Film på Færøerne

Selv om Færøerne er et nyt filmland med unge talenter, der venter i kulissen, er den færøske filmhistorie ældre end umiddelbart antaget. De første filmoptagelser stod danske Ole Olsen bag i 1907, da Frederik 8. var på Islandsrejse og undervejs stoppede på Færøerne.

Samtidig havde Ólavur á Heygum etableret biograf i Vestmanna. Han havde købt en kinomaskine i Trondhjem i Norge af den omrejsende Heinrich Carl Köpke. Á Heygum, der var fascineret af elektricitet, vandkraft og telekommunikation, havde i 1905 lagt den første telefonlinje fra hjembygden Vestmanna til hovedstaden Tórshavn. Hans medhjælper var Andreas Niclasen, kaldet Dia á Bø. Da á Heygum ophørte med at drive biograf i Vestmanna i 1909, tog kollegaen over og flyttede apparaturet til Tórshavn. Langs Tórsgøta, der senere blev udråbt som kommunens kulturgade, fungerede biografen i et hus, der også var sømandsskole og sæbeudsalg.

De første verificerede færøske optagelser på 35 mm-film er foretaget med et let Kinoamo-kamera med Jena Tessar-objektiv, hvis ejermand var Julius Høgnesen fra Oyndarfjørður. Sammen med fætteren Ingvald Olsen filmede han kongebesøget i Tórshavn i 1926. Flere af optagelserne med dette kamera, der er tilgængelige på Fornminnissavnið, blev brugt i en jubilæumsudgave i forbindelse med Tórshavnar Kommunas demokratifejring i 2009. Siden har Færøerne været kulisse, når udenlandske filmfolk anløb øerne for at optage.

Den første film er den sort-hvide svenske stumfilm Farornas Ö, som friherre Sten Nordenskiöld og fotograf Ragnar Westfelt optog blandt beboerne i Skúvoy, Stóra Dímun og Miðvágur i sommeren 1929. Filmen, der var i spillefilmslængde, blev første gang vist for et publikum i Röda Kvarn i Stockholm d. 31. marts 1930.

Uden industri eller finansielle muligheder har færøske filmfolk knyttet sig til danske og nordiske samarbejdsmuligheder for at lave film, hvor de udenlandske aktører har haft den kunstneriske og produktionsmæssige ledelse.

Lokale forretningsfolk i Tvøroyri fik Leo Hansen på besøg for at lave den kommercielt tænkte Færøfilmen (1930), og efter krigen belyste dokumentaristen Jørgen Roos landbrugslivet i Gaarden hedder Vikagarður (1947). I 1965 filmede Knud Leif Thomsen billedkunstneren Steffan Danielsen på Nólsoy, mens Ulla Boje Rasmussen komponerede samtidsportrætter af beboerne i Gásadalur (1990) og på øen Mykines (1992). Senere sammenfattede hun de politiske selvstændighedsforhandlinger i filmen Færøerne.dk (2003).

Jørgen Roos fik billedkunstneren Jack Kampmann og forfatteren William Heinesen til at skrive forlægget til filmen Færøerne – Føroyar (1961), der blev tildelt den gyldne Evreux-pris. I 1970’erne opstod et lignende samarbejde mellem Danmark og Færøerne, da forfatterne Gunnar Hoydal og Steinbjørn B. Jacobsen skrev manus til en danskproduceret film for Danmarks Radio.

Andre udenlandske spillefilm, der har anvendt den færøske natur som kulisse, er den østtyske DEFA-produktion Schatten über den Inseln (Østtyskland, 1952), Selkvinnen (Norge, 1953), Tro, håb og trolddom (Danmark, 1960), Barbara – wild wie das Meer (Tyskland, 1961), Barbara (Danmark, 1997), Dansinn (Island, 1998), Buzz Aldrin, hvor ble det av deg i alt mylderet? (Norge, 2011), Submergence (Tyskland, 2017), Fågelfångarens Son (Sverige, 2019) og No Time to Die (Storbritannien, 2021).

Med et sjældent øje for detaljer filmede Jákup Andreas Arge dagens dont i 1960’erne, særligt når de lokale høstede kornmarkerne.

I begyndelsen af 1970’erne belyste det færøske produktionsselskab Tór Film samtiden og de tre forfattere William Heinesen, Christian Matras og Heðin Brú i dokumentarfilmen Tríggir varðar (1977). Midt i 1970’erne samlede den spanske tilflytter Miguel Hidalgo lokale skuespillere og lavede på amatørbasis de tre spillefilm Rannvá (1974), Páll Fangi (1975) og Heystblómur (1977). Yderligere lavede han selv en eksperimenterende horrorfilm i en katolsk kirkekrypt.

Sjónvarp Føroya har hidtil produceret meget få færøske spillefilm. Blandt disse tælles Alfred (1986) af Eir í Ólavstovu og Stjórin er á floti (1987) af Øssur Winthereig.

Den danske instruktør Henning Carlsen forsøgte sig sidst i 1980’erne med et nyt samarbejde med William Heinesen omkring Don Juan fra Tranhuset. Det Danske Filminstitut afslog at støtte projektet med den begrundelse, at instruktøren var for gammel til at indfange det litterære forlægs erotiske glød. Den færøske filmklub, Filmsfelagið, blev inddraget i beslutningen. Filmsfelagið har siden 1962 arrangeret visninger af kunstnerisk interessante film i Havnar Bio og i Leikhús Bio i Sjónleikarhúsið i Tórshavn.

Katrin Ottarsdóttir er den første færøske filminstruktør, der har gjort sig bemærket på den internationale scene. På den 8. Officielle Nordiske Filmfestival i Tórshavn viste hun i 1989 den første færøske fiktionsfilm i spillefilmslængde, Atlantic Rhapsody, for en international tilskuerskare i Filmsfelagiðs regi. Den var optaget i 16 mm og blæst op til 35 mm til biografdistribution og er en kalejdoskopisk historie, der består af 52 scener fra Tórshavn. Festivalen blev bl.a. omtalt i Variety, og Derek Malcolm fra The Guardian sammenlignede filmen med Woody Allens kærlige portrætter af Manhattan. Atlantic Rhapsody vandt førstepris på festivalen Nordische Filmtage i Lübeck i 1989.

Efter årtusindskiftet varslede Teitur Árnason en ny tilgang til færøsk filmkunst med den poetiske hjemstavnsskildring Burturhugur (2002) om livet i Hattarvík på Fugloy. Filmen havde premiere på den internationalt ambitiøse Listastevna Føroya i Nordens Hus.

Siden 2005 har Klippfisk været et kommunalt samlingssted for unge filmarbejdere i Tórshavn. Stadig yngre færinger har siden arbejdet med filmmediet og præsenteret ny filmkunst, fortrinsvis i det korte format. Blandt de første talenter var Sakaris Stórá med kortfilmene Passasjeren (2009), Summarnátt (2012) og Vetrarmorgun (2014). For Summarnátt fik Stórá Geytin- prisen, indstiftet samme år. Prisen er opkaldt efter agronomen Herálvur Geyti, der frem til 1976 rejste fra bygd til bygd for at vise film, hvor der ingen biograf var. Sammen med Tórshavnar Kommunas publikumspris har Geytin genskabt interessen for indenlandsk filmproduktion og etableret forbindelse til udenlandske filmfestivaler. Andrias Høgenni er den filmkunstner, der oftest har modtaget den.

Det færøske kulturministerium besluttede i 2014 at støtte færøske filmarbejdere, i 2015 med et beløb på 700.000 kr., i 2016 1,5 mio. kr., og i 2019 blev der bevilget 2,6 mio. kr. Siden er bevillingen, der forvaltes af to konsulenter, ikke øget.

I 2017 kunne Sakaris Stórá præsentere sin første spillefilm i biograffilmslængde, Dreymar við havið. Filmen fik fornemme anmeldelser i færøsk presse og blev nævnt i Landsstyrets nyhedsbreve til udlandet.

Et færøsk Filmhus blev etableret i 2018 med støtte fra Industriministeriet, hvor minister Poul Michelsen ansatte danske Tina í Dalí Wagner som direktør. Filmhusets opgave er at støtte en færøsk filmindustri og at promovere Færøerne med henblik på locations. Dertil skal en lokal refusionsordning gøre det attraktivt for filmhold at henlægge produktioner eller dele heraf til Færøerne. Dette lykkedes med Wim Wenders og hans film Submergence allerede året inden Filmhusets åbning og sidst med James Bond-filmen No Time to Die. Selv om de færøske indslag er meget små, har Filmhuset som offentlig institution stor betydning i udbredelsen af kendskabet til Færøerne som filmland.