Arkæologiske undersøgelser viser, at man i landnamstiden havde vikingetidens langhuse af samme type, som man finder i øvrige norrøne områder i Nordatlanten. De gode kontakter til tidens centre og kulturelle strømninger fortsatte i den følgende mere europæiserede periode til omkring år 1300.
Privat bolig i Velbastaður med udsigt til øen Hestur. Huset er opført i 2007 efter tegninger af MAP Arkitektar, Tórshavn. Af Finnuar Justinussen/MAP arkitektar.
Begrænset anvendelse
Byggeskik på Færøerne
Glasstue i Tórshavn med den klassiske bilæggerovn og et hjørneskab. Gennem døråbningen skimtes en tallerkenrække i røgstuen. Foto fra 1898.
Beboelseshusets udvikling
I tiden efter ca. år 1100 blev langhusene kortere, end de tidligere havde været, ca. 10‑14 m lange, og de tagbærende konstruktioner, der tidligere var stillet parvis i midten af bygningen, blev nu stillet på syldsten og flyttet ud til siderne. Et godt eksempel på bygningstypen ses i udgravningen ved Uppistovubeitið i Leirvík. De afkortede langhuse med buede langvægge optræder sammen med mindre rektangulære bygninger, som er adskilte af stenbrolagte tun eller gårdspladser. Eksempler på dette findes dels i Inni á Tvørgarði i Miðvágur, dels i Yviri í Toftini i Sandavágur på Vágar. Disse bygninger fra tidlig højmiddelalder var i brug op igennem 1300-tallet, hvorefter de mere rektangulære bygninger blev almindelige. Den fra middelalderen karakteristiske langild forsvandt nu, og ildstedet placeredes i et hjørne af stuen.
På enkelte storgårde findes eksempler på bygninger, som var opført i laftekonstruktion af tømmerstokke. De mest kendte bevarede eksempler på laftebygninger findes på det gamle bispesæde i Kirkjubøur. En af bygningerne på Junkarinsfløttur i Sandur var sandsynligvis af denne bygningstype. Resterne af de tømmerbygninger, som er udgravet i Tjørnuvík, er af samme type, som man kender fra det middelalderlige Oslo og Bergen, men udgravningerne i Innanfyri Heygagarði og i Eingjartoftum i Sandavágur, som dateres til 1200-tallet og senere, er mindre bygninger.
Stovan (stuehuset) erstattede i europæiseringens højmiddelalderlige periode vikingetidens langhus. Stuen var en stavbygning, men manglen på tømmer medførte, at huset for det meste blev opført med ydervægge af græstørv og sten. Taget var af græstørv med et underlag af birkebark. I mellemrummet mellem ydervæg og indervæg (bróst), som var af træ, var der plads til sovealkover, entré eller rum til opbevaring som fx spisekammeret, kaldet kovi.
Stuen havde åbent ildsted og stampet lergulv. Røgen trak op igennem lyren, som bortset fra yderdøren var rummets eneste lyskilde. Stalden var i husets ene ende. Indgangen var ofte fælles både til folk og fæ. Lå huset i en bakke, kunne der være en lav kælder under huset, der kunne bruges som stald til køerne. Normalt havde man kun den ene stue, men det er sandsynligt, at der har været huse med et par rum mere.
Glasstuen kom til Færøerne i 1500-tallet efter impulser fra Vestnorge, men den blev først almindelig fra omkring 1750. En af årsagerne dertil var bøndernes gode og stabile indtægter fra uldproduktionen. Den var bygget af tømmer i forlængelse af røgstuen og blev forsynet med loft, vinduer og som regel en bilæggerovn. Der var alkover samt bord og stole. Enkelte større gårde kunne desuden have en opredt seng, gerne himmelseng, med dyner i glasstuen, som var husets repræsentative rum og et statussymbol.
Der har været enkelte blokstuer kaldet stokkastovur på Færøerne. To er bevarede, nemlig røgstuen på kongsbondegården i Kirkjubøur og pakhuset Stokkastovan på Tinganes i Tórshavn.
Ud over beboelseshuset havde man udhuse. Det vigtigste var forrådshuset (hjallur), som hovedsagelig blev brugt til opbevaring af madvarer og derfor skulle være luftigt: Vinden skulle kunne trække igennem bygningen. Enklest var opnahjallur med gavle men uden sider. Andre havde gavle af sten og langsider af tømmer. Varðahjallur var opført af tømmer på alle fire sider. Endelig var der varianten gróthús, der udelukkende var opført af sten. Dette lå som regel uden for den egentlige beboelse, undertiden på holme. På Norðoyggjar havde man búarhjallur, hvis ene halvdel var bygget af træ, og den anden opført af sten.
I de fleste bygder havde man fælles sornhús til korntørring over åben ild. Bådehuse (neyst) lå ved landingspladsen. Taget på udhusene var af græstørv på et underlag af strå, som var billigere end birkebark.
Hølader er et nyere fænomen. Så sent som i 1950’erne blev høet opbevaret i høstakke i særlige høgårde (hoygarðar), omkranset af sten i en højde, som holdt fårene udenfor.
Længe var det nærmeste, man kunne komme en borgerstand, embedsmændene i Tórshavn og præsterne ude i bygderne. Præstegårdene skilte sig ikke nævneværdigt ud fra de store bondegårde, men det ændrede sig i løbet af 1800-tallet, hvor der blev bygget flere nye og mere moderne præstegårde. Disse var med til at ændre byggeskikken. Almuen i Tórshavn boede i små huse, ofte med kælder; her var glasstuen, hvis man havde en sådan, gerne lidt større end røgstuen.
Tórshavn bar præg af den kongelige monopolhandels bygninger til forskellige formål, og det kom købmanden Niels Rybergs virksomhed i Tórshavn i perioden 1767‑88 også til at gøre. At monopolhandelen i 1830’erne oprettede filialer i Tvøroyri, Klaksvík og Vestmanna, satte også bygningsmæssige spor i disse bygder.
Frihandelens indførelse i 1856 og det voksende fiskerierhverv med en omfattende klipfiskeproduktion kom ikke kun til at ændre det uberørte kystlandskab med opførelsen af landingsbroer, store sten- eller brolagte områder kaldet fiskastykkir, hvor man tørrede klipfisk, samt pakhuse, handelsboder m.m. Den ændrede også boligernes udtryk, for købmænd, redere, skippere og almindelige fiskere begyndte nu at bygge huse af en ny type, hvor tidens almindelige borgerlige idealer materialiserede sig i husets indretning. Det skete, næsten samtidig med at det traditionelle stuehus blev påvirket af de samme idealer og dermed gik ind i sin sidste udviklingsfase. Mange gårde fik nu opført yderligere en stue, ofte med tilhørende kammer, et lille anretterkøkken og en ekstra indgang kaldet bakdyr, som blev husets fine indgang beregnet til fornemme gæster. Senere renoveredes røgstuen til et mere moderne køkken med komfur og vindue.
Korsplanshuset
Korsplanshuset, som nu blev det almindelige hus, var udbredt i både Danmark og Norge. Det var delt i fire lige store dele omkring kaminen. På den ene langside var der to stuer og på den anden køkken og entré, sædvanligvis med et kammer ved siden af entréen. De øvrige soveværelser lå på loftet. På Færøerne havde huset et fundament af huggede sten, som var højt nok til at rumme en kælder, og undertiden kunne husets gavle også være opført af huggede sten.
Der var enkelte mindre variationer i indretningen i de ældste huse af denne type, men i løbet af relativt kort tid blev typen standardiseret, og indretningen blev identisk. De mindste huse havde derfor små rum. Opførelsen den nye hustype hang også sammen med, at man havde fået flere håndværkere, som var uddannet i Danmark og Norge, enkelte havde også arbejdet i Island og været på valsen. Mange tog desuden på Vallekilde Højskole, hvor der på håndværkerlinjen blev undervist i nordisk byggeskik. Tømrerne kom derfor til at få stor indflydelse på nyere færøsk byggeskik: Fik de at vide, hvor stort huset skulle være, vidste de, hvordan det skulle bygges. De mindste huse havde kælder, stueetage og loft med saddeltag; de største og fornemme huse havde desuden trimpil (halvanden etage) på loftet, som gjorde dette rummeligere. Mange havde derudover kvist. Huse med trimpil og kvist blev ofte kaldt for skipperhuse.
I perioden frem til 2. Verdenskrig blev korsplanshuset prototypen på et nyt færøsk hjem. Indretningen var inspireret af en borgerlig livsform, hvor man brugte både dagligstue og spisestue. Denne livsform harmonerede imidlertid ikke altid med livet i en færøsk bygd, så dagligstuen kom i mange tilfælde til at stå til pynt. På Vágar fik flere af disse huse fra midten af 1920’erne en form for mansardtag, sandsynligvis inspireret fra Canada, hvor flere mænd fra Vágar fandt arbejde i 1920’erne.
Den folkelige hustype
Særligt efter 2. Verdenskrig kom en ny kubeformet såkaldt folkelig hustype til med stjørnutak (valmtag). Huset kunne bestå af én, to og undertiden tre etager; kælderetagen blev normalt ikke indrettet, så medmindre huset havde tre etager, blev kun den ene etage indrettet til beboelse. Huse med tre etager havde korsplanshusets indretning, men med stor plads til soveværelserne på den øverste etage. Det kubeformede hus’ fremtoning varierede fra enkle kasser uden dikkedarer til smukke funkishuse med karnap og altan. Enkelte var opført af tømmer, men det mest almindelige byggemateriale efter 2. Verdenskrig var beton. Inspirationen er kommet mange steder fra.
Husets fundament var tidligere af tilhugget basalt, men allerede fra omkring 1. Verdenskrig begyndte man at støbe fundamenter af beton, og efterhånden blev huset i sin helhed opført af beton. Dette gjorde sig særligt gældende efter 2. Verdenskrig, men indretningen var den samme, uanset om huset var bygget af tømmer eller beton.
Taget på både de traditionelle stuehuse og de nye huse var længe græstørv på et underlag af nævur (birkebark). Enkelte havde skifertag. Efterhånden blev tag af zink eller bølgeblik, senere også asbest, almindeligt. Man begyndte også at beklæde husene med bølgeblik, sandsynligvis inspireret fra Island, hvortil mange færøske fiskeskibe kom.
Byggeskikken var helt til den nyeste tid folkelig. Enkelte tømrere havde dog egne idéer om boligens udseende og indretning. Disse idéer havde de ofte med sig fra besøg i Norge eller Island, og man finder således huse, mest i Tórshavn, i lettere schweizerstil eller med finurlige karnapper.
Typehuset
Det var først fra omkring 1960, at nye typer af huse for alvor kom til at gøre sig gældende. Egentlige typehuse af både udenlandsk og færøsk fabrikat blev nu også mere almindelige, hvilket hang sammen med drømmen om eget parcelhus, gerne med have. Færøernes Sparekasse udskrev en konkurrence om det eksemplariske parcelhus, som arkitekten J.P. Gregoriussen vandt i 1961. Nogle få huse af denne type blev opført til inspiration for kommende byggerier. I mindre omfang har entreprenører stået for opførelsen af større rækkehusbebyggelser. Stadsarkitekten Gunnar Hoydal fik realiseret nogle vellykkede byplaner, herunder kantbebyggelser, særligt i Tórshavns udkant. Her var også rum for en ret så anarkistisk selvbyggertilgang, hvor kommunen accepterede, at man i visse byggerier i udkantsområderne i første omgang ikke havde andet krav end en brandmur mellem husene. Inden for brandmurene kunne man så hver især skabe sig det hus, som man ønskede sig, hvilket førte til et forholdsvis heterogent udtryk.
Siden år 2000 er befolkningstallet vokset markant og dermed også behovet for nye boliger. Kvaliteten af boligbyggeriet er overvejende god, og husenes udtryk er i dag langt mere mangfoldige end det, man ser fra den første halvdel af 1900-tallet.
Andre byggerier
Udkast til den nordlige side af Christianskirkjan i Klaksvík udført af arkitekten Peter Koch. Kirken blev opført i 1963.
Tidligere var kirken normalt det største hus i bygden. Bortset fra enkelte stenkirker var de kirker, som vi kender fra 1800-tallet, stavbygninger med græstørvstag, som passede ind i den øvrige bebyggelse. Det var først senere, at man begyndte at bygge kirker ud fra andre arkitektoniske principper.
Efter at undervisningspligten indførtes i 1872, blev der opført skolebygninger i de fleste bygder. Det var skoler med en eller to skolestuer og undertiden en lejlighed på skolens loft til læreren. Da brødremenigheden og Indre Mission kom til Færøerne omkring år 1900, byggede de egne forsamlingshuse, som faldt godt ind i den øvrige bebyggelse.
Da de gamle skoler blev for små, blev der fra 1950’erne, enkelte steder før, bygget større folkeskoler i to eller tre etager, som i mange tilfælde ligner hinanden. De blev i enkelte tilfælde suppleret med mere anonyme importerede elementskoler. Produktionsbygninger, idrætsanlæg, bankbygninger og bygninger til administrative funktioner og en enkelt lufthavnsterminal kom også til at karakterisere bygningslandskabet.
En overgang var man på nippet til at nedrive flere historiske bygninger. Det blev afværget ved, at man i 1969 udskrev en konkurrence om det historiske Tinganes’ fremtid. Den gamle by i Tórshavn var truet af byens store udvikling og stod i forfald. Konkurrencen blev vundet af Gunnar Hoydal, hvis projekt medførte, at Tinganes i dag står som en af de fineste bybevarelser i Norden. Gunnar Hoydal blev senere Tórshavns stadsarkitekt og kom til at få stor betydning for byudviklingen i Tórshavn.
Den udvikling, som for alvor begyndte for 50 år siden, har medført, at man i dag har en rådgiverstab fordelt på mange forskellige tegnestuer.
Arkitekternes bygninger
Privat bolig i Velbastaður med udsigt til øen Hestur. Huset er opført i 2007 efter tegninger af MAP Arkitektar, Tórshavn.
Tórshavnar Musikskúli blev projekteret af Kontrast som hovedrådgiver og stod færdigbygget i 2018. Astri Luihn har stået for den kunstneriske udsmykning.
Det danske embedsværk på Færøerne benyttede sig tidligt af professionelle, som regel danske, arkitekter og bygmestre. Den pompøse amtmandsbolig opført 1880‑81 af tilhugget færøsk basalt er tegnet af H.C. Amberg; bygmesteren var Frederik Anton Bald, der også var aktiv som bygmester i Island. Han stod i perioden omkring år 1900 for opførelsen af flere embedsmands- og enkelte købmandshuse i Tórshavn.
Vallekilde Højskole i Danmark var med sin håndværkerlinje med til at inspirere mange af de færøske håndværkere, som havde været elever på skolen, og det kom til at påvirke arkitekturen omkring år 1900, både i beboelseshuse og andre bygninger. Blandt disse var Niclas J. Niclasen, der siges at have tegnet Færøernes første navigationsskole og Arnes Minde, der i en lang årrække var byrådshus i Tórshavn. Hans Christoffer Andreassen, kaldet Hans á Reyni, byggede også flere beboelseshuse samt forsamlingshuset Tórshøll i Tórshavn. Magnus Jacobsen, kaldet Magnus á Kamarinum, tegnede beboelseshuse og flere kirker, bl.a. kirken i Sandavágur.
Men den mest kendte var Hans Christoffer Wenningsted Tórgarð, der både var bygmester og arkitekt. Han publicerede en række vigtige arbejder om færøsk byggeskik i et historisk perspektiv. Han kastede et kritisk blik på det nye korsplanshus, hvis indretning efter hans mening ikke passede særlig godt til de krav, man havde til en bolig i det færøske samfund. Han kom med eksempler på, hvordan man uden større omkostninger kunne bygge videre på gammel færøsk byggetradition og modernisere denne ved at anvende nye bygningsmaterialer som beton, pandeplader og opskåret tømmer. Af større beboelseshuse kan nævnes købmand Valdemar Lützens privatbolig og landslægens embedsbolig, som begge ligger i Sigmundargøta i Tórshavn og udgør eksempler på velproportioneret træbyggeri med stengrund. Tórgarð tegnede og stod desuden for opførelsen af flere større bygninger. Blandt dem er den katolske Skt. Frans Skole og den katolske kirke i Tórshavn (1933); begge er opført i træ og tilpasser sig fint byens størrelse. Det gælder også for et af hans hovedværker, teaterbygningen Sjónleikarhúsið (1926) midt i Tórshavn. Nævnes kan også Dronning Alexandrines Hospital (1921‑23) og Færø Amts Bibliotek (1931). Tórgarð tegnede desuden en lang række kirker, herunder kirkerne i Skúvoy (1937), Skála (1940), Hvannasund (1949) og Elduvík (1951).
Efter 2. Verdenskrig brød Olaf Mortensen med den tidligere tradition; han repræsenterer en mere lukket arkitektur, der er mere brutal i både form og udtryk. Hans hovedværker er Sjómansskúlin, navigationsskolen i Tórshavn (1962) og Føroya Studentaskúli (1965), gymnasiet i Hoydalar. De to bygninger slægter hinanden på og er uden særlig følelse for den tidligere mere bløde identitet i færøsk byggeri. Noget, man i mindre grad kan se i de mange nye skolebygninger opført fra 1950’erne og derefter. Blandt disse er Tórshavnar Kommuniskúli (1954‑56), som nu er blevet renoveret og indrettet til kollegium med navnet Finsen.
I 1960 kom der yderligere en arkitekt, Jákup Pauli Gregoriussen, fra hvis tegnestue den næste generation af færøske arkitekter udklækkedes. Hans første større opgave var i samarbejde med konstruktøren Kristoffur Kristoffersen at tegne Ebenezer, brødremenighedens forsamlingshus i Tórshavns centrum (1963), en bygning, der på mange måder kom til at kendetegne tegnestuens arbejder inden for betonbyggeri. Dertil kommer posthuset i Klaksvík (1967), alderdoms- og plejehjemmet i Miðvágur (1967) og folkeskolen i Hvalba (1973); disse byggerier er mere traditionelle og uden større dramatik, der er lagt vægt på proportioner og på, at taget udgør en femte facade. Af senere betonbyggerier kan nævnes det nye Nationalbibliotek, Landsbókasavnið( 1979), folkeskolen Eysturskúlin (1980) i den østlige del af Tórshavn, radiohuset Útvarp Føroya (1982, udbygget i hhv. 1998 og 2016) og den tekniske skoles skolehjem Skúlaheimið (1983) samt kunstmuseet Listaskálin (1970/89). Alle disse bygninger ligger i Tórshavn. Tegnestuen afsøger i disse år bl.a. betonens muligheder, men i et udtryk, der ligger langt fra tidligere færøsk byggeskik. Af senere byggerier er Føroya Sparikassis nye bygning på Tinghúsvegur i Tórshavn (1985), en glas- og stenbygning, som tilpasser sig det gamle bymiljø og alligevel har sit eget udtryk. I sine ældre år er Gregoriussen kommet til en større forståelse med traditionen, som han også har belyst i sine mange bogudgivelser.
Perioden er ellers mere præget af brutalisme, postmodernisme og andre internationale bevægelser end af en særlig færøsk arkitektonisk udvikling. Det kan derfor virke overraskende, at især bygninger udformet af udenlandske tegnestuer er inspireret af det færøske miljø. Blandt disse kan nævnes en bygning opført af Forsvarets Bygningstjeneste, Radarstationens og NATO-basens bygning i Mjørkadalur (1963), som i materialevalg er velproportioneret til stedet og tager udgangspunkt i en form for færøsk tradition. Det er bygninger med græstørvstag, træbeklædning, en arkitektonisk opløsning af det store volumen og en nyfortolkning af stedet. Det samme gælder også de to bygninger Hotel Føroyar (1983), tegnet af de danske arkitekter Friis og Moltke, og Nordens Hus (1982), tegnet af norske Ola Steen i samarbejde med Kolbrún Ragnarsdóttir fra Island.
Den danske stat har desuden fra 1960’erne til 1980’erne stået for flere byggerier, bl.a. Christianskirkjan i Klaksvík, tegnet af Peter Koch (1963). Statshospitalet (1968) er tegnet af Carlo og Ole Odgaard. Føroya Læraraskúli/Venjingarskúlin (lærerseminarium og folkeskole) er tegnet af Stærmoses tegnestue (1967). Specialskolen Skúlin á Trøðni er tegnet af Erik Berg (1969). Og i Tórshavn står Holm & Grut bag Vesturkirkjan (1974).
Fra J.P. Gregoriussens tegnestue udsprang i 1980’erne Árni Winthers tegnestue. Det samme gjorde tegnestuerne Jórun í Dali & Høgni Larsen og Albert Isfeld & Gudmund Hansen, mens Tróndur Fuglø åbnede sin tegnestue (senere kaldet FUGLARK) i Klaksvík tidligere. Disse tegnestuer kom til at stå for det meste af byggeriet i to årtier. Eksempelvis har Árni Winther tegnet den nye katolske kirke Mariukirkjan i Tórshavn (1987), Albert Isfeld & Gudmund Hansen har tegnet alderdoms- og plejehjemmet Lágargarður i Tórshavn (1988), og Høgni Larsen står bag den nye Fríðrikskirkjan á Nesi på Eysturoy (1992).
Da den økonomiske krise ramte i begyndelsen af 1990’erne, fik det også store konsekvenser for arkitektstanden og byggebranchen. Der gik næsten et årti, før der kom gang i byggeriet igen, og der blev etableret nye tegnestuer.
En repræsentant for den nyeste arkitektur er den bygning, som Eik Banki (nu Betri Banki) i 2007 lod opføre i Fuglafjørður, tegnet af Arkitektar 99. Da bankens lokalafdeling blev nedlagt, købte kommunen bygningen, som nu er kommunekontor.
Bank Nordiks runde hovedsæde i glas i Tórshavn (2015) er tegnet af MAP Arkitektar. På Húsareyn uden for Tórshavn ligger desuden en inspirerende batteripark til vindmøller tegnet af Árni Winther (2017). Til de større byggerier i nyere tid hører også det nye gymnasium i Tórshavn, Glasir fra 2018, som er resultatet af en meget omtalt arkitektkonkurrence fra 2010 vundet af det danske arkitektfirma BIG – Bjarke Ingels Group. Glasbygningen, som er blevet et vartegn for byen, rummer både de traditionelle gymnasiale uddannelser, handelsgymnasiale og tekniske uddannelser i Tórshavn. I samme område ligger Føroya Musikskúli, tegnet af Kontrast (2018) og byens nyeste og største folkeskole, Skúlin á Fløtum, tegnet af ZETA Arkitektar i samarbejde med Brim Arkitektar og Árni Winther Arkitektar (2020). I Gøta bør nævnes Ósbjørn Jacobsen-arkitektars byrådshus (2019) og det lille fodboldstadion Tórsvøllur i Tórshavn, tegnet af MAP Arkitektar (2021).
I de seneste år er der også kommet flere nye byggerier i forbindelse med den øgede turisme, og blandt disse kan nævnes Hotel Hilton Garden Inn (2020), Hotel Brandan (2020), udbygningen af Hotel Føroyar (2020) samt den nye lufthavnsterminal. Desuden er et nyt hotel under planlægning i Klaksvík.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.