Klaksvík (By)

Klaksvík, som tidligere også kaldtes norðuri í Vági, har 4.992 indbyggere og er på 59 merkur og 12 gyllin. 47 merkur og 12 gyllin er fæstejord, som er fordelt på ni fæstere, og 12 merkur er odelsjord. Fårebesætningen er på 1.110 dyr.

Byen ligger på og ved et lavt eiðe (landtange) mellem høje fjelde på begge sider. Ved kysten ud til Borðoyarvík er der påvist moræneaflejringer fra to isfremstød. Den undersøiske tunnel Norðoyartunnilin har siden 2007 forbundet Klaksvík med Leirvík på Eysturoy.

Udgravninger og ruiner har også vist, at der har været vedvarende bebyggelse siden vikingetiden. En oversigt fra 1592 viser, at der da kun var én kirke på Borðoy, og kilder fra 1669 fastslår, at kirken er i Vági. Klaksvík har således i århundreder været hovedbygden på Borðoy.

Bebyggelsen ligger på det eneste sted i Norðoyggjar med en naturlig havn, som er godt beskyttet af øen Kunoy på den anden side. Det var imidlertid først med fiskeriets og skibsfiskeriets udvikling i løbet af 1800-tallet, at denne tydelige fordel begyndte at blive udnyttet. Fra 1801 til 1901 steg indbyggertallet fra 88 til 443 personer.

En afdeling af monopolhandelen blev etableret i Klaksvík i 1838, og ved frihandelen i 1856 blev bygningerne købt af J. Beck & Sønner, som begyndte at handle på Færøerne. I 1912 begyndte Jógvan Frederik Kjølbro, der siden 1902 havde arbejdet hos J. Beck & Sønner, selv at handle i bydelen Biskopstøð.

Siden har Klaksvík været Færøernes fiskerihovedstad med en stor og moderne fiskeindustri på havet og på land foruden anden afledt privat og offentlig virksomhed.

Sygehuset i Klaksvík blev oprettet i 1898 og er blevet udbygget i flere omgange siden. I de turbulente år i begyndelsen af 1950’erne blev sygehuset inddraget i den berømte konflikt mellem dele af lokalbefolkningen omkring lægen Olaf Halvorsen og myndighederne på Færøerne og i Danmark.

I 1917 etablerede brødremenigheden sig i Klaksvík. Den fik i løbet af perioden 1920‑50 så stor tilslutning, at den i dag tæller 43 % af indbyggerne. Forklaringen skal bl.a. findes i, at Jógvan FrederikKjølbro tilsluttede sig brødremenigheden i 1920, og i at der var betydelige samfundsmæssige forandringer i Klaksvík i denne periode med opbrud og stor tilflytning. Desuden stod den traditionelle folkekirke svagt i bygden, og den etablerede sig først med en bofast sognepræst i 1934.

Der har været kirke i Klaksvík siden 1592, muligvis også før. Den nuværende kirke i Klaksvík, Christianskirkjan, er fra 1963. Da Norðoya Vestara Prestagjald i 1934 blev etableret som selvstændigt præstegæld, fik sognepræsten i Klaksvík også ansvaret for kirkerne i Kunoy, Mikladalur, Húsum og fra 1937 også den nye kirke i Árnafjørður.

Brødremenigheden fik sin første mødesal, Betesda, i 1917. I 2014 opførtes en ny mødesal af samme navn. Indre Mission holder til i sin egen mødesal fra 1950, mens en anden retning, Kirkjuliga Missiónsfelagið, der etablerede sig i Klaksvík med sit eget missionshus i 1919‑20, fik et nyt missionshus i 2005. Der blev også etableret flere andre mindre kristne menigheder eller forsamlinger i Klaksvík, i særdeleshed efter 1970.

Klaksvík er også kendt for et alsidigt kulturliv både inden for musik og kunst. Grupperne Frændur og Hjarnar har siden 1980’erne udgivet flere plader, og byen har over en årrække huset en tilbagevendende musikfestival. Blandt byens kunstnere kan nævnes grafikeren Elinborg Lützen, af hvem der er rejst en statue uden for hendes barndomshjem.