Litteratur på Færøerne

Det fulgte med den politiske polarisering mellem dansk rigsenhed og selvstændighed, at det var progressivt at digte og skrive færøsk. Den internationalt kendteste forfatter, William Heinesen, skrev på dansk, hvilket blev udlagt som et tab for færøsk. Sprogforskeren og digteren Christian Matras udgav i 1935 den første færøske litteraturhistorie, hvori han udelod William Heinesen, som på det tidspunkt havde udgivet fire digtsamlinger og sin første roman, Blæsende Gry (1934). Heinesens gennembrudsroman var den satiriske krigsskildring Den sorte Gryde (1949), der efterfulgtes af den fabulerende fortælling fra Tórshavn De fortabte spillemænd (1950). I 1965 fik han Nordisk Råds litteraturpris for Det gode håb (1964). Heinesens forfatterskab omfatter syv digtsamlinger, syv romaner og syv novellesamlinger, men han blev ikke meget læst på Færøerne, før en række af hans værker blev oversat til færøsk i anledning af hans 75-årsdag. Disse oversættelser var led i bevægelsen, der stræbte efter at gøre færøsk litteratur étsproget.

Samtidig med at William Heinesen i 1930’erne skrev sine første realistiske romaner med socialistisk kant, debuterede Hans Jacob Jacobsen under pseudonymet Heðin Brú med udviklingsromanen bestående af de to bind Lognbrá (1930, Synsbedrag) og Fastatøkur (1937, Fast greb), som skildrer en bondedrengs opbrud fra det gamle bygdesamfund. Brús hovedværk, Feðgar á Ferð fra 1940 (på dansk: Fattigmandsære, 1963), kontrasterer den traditionelle og den moderne færøske mentalitet i humoristisk groteske modsætninger mellem forældregenerationen, der lever i en naturaløkonomi, og deres voksne børn, der lever af pengeløn. Brús noveller er stilsikre klassikere og havde i midten af 1900-tallet stor betydning for udviklingen af færøsk prosa.

Overgangen til fiskeri- og pengesamfund er fuldført i Martin Joensens roman Fiskimenn (Fiskere) fra 1946, der ligesom Fastatøkur på realistisk vis skildrer livet ombord på tidens fiskeskibe. Martin Joensens bidrag til genren er modsætningen mellem reder og fisker samt mellem arbejdere på land og fiskere, der udmønter sig i strejker og arbejdskampe. Samme tematikker genfindes i Joensens anden roman, Tað lýsir á landi (Det lysner på land) fra 1952.

Omkring 1960 var færøsk litteratur blevet étsproget i den forstand, at de forfattere, der nu debuterede, skrev på færøsk. De havde haft færøsk fra første skoledag, da det var blevet et fuldgyldigt skolefag i 1938, og undervisningssproget herefter var færøsk. Jens Pauli Heinesen tilhørte denne nye generation og debuterede med novellesamlingen Degningsælið (Morgenbygen) i 1953, som blev fulgt op af en række romaner om kunstnerproblematikker, højreorienterede kræfter i samfundet og det syv bind store erindringsværk Á ferð inn í eina óendaliga søgu (1980‑92).

Realismen fandt en ny samfundsengageret form hos Jóanes Nielsen. Han er en af de store nulevende forfattere, der både skriver romaner og digte, og debuterede i 1978. Han var en aktiv deltager i 1970’ernes politiske bevægelser på venstrefløjen og har udgivet ti digtsamlinger, de første med klare socialistiske synspunkter blandet med personlige erindringer. Disse har siden fået mere plads og er blevet kombineret med økokritiske temaer. Hans romaner skildrer arbejdskampe og sociale vilkår i dagens Tórshavn. Glansbílætasamlararnir (2005, på dansk: Glansbilledsamlerne, 2008) er en mindebog om unge mænds skæbner i 1950‑70’ernes Tórshavn og København og en levende skildring af mandlighedens udfordringer i det senmoderne færøske samfund.

Christian Matras skrev siden debuten Grátt, kátt og hátt: yrkingar fra 1926 digte om det færøske landskab. Men han rykkede endegyldigt digtningen ud af nationalromantikken mod modernistiske formtræk og eksistentielle temaer, der ligeledes gjorde sig gældende hos Regin Dahl og blev mere fremtrædende hos Karsten Hoydal, der præget af 1. Verdenskrigs rædsler og krav om nyorientering debuterede med samlingen Myrkrið reyða (Det røde mørke) i 1946. Gennemført modernistisk er Guðrið Helmsdals digtsamling lýtt lot (lun brise) fra 1961, der er bygget op af originale billedskabende digte. Steinbjørn B. Jacobsen debuterede med Heimkoma (Hjemkomst) i 1966, og hans senere digtsamlinger dyrker den ultrakorte, til tider konkrete modernisme. Rói Patursson debuterede med et brag i 1969 med en digtsamling uden titel, og i Líkasum (Ligesom) fra 1985, som han fik Nordisk Råds litteraturpris for året efter, kombinerer han en modernistisk form med sin tids politiske og kulturelle synspunkter. Heðin M. Klein, der på sin egen lavmælte måde deltog i 1960’ernes modernistiske opbrud, undersøger med langdigtet Tað orðið (2020) lyrikkens muligheder og begrænsninger i skildringer af tilværelsens små og store udfordringer.

Postmodernisme og dekonstruktion præger digtning og romankunst i 1900-tallets sidste årtier. Her opløses sprogets vante betydninger for at lade det med nye. 1960’ernes modernistiske gennembrud afløstes således i løbet af 1980’erne af en skrifttematisk orientering i lyrikken; en orientering, som særligt Tóroddur Poulsen og Carl Jóhan Jensen er eksponenter for. Tóroddur Poulsens digte har en karakteristisk underfundig tone, hvor ordene vrides ind og ud af sammenhænge og konstant skifter betydning; Carl Jóhan Jensens digte udfordrer læseren med mangetydige henvisninger til andre tekster eller ordenes etymologi. Efter nogle år som først og fremmest lyriker har han kastet sig over prosaen og udgivet store romaner, heriblandt den grotesk burleske Ó -, søgur um djevulskap (2013), der skildrer tildragelser på Færøerne over flere hundrede år og er fyldt med noter, som læseren indimellem bliver mere nysgerrig end oplyst af.

Sideløbende med skrifttematikken i lyrikken har man set en socialpsykologisk realisme udvikle sig i noveller af Hanus Kamban, Oddvør Johansen og Gunnar Hoydal. Til forskel fra Heðin Brú og Martin Joensens realisme er denne mere individorienteret. Oddvør Johansen debuterede med romanen Lívsins summar i 1982 (på dansk: Livets sommer, 1985) og fik med sin lette prosa straks mange læsere. I noveller, romaner og essays har hun siden fastholdt positionen som en af de mest læste færøske prosaforfattere. Hanus Kambans noveller har ofte en retrospektiv optik, der udfolder det forgangne ud fra en nutidig situation; han har ud over egen prosa oversat udenlandsk skønlitteratur til færøsk og udgivet monografier over andre forfattere. Gunnar Hoydal bevægede sig hurtigt fra novellerne over i romangenren. Et genkommende motiv i hans forfatterskab er rejsen og forholdet mellem det lille land i Nordatlanten og den store verden. Romanen Í havsins hjarta fra 2010 (på dansk: I havets hjerte, 2010) er et storladent forsøg på at skrive historien om Færøernes nationale bevægelse som slægtshistorie, begyndende med den danske præst Jørgen Falk Rønnes ankomst til øerne i 1889. Afrejsen, ankomsten og opholdet i det fremmede findes som motiv i mange noveller og romaner fra anden halvdel af 1900-tallet, således også i Bergtóra Hanusardóttirs roman Burtur (2006), der skildrer studieår i København.

Oddfríður Marni Rasmussen har ledt modernismen i en mere personlig retning med digte om egen opvækst, venner og forældre. Med romanen Ikki fyrr enn tá fra 2019 (på dansk: Først når, 2020) om en mands reaktioner på sin kones kamp mod en dødelig sygdom nåede han med en ligefrem og billedrig prosa ud til en stor læserskare. Det personlige kendetegner i endnu højere grad Katrin Ottarsdóttirs forfatterskab. Hun debuterede i 2012 med digtsamlingen Eru koparrør í himmiríki? (på dansk: Findes der kobberrør i himlen?, 2016), hvor en sindslidende mor og en selvudslettende far skildres fra et barns perspektiv.

En øget refleksion over det nationale, sproget og naturen fandtes allerede i 1980’ernes digtning, til tider som ironi og pastiche. Men en ny og mere alvorlig gentænkning af relationerne mellem mennesker, natur og sprog findes i aktuel færøsk digtning, der også i formen søger mod et mere sammensat udtryk.

Kim Simonsen har især beskæftiget sig med natur og økokritik i sin lyrik, som indholdsmæssigt er tæt forbundet med hans virke som litteraturforsker; og han citerer gerne direkte fra videnskabelig litteratur i sine digte.

Trygvi Danielsen debuterede i 2013 med The Absent Silver King, som består både af digte, kortprosa og en cd, og engelsk forekommer både i titlen og i flere tekster. Udgivelsen er både et opbrud fra det étsprogede ideal og fra den traditionelle opfattelse af digtsamlingen som værk.

Udvidelsen af lyrikken mod det genre- og formmæssigt mere sammensatte blev især tydelig med Lív Maria Róadóttir Jægers stilsikre udgivelse Hvít sól i 2015 bestående af korte poetiske tekster om menneskelige relationer, erkendelse og sprog. Denne form videreudviklede hun i Eg skrivi á vátt pappír fra 2020 (på dansk: Jeg skriver på vådt papir, 2021). Anna Malan Jógvansdóttir har skrevet digte om menneskets plads i naturens kredsløb og udgav i 2019 den formmæssigt eksperimenterende Psykosudrotningin med undertitlen Hybrida.

Den populære krimigenre har Jógvan Isaksen med tyve romaner haft næsten eneret på at definere. Han bekender sig til den samfundsbevidste og debatterende nordiske krimi. Samtidig kommer en stærk bevidsthed om traditionen til udtryk, idet mange af bogtitlerne henviser til folkeviser, og romanerne refererer flittigt til nyere færøsk digtning.