Nordens Hus i Tórshavn dannede ramme om den afsluttende formandsrunde d. 20. januar 2004 før det forestående lagtingsvalg.
Nordens Hus i Tórshavn dannede ramme om den afsluttende formandsrunde d. 20. januar 2004 før det forestående lagtingsvalg. Af . Begrænset anvendelse

1970-2007 på Færøerne

.
Licens: Begrænset anvendelse

Det færøske flag, Merkið, vajer i vinden fra en rutebåd ud for Tórshavn.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Årene fra 1970 til 2007 karakteriserer en ny periode i forholdet mellem Danmark og Færøerne. Hjemmestyreloven havde ikke skabt ro omkring de ofte noget turbulente forhold mellem Danmark og Færøerne, men den havde givet Færøerne mulighed for inden for rummelige grænser at varetage Færøernes interesser.

Hjemmestyreperioden var blevet indledt med en række overtagelser, men siden var det småt med disse, også da selvstyrepartier havde regeringsmagten. Perioden fra 1970 til 2007 satte dog gang i nogle nye overtagelser, mens den sluttede med den hidtil mest turbulente periode.

Stilling i riget og administration

I 1970 blev Kommunalreformen gennemført i Danmark, og den fik også betydning for Færøerne. I forbindelse med reformen blev bl.a. sygehusområdet, offentlig forsorg og skoleområdet lagt ud til de danske amtskommuner, og statsstøtten til kommunerne blev siden omlagt til et årligt aftalt bloktilskud.

Det færøske hjemmestyre havde i de første år af sin eksistens overtaget flere områder fra liste A og enkelte fra liste B. Men der var sædvanligvis tale om områder, som var nemme at administrere og økonomisk set lette at overtage. Det havde også været tilfældet i årene 1963‑67, hvor en selvstyrekoalition sad på magten.

Større ændringer på dette felt skete først efter 1975, da den såkaldte »overtagelseskoalition « under ledelse af Javnaðarflokkurin blev organiseret sammen med Fólkaflokkurin og Tjóðveldi. Denne koalition overtog allerede i 1976 postvæsenet, som stod på liste A, da man bl.a. forventede, at salg af færøske frimærker ville gøre overtagelsen til en rimelig forretning. På liste A stod imidlertid også sygehusvæsen, offentlig forsorg og skolevæsen. Udfordringen var, at disse særdeles betydningsfulde velfærdsområder ikke blot var administrativt tunge, de var også særdeles udfordrende at overtage fra et økonomisk perspektiv.

Det var derfor ikke muligt for Landsstyret at overtage ansvaret for disse områder med hjemmel i § 2 i Hjemmestyreloven. Men efter Kommunalreformen i 1970 var de danske myndigheder i høj grad interesserede i at finde en lignende ordning for Færøerne som for de danske amtskommuner. Derfor kom der fokus på Hjemmestyrelovens § 9, der gjorde det muligt, at hjemmestyret og regeringen i enighed kunne aftale, i hvilket omfang et sagsområde blev overtaget. I disse tilfælde blev aftalen, at hjemmestyret overtog bekendtgørelsesmyndigheden for områderne, mens statskassen stadig skulle afholde de udgifter, som den havde haft til området. Allerede i 1975 overtog hjemmestyret dele af den offentlige forsorg, deriblandt også pensionsområdet, med hjemmel i § 9. I 1976 blev dele af sundhedsvæsenet overdraget på samme måde, og i 1979 blev skoleområdet også overtaget med hjemmel i § 9. Senere blev også andre dele af disse velfærdsområder på samme måde overtaget af hjemmestyret. Uanset at Landsstyret med disse overtagelser ikke overtog det fulde økonomiske ansvar for alle områderne, blev det nødvendigt at opbygge et stærkt administrativt apparat til disse.

I 1992 blev regering og Landsstyre enige om, at hjemmestyret skulle overtage sagsområdet råstoffer i undergrunden fra liste B med hjemmel i § 2, og siden har Lagtinget haft det fulde ansvar for området.

Finansieringen af områderne på liste A og B, som stadig ikke var overdraget, havde som regel været således, at Landsstyret betalte halvdelen, mens statskassen gennem en refusionsordning betalte den anden halvdel af udgifterne. I forbindelse med overtagelsen af disse områder, som staten stadig skulle finansiere, ønskede regeringen på samme måde som i Danmark, at statsstøtten blev omlagt til et forinden aftalt bloktilskud. Denne ordning blev indført på Færøerne i 1988, og siden har Landsstyret og regeringen forinden aftalt, hvor stor støtten skal være i det eller de kommende år. Herefter refunderede staten ikke længere afholdte udgifter til disse områder; i stedet flyttede regeringen det aftalte beløb til hjemmestyret, som således suverænt kunne disponere over beløbet på den færøske finanslov.

Organisationen af det færøske samfunds administrative system var i 1948 blevet etableret på baggrund af et samfund, hvor hovedparten var administreret af et dansk system. Men med de store overtagelser i 1970’erne blev det problematisk at bevare en enhedsadministration uden en klar ansvarsfordeling mellem områderne.

I 1995 etablerede Lagtinget derfor en ny styrelsesordning, der på det politiske niveau indførte en klar ansvarsfordeling mellem landsstyremedlemmerne og ministeransvarlighed for de enkelte landsstyremedlemmer. Negativ parlamentarisme, som ikke havde været en del af det politiske system, blev samtidig indført. Således kunne Lagtinget med et flertal af alle medlemmerne afsætte et landsstyremedlem, lagmanden eller opløse hele Landsstyret. Det blev desuden sådan, at man ikke længere kunne sidde i både Lagtinget og i Landsstyret. Lagtingets kontrol med Landsstyret blev dermed styrket, samtidig med at lagmanden – ikke Lagtinget som tidligere – fik opgaven at udnævne landsstyremedlemmerne, som han nu også kunne afsætte. En uge efter et mistillidsvotum bevarede lagmanden myndighed til at udskrive nyvalg til Lagtinget.

Samtidig blev der under hvert af landsstyremedlemmerne, der fra 1948 til 1970’erne var vokset i antal fra tre til syv, etableret selvstændige ministerier med ansvar for deres respektive områder og institutioner.

I 2002 blev skoleområdet og offentlig forsorg overtaget på ny, men denne gang med hjemmel i § 2, og områderne kom således både vedrørende lovgivning og finansiering under hjemmestyrets ansvar. Sygehusområdet er stadig ikke overtaget på ny af hjemmestyret efter § 2. Men forskellen mellem de delvise § 9- og hele § 2-overtagelser er med omlægningen af statsstøtten til bloktilskud blevet mindre betydningsfuld for hjemmestyrets reelle ansvar og råderum vedrørende § 9-overtagne områder, da Lagtinget med omlægningen ad anden vej har fået det fulde økonomiske ansvar for sygehusvæsenet.

Hjemmestyreloven er stadig gældende, men en revision i 2005 indebar, at områderne på liste B, der kræver enighed mellem parterne for at blive overtaget, blev afskaffet. Og i stedet for en positivliste over de sagsområder, som kunne overtages, udfærdigedes en positivliste over de sagsområder, der ikke var omfattet: statsforfatningen, statsborgerskab, Højesteret, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik samt valuta- og pengepolitik, som er danske ansvarsområder. Bortset fra disse sagsområder er det hjemmestyret, som bestemmer, om et område skal overtages, og som forhandler med den danske regering om tidspunktet for overtagelsen.

Læs videre om

Kommunerne

Antallet af færøske kommuner holdt sig stabilt på 51 fra 1970 til 2004, hvor tallet blev reduceret markant til 30 i 2008 og igen til de nuværende 29. Hensigten var at komme til et antal på otte‑ni jævnt store kommuner, der kunne påtage sig større opgaver fra Landsstyret, men kommunesammenlægningerne blev foretaget frivilligt og uden nogen overordnet plan. Resultatet er, at der er kommet færre kommuner, men de er meget forskellige i størrelse, fra Tórshavn, der omfatter en fjerdedel af befolkningen, til meget små bygder. Derfor har Landsstyret måttet gennemtvinge tværkommunale samarbejder i forbindelse med, at tunge opgaver som fx ældreområdet er lagt ud til kommunerne. Stik imod hensigten er der således blevet oprettet et nyt administrativt led imellem Landsstyret og nogle af kommunerne. Samtidig er det demokratiske tilsyn med disse tværkommunale enheder langt mindre end i Lagtinget og i de egentlige demokratisk valgte kommunalbestyrelser.

Læs videre om

Folkekirken

I 1990 blev Færøerne et selvstændigt stift, og Havnar Kirkja i Tórshavn blev Færøernes domkirke. Her ses en konfirmation i kirken i 2007, samme år, som folkekirken overgik til hjemmestyret.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Folkekirken, der havde været under Københavns Stift siden 1923, blev efter politiske forhandlinger mellem hjemmestyret og den danske regering overtaget fra liste B i hjemmestyreloven på ólavsøka i 2007.

Læs videre om

Erhverv og befolkning

Turismen er vokset på Færøerne, og hvert år anløber mange store krydstogtskibe Tórshavn og enkelte andre havne for et kortere ophold.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Fiskeprodukter fortsatte med 95 % med at være den altdominerende eksportvare, men fiskerierhvervet gennemgik store forandringer i løbet af krisen i 1990’erne, hvor støtteordningerne til erhvervet blev afviklet. Det indbringende rejefiskeri ved Grønland fik stor betydning i løbet af 1970’erne, men det har i de senere år været for nedadgående. Det pelagiske fiskeri fik stor betydning for økonomien mod slutningen af perioden, mens filetfabrikkernes antal på den anden side blev stærkt reduceret på baggrund af krisen i 1990’erne.

Et nyt erhverv, opdræt af laks, opstod omkring periodens begyndelse. I 1993 truede sygdom og dyre lån erhvervet, som dog overlevede og fik stor betydning for færøsk økonomi frem mod år 2000, hvor det på ny truedes alvorligt, denne gang af ILA-sygdommen blandt laksebestandene. Det lykkedes imidlertid at få bugt med ILA, og nu er opdræt af laks en stor del af Færøernes eksport.

Befolkningstallet steg fra ca. 38.000 i 1970 til ca. 48.600 i 2010, men der var ikke tale om en jævn vækst. Allerede i begyndelsen af 1990’erne var befolkningstallet på samme niveau som i 2010, men krisen i 1990’erne forårsagede, at ca. 13 % af befolkningen flyttede fra Færøerne, og det var først i slutningen af perioden, at befolkningstallet var kommet på samme niveau, som det var i begyndelsen af 1990’erne. Den store befolkningsvækst og befolkningskoncentration fandt sted i Tórshavnar Kommuna, hvor ca. 40 % af befolkningen boede i 2010, mens Runavíkar Kommuna ved den østlige side af Skálafjørður havde 7,8 % af befolkningen i 2010. Klaksvík holdt sig nogenlunde stabilt med ca. 10 % af befolkningen, mens Suðuroy, Sandoy og de befolkningsfattige og afsidesliggende øer havde befolkningstilbagegang.

Læs videre om

Infrastruktur og samfærdsel

Den undersøiske tunnel Eysturoyartunnilin blev bygget i perioden 2016-20 og er Færøernes hidtil største bygningsværk. Den forbinder begge sider af Skálafjørður på Eysturoy samt Tórshavn på Streymoy. Tróndur Patursson har skabt kunstværket, der blev sat op omkring tunnelens rundkørsel. Kæden af mennesker, der holder hinanden i hænderne, giver associationer til den traditionelle færøske kædedans, men skal ifølge kunstneren forstås som et bredere portræt af færøsk sammenhold som forudsætning for udvikling af samfundet. Eyðun Eliasen er arkitekten bag portalerne og lyset i tunnelen, der er i flere farver.

.
Licens: Begrænset anvendelse

I perioden 1970 til 2007 indledtes en virkelig revolution af den materielle forbindelse mellem øerne. Den første bro mellem øer på Færøerne blev indviet i 1973, da broen mellem Streymoy og Eysturoy åbnede. Med denne broforbindelse blev de to største øer knyttet sammen, og tre år senere – i 1976 – åbnede tunnelen fra Norðskála med forbindelse mod Skálafjørður og nordpå til Fuglafjørður og Leirvík, hvor der var færgeforbindelse til Klaksvík. Det blev nu muligt at køre fra Tórshavn over Oyggjarvegin og via den nye bro videre til Skálafjørður eller Leirvík og videre med færge til Klaksvík og øerne nordpå. I 1992 åbnede Kaldbakstunnelen, der gjorde det overflødigt at køre over Oyggjarvegin mod Skálafjørður.

I Norðoyggjar blev der også udbygget. Fra 1979 til 1985 blev fire tunneler åbnet på Kalsoy mellem de fire bygder på Kalsoy, hvorfra der fra Syðradalur var færgeforbindelse til Klaksvík. På naboøen Kunoy forbandt en ny tunnel i 1988 de to bygder på Kunoy, og fra Haraldssund har der siden 1986 over en dæmning været direkte vejforbindelse til Klaksvík og bygderne nordpå. I 1974 forbandt en dæmning over Hvannasund øerne Borðoy og Viðoy, hvorfra der var vejforbindelse – i 2016 afløst af en tunnel – nordpå til Viðareiði. I 1974 blev der etableret en moderne bilfærgeforbindelse mellem Klaksvík og Leirvík, der var hovedforbindelsen til resten af landet til 2007, hvor en tunnel under Leirvíksfjørður forbandt Klaksvík og Norðoyggjar med en fast vejforbindelse til Eysturoy og videre mod Streymoy.

Forinden, i 2002, var den første undersøiske tunnel på Færøerne indviet mellem Streymoy og Vágar, hvor en flyplads, som briterne oprindelig havde anlagt under 2. Verdenskrig, siden 1960’erne havde udviklet sig til at være hovedforbindelsen mellem Færøerne og den øvrige verden med flere daglige flyvninger til Danmark og andre destinationer. Fra især Tórshavn er der også næsten dagligt skibsforbindelse med Danmark og Island med fragtskibe og bilfærge.

En undersøisk forbindelse mellem Sandoy og Streymoy er undervejs (forventes indviet i 2023). Suðuroy, hvor en tunnel mellem Ørðavík og Hov blev indviet i 2007, er den eneste større ø, som ikke er forbundet med fast vejforbindelse til resten af Færøerne. En undersøisk tunnel fra 2020 mellem det befolkningstætte område ved Skálafjørður og Tórshavn har knyttet disse områder tæt sammen.

Læs videre om

Skole og uddannelse

Nyudklækkede studenter fra Miðnámí Kambsdali fejrer dagen på stranden i Syðrugøta d. 22. juni 2021.

.
Licens: Begrænset anvendelse

I 1974 kom der et alternativ til studentereksamen, et toårigt HF-kursus, der også gav elever med 10.-klasseeksamen adgang og mulighed for optagelse på videregående uddannelser.

Det startede i Hoydalar, men som noget nyt også uden for Tórshavn, nemlig i Klaksvík og på Suðuroy samt i 1980 også i Gøtugjógv på Eysturoy. I 1982 blev et nyt gymnasie- og HF center etableret på Eysturoy, der også omfattede HF-kurserne i Klaksvík, mens HF-kurset i Suðuroy hørte under Hoydalar. Siden er der kommet andre gymnasiale uddannelser, bl.a. en særlig fiskeribaseret gymnasial uddannelse i Vestmanna.

I 1979 blev systemet med to treårige spor efter 7. klasse, hhv. den gymnasialt adgangsgivende realeksamen og 8.-10. klasse, ændret helt; realeksamen blev afskaffet.

I 1976 blev det første trin i byggeriet af en ny teknisk skole i Klaksvík indviet, og i 1989 stod den færdig med maskin-, tømrer- og elektrikerafdeling. Teknisk skole i Klaksvík, der siden er blevet udbygget, har siden 1992 desuden tilbudt en kombineret teknisk og gymnasial uddannelse. I 2009 blev et nyt gymnasium i Hov på Suðuroy, der også skulle huse Færøernes Helseskole, indviet; i 2018 blev et nyt gymnasium i Tórshavn, Glasir – Tórshavn College, taget i brug.

Fróðskaparsetur Føroya (Færøernes Universitet) var blevet oprettet som akademi i 1965. I begyndelsen var der kun ansat en enkelt akademiker, en professor i færøsk, men i 1972 kom der en naturvidenskabelig afdeling, og i perioden 1982‑92 også en historisksamfundsvidenskabelig. I 2008 blev seminariet og sygeplejeskolen lagt sammen med universitetet.

Læs videre om

Politik

Den store sal i Nordens Hus i Tórshavndannede ramme om den afsluttende formandsrunde d. 20. januar 2004 før det forestående lagtingsvalg.

.
Licens: Begrænset anvendelse

1970’erne indledte en ny epoke i færøsk politik med administrativt tunge overtagelser, og perioden sluttede med turbulente år i forholdet mellem Danmark og Færøerne. Foruden de store overtagelser måtte Landsstyret også forholde sig til store ændringer på den internationale arena. Oliekrisen i 1973 skabte stor uro omkring det eksportorienterede fiskerierhverv, og samtidig blev Danmark medlem af EF. Færøerne, der i kraft af sit hjemmestyre fik mulighed for at tage selvstændig stilling til medlemskabet, valgte på grund af fiskerierhvervet at blive uden for EF. Baggrunden var, at kystnationerne ville få mulighed for at sætte søterritoriegrænsen til 200 sømil, hvilket ville betyde, at færøske fiskeskibe ville blive afskåret fra at fiske i andre kystnationers søterritorium på samme måde, som andre landes fiskeskibe ville blive afskåret fra færøsk søterritorium. I 1977 vedtog Lagtinget i overensstemmelse med andre kystnationer at flytte den færøske søterritoriegrænse fra 12 til 200 sømil.

Læs videre om

Råfiskefonden

På denne baggrund indførte Landsstyret i 1975 den såkaldte Råfiskefond, hvis formål var at forsvare det færøske fiskerierhverv mod de kraftige udsving i priser på fisk og olie på verdensmarkedet. Men fonden kom også til at få stor betydning for omstillingen af fiskerierhvervet til de nye internationale forhold. Idéen var, at de, der fiskede og solgte fiskearter med en høj pris på verdensmarkedet, skulle betale en del af overskuddet til Råfiskefonden; de, der fiskede og solgte fiskearter med en lav pris på verdensmarkedet, skulle modtage støtte fra fonden. Fonden skulle styres af et nævn, som repræsenterede alle parter af fiskerierhvervet og Landsstyret, og den skulle hvile økonomisk i sig selv. Et eventuelt underskud skulle Landsstyret hæfte for. En konsekvens af fonden og støtteordningerne var imidlertid, at fiskerierhvervet ikke tilpassede sig markedsvilkårene, men tværtimod blev mere afhængigt af fondens støtte.

I løbet af 1980’erne kom fonden og støtteordningerne til at koste de færøske skatteydere 6 mia. kroner. Dertil kom, at skibe ofte blev bygget med garantier i landskassen og ofte uden egenkapital. På trods af, at dette genererede rekordstor udlandsgæld, manglede der ikke kapital på Færøerne. En rentelov fra 1950’erne, der bl.a. undtog renteindtægter fra skat, betød, at det kunne betale sig at låne penge til at sætte i banken. Da den samme lov medvirkede til, at indlånsrenten på Færøerne var højere end udlånsrenten i Danmark, begyndte udenlandsk kapital i 1980’erne at strømme til de færøske banker. Indlånene steg fra 2 til 7 mia. kroner i løbet af 1980’erne, og bankerne havde ingen anden mulighed end at låne pengene ud til færinger, der ikke havde adgang til billige udenlandske lån. Oven i dette kom, at Landsstyret i disse år førte en ekspansiv finanspolitik med store underskud på 300‑400 mio. kroner på finansloven. Statsministeriets rådgivende udvalg advarede årligt Landsstyret, men der blev intet gjort for at rette op på økonomien – i hvert fald ikke før det var blevet for sent.

Den økonomiske krise fra 1992

I 1990 blev det nødvendigt for Landsstyret, som ikke længere havde muligheder for at optage lån, at afvikle Råfiskefonden, og konkurserne begyndte at indfinde sig. Landskassegarantierne blev effektive og konverterede privat gæld på 1,6 mia. kroner til yderligere offentlig gæld. Da fiskeriet dalede dels pga. overfiskning af fiskebestandene, dels fordi fiskepriserne dykkede, var krisen en realitet. Lånene blev opsagt, og de færøske banker kom som i 1950’erne i store problemer.

Lørdag d. 3. oktober 1992 stillede Finanstilsynet krav til den færøskejede Sjóvinnubankin om ny kapital på 500 mio. kroner, hvis banken skulle åbne igen mandag d. 5. oktober. Bankens ledelse henvendte sig først til de færøske aktieejere, som ikke havde mulighed for at tilvejebringe ny kapital, og siden til Landsstyret, som heller ingen mulighed havde for at låne den nødvendige kapital. I hast rejste lagmanden og vicelagmanden til København for at forhandle med den danske regering.

Den 6. oktober blev offentligheden gjort bekendt med en aftale, som regeringen og Landsstyret havde indgået. Regeringen ville låne Landsstyret 500 mio. kroner til at sætte i banken, men betingelserne for hjælpen var hårde. Finansieringsfonden af 1992 blev etableret med fem medlemmer; tre blev valgt af den danske regering, deriblandt formanden, og to af Landsstyret, deriblandt næstformanden. Lånene og de betingelser, som regeringen satte til genrejsningen af den færøske økonomi, skulle administreres af fonden. Reelt blev Færøerne sat under administration.

Den anden store bank, Føroya Banki, måtte også have tilført ny kapital, men da bankens hovedaktionær var den store Danske Bank, lå forpligtelsen der. Danske Bank tilførte Føroya Banki 332 mio. kroner. Men ledelsen foreslog over for Finansieringsfonden, at der blev foretaget et aktiebytte med Landsstyret om Sjóvinnubankin, hvor Landsstyret nu var hovedaktionær, således at Landsstyret blev hovedaktionær i begge banker. Danske Bank argumenterede med, at det var konkurrenceforvridende, at den ene bank fik tilført offentlig kapital, mens den anden fik tilført ny privat kapital. For de danske rigsmyndigheder og Finansieringsfonden ville det være en fordel, at hele den færøske banksektor kom under myndighedernes kontrol.

Finansieringsfonden forelagde i 1993 en aftale om et sådant aktiebytte, som både regering, Finanstilsyn og Danske Bank tilsluttede sig. Men Landsstyret, som ville få eneansvar for begge banker efter et aktiebytte, var i tvivl. På et møde i København d. 17. marts 1993 spurgte lagmand Marita Petersen direktør i Danske Bank Peter Straarup, om Føroya Banki havde brug for mere kapital. Straarup svarede, at det havde den ikke, og at et aktiebytte ville blive fordelagtigt for Landsstyret. På den baggrund godkendte Landsstyret d. 22. marts 1993 aktiebyttet. Straarups løfte holdt imidlertid ikke.

Allerede to uger efter aktiebyttet fik Føroya Banki fra Finanstilsynet i København at vide, at banken ikke levede op til solvenskravene i bankloven. Og i september 1993 måtte Landsstyret optage et lån fra den danske regering på 1,2 mia. kroner til at sætte i Finansieringsfonden og videre i banken.

Den færøske befolkning godtog til at begynde med tiltagene, men vilkårene var hårde. I årene 1993‑95 steg arbejdsløsheden til over 20 %, mange måtte gå fra hus og hjem, og ca. 13 % af befolkningen flyttede fra Færøerne, de fleste til Danmark. Desuden måtte befolkningen finde sig i en lønnedgang på 8 %. Kritiske røster begyndte imidlertid at dukke op 1994‑95. Og i 1995 vedtog et enstemmigt Lagting at afkræve den danske regering en dommerundersøgelse af aktiebyttet. Der blev nedsat en kommission, der afgav en betænkning samme år. Kommissionen kritiserede skarpt den danske regering, Finanstilsynet og Danske Bank og konkluderede, at Landsstyret i 1993 havde købt en bank, som det ikke havde modtaget alle relevante oplysninger om forinden.

Krisens efterdønninger

Den danske regering indgik i 1998 en aftale med Landsstyret om kompensation for aktiebyttet, men på Færøerne stemte vælgerne samme år et selvstændighedsflertal bestående af Tjóðveldi, Fólkaflokkurin og Sjálvstýrisflokkurin ind i Lagtinget. Partierne indgik en koalitionsaftale med det formål at etablere Færøerne som en suveræn stat i personalunion med Danmark.

Landsstyret forberedte forhandlinger med regeringen om en overgangsordning samt en færøsk grundlov. Hensigten var, at folkeafstemningen skulle være om overgangsordningen og om Grundloven. Landsstyrets udgangspunkt til forhandlingerne med den danske regering, som begyndte i år 2000, var en overgangsordning på 15 år til at nedtrappe det årlige bloktilskud på næsten 1 mia. kroner. Det viste sig imidlertid, at den danske regering ikke ville godtage en økonomisk overgangsordning på mere end fire år. Efter fire resultatløse forhandlinger i København blev forhandlingerne afsluttet uden nogen enighed. Efter politisk turbulens i Landsstyret besluttede lagmanden at aflyse folkeafstemningen, som efter planen skulle have fundet sted i 2001. I stedet besluttede Landsstyret i 2002 at overtage skoleområdet og offentlig forsorg efter § 2 i Hjemmestyreloven, og man iværksatte den første og største nedtrapning af bloktilskuddet, der således i et hug blev reduceret med 366 mio. kroner til 626 mio. kroner.

Selvstyrekoalitionen fortsatte frem til 2004 med støtte fra et lille midterparti. Siden har der været bred enighed om, at bloktilskuddet skal bevares på det numeriske niveau, hvor den er havnet. Der har ikke været politisk enighed om yderligere overtagelser med en tilsvarende reduktion af bloktilskuddet, men spørgsmålet om en forfatning har med jævne mellemrum været på den politiske dagsorden.

Videre læsning

Læs mere om historie på Færøerne

Læs også om

Se alle artikler om historie

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig