Traditioner og fortællinger på Færøerne

Et sagn fortæller, at sæler i virkeligheden er mennesker, som er forulykkede eller har begået selvmord på havet, og at de ved helligtrekongersnat kommer ind på land for at lægge deres sælskind og danse.

En nat tog en ung bondesøn fra Mikladalur sælskindet fra en smuk kvinde. Uden sit skind kunne hun ikke tage med de andre sæler ud på havet, så hun måtte følge ham hjem. Han låste skindet ned i en kiste, giftede sig med kvinden og fik flere børn med hende. En dag tog han ud at fiske og glemte nøglen til kisten derhjemme. Sælkvinden fandt nøglen, låste kisten op, tog skindet på og forsvandt igen i havet.

En tid derefter kom hun til sin mand i en drøm, natten før bygdens mænd skulle på sæljagt. Hun bønfaldt ham om at skåne hendes mage og deres to sælunger. Men han ignorerede hendes bøn, dræbte både mage og unger og kogte dem til aftensmad. Men da han og mændene sad og spiste, kom sælkvinden ind i skikkelse af en trold og forbandede dem alle. Hun svor, at så mange af bygdens indbyggere skulle styrte fra klipperne eller drukne i havet, at de døde kunne nå rundt om hele øen, før hævnen var fuldbragt. Det blev således til en ulykke for Mikladalur, at man trodsede sælkvinden.

Kædedansen på Færøerne menes at have udviklet sig fra de middelalderlige kædedanse, som var udbredte i Europa. En islandsk rejsende beskrev i 1616 dansen som »færøsk«, så allerede på det tidspunkt har den skilt sig ud fra andre danse, selv om den tydeligvis har været tilknyttet en fælles nordisk balladetradition fra 1300‑1400-tallet. Kendetegnet for den færøske kædedans er, at der bliver danset til kvædning af ballader på enten færøsk eller dansk. Der er ingen musikinstrumenter involveret, og dansen handler i høj grad om historiefortælling. Balladerne kan enten være gamle færøske kvad af ukendte digtere eller danske folkeviser, som blev meget populære og i nogle bygder helt fortrængte de færøske kvad. I 1800-tallet blev der digtet flere nye ballader efter traditionelt forbillede, og her kender man digterne.

Dansen bliver ledet af en forsanger kaldet skipari, som husker teksten og tilpasser melodi og takt til dansen. Han eller hun begynder hvert vers på det mest passende sted i forhold til den simple danserytme, som er to skridt til venstre og et til højre. De øvrige dansere støtter forsangeren ved at kvæde resten af verset og omkvædet. Kvadmelodierne opfattes som musikalske rammer, som der bliver varieret og parafraseret over, og de er yderst forskelligartede, alt efter hvilke bygder udøverne stammer fra. Det er vigtigt for den gode danseoplevelse, at lederen får lov til at lede dansen og derved styre stemningen.

De dansende bevæger sig i en lukket rundkreds, som bugter sig ind og ud i sig selv. Deltagerne passerer efterhånden alle hinanden ansigt til ansigt og viser med indforståede blikke, miner og fagter deres deltagelse i historien. Den gode danseoplevelse er en sammensmeltning af historie, melodi og bevægelse og en fælles indlevelse i de handlinger og passager, som balladen indeholder. For en udenforstående kan det derfor være svært at få et fyldestgørende indtryk af dansen, da den vender indad med fokus på de andre deltagere og med ryggen til omverdenen.

Kædedansen var på retræte ved udgangen af 1800-tallet, da den fik konkurrence fra internationale selskabsdanse med instrumental ledsagelse, samtidig med at den mødte modstand fra religiøse vækkelsesbevægelser. Ved stiftelsen af danseforeninger, først i Tórshavn i 1952 og siden i flere andre bygder, er det lykkedes at holde fast ved traditionen.

Der gøres en indsats for at lære børnene at danse, og kædedansen har siden 1997 været obligatorisk undervisningsemne i folkeskolen; i mange skoler danser man med børnene i den traditionelle dansetid fra jul til fastelavn. Flere foreninger arrangerer børnedans i vinterhalvåret, og hvert år afholdes et træf for børn med flere hundrede deltagere fra hele landet.

Der findes i dag 17 danseforeninger repræsenteret i paraplyorganisationen Sláið Ring. Medlemmer af foreningerne engageres ofte til at komme med indslag til officielle besøg eller som del af programmer for turister. Disse opvisninger krydres tit med gamle sanglege kaldet dansispøl for at få en mere varieret koreografi. I 2020 blev kædedansen inkluderet på den nationale fortegnelse over immateriel kulturarv, udarbejdet i forbindelse med UNESCO-konventionen fra 2003.

Med sine mange får har Færøerne fra gammel tid været et uldproducerende land, både til eget brug og til eksport. Kvæghuder og fåreskind er blevet brugt til sko, og fåreskindet er også blevet brugt af fiskerne til den beskyttende dragt kaldet sjóstúka. Ulden er blevet spundet til garn, vævet til vadmel eller strikket til forskellige beklædningsgenstande, som havde stor betydning indtil for få årtier siden. I de senere år er der opstået fornyet interesse for strikkehåndværket.

Føroysk klæðir er i dag meget populær som festdragt og bruges ved særlige højtidelige lejligheder, fx ved overrækkelse af eksamensbeviser, og det gælder både mænd og kvinder. På ólavsøka d. 28.-29. juli er det den færøske folkedragt, der sætter sit præg på gadebilledet i Tórshavn.

Folkedragten har sin oprindelse i den gamle almuedragt, der i sin tid også er blevet påvirket af europæiske modestrømninger. Den fik sin nuværende form og sammensætning omkring århundredskiftet år 1900, hvilket hænger sammen med udviklingen af den nationale bevidsthed; før dette benyttede man i en overgang det danske borgerlige festtøj. Den gamle traditionelle stadskjole kaldet stakkur, hvor skørt og overdel går ud i et, var gået af mode. Til stakkur hørte en mængde dragtsølv (stakkastás) i form af nåle, sølvkæder, brocher m.m., som nu ikke længere havde nogen praktisk anvendelse. I begyndelsen af 1900-tallet havde kvinderne ikke noget dragtsølv på det, der blev til folkedragten. Tørklædet hang løst ned foran, og her fandt det dragtsølv, der tidligere havde hørt til stakkur, en ny plads. Stakkur er siden blevet genoplivet som en variation af den kvindelige folkedragt, hvor dragtsølvet også anvendes.

Kvindedragten består i dag af et skørt, der når ned til fødderne, og en trøje, hvor dragtsølvet fæstnes på en brystdug. Over skuldrene har de fleste et vævet tørklæde, og yderst en møttul eller kåbe. I ældre tiders almuedragt kunne det stribede kvindeskørt være i mange forskellige farver, men i nationaldragten har der været en tendens til at begrænse striberne til rødt eller blåt på en sort bund.

Mandens hue var syet af samme stof som kvindernes skørt. Unge mænd bar rød hue og ældre mænd blå. Den blå hue blev også brugt til begravelser. Mændenes dragt består af vadmelsbukser med sølvknapper, der når ned til knæet, strømper og spændesko. Oven på en skjorte er der en broderet vest, som kan være i forskellige farver, bl.a. rød eller sort. De fleste bærer desuden slips, men man ser også mænd med butterfly. Uden på vesten bruges enten en mønstret strikket trøje, ofte blå, eller et kot – en brunfarvet vadmelskofte. Vil man være rigtig fin, benyttes en sjóstúka, som er længere end vadmelskoften kot. Navnet er det samme som på fiskernes søklæder, men den nye form for sjóstúka er inspireret af den franske beklædningsgenstand juste au corps, som efter en fonetisk tilpasning blev til sjóstúka på færøsk. Til denne hørte også den særlige hat stavnhetta.

I modsætning til i Norge har man ingen regler for, hvordan en folkedragt skal se ud. Særlige kyndige syersker fremstiller dragterne, og de fleste holder sig til de traditionelle hovedlinjer, dog med forsigtige eksperimenter i skørternes striber, tørklæder og enkeltdeles udformning. Dragten er således ikke stagneret og kan for mange have et personligt præg.