Trawleren Tróndur í Gøtu ved kajen foran fabrikken Varðin Pelagic i Tvøroyri.

.

I 1985 lancerede Landsstyret sin såkaldte skibspakke, hvis formål var at få bygget nogle færøske skibe til at fiske kulmule i færøsk farvand. I januar 1987 kunne Jákup Jacobsen og Tummas Thomsens rederi sejle sit første skib, Tróndur í Gøtu, ind til Gøta.

Da den økonomiske krise ramte Færøerne i 1990, blev også rederiet berørt, og for at redde skibet besluttede besætningen at sænke sin egen hyre lidt og indskyde ny kapital i rederiet. Derfor overlevede Tróndur í Gøtu som det ene af kun to skibe; skibspakken havde omfattet 16 skibe.

Gennem 1990’erne lykkedes blåhvillingfiskeriet, og man begyndte også at kunne fiske sild og makrel. Således var rederiet godt positioneret, da det pelagiske fiskeri for alvor blev den dominerende del af færøsk fiskeindustri kort efter år 2000. Det gav rederiet mulighed for at købe andre pelagiske skibe og deres fiskekvoter.

I 2011 ændrede rederiet strategi. Man valgte sammen med andre at købe både skibe og fabrikker fra fallitboet efter Faroe Seafood. Denne virksomhed, FaroeOrigin, har to filetfabrikker og seks trawlere, der især fisker og bearbejder storsej. I 2012 anlagde man en pelagisk fabrik i Tvøroyri under navnet Varðin Pelagic, hvor rederiets pelagiske skibe kan lande deres store fangster.

I dag har rederiet næsten 400 ansatte, og den årlige omsætning er på mere end en mia. kroner.

Videre læsning

Læs mere om Erhverv og arbejdsmarked på Færøerne

Læs videre om

Se alle artikler om samfund og erhverv

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig