maðr > maður). Lydene ð, þ og y eksisterer ikke i moderne færøsk udtale. Dog bruges ð og y i retskrivningen, som er historisk. De ældste kilder, som er skrevet med latinske bogstaver, stammer fra slutningen af 1200-tallet. I lovbestemmelsen Seyðabrævið (Fårebrevet) fra 1298, som er et tillæg til den norske Gulatingslov, forekommer der nogle ord, som ikke findes i anden norrøn litteratur, fx hagfastr (om får, som holder sig til deres bestemte græsgang), styggr (vild, utæmmet) og lemba (læmme).

Ved denne tid var sproget fremdeles norrønt, og det er det også i dokumenter fra begyndelsen af 1400-tallet, men i Seyðabrævið ses ændringer, som giver teksterne et mere færøsk præg. Af færøske nyudviklinger fra denne tid kan disse nævnes: skilgitin (ældre: skilgetin, ‘født i ægteskab’), fingid (ældre: fengit ‘fået’) og girða (ældre: gerða ‘indgærde, indhegne’). En anden ændring, hvis rødder findes i begyndelsen af 1400-tallet, er den såkaldte skerping (da.: skærpning), som er et konsonantisk indskud (ggj eller gv) efter vokal eller mellem vokaler, fx oy > oyggj ‘ø’, trú > trúgv ‘tro’. Et eksempel på denne ændring er tvá > tóa ‘to’, som senere udvikler sig til tógva. En tilsvarende udvikling ses i ordet þrír > þríir ‘tre’, som senere ændres til tríggir.

Store ændringer er sket i udtalen siden middelalderen, både i vokalismen og konsonantismen. En af de store ændringer var den såkaldte kvalitetsændring, som medførte, at lange monoftonger blev diftongeret, fx /i:/ > /ui:/, og gamle diftonger fik ændret lydværdi, fx /au/ > /ey/. En anden innovation er kvantitetsændringen, hvor oprindelig korte vokaler blev forlænget foran korte konsonanter, og lange vokaler blev forkortet foran lange konsonant(forbindels)er.

I 1500-tallet blev det officielle skriftsprog dansk, og al skriftlig kommunikation foregik på dansk. Således blev fx jordebøger og tingbøger skrevet på dansk. Men trods det kan de give interessante oplysninger om det færøske sprog. Om bygden Kirkja på øen Fugloy kan man læse i 1584: »Fugløe Ad Kircke«, hvor den gamle præposition at »ved« blev brugt sammen med navnet. Senere er at og á faldet sammen, så præpositionen i dag er á. Når bygdenavnet við Norðskála i 1584 skrives »Norden vedt Schalle«, tyder det på, at bygdens navn på den tid har været Norður við Skála (hvilket i øvrigt giver god mening).

Færøske manuskripter fra 1700-tallet og fremefter er skrevet på dialekt med fonetisk retskrivning. Pioneren var oplysningsmanden og kulturpersonligheden Jens Chr. Svabo. I 1770’erne påbegyndte han en færøsk ordbog og optegnede desuden færøske kvad. I sine skriftlige arbejder udformede han sin egen fonetiske retskrivning. Denne skrifttradition fortsatte op gennem 1800-tallet, indtil den færøske standardretskrivning, den såkaldte Hammershaimbske retskrivning, blev lanceret.

Den færøske standardretskrivning blev lanceret i 1846 som resultat af et fælles nordisk projekt i skandinavismens ånd. Hovedpersonen var den danske professor N.M. Petersen, hvis holdning var, at en dialekt ikke kunne ophøjes til et skriftsprog. I stedet for skulle retskrivningen forene de forskellige dialekter i en fælles skriftform og således være hævet over dialekterne. I denne proces fik N.M. Petersen tilslutning fra nordmanden P.A. Munch. Dette synspunkt måtte naturligvis ende med en historisk, etymologisk retskrivning. En af projektdeltagerne, islændingen Jón Sigurðsson, fik til opgave at islandificere en fonetisk skrevet færøsk tekst, dvs. give teksten et arkaisk tilsnit. Denne tekst skulle udgives i Annaler for nordisk Oldkyndighed. Da sprogforskerne havde kommenteret Jón Sigurðssons tekst, fik færingen V.U. Hammershaimb materialet forelagt, fordi man syntes, at en færing naturligvis måtte have det sidste ord i en så alvorlig sag. V.U. Hammershaimb accepterede Jón Sigurðssons forslag, og i Annaler fra 1846 var så den første færøske tekst udgivet med den retskrivning, som man i dag kalder for den Hammershaimbske retskrivning. Denne retskrivning anvendes i dag, dog med enkelte ændringer fra 1954. En af konsekvenserne af den historiske retskrivning, som bygger på middelalderfærøsk, er, at skriftbilledet i utilstrækkelig grad genspejler udtalen. Derfor fremsatte Jakob Jakobsen i 1889 et forslag om en fonetisk retskrivning, men det fik ikke tilslutning. I 1895 forsøgte man sig med et kompromis, som dog heller ikke fik tilslutning.

Færøsk har ingen officiel talesprogsstandard; derfor er dialektbrug accepteret i offentlige sammenhænge. Færøsk består af mange dialekter, hvoraf nogle kan spores tilbage til middelalderen. De dialektale forskelle gælder for det meste lydlige forhold. Der er en tendens til, at forskellene mellem dialekterne i geografiske områder udjævnes, mens der til gengæld opstår regionalsprog, som dækker større områder. Denne proces sker i takt med udbygningen af den trafikale infrastruktur, oprettelsen af centralskoler og som følge af en stigende brug af standardskriftsproget, der fungerer som katalysatorer i dialektudjævningen. Færinger har generelt en positiv holdning til dialekt og dialektbrug, og der er ingen indikation på et dialekthierarki.

Purismen kom i brug i slutningen af 1800-tallet, samtidig med at man for alvor begyndte at anvende færøsk i skrift. Den kom bl.a. til udtryk i aviserne, fx Føringatíðindi, hvor redaktørerne og læserne forsøgte sig med færøske erstatninsgord i stedet for fremmedord. Skepsissen over for fremmedord kom især til udtryk i den færøske udgave af Københavns Observatoriums almanak fra 1898, som var forsynet med videnskabelige artikler. Holdningen til purismen er generelt positiv, og den sætter fremdeles sit tydelige aftryk på sproget i ordbøger, fagordlister, personnavne, i medierne m.m. Dog kan man se en mere pragmatisk holdning til purismen i enkelte ordbøger i løbet af de sidste tredive år.

Den puristiske ideologi har dog også været kritiseret. I 1970’erne opstod termen setursføroyskt (universitetsfærøsk), som var en negativ betegnelse for det »rene« sprog med tydelig adresse til sprogforskerne på Fróðskaparsetur Føroya (Færøernes Universitet). Foreningen Málfelagið er en bevægelse, hvis formål er at bekæmpe purismen og at opnå større accept af det uformelle talesprog, sådan som det kommer til udtryk i daglig tale. En sådan accept kan formindske kløften mellem det uformelle talesprog og det mere formelle skriftsprog. Efter at purismen var opstået som ideologi og op gennem 1900-tallet, udviklede færøsk diglossiske træk i ordforrådet, hvor de puristiske nydannelser hører til højsprogsvarianten, og importordene hører til lavsprogsvarianten.