Seyðabrævið (Fårebrevet) fra 1298 i Kongsbókin (Kongebogen), som er deponeret på Tjóðskjalasavnið fra Kungliga biblioteket i Stockholm.

.

Tjóðskjalasavnið (Nationalarkivet) ligger i nærheden af Landsbókasavnið med kontorer i det gamle postmesterhus og med læsestue og arkiv overfor. Det har sin oprindelse i Færø Amts Arkiv, som blev oprettet i 1932, da arkivet sammen med Færø Amts Bibliotek og Fortidsmindesamlingen flyttede ind i biblioteksbygningen på Debesartrøð. I 1952 blev Landsskjalasavnið (Landsarkivet) etableret ved lagtingslov. I 2018 skiftede Landsskjalasavnið navn til Tjóðskjalasavnið, og samtidig ændrede man arkivloven til også at omfatte digitale arkivalier.

Arkivets opgave er at bevare offentlige arkivalier med det formål at sikre retten til og muligheden for oplysning og forskning. Loven giver også Tjóðskjalasavnið hjemmel til at modtage arkiver fra private samlinger. Efter en aftale mellem Danmark og Færøerne indgået i 1990 bevarer arkivet desuden arkivalier fra statsinstitutioner på Færøerne.

Blandt dets arkivalier findes arkiver fra Lagtinget, hvor de ældste tingbøger er fra 1615. Derudover er der arkivalier fra sorenskriveren, landfogeden, syslerne, kommunerne, amtet, rigsombudsmanden, folkekirken, landslægeembedet, skolemyndigheder og Landsstyret. Arkivet omfatter også private arkivalier. Hovedbøger fra den kongelige færøske handel og Indberetninger, indhentede paa en allernaadigst befalet, Reise i Færøe i Aarene 1781 og 1782 er deponeret på Tjóðskjalasavnið fra Rigsarkivet i København. I 2019 indgik Tjóðskjalasavnið en aftale med Den Arnamagnæanske Kommission om deponering af udvalgte håndskrifter og arkivalier fra samlingen i København, herunder Húsavíkarbrøvini (Husevigsbrevene) fra 1407, som er skrevet på et tidligt færøsk, om en af Færøernes rigeste kvinder. Det ældste dokument er Kongsbókin (Kongebogen) fra 1298, som indeholder Færøernes første lovbestemmelse, Seyðabrævið (Fårebrevet), og er deponeret fra Kungliga biblioteket i Stockholm.

Videre læsning

Læs mere om Kulturhistoriske museer og kulturarv på Færøerne

Læs også om

Læs videre om

Se alle artikler om kulturhistoriske museer og kulturarv

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig