Energiforsyning på Færøerne

Efter Heygums forsøg med vandkraft i Vestmanna blev der også taget initiativ til at udnytte vandkraften på Suðuroy. Det første vandkraftværk på Færøerne blev således anlagt i dalen Botnur vest for Vágur på Suðuroy. Vandkraftværket i Botnur blev taget i brug den 18. juli 1921 og er stadig i funktion. Samme år begyndte et olieværk at producere elektricitet i Tórshavn. Ti år senere, i 1931, begyndte det næste vandkraftværk i Klaksvík.

I første halvdel af 1900-tallet blev der også taget flere private initiativer til små elværker, både olieværker og mindre vandkraftværker med små turbiner. Disse kunne producere elektricitet til enkelte husstande, mindre bygninger eller nabolag.

I takt med at elenergien fik stadig større betydning, tog 19 kommuner det første skridt til et tværkommunalt elselskab, der skulle forsyne de tre største øer, Streymoy, Eysturoy og Vágoy – deraf navnet SEV – med elektricitet fra vandkraft fra dæmninger i Vestmanna. Elselskabet blev stiftet d. 1. oktober 1946, og i december 1953 begyndte vandkraftværket Fossáverkið sin produktion. De efterfølgende år kom alle kommuner med i SEV, der overtog de gamle elværker, og som stadig har ansvaret for elforsyningen. Således ejes selskabet af kommunerne i fællesskab.

Olieselskaberne Shell og Esso kom ind på det færøske marked i første halvdel af 1900-tallet, hvor de leverede olie som den vigtigste energiforsyning til opvarmning og transport samt til erhvervslivet. Dansk Shell var som del af den internationale Shell Group i en lang periode eneaktionær i Føroya Shell. Ligeledes var det amerikanske olieselskab Esso igennem sine aktiviteter i Skandinavien ejer af Esso Føroyar, der senere blev opkøbt af det norske Statoil. Et mindre færøsk selskab, Oljufelagið Føroyar, blev stiftet i 1980’erne som modvægt til de store olieselskaber, men det blev også senere opkøbt af Statoil.

I 2007 ændredes ejerforholdene på det færøske oliemarked igen. Det islandske energiselskab Skeljungur købte Føroya Shell, der ændrede navn til Magn. Skeljungur ejer i dag 48 % af aktiekapitalen. Samtidig ophørte Statoil med sine aktiviteter i landet, og de blev overtaget af det nystiftede 100 % færøsk ejede selskab Effo.

Siden første halvdel af 1900-tallet har der således hersket duopol på det færøske oliemarked. De to store olieselskaber er begyndt at indrette sig på ny i en tid med fokus på grøn energi, hvor de ønsker at deltage som energiselskaber med vindkraft og andre vedvarende energiløsninger.

I 2009 vedtog Lagtinget for første gang en klimapolitik, der fokuserede på at reducere CO2-udledningen og sætte gang i en elektrificering af samfundet, hvor det var muligt, samt at øge elproduktionen med vedvarende energi. I 2011 udarbejdede Erhvervsministeriet en energipolitisk rapport, hvor et af hovedformålene var at elektrificere alt energiforbrug på land med mere vedvarende energi. Emnet blev bearbejdet videre i handlingsplanen Virkisætlan fra januar 2015 om fremtidens elsystem på Færøerne.

I forlængelse af bl.a. klimapolitikken og den energipolitiske rapport offentliggjorde SEV i 2014 sin vision om, at al elektricitet på land skal stamme fra grønne energikilder i 2030, kaldet Vision 2030. Visionen blev senere understøttet af Landsstyret i koalitionsaftalen efter lagtingsvalget i 2015, og siden da har alle parter – elsektoren, myndigheder, politikere og erhvervslivet – arbejdet frem imod den grønne omstilling i Vision 2030. Dog er de ikke altid enige om, hvordan målet skal nås, og hvor hurtigt alt energiforbrug kan omlægges til grøn energi.

Den samlede grønne omstilling omfatter således på længere sigt under halvdelen af energiforbruget, da omlægning af skibsfart og flytrafik til grøn energi er en separat problemstilling, som forskere over hele verden kæmper med. Myndighederne har dog fokus på den maritime sektor i forhåbning om, at den globale udvikling på dette område vil medføre, at en stor del af energien også her med tiden vil kunne komme fra vedvarende energikilder.

Ifølge SEV’s beregninger vil behovet for elektricitet på land være ca. 700 GWh i 2030, da en stor del af transport og opvarmning er blevet omlagt til grønne energiløsninger, som skal forsynes med elektricitet. Disse beregninger indbefatter ikke en grøn omstilling i industrien. Der vil således være tale om en øget vækst i elforbruget på ca. 133 % i perioden 2015‑30 – fra 300 GWh i 2015 til 700 GWh i 2030. Tallene er dog betingede af samfundsudviklingen generelt.

Ved udgangen af 2020 var der i alt indregistreret 321 elbiler, hvilket er en vækst på 302 biler i forhold til fem år tidligere, da der ved udgangen af 2016 var indregistreret i alt 19 elbiler på øerne. Antallet af varmepumper til huse og bygninger var anslået til over 1.000 ved årets slutning 2020. Antallet af ansøgninger til energimyndighederne om tilladelse til jordvarme gik fra to om året i 2012 til 235 i 2020 – i alt 803 ansøgninger på ni år.

Færøernes samlede energiforbrug til lands og til vands fordeles hovedsagelig på skibe, transport, industri, opvarmning og elforbrug, i alt ca. 3.800 GWh i 2020. I det store billede stod olien for 92 %, mens 8 % kom fra grønne energikilder på land, primært vandkraft og vindenergi men også energi fra affaldsforbrænding. Skibstrafik står for 41,3 % af det samlede energiforbrug (se Figur).

Elforbruget på 407 GWh var 10 % af landets samlede energiforbrug i 2020, og ca. 38,7 % af elproduktionen kom fra vedvarende energikilder, primært vandkraft og vindkraft – men også med små bidrag fra biogas (0,34 %) og solenergi (0,04 %). De resterende 61,3 % kom fra de oliedrevne værker. Til sammenligning kom ca. 40 % af elektriciteten i 2015 fra olie, mens ca. 60 % af elektriciteten blev produceret ved hjælp af vand- og vindkraft, hvilket var en rekord mht. grøn energi i elsektoren.

I perioden 2016‑20 var der således tale om en tilbagegang i den grønne elproduktion, hvor den procentvise fordeling mellem olie og grønne energikilder kom helt ned på 2005-niveau. I 2005 var den samlede elproduktion 245 GWh, der fordelte sig på ca. 45 % vedvarende energi og ca. 55 % olie.

Det hører dog med til regnestykket, at Færøerne i perioden har oplevet en rivende udvikling i fiske- og lakseindustrien, stor aktivitet i bygge- og anlægsbranchen samt stor vækst i befolkningstallet, hvilket sammenlagt har medvirket til en usædvanlig høj efterspørgsel på elektricitet. Den såkaldte almindelige vækst i elforbruget var i mange år 2‑3 % om året, men elforbruget er i perioden 2017‑20 øget med over 5 % årligt – dog med en ekstraordinær vækst på 9,7 % i 2019. Samtidig er det ikke i nødvendigt omfang lykkedes at udbygge de grønne energikilder til elproduktion i takt med det øgede elforbrug.

Selv om de grønne produktionstal har været nedadgående, var fem grønne energikilder del af den færøske elproduktion i 2020 – vandkraft, vindkraft og biogas samt solenergi og tidevandsenergi på forsøgsplan.

Da SEV blev etableret i 1946, var det primære mål at producere elektricitet med vandkraft. Samfundsudviklingen i 1970’erne gjorde det imidlertid nødvendigt at udbygge med oliedrevne værker. Selskabet udbyggede igen vandkraften over en periode på 30 år – fra tidligt i 1980’erne til 2013.

I denne periode blev vindenergi også aktuelt på Færøerne, og SEV gjorde de første spæde forsøg med vindkraft i Neshagi på Eysturoy i 1993. I 2003 indgik selskabet et samarbejde med det private selskab Sp/f Røkt, der satte tre vindmøller op i Vestmanna. I 2005 installerede SEV tre vindmøller i Neshagi, der blev skiftet ud med fem nye i 2012.

I 2014 anlagde SEV en forholdsvis stor vindmøllepark på 11,7 MW i Húsahagi uden for Tórshavn med et tilhørende batterisystem, der kan stabilisere den ustabile vindkraft ind på det færøske elnet efter sekunder eller minutter. Batterisystemet blev udviklet specielt til øernes elsystem i et samarbejde mellem SEV, den tyske vindmøllefabrikant ENERCON og franske Saft Batteries.

Erfaringerne fra batterisystemet i Tórshavn ligger til grund for den nye vindmøllepark på 6,3 MW i Porkeri på Suðuroy, hvor produktionen begyndte i november 2020. Således er der her kapacitet til at gemme den ustabile vindenergi i op til en halv time og omforme den til stabil energi til forbrugerne, hvilket er et stort fremskridt.

I 2020 fandtes der således fire vindmølleparker på Færøerne, hvoraf SEV ejer tre, og Sp/f Vindrøkt, hvor olieselskabet Effo ejer halvdelen af aktiekapitalen, ejer en. SEV anlægger endnu en vindmøllepark på 18 MW ved Eiði på Eysturoy, olieselskabet Magn anlægger en på 18 MW i Flatnahagi uden for Tórshavn, og Sp/f Vindrøkt står bag en vindmøllepark på 25,2 MW i Hoyvíkshagi uden for Tórshavn. Disse bliver efter planen sat i drift i 2022.

Ifølge elforsyningsloven er SEV ansvarlig for elsystemet, mens elproduktionen – især vindkraften – bliver sat i offentligt udbud, hvor hovedformålet er at holde produktionsprisen på et så lavt niveau som muligt.

Energimyndighederne har efter undersøgelser i en lang periode dannet grundlaget for produktion af biogas på Færøerne. Den største lakseopdrætsvirksomhed, Bakkafrost, har i forlængelse heraf også involveret sig i grøn energi med biogasværket FÖRKA uden for Tórshavn, der blev sat i drift i 2020. FÖRKA bruger i sin produktion affald fra lakseindustrien, fiskefabrikker og landbruget. Det nye biogasværk begyndte at levere elektricitet til SEV i september 2020, og i perioden september-december 2020 producerede FÖRKA 1.357 MWt – svarende til elforbruget hos 1.200 husstande.

I december 2019 satte SEV på forsøgsbasis et solanlæg i drift i Sumba på Suðuroy, som i 2020 producerede 170.000 kWt til SEV – svarende til elforbruget hos 35 husstande – og de indsamlede data svarer til forventningerne. Produktionen er ca. 80 % af det, den er i Danmark. I 2020 iværksatte SEV også et forsøg med tidevandsenergi i Vestmannasund sammen med den svenske virksomhed Minesto. To af Minestos Deep Green-drager er lænket til havbunden og flyder rundt i et ottetal i vandet, hvorved de producerer elektricitet. Det var en historisk begivenhed, da det for første gang i november 2020 således lykkedes at producere elektricitet fra tidevandsenergi.

Grundet sin isolerede beliggenhed i Nordatlanten kan landet ikke som fx Danmark købe elektricitet fra nabolandene. Derfor er et eget backupsystem nødvendigt.

Vandkraften er i denne sammenhæng stabil energi, hvis der er nok vand i reservoirerne. Vindenergien er til sammenligning ustabil energi, der til en vis grad kan stabiliseres med batterisystemer. Biogas bliver også et supplement, og solenergien, der ligeledes er ustabil energi, vil være et andet supplement for Færøerne særligt om sommeren, hvor det i perioder kan knibe med vand- og vindkraften. Hvis tidevandsenergien udvikles til en bæredygtig energiproduktion, vil den være en 100 % forudsigelig energikilde.

Færøernes store udfordring i den grønne omstilling ligger i det faktum, at man skal finde en sikker afløser som backup for olien, der er elsystemets sikkerhedsnet med de oliedrevne elværker Vágsverkið på Suðuroy og Sundsverkið på Streymoy, som er i brug dagligt. I fremtiden skal vandkraften i Vestmanna sammen med et pumpesystem mellem to dæmninger i området kunne løfte opgaven som et grønt dagligt backupsystem. Systemet vil pumpe vandet op til genbrug i elproduktionen, og det skal drives af overskudsenergi fra vindkraften. Det er stadig begrænset, hvor megen vindenergi det færøske elsystem kan kapere på én gang, og dermed kan overskud i vindenergien altså omsættes til vandkraft.

Med pumpesystemet som en del af vandkraften bliver olien i størst muligt omfang udfaset til kun at være et sikkerhedsnet i tilfælde af, at der ikke er nok grøn energi til rådighed i det færøske elsystem. Når Færøerne er nået dertil, kan de oliedrevne elværker sammenlignes med den kabelforbindelse, som Danmark fx har til Tyskland og Sverige samt resten af det europæiske elnet, hvor landene fungerer som hinandens sikkerhedsnet.

Det færøske elnet er delt op i et hovednet, der forbinder den centrale del af landet, og et separat system på Suðuroy. Derudover er der mindre netsystemer ude på de små øer. Størstedelen af det færøske elnet er gravet ned i jorden som kabelforbindelser, der ikke påvirkes af stormvejr, som de traditionelle højspændingslinjer gør. Dette har medført, at fejlene i høj- og mellemspændingsnettet er blevet reduceret betydeligt.

De første offentlige planer om fjernvarme i Tórshavn blev formuleret i 1980, og i slutningen af 1980’erne indgik SEV og Tórshavnar Kommuna et samarbejde om fjernvarme. Dette samarbejde drives af Fjarhitafelagið, der leverer varme til kunder i hovedstaden primært med overskudsvarme fra det oliedrevne elværk Sundsverkið og fra Tórshavns forbrændingsanlæg. Størstedelen er husstande, men et par hoteller, nationalstadionet Tórsvøllur, gymnasiet Glasir og flere store bygninger er også tilkoblet fjernvarmeanlægget. Antallet af forbrugere er steget fra 814 i 2010 til 1.469 ved udgangen af 2020, svarende til en vækst på 80,5 % på ti år.

Fjarhitafelagið har som sit primære mål at fortsætte med at udbrede fjernvarmen i Tórshavn. Der er planer om at bygge flere grønne energikilder ind i varmesystemet for at blive helt fri af olien. Ud over overskudsvarme ønsker Fjarhitafelagið at udvinde varme fra andre kilder, hvor biogasværket FÖRKA som det første blev tilsluttet fjernvarmeanlægget i slutningen af 2020. Målet er, at FÖRKA skal levere 1,3 MWt til Fjarhitafelagiðårligt, svarende til varme til 400 husstande.

Overskudsenergi fra vindmølleparker i Tórshavn til opvarmning af store vandbeholdere og en eldreven havvarmepumpe hører med til fremtidsplanerne for Fjarhitafelagið, der ejes ligeligt af SEV og Tórshavnar Kommuna.

Læs mere om samfund og erhverv på Færøerne

Læs videre om

• Vindmøller på Færøerne

Læs også om

• Befolkning og bolig på Færøerne
• Erhverv og arbejdsmarked på Færøerne
• Politik og planer på Færøerne

Se alle artikler om samfund og erhverv