1536-1850 på Færøerne

I 1619 fik Islandsk Kompagni rettighederne til handelen på Færøerne, hvilket betød, at handelen blev flyttet fra Bergen til København. Såvel den verdslige som den kirkelige administration af Færøerne flyttede på samme tidspunkt også til København, og dermed ophørte den nære forbindelse mellem Færøerne og Norge, der havde haft en så stor betydning gennem hele middelalderen.

Rent administrativt var forandringen ikke så stor, da Færøerne stadigvæk blev styret i henhold til norske love og regler, men inden for erhvervslivet skete der en stor forandring. Da handelen indirekte varetoges gennem Norge, var tørfisk en betydningsfuld handelsvare, men Islandsk Kompagni havde større interesse i hoser end i fisk. Færingerne fik en god pris på uldne hoser, der efterhånden blev den vigtigste eksportvare.

Ændringerne mærkedes først administrativt i 1655, da Frederik 3. udnævnte den danske Balzer Jacobsen til lagmand. Han var ikke den mand, som Lagtinget havde anbefalet, og utilfredsheden blandt lagrettemændene var så stor, at lagmanden snart fik navnet 'Den onde lagmand'. At kongen udnævnte en anden end den person, som Lagtinget ønskede, var et klart bevis på, at enevælden blev stærkere og stærkere, samtidig med at Lagtingets magt efterhånden svækkedes tilsvarende. Staten var dog endnu ikke så stærk, at den var i stand til at sætte sig op imod Lagtinget, så få år efter trådte Balzer Jacobsen tilbage som lagmand, og den person, som Lagtinget oprindelig havde anbefalet, blev udnævnt. I de følgende 100 år var alle lagmænd færinger.

Samtidig med at man forsøgte at udnævne en dansker til lagmand på Færøerne, fik Christoffer Gabel tildelt Færøerne som len, og i 1662 fik han også overdraget ansvaret for handelen på Færøerne. Christoffer Gabel var en af kongens nærmeste rådgivere, da enevælden blev indført i 1660. Christoffer Gabels søn, Frederik Gabel, arvede lenet efter sin far og besad det til sin død i 1708.

Mens Frederik Gabel forvaltede handelen, blev det efterhånden mere og mere vanskeligt at afsætte færøske hoser, og derfor gav handelen stadig større underskud. Gabel og hans købmænd besluttede, at handelen i fremtiden skulle tage imod råuld i stedet for at købe strikkede hoser, men da denne afgørelse blev bekendtgjort på Færøerne, forårsagede den stor utilfredshed. Færingerne var klar over, at afgørelsen ville medføre tabet af deres vigtigste indtægtsmulighed, der netop var knyttet til klargøring af ulden til fremstilling af hoser. Lagtinget samledes for at sætte ord på utilfredsheden, og det stod klart, at en opstand var i vente, hvis ikke afgørelsen blev trukket tilbage. Lagtingets medlemmer var enige om, at færingernes levevilkår ville blive uudholdelige, hvis denne indtægtsmulighed forsvandt.

Da meddelelsen om utilfredsheden nåede København, befalede kongen Lagtinget at sende en delegation med fire af landets mest begavede mænd til København for at diskutere problemet. Forhandlingerne medførte, at der blev fastsat en ny handelstakst for alle de varer, som handelen solgte eller købte på Færøerne. Denne handelstakst fra 1691 imødekom for en stor del de færøske klager, hvilket medførte, at Frederik Gabel indtil sin død havde underskud af den færøske handel. For færinger betød handelstaksten, at det stod helt klart, hvor mange varer de skulle sælge til handelen for at få det, som de havde behov for. Handelstaksten fra 1691 kaldes Hundredeårstaksten, da den var gældende næsten uændret frem til 1790.

Da Frederik Gabel døde i 1708, var Gabelfamiliens periode som lensherrer forbi. Enevælden blev i disse år bedre og bedre organiseret, og nu skulle administrationen i København have styr på denne del af kongeriget. Der nedsattes en bestyrelse, som skulle formulere en redegørende rapport angående landets offentlige besiddelser på Færøerne. Et af bestyrelsesmedlemmerne var kongens foged, der var ansat som den enevældige konges repræsentant og skulle tage sig af de offentlige forhold på Færøerne. Fogeden skulle ligeledes lede handelen, og han skulle stå som garant for, at alt var opgjort korrekt i forbindelse med kongens overtagelse af handelen fra Gabelslægten i 1709. De øvrige to bestyrelsesmedlemmer var en overordnet i marinen og den færøske lagmand.

Bestyrelsesarbejdet resulterede i Kommissionsbetænkningen 1709‑10 ang. Færøernes Tilstand ved Kongens Overtagelse af Enehandelen paa Færøerne. Denne betænkning dannede længe grundlag for, hvordan centraladministrationen i København bestyrede Færøerne, og perioden 1709‑25 afspejlede, at administrationen forsøgte at få kontrol over alle forhold angående Færøerne. Herefter havde administrationen i København dog kun en begrænset interesse i at blande sig i færøske forhold frem mod ca. 1770.

Da kongen overtog enehandelen, overtog han også det underskud, som den længe havde haft af handelen med de færøske hoser. Efterspørgslen på hoserne steg dog, og i løbet af 1720’erne ændredes underskuddet til et overskud, og både handelen og færingerne fik interesse i at fremstille så mange hoser som muligt.

Efterspørgslen skabte økonomisk fremskridt en stor del af 1700-tallet, men omkring 1770 blev al den uld, som kunne fås fra færøske får, brugt. Da det ikke længere lod sig gøre at skabe fremskridt ved at øge ressourcerne, blev det store spørgsmål, hvem der skulle have ret til de begrænsede ressourcer. Denne problematik ligger uden tvivl til grund for loven af 21. maj 1777, i færøsk historisk sammenhæng ofte kaldet Trælleloven. Nu kunne arbejdskraft tvangsudskrives til bønderne i bygderne, og med loven kunne ægteskab forbydes før efter fire års ansættelse på en gård. Desuden var hensigten med loven at tilskynde til intensivering af kornavlen. Dette var et led i den fysiokratiske bevægelse, hvor fysiokraterne mente, at velfærden kun kunne øges, hvis man kunne få jorden til at bære mere.

Monopolhandelen gav stort underskud i 1780’erne, og derfor nedsattes i 1789 en komité, der skulle udarbejde forslag til, hvordan den kunne afskaffes. Da der året efter blev fremlagt et forslag om et nyt reglement for handelen på Færøerne, førte denne anbefaling til indsigelser fra Færøerne, hvorfor monopolhandelens afskaffelse i første omgang blev udsat til 1796. Den blev dog ikke ophævet, og først i 1856, 60 år senere, blev frihandelen indført.

Rent administrativt var fogeden og lagmanden i 1700-tallet de højeste myndighedspersoner på Færøerne. I 1720 blev der ansat en stiftamtmand for Færøerne og Island, men da stift‑amtmanden i 1770 bosatte sig på Bessastaðir i Island, blev det vanskeligt for ham at varetage den færøske del af embedet. Derfor blev Færøerne i 1776 en del af de opgaver, som stiftamtmanden for Sjællands Amt havde ansvaret for. Stiftamtmanden havde en fuldmægtig på Færøerne til at træffe afgørelser i sager, der ikke kunne vente på behandling i Danmark. Sædvanligvis var fogeden eller lagmanden fuldmægtige på vegne af stiftamtmanden. Da Englandskrigen brød ud i 1807, var den gamle foged og kommandanten på Tórshavns Skanse begge fuldmægtige for stiftamtmanden, og som følge af krigen fungerede disse to mænd i stedse større udstrækning som en selvstændig form for »amtmænd«.

Ved Kielerfreden i 1814 mistede den danske konge Norge, men de gamle norske skatlande Færøerne, Island og Grønland forblev under den danske krone. Dette medførte, at centraladministrationen i København ønskede at styrke sin administration af Færøerne. I begyndelsen ville amtmanden ikke give afkald på opgaven, men da han i maj 1816 fik et andet embede at varetage, var det nærliggende at foretage en række ændringer. Ved ansættelsen af den nye amtmand for Sjællands Amt blev det besluttet at oprette Færø Amt med en foreløbig amtmand på Færøerne. Kommandanten på Skansen, der i forvejen havde fungeret som amtmandens fuldmægtig, blev udnævnt. Samtidig blev det århundreder gamle Lagting og embedet som lagmand nedlagt, hvorved amtmanden alene blev den højeste myndighed på Færøerne.

Sammen med amtmandsembedet oprettedes også en centraladministration, og amtmanden formåede i større grad end embedsmændene i det gamle system at fremme ændringer, selv om bondesamfundets stærke bønder modsatte sig reformer. I 1821 blev kommandanten ansat som amtmand, men som militærmand var han mindre reformvenlig. Dette ændredes dog i 1825, da den første af flere unge jurister blev ansat som amtmand, og modernisering af samfundet accelererede. Eksempelvis blev der i 1829 bygget både et sygehus og oprettet en fond til grundlæggelse af skoler.

Det stod snart klart for disse amtmænd, at monopolhandelen var den største hindring for det færøske samfunds udvikling. Samtidig var det også den, som sikrede adgangen til de fornødne varer, hvilket var en sikkerhed, som færingerne vanskeligt kunne give afkald på. Amtmændene mente, at monopolhandelen også havde forhindret færingernes udvikling, så de rent intellektuelt ikke var i stand til at tage imod frihandelen. Derfor var det nødvendigt at forberede dem på denne, og blandt tiltagene var grundlæggelsen af et skolevæsen og oprettelsen af flere handelsfilialer. Amtmændene stod i spidsen for at støtte dem, der ønskede at nedsætte sig i udflytterbygder, eller som ville opdyrke ny jord. De var ligeledes tidligt klar over, at den største mulighed for økonomisk vækst lå i et udviklet fiskerierhverv. Derfor påbegyndtes et sådant erhverv i 1830’erne, og det lykkedes at få gang i et erhvervsmæssigt bådfiskeri i de sidste år, inden monopolhandelen blev afskaffet i 1856.

Alle disse tiltag bevirkede en kraftig vækst i indbyggertallet. Mens der i 1801 var ca. 5.000 indbyggere, var befolkningstallet vokset til ca. 8.500, da monopolhandelen blev afskaffet, og væksten fortsatte. Færøerne havde bevæget sig ind i en tid, der var præget af såvel stor udvikling som store forandringer.

Poul Poulsen Nolsøe (1766‑1808) var født på Nólsoy, deraf navnet Nólsoyar-Páll. Han kom tidligt på langfart, fik styrmandsuddannelse i København og sejlede som skibsfører til bl.a. Amerika.

Efter at have været bosat i København sammen med sin færøske hustru flyttede han til Færøerne omkring år 1800. Efter sin første kones død blev han gift med en bondedatter i Klaksvík, hvor han blev kongsbonde.

Han satte sine spor bl.a. som fortaler for frihandel. Han byggede det første skib på Færøerne, Royndin Fríða, i 1804. Under Napoleonskrigene var varetilførslen til Færøerne usikker, og i den forbindelse opnåede han i 1807 at få en særlig tilladelse fra den danske kronprins til at føre en kornladning til Færøerne med sit skib. I midten af november 1808, hvor Tórshavn var blevet plyndret, og hungersnød truede, tog Nólsoyar-Páll på ny fra London til Færøerne med en kornladning, men skibet forliste og nåede aldrig frem. Han var da 42 år gammel.

Nólsoyar-Páll var ikke altid på linje med de danske embedsmænd, til trods for at hans bror arbejdede for handelen, og han digtede en lang række skæmteviser (tættir) om bl.a. danske embedsmænd. Den mest berømte er Fuglakvæðið, skrevet 1806‑07, hvor han sammenligner embedsmændene med rovfugle og sig selv med strandskaden, som beskytter de mindre og sagesløse fugle. Mange af hans viser synges endnu i forbindelse med kædedans.

Nólsoyar-Páll blev især efter Jakob Jakobsens biografi om ham fra 1912 genopdaget på Færøerne og er siden blevet betragtet som en nationalhelt.

Læs mere om historie på Færøerne

Læs også om

• Oldtiden på Færøerne
• Vikingetiden på Færøerne
• Middelalderen på Færøerne
• 1850-1920 på Færøerne
• 1920-1970 på Færøerne
• 1970-2007 på Færøerne
• Færøernes befolkningsudvikling 1327-2022

Se alle artikler om historie