Billedkunst på Færøerne

Sámal Joensen-Mikines var den første til at arbejde professionelt med billedkunsten og opfattes dermed som faderen til færøsk billedkunst. Han slår en mørk, ekspressiv tone an, der stadig klinger hos samtidskunstnere som Øssur Johannesen m.fl. Mikines fik sin uddannelse på Kunstakademiet i København i årene 1928‑34 under professorerne Ejnar Nielsen og Aksel Jørgensen, hvor især den førstnævnte fik stor betydning for ham både som mentor og ven. I sine værker fra 1930’erne kredser Mikines tematisk om sygdom og død, delvis inspireret af personlige tab og oplevelser, men også af norske Edvard Munchs symbolsk-ekspressive malerier. Hovedværket Aftur av jarðarferð (Tilbage fra begravelse, 1937), som hænger på Listasavn Føroya (Nationalgalleriet) sammenfatter Mikines’ bestræbelser med melankolske, mørke billeder af døden som universalvilkår og deraf følgende sorg og savn. Senere blev udtrykket lysere og løsere med motiver som grindedrab, færøsk dans, havscenarier og landskaber, som han malede dels dramatisk og løssluppent, dels afklaret og modernistisk stringent.

En af de centrale personer i det gryende færøske kunstmiljø var William Heinesen, der ud over sin forfattergerning var kurator, kritiker og billedkunstner. Papirklippet dyrkede og forfinede han i en række farvesprudlende værker, hvoraf flere er i Listasavn Føroyas eje. Han var med til at udsmykke Tórshavnar kommuniskúli, der blev indviet i 1956, sammen med Janus Kamban og Zacharias Heinesen. Udsmykningen er bibeholdt og kan stadig ses, også selv om skolen er nedlagt og nu delvis anvendes til kunstneratelierer. Janus Kambans store cementrelief på facaden, Historiefortælleren (1957), har det samme enkle og afklarede formudtryk, som ses i hans skulpturer rundtomkring på Færøerne med motiver fra hverdagen og det daglige arbejde. Hans grafiske arbejder er ligeledes enkle som formfuldendte vignetter.

William Heinesen har beskrevet, hvor svært det var at få fat på værker fra Ruth Smith til udstillinger, da hun var usædvanlig selvkritisk og i stadig tvivl om sine egne præstationer. Hos hende handler det primært om at observere og at følge Aksel Jørgensens råd om at »se farverne frem«, hvilket hun i den grad lykkes med i sine impressionistiske og lysmættede landskabsskitser. Udtrykket er snarere ekspressivt i de koloristiske selvportrætter fra 1950’erne, hvor hun har været særlig omhyggelig med øjnene og området omkring dem, som er bygget op af flerfarvede, korte penselstrøg, der får billedfladen til at sitre af liv.

Den første generation af uddannede billedkunstnere vendte hjem fra København efter 2. Verdenskrig, og blandt dem var Ingálvur av Reyni, hvis værker udgør det næste store modernistiske gennembrud i færøsk kunst. Han lagde ud med figurative, stærkt koloristiske malerier med vægt på komplementærfarver, som han havde lært det på akademiet, men under vejledning fra den danske billedkunstner Jack Kampmann lærte han efterhånden at beherske farvevalget i sine gradvis mere abstrakte malerier. Ingálvur av Reyni malede i 1960 nogle helt nonfigurative billeder, men vendte siden tilbage til det færøske landskab, som han fortolkede i vældige, abstrakte kompositioner med og uden figurer. Det var ikke mindst i de senere år, at han nåede frem til en ny koloristisk og kompositorisk frihed i storslåede, ekspressive hovedværker. Et af disse er prominent placeret i Lagtingets tingsal, hvor det hænger bag ved talerstolen.

Steffan Danielsen var en selvlært ener, og hans motivvalg og kompositioner er uortodokse og originale med en uafrystelig ensomhedsfølelse. Derimod er både stemning og farver lysere og lettere i Frimod Joensens naivistiske malerier af folk og fæ samt deres omgivelser, som han i flere tilfælde malede forfriskende muntert. Thomas Arge havde sit særlige tag på det færøske landskab, som han skildrede tæt på med en taktil fornemmelse for jordoverfladens mos, sten og græs.

De mere eller mindre abstrakte, ekspressive naturfortolkninger har haft og har stadig mange fornemme udøvere, eksempelvis Bárður Jákupsson, hvis malerier og akvareller veksler imellem det kraftfulde, det lyriske og det dekorative. Han har udført flere større udsmykninger, ligesom han er en af de vigtigste kunstformidlere. Zacharias Heinesen har i årtier været en central skikkelse. Hans kompositioner med geometriske kantede fjelde og huse i klare farver har nærmest dannet skole og er blevet selve symbolet på færøsk billedkunst. Han er i udgangspunktet impressionistisk og har en særlig interesse for naturens lys og stoflighed.

Anker Mortensen viderefører traditionen for det abstrakte fra Ingálvur av Reyni, og han har også udført en del papirarbejder i en mere avantgardepræget stil. Han arbejder gerne med serier af billeder med poetisk klingende titler, der understreger maleriernes spiritualitet.

Hansina Iversen og Rannvá Pálsdóttir Kunoy er foregangskvinder inden for det nonfigurative maleri, som de med stor konsekvens har dyrket og udforsket siden 1990’erne. Hansina Iversens koloristiske malerier og litografier har en sanselig effekt på beskueren med kompositioner, der på én gang forekommer harmoniske og komplekse med små afvigelser, som konstant åbner op for nye fortolkninger. Kunoys karriere har et internationalt tilsnit med udstillinger i Schweiz og New York. Hendes malerier forekommer holografiske, hvilket bl.a. skyldes et særligt flerfarvet pigment, der får maleriet til at skifte farve efter beskuerens placering.

En af de stærkeste kolorister er Torbjørn Olsen, der ud over at male byrum skildrer mennesker i ekspressive portrætter. Han har malet altertavler i flere færøske og danske kirker, hvor han med komplementære farver understreger det bibelske drama.

Sigrun Gunnarsdóttirs stil er ganske anderledes naiv og symbolsk, og også hun har beskæftiget sig med kristne motiver. Hendes billedsprog er enkelt og samler sig omkring en figur, en person, en fugl eller et træ, der er placeret på en ensfarvet baggrund. Herudover placerer hun nogle få ting, der uddyber skildringen som en slags rekvisitter i en scenografi med fokus på tryghed og kærlighed.

LGBT-bevægelsen har haft stor fremgang på Færøerne i de senere år, hvor også et queer kunstudtryk er vokset frem, og hvor mangefacetterede kunstnere som Robin Ova Tolfsen og Dan Helgi í Gong kommenterer og sætter spørgsmålstegn ved normalitet og kønsidentitet.

Færøske kunstudsmykninger er vokset i antal, siden Tórshavnar Kommuna i 2007 vedtog lovgivning om kunstudsmykning af offentligt byggeri. På dette område har ikke mindst Edward Fuglø udført en del udsmykninger på diverse skoler. En af disse er udsmykningen af Skúlin á Fløtum (2020), der består af tre værker, hvis titler er billedsprog brugt i hverdagen: Flogvit, Lesihestur og Oddafiskur. Disse udtryk har Fuglø fortolket konceptuelt og dekorativt men også helt konkret – en læsehest bygget op af bogstaver og ordet flogvit, der betyder geni og spiller på fugleflugtens opadstræben, i form af udstoppede fugle sat på en stor ring. Også Astri Luihn har foretaget flere udsmykninger af skoler, fx Skúlin við Streymin (2020), som illustrerer historier fra de færøske kvad, Sjúrðakvæðini.

Den økonomiske fremgang og den hertil knyttede voksende turisme har resulteret i en fornyet interesse for kunst i det offentlig rum, og de fleste steder med respekt for sig selv har en eller anden form for udsmykning eller monument.

Et sandt tilløbsstykke er Hans Pauli Olsens store bronzeskulptur Sælkvinden fra 2014, der er monteret på klipperne i vandkanten ved Mikladalur til minde om sagnet om sælkvinden. Hans Pauli Olsen er Færøernes mest produktive billedhugger, og hans figurer er modelleret op i ler med et klassisk tilsnit. At en del af værkerne desuden opleves surrealistiske, skyldes, at flere figurers placering ser ud til at ophæve tyngdekraften. Hans skulptur af grafikeren Elinborg Lützen (2020) i Klaksvík er den første statue af en navngivet kvinde, der er sat op på Færøerne.

For Tróndur Patursson handler kunsten primært om at viderebringe en kosmisk oplevelse på en af sine sørejser sammen med Tim Severin. Paturssons nyeste værk ligger langt under havets overflade i verdens første undersøiske rundkørsel i Eysturoyartunnilin, som han har udsmykket med blåt, grønt og rødt lys. Ved søjlens fundament har Patursson placeret en 80 m lang skærm af cortenstål, som han har udskåret, så det ligner silhuetter af mennesker, der står skulder ved skulder hele vejen rundt som et universelt symbol på menneskeligt sammenhold.

Flere af samtidskunstnerne, fx Tóroddur Poulsen og Hanni Bjartalíð, arbejder bredt med flere kunstarter og med en vrimmel af abstrakte og figurative billedelementer, som de udvælger og sætter sammen. De senere år har været præget af formeksperimenter og af tendensen til, at kunsten også bevæger sig ud af institutionerne. Således afholdt Jón Sonni Jensen sin udstilling VISCERA CONSTRUCT (2017) i en videnskabelig virksomheds lokaler med organiske figurer og skulpturer udført i latex, skum og aluminium. De samme afrundede former kendetegner Randi Samsonsens tekstilværker. En nonfigurativ materialitet ses i Jóhan MartinChristiansens værker, og da han i 2016 afholdt sin første særudstilling på Listasavn Føroya, udstillede han gips med konkrete spor fra græs og grene.

Naturen er på samme måde tema i mange af de ganske unge kunstneres værker. Der er økokritiske perspektiver i Alda Mohr Eyðunardóttirs værker, mens der er surrealistiske og feministiske træk i Anný Djurhuus Øssursdóttirs pop op-udstillinger, som hun arrangerer ude i naturen.

Nationalgalleriet Listasavn Føroya ligger i den nordlige del af Tórshavns plantage. Her kan man opleve et stort udvalg af færøsk kunst. Museets ældste del, tegnet af J.P. Gregoriussen, blev opført i 1970, og i 1993 blev det udvidet af den danske arkitekt Niels F. Truelsen i samarbejde med J.P. Gregoriussen.

Steinprent har siden 1999 fungeret som et mødested for kunstnere og kunstinteresserede og består dels af et værksted, der fremstiller litografi, dels af et galleri i stueetagen. Steinprent ledes af litografen Jan Andersson og grafikeren Fríða Matras Brekku, og her har Per Kirkeby haft arbejdsophold, der inspirerede ham til at skrive Rejsen til Færøerne, ligesom Ian McKeever, Julie Sass og Claus Carstensen har arbejdet og udstillet på stedet. Værkstedet har desuden samarbejdet med de fleste af de etablerede færøske kunstnere, fx grafikeren Marius Olsen, der bor i Finland, men som jævnligt arbejder og udstiller sine præcise tryk i Steinprent.

I Nordens Hus udstilles der nordiske verdensnavne som finske Terike Haapoja i 2014 og islandske Ragnar Kjartansson i 2019. I Klaksvík afholder den lokale kunstforening Norðoya Listafelag udstillinger og events, ligesom Gamla Seglhúsið sammesteds er et meget virksomt galleri med skiftende udstillinger. I Vágur kan et fint udvalg af Ruth Smiths værker opleves efter aftale med Ruth Smith Art Museum, og i Báta- og Listasavnið i Leirvík kan man se Jóannis Kristiansens malerier.

Læs mere om kultur på Færøerne

Læs også om

• Kunsthåndværk og design på Færøerne
• Byggeskik på Færøerne
• Foreningsliv og frivillighed på Færøerne
• Kirker på Færøerne
• Religion og trossamfund på Færøerne
• Kulturhistoriske museer og kulturarv på Færøerne

Se alle artikler om kultur