Teater på Færøerne

Det tidligste, man kender til skuespil på Færøerne, er Jens Christian Svabos beretning om en rejse til Færøerne 1781‑82. Her fortæller han, at unge i Tórshavn havde spillet to af Holbergs skuespil, Den politiske kandestøber og Den ellefte Junii, og disse opførelser »skulle efter det Steds beste Skjønnere have langt overgaaet Formodning«.

Rybergs handel skabte fra 1767 stor aktivitet i Tórshavn og bevirkede også en opblomstring af borgerlig kultur; skuespil var en del af denne nye kultur. Freden mellem USA og England i 1783 betød imidlertid, at grundlaget for Rybergs handel forsvandt, og sammen med handelen forsvandt også det meste af den borgerlige kultur, deriblandt interessen for skuespil.

I 1825 fik Færøerne den første af en række unge og veluddannede amtmænd, der på forskellig måde arbejdede på at modernisere det færøske samfund. I årene 1830‑37 var F.F. Tillisch amtmand, og han malede i denne periode teaterkulisser, som var i brug i næsten 50 år. De sparsomme oplysninger, vi har om teater i 1800-tallet, giver et godt billede af udviklingen frem mod et mere moderne samfund, og det var borgerskabet i det nye samfund, som interesserede sig for teater. De samledes i Det Thorshavnske Skuespillerselskab.

Med frihandelens indførelse i 1856 ekspanderede den borgerlige kultur, og skuespil blev en fast del af den tórshavnske kulturscene. På programmet var for det meste danske komedier og vaudeviller skrevet af bl.a. Holberg, ægteparret Heiberg, Thomas Overskou, Jens Christian Hostrup og Erik Bøgh. Skuespillerne havde ingen fast scene, men spillede i forskellige ledige lokaler, indtil de i 1882 fik lov til at bruge Lagtingshuset som teatersal.

Alt i den nye borgerlige kultur var på dansk, og både skuespil, litteratur og fra 1872 også folkeskolen var dansksprogede. Færøsk sprog tabte hele tiden terræn, og i 1888 kom modreaktionen. På Julemødet anden juledag samme år blev det besluttet at stifte en færøsk forening, Føringafelagið, hvis formål var at kæmpe for det færøske sprog. Den nationale bevægelse var grundlagt, og den kom til at præge færøsk historie langt op i 1900-tallet.

Teater havde fra begyndelsen stor betydning for den nationale bevægelse, og bare to måneder efter, at foreningen var grundlagt, blev de to første skuespil på færøsk opført i lagtingssalen. De kommende årtier var både færøske og danske skuespil på programmet, men i omkring 1930 var der tæppefald for det sidste skuespil opført af færinger for færinger på dansk.

Den nationale bevægelse var del af en større folkelig vækkelse. En anden del var oprettelsen af ungdomsforeninger, afholdsforeninger og bygdeforeninger i mange af de færøske bygder. I flere af disse foreninger begyndte man fra omkring århundredskiftet at opføre skuespil, og da foreningerne senere byggede forsamlingshuse, var disse ofte indrettet med en scene og gode muligheder for at opføre skuespil. Uden for de større byer er det stadig i disse forsamlingshuse, at skuespil bliver opført.

Den første egentlige teatersal blev opført i Tórshavn i 1892. Det var medlemmerne af den gamle Havnar Klubbi, der tog initiativ til at bygge en teatersal som tilbygning til klubben, da skuespillerne fik at vide, at de ikke længere kunne bruge lagtingssalen. Teatersalen var centrum for byens skuespillere i 30 år, men der var også plads til bl.a. musikforeningen, dans, politiske møder og offentlige foredrag. Teatersalen gav gode muligheder for besøgende skuespillere, og i 1893 var bl.a. Emil Wulff på scenen. Boesens Teaterselskab gjorde også stort indtryk på tórshavnerne, når de besøgte teatersalen i årene 1911‑13. I 1906 blev teatersalen for første gang brugt som biograf, og i begyndelsen af 1920’erne blev skuespillerne hjemløse, da teatersalen nu udelukkende skulle bruges som biograf.

Skuespilinteresserede i Tórshavn havde i 1917 stiftet foreningen Havnar Sjónleikarfelag, og det blev denne forenings store opgave at få bygget et nyt teater. Da teateret, Sjónleikarhúsið, stod færdigt i 1926, var en ny ung generation, der inkluderede de kendte digtere William Heinesen og Hans Andrias Djurhuus, klar til at benytte sig af de muligheder, det nye teater gav.

Sjónleikarhúsið var byens vigtigste kulturhus i mange år, men da briterne okkuperede Færøerne i april 1940, beslaglagde de også teateret. Da foreningen fik sit hus tilbage efter krigen, var tiden kommet til at sætte nye og højere mål for teaterkunsten i byen. Foreningens scenograf, Jacob Zahle, blev i 1948 sendt på studierejse til København, og man besluttede at opføre større og mere krævende skuespil, end man havde gjort tidligere.

I 1950 var der for første gang instruktører på opsætningerne, og fem år senere instruerede islandske Erna Sigurleifsdóttir opførelsen af John Steinbecks Mus og mænd. Det var første gang, at en professionel skuespiller var involveret i opførelsen af et teaterstykke på Færøerne. Eyðun Johannessen, som var med i Mus og mænd, rejste til Danmark for at uddanne sig og kom i 1960 hjem igen som den første professionelle skuespiller på Færøerne. Han blev ansat i Sjónleikarhúsið, ambitionerne voksede, og en gammel drøm om at bygge Sjónleikarhúsið om til et nationalt teater blev igen aktuel.

I en årrække var der uenighed blandt medlemmerne af skuespilforeningen; nogle ville professionalisere teateret, mens andre ville fortsætte på amatørbasis. I 1977 opstod Gríma derfor som landets første professionelle teatergruppe, mens Havnar Sjónleikarfelagfortsatte som amatørteater og i 1979 var med til at stifte en centralforening for amatørteater, MáF.

I dag er der otte medlemsforeninger i MáF. Halvdelen af dem er gamle ungdoms-, afholds- eller bygdeforeninger, mens resten er deciderede skuespilforeninger. Disse er Havnar Sjónleikarfelag, Klaksvíkar Sjónleikarafelag, Suðuroyar Sjónleikarfelag, Dramaverkstaðið v. Hjørdis Johansen, Ungmannafelagið Royndin i Nólsoy, Ungmannafelagið Virkið i Sandur, Losjan Glotti í Gøtu og Bygdarfelagið Eydnan i Oyrarbakki.

Teatergruppen Gríma opførte forestillinger i hele landet, men havde intet fast teater. Dette ændrede sig dog i 1998, da byrådet i Tórshavn besluttede at omdanne det gamle mejeri midt i byen til teater. Lagtinget støttede fra begyndelsen Grímas virksomhed, og i 2003 besluttede Lagtinget at stifte Tjóðpallur Føroya. Tjóðpallur Føroya overtog Grímas virksomhed i 2005 og fortsatte som nationalteater på mejeriet. Siden grundlæggelsen har der hvert år været opført flere skuespil med store besøgstal på nationalteaterets scene.

Rammerne for et nationalteater er dog ikke tilfredsstillende på det gamle mejeri. I 2020 besluttede ministeriet derfor at udskrive en arkitektkonkurrence om det kommende nationalteaters rette placering og form.