Suðuroy | lex.dk – Trap Færøerne

Kort over sysler og kommuner.

Af /KF.FO OG PEDER DAM, 2022.

Licens: Begrænset anvendelse

Kysteroderede landskaber ved Ásmundarstakkur på Suðuroys vestside. Den forrevne kyst afspejler både den nutidige konstante bølgeerosion af kystlandskaberne, og hvordan isen under de stadigt tilbagevendende istider har skåret sig ned gennem basaltsletten og omdannet den til de 18 øer, som i dag udgør Færøerne.

Ólavur Frederiksen, 2018.

Licens: Begrænset anvendelse

Suðuroy er 164,9 km² og Færøernes sydligste ø; den er 32 km lang og 13 km på sit bredeste sted. Det højeste fjeld på øen er Gluggarnir på 610 m.

Kystformationerne er uregelmæssige, og særligt vestkysten er utilgængelig med forbjerge af betydelig højde. Beinisvørð ved Sumba er således 469 m. Bortset fra Fámjin og Sumba, der ligger på vestsiden, ligger de øvrige bygder på østsiden ved fjorde og bugter. Der er flere større og mindre holme omkring Suðuroy. Geologisk er øen interessant bl.a. på grund af forekomsterne af tilgængeligt kul og flere synlige geologiske fænomener. Alle bygderne på Suðuroy er i dag knyttet sammen med veje og tunneler, og der er regelmæssig bilfærgeforbindelse mellem Tvøroyri og Tórshavn.

Suðuroy udgør ét syssel, Suðuroyar, og der er syv kommuner: Hvalbiar, Tvøroyrar, Fámjins, Hovs, Porkeris, Vágs og Sumbiar Kommuna. Her tales en særlig dialekt, som dog varierer fra bygd til bygd.

Forbjerg på vestsiden af Suðuroy, hvor den nederste del viser Beinisvørð Formationen, og den øvre del viser Malinstindur Formationen.

Ólavur Frederiksen/Trap Færøerne, 2021.

Licens: Begrænset anvendelse

De »tyrkiske« sørøvere

I 1600-tallet var Færøerne stærkt plaget af gentagne angreb fra sørøvere, og Suðuroy var særligt udsat. En del af disse kom fra Nordafrika og blev, fordi området var en del af Det Osmanniske Rige, i folkemunde kaldet tyrkere.

I 1629 blev Hvalba udsat for et særlig voldsomt angreb, hvor seks blev dræbt, og mere end 30 mennesker blev bortført. Af disse var størstedelen kvinder og børn, og de kom aldrig tilbage. Et kraftigt uvejr medførte, at et af sørøvernes skibe sank i Hvalbiarfjørður, og en stor del af besætningen druknede. Stedet, hvor de blev begravet, kaldes derfor Turkagravir.

Man tilskriver desuden Suðuroys indbyggere et særlig stærkt temperament og mener, at det skyldes, at de »tyrkiske« sørøvere efterlod sig andre spor end blot død og ødelæggelse.

Kulminerne i Prestfjall

Allerede i 1600-tallet forsøgte danske myndigheder at sætte gang i udvindingen af kul i den nordlige del af Suðuroy. Resultatet var ikke stort, men lokalt fik kullet betydning som brændsel i Hvalba.

Under både 1. og 2. Verdenskrig, hvor kul var en mangelvare, intensiveredes udnyttelsen af forekomsterne både i Hvalba og i Trongisvágur. Et lille fragtskib forsynede nu hele Færøerne, og det var en af årsagerne til, at man mange steder holdt op med at bruge tørv som brændsel. Kulproduktionen nåede sit højdepunkt i 1958, hvor der blev udvundet 12.000‑14.000 tons kul. Over 100 mænd havde arbejde i kulminerne, som da var bygdens største arbejdsplads.

Videre læsning

Læs mere om Øerne, byerne og bygderne

Læs også om

Læs videre om

Se alle artikler om Øerne, byerne og bygderne

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.