Vikingetiden på Færøerne

De skriftlige kilder til Færøernes tidligste historie er fåtallige. Ifølge Færeyingasaga (Færingesaga), som er skrevet af en islandsk forfatter i ca. 1215, fandt den norrøne bosættelse på Færøerne sted i 800-tallet ad to omgange. Sagaen fortæller, at Grímur Kamban var den første, men senere kom der flere, der flygtede fra kong Harald Hårfager i Norge, og ligeledes kom der folk, som havde en fortid i de norrøne bosættelser i Irland og øerne ved Skotland. Sagaen nævner i den forbindelse den islandske landnamskvinde Auð den Dybsindige, som havde været gift med en vikingekonge i den norrøne bosættelse i Dublin. Undersøgelser af den genetiske sammensætning i den færøske befolkning har vist, at mens de mandlige bosættere overvejende var af skandinavisk oprindelse, stammede de kvindelige bosættere overvejende fra De Britiske Øer. Disse undersøgelser bekræfter derfor det migreringsmønster, som Færeyingasaga redegør for.

Færeyingasaga beretter i øvrigt om magtkampen mellem de to mægtigste færøske høvdingeslægter i tiden fra ca. 960 til ca. 1040, gøtuskeggjaslægten med brødrene Brestir og Beinir i spidsen og hovsslægten, hvis høvding var Havgrímur í Hovi. Sagaen beretter, at Sigmundur, som var søn af Brestir og arvede de to brødres høvdingedømme, var hirdmand hos kong Olav Tryggvason af Norge og på hans vegne stod for kristendommens indførelse på det færøske ting i 999. Sagaen beretter også om de norske kongers bestræbelser på at indlemme Færøerne i et norsk netværksrige i Nordatlanten, hvor høvdingerne var skatskyldige til de norske magthavere, og at dette lykkedes under kong Magnus den Gode, da de to høvdingedømmers arvtager, Leivur Øssursson, tog Færøerne i len af ham.

Den islandske sagas beretning om færingerne ser ud til dels at bygge på mundtlig tradition fra Færøerne ca. år 1200, dels at være en litterær frembringelse med anakronismer. Den kan derfor snarere opfattes som en gengivelse af samtidens samfund, hvad angår retsforhold og forholdet til den norske kongemagt, end af vikingetidens historiske virkelighed.

De arkæologiske levn fra vikingetiden viser, at befolkningen boede i langhuse af samme type som i andre nordatlantiske samfund i vikingetiden med norrøn oprindelse. Den første arkæologiske undersøgelse af et langhus fra vikingetid blev foretaget i Kvívík i 1940’erne og senere også i Fuglafjørður og i andre bygder. De første gårdanlæg blev typisk anlagt tæt ved vandløb eller ved en strand med god adgang til havet. Senere i vikingetid og i middelalderen blev spredte gårde (býlingar) anlagt i udkanten af den oprindelige gårds indmark. Disse kan endnu ses i enkelte bygder, fx på øen Koltur.

Den mest omfattende arkæologiske undersøgelse af et gårdanlæg fra vikingetiden blev foretaget på Toftanes i Leirvík i årene 1982‑87. Gården, som er dateret til 900-tallet, bestod af et ca. 20 m langt langhus og tre mindre bygninger. Langhuset var opbygget af tykke buede vægge af sten og tørv omkring en trækonstruktion med bænke langs væggene inde i huset og parvis parallelle tagbærende stolper. Midt på gulvet var et 5 m langt stensat ildsted. Den østlige del af huset var antagelig stald. Inden huset blev bygget, har man anlagt et system af stensatte dræn eller render for at holde boligområdet tørt og måske også for at forsyne beboerne og husdyrene med rindende vand indendørs.

Ved udgravningen af en begravelsesplads i Tjørnuvík i 1957 fandt man en såkaldt ringhovednål placeret ved brystet af en voksen kvinde. Kulstof 14-datering af skelettet og fra en anden grav på gravpladsen daterede disse til 900-tallet. Gravpladsens placering, gravenes udformning og retning samt gravgodset og motivet på ringhovednålen, en såkaldt valknude, knytter begravelserne til et hedensk miljø.

Egentlige gravhøje fra vikingetiden er hidtil ikke fundet, men navne på visse lokaliteter er forbundet med grave og gravhøje som Tormansgrøv i Vági, Havgrimsgrøv i Hovi og Øttisheyggur i Giljanes.

Man har fundet genstande forsynede med kristne symboler fra tiden, før kristendommen blev formelt indført på Færøerne. To små kristne trækors fra 900-tallet er fundet på gårdanlægget på Toftanes i Leirvík. Der findes små kirkeruiner med omliggende rundformede kirkegårdsdiger, hvor navneelementet bønhus eller kirkegård indgår i stednavnet, og som minder om lignende kirkeruiner og kirkegårde fra vikingetiden i Island og Grønland.

Ved nylige undersøgelser i bygden Velbastaður har man i en rundformet kirkegård fra vikingetiden afdækket en lille kirkeruin. Blandt fundene var en forgyldt fingerring, som er sølvdekoreret med et kors og druer. Den kan derfor forbindes til et kristent miljø i sen vikingetid eller tidlig middelalder. I denne kirkegård blev desuden fundet en sjælden engelsk sølvmønt, som er dateret til 910‑15. Kulstof 14-dateringer af forkullede bygkorn fra lokaliteten har påvist aktivitet mellem 765 og 905. I skrænten ud mod havet ses levn efter beboelse, der tyder på, at noget af den ældste bebyggelse er skyllet i havet.

På Bønhúsfløta i Nes i Hvalba er dele af en formodet kirkegård bevaret, mens resten er skyllet i havet. I skrænten inden for kirkegårdsdiget er fundet menneskeknogler, som er dateret til 1000-tallet. Få meter fra kirkegårdsdiget ligger ruinerne af et gårdanlæg.

Ifølge Færeyingasaga blev den første kirke på Færøerne bygget på øen Skúvoy. I forbindelse med genanvendelsen af en nedlagt kirkegård på Skúvoy stødte arbejderne på kistetømmer og nogle gravsten med indhuggede hjulkors og latinske kors. Kulstof 14-dateringer af kistetømmeret viser, at kirkegården har været i anvendelse allerede i 800‑900-tallet og i tidlig middelalder. Gravstenenes oprindelse og datering er imidlertid omdiskuteret. Nogle forskere mener, at stenene er irske fra 600‑700-tallet, mens andre påpeger, at lignende kors findes i Norge og i kirkegården på Herjolfsnæs i Grønland, hvor de dateres til 1200-tallet, og at stenene derfor mest sandsynligt er fra tidlig kristen middelalder. Andre paralleller findes bl.a. på Hebriderne. Et brudstykke af en lignende sten blev senere fundet ved stranden på Skúvoy. Den har en runeindskrift, der tolkes som navnene Gísli og Ísleifr og dateres til ca. år 1000/1050‑1150.

På flere af øerne findes små ruiner af vakhús (udkigshuse), hvor man regelmæssigt holdt udkig efter sørøvere. De tjente som led i et advarselssystem, således at befolkningen kunne komme i ly i fjeldene, når der var sørøvere i farvandet.

I udmarken findes flere spor efter menneskelige aktiviteter fra forskellige perioder. De mest synlige er varðar (varder eller opstablede kegleformede stendysser), der stadig står som vejvisere i et netværk af stier, der forbandt gårde og bygder og førte ud til vigtige steder i udmarken. Derudover findes gamle gærder eller stendiger og mindre ruiner samt andre spor efter ældre driftsformer. Sammen med stednavne giver disse en forståelse af det fortidige landbrug, bl.a. fåremalkning og svinehold.