Perioden 1850‑1920 kom til at fastlægge Færøernes statsretslige stilling i det danske kongerige såvel som Færøernes administrative, kulturelle og politiske udvikling.
Brudefølge i bygden Haraldssund fotograferet i 1898. Af Johannes Klein/Nationalmuseet, 1898.
Begrænset anvendelse
1850-1920 på Færøerne
Foto fra bygden Sandur i slutningen af 1800-tallet. Fårene er blevet drevet ind i fårefolden tidligt på sommeren, hvor ulden skal klippes af fårene, og lammene øremærkes.
Stilling i riget og administration
Da de danske stænderforsamlinger blev indkaldt i 1830, var det en udfordring at inkorporere de forhenværende norske skatlande i det danske rige. Det færøske almuesamfund var ikke som Danmark og til dels også Island et stændersamfund med afgrænsede under- og overklasser. Hverken i Island eller på Færøerne kunne det danske valgsystem imidlertid anvendes, men islændingene blev repræsenteret af kongeudnævnte islændinge, mens færingerne blev repræsenteret af en forhenværende dansk embedsmand på Færøerne. Desuden var der den forskel, at islændingene fik deres Alting genoprejst som en særlig islandsk stænderforsamling allerede i 1843, mens færingers ansøgninger fra 1844 og 1846 om at få etableret en lignende færøsk folkerepræsentation ikke blev imødekommet. Konsekvensen blev, at mens det i 1851 mislykkedes for de danske myndigheder at gøre Junigrundloven fra 1849 gældende på det allerede dengang selvstyrepolitisk mere bevidste Island, var der ingen modstand blandt den færøske befolkning mod Grundlovens ikrafttræden i 1850.
Dermed var Færøernes retsstilling som en del af det danske grundlovsområde fastlagt, mens Island banede vejen mod suveræniteten i hhv. 1918 og 1944. Lagtinget blev genoprettet i 1852 i form af et amtsråd med rådgivende beføjelser over for den danske Rigsdag, der havde lovgivningsmyndigheden i hele det danske grundlovsområde. Lagtingets stærke formand blev amtmanden, der med undtagelse af perioden 1897‑1911 altid var en dansker, mens provsten blev fast medlem. Færingerne valgte 18 medlemmer i Lagtinget, der under amtmandens ledelse skulle varetage administrationen af øerne.
Som en del af det danske grundlovsområde fik færingerne også ret til at vælge to repræsentanter i den danske Rigsdag, en i Folketinget og en i Landstinget. De færøske vælgere valgte folketingsrepræsentanten ved direkte valg, mens landstingsrepræsentanten blev valgt ved indirekte valg. Fra 1867 blev det Lagtinget, som blandt sine medlemmer valgte landstingsmanden.
Med små og ubetydelige ændringer i 1854 var dette den administrative ramme for Lagtingets virksomhed, til en større revision af lagtingsloven blev foretaget i 1923. I 1906 blev valgsystemet til Lagtinget dog ændret fra enkeltmandskredse til prioriteret listeopstilling, samtidig med at hemmeligt og skriftligt valg afløste mundtligt og offentligt valg. I 1916 fik kvinder valgret på lige fod med mænd.
Samtidig med Lagtingets genoprettelse blev fattigforstanderskaber oprettet på øerne, men først i 1866 blev Tórshavn etableret som selvstændig kommunal enhed, mens kommunalloven af 1872 satte antallet af kommuner til otte. Grundet opsplitning allerede i 1876 var antallet af kommuner dog 12, og denne udvikling eskalerede i slutningen af perioden. Fra 1908 til 1920 steg antallet af kommuner fra 15 til 33.
Læs videre om
Erhverv og befolkning
Brudefølge i bygden Haraldssund fotograferet i 1898. De er på vej til båden, der skal føre dem til vielsen i kirkebygden.
Tórshavn omkring år 1900. Den saltede torsk er bredt ud på klipperne for at blive tørret til klipfisk. Det var fortrinsvis kvindearbejde under opsyn af en arbejdsformand.
Det færøske samfund kan til langt ind i 1800-tallet karakteriseres som et traditionelt bondesamfund, der ernærede sig ved landbrug og tilknyttet fiskeri, der var organiseret omkring bygdefællesskabet. Rettigheder til fuglefangst, grindefangst og fiskeri med åbne både var organiseret omkring adgang til jordejendom, der kunne være enten kongens fæstejord eller privatejet odelsjord. Ubemidlede havde begrænset adgang til at gifte sig og etablere egen familie og måtte ernære sig ved arbejde hos de jordbesiddende bønder. Oprindelig havde enhver mand i bygden ret til en plads i de større bønders både og derfor også ret til sin del af fiskefangsten. Men da fiskeriet i midten af 1800-tallet begyndte at løsrive sig fra bondesamfundets erhvervsstruktur, blev den i stigende grad opfattet som en pligt. I 1846 blev Trælleloven fra 1777 ophævet, og bøndernes førsteret til at udskrive mandskab i bygden til deres både blev ophævet i 1865.
Under monopolet havde der kun været én handel i Tórshavn, hvorfor færinger fra alle andre steder i landet måtte rejse dertil for at handle. En plan i 1709 om at åbne en handelsfilial på Suðuroy var blevet opgivet, da myndighederne ikke som i Tórshavn – der var befæstet af en skanse – mente, at det var muligt at forsvare afdelingen mod sørøvere. Det var først i 1836, 1838 og 1839, at tre handelsfilialer blev oprettet i henholdsvis Tvøroyri, Klaksvík og Vestmanna. Med handelens frigivelse blev monopolets ejendom solgt til private, der etablerede handler på disse og mange andre steder.
I begyndelsen var det linefiskeri ved de færøske kyster, som var grundlaget for handlernes virke og for fiskeriet, men i 1872 købte færinger den første slup fra England, og fiskeriet ved Island tog fart. Slupfiskeriet revolutionerede det færøske samfund. Handelsmænd, redere, skippere og fiskere blev de dominerende stænder i stedet for bønderne og tjenestefolk. I 1801 oplyste 1 % af befolkningen, som på daværende tidspunkt var på ca. 5.000 indbyggere, at de ernærede sig ved fiskeri, mens 85 % oplyste, at de ernærede sig ved landbrug. Hundrede år senere oplyste 53 % af en tredoblet befolkning på ca. 15.000 indbyggere, at de ernærede sig ved fiskeri, mens 18,4 % ernærede sig ved landbrug. Fiskeriet, der sammen med dyrkning var grundlaget for befolkningsvæksten, fik voksende betydning gennem 1800-tallet. I absolutte tal viser statistikken imidlertid, at antallet af personer, der levede af landbrug, voksede indtil 1850, hvorefter dette antal også aftog i absolutte tal.
Sidst i 1800-tallet, i særdeleshed da kystfiskeriet svigtede, rejste mange til Island for at bo, fiske og arbejde i to-tre måneder om sommeren. Det blev kaldt at »fara til lands«. I sommeren 1880 var der ca. 100 færøske fiskekuttere, som fiskede ved Islands kyster; i 1890 rejste ca. 1.000 færinger til Island for at bo og arbejde. Mændene deltog i kystfiskeriet, og kvinderne arbejdede med klipfisken.
Den store befolkningsvækst i perioden 1850‑1920, fra ca. 8.000 til ca. 20.000, førte til store forskydninger i befolkningsudviklingen og imellem geografiske områder. Mens landbrugssamfundet havde fordelt befolkningen relativt ensartet over hele den brugbare færøske landbrugsjord, skabte handels- og fiskersamfundet en befolkningskoncentration og -vækst omkring områder med naturlige havne. På disse steder blev handelssteder anlagt, og slupper havde hjemsted og overvintrede i havnene, hvor fangsten fra Islandsfiskeriet blev lagt op. Her blev fiskeprodukterne bearbejdet til klip- og saltfisk, som blev afsat til især sydeuropæiske markeder. Redere og arbejdskraft koncentreredes på disse steder, hvor der var erhvervsmuligheder i tilknytning til handel og fiskeri samt arbejde til mænd og kvinder.
Denne udvikling kom først i gang på Suðuroy, Tvøroyri og Vági, men senere kom også Tórshavn og Vestmanna med. I Vági (senere Klaksvík) på Norðoyggjar, hvor monopolhandelen havde haft en afdeling, kom udviklingen også snart i gang, men det var først efter år 1900, at denne samfundsudvikling rigtigt fik fat i Klaksvík. Omkring 1920 var de traditionelt dominerende landbrugsbygder udkonkurreret af fiskerbygder som Tvøroyri, Vágur, Vestmanna, Klaksvík og Tórshavn. Denne udvikling ændrede ikke kun befolkningsudviklingen. Den mere heterogene befolkningssammensætning i de rodløse tilflytterbygder ændrede også identiteten på disse steder og skabte grobund for nye kulturelle centre med en kultur, der var mindre præget af landbruget.
Færø Amts Sparekasse (der under navnet Eik Banki gik konkurs i 2010 og nu er genetableret under navnet Betri Banki) blev etableret allerede i 1832, men markeds- og fiskerisamfund havde også brug for banker. I 1906 etablerede Landmandsbanken, senere kaldet Danske Bank, Føroya Banki, og i 1932 blev den første færøskejede bank, Sjóvinnubankin (Fiskeribanken) etableret.
Læs videre om
Kultur, skole og uddannelse
Overlærer Louis Bergh, som var den første forstander for Færøernes Lærerseminarium i 1870, skal sejle med skydsbåden fra Tórshavn til skoleinspektion. Foto fra 1898.
En af de ældste færøske kulturinstitutioner, Færø Amts Bibliotek, blev oprettet af amtmand Christian Ludvig Tillisch og Jens Davidsen i 1828, i dag Landsbókasavnið (Færøernes Nationalbibliotek). I 1898 blev Tjóðsavnið (Nationalmuseet) etableret. En national genrejsning eller måske snarere (gen)skabelse af færøsk kultur var på vej i 1800-tallet.
Den færøske almuekultur havde kun overlevet århundreders påvirkning fra dansk skriftkultur som mundtlig tradition, men i 1846 blev den moderne færøske ortografi konstrueret. Den første tvungne skoleordning – provisorisk reglement – blev sat i kraft i 1846, men den fik på grund af færøske protester en kort levetid. Det var ikke skolesproget, dansk, der var årsagen til de mange protester, men den dyre ordning samt den omstændighed, at familierne ikke kunne undvære børnene i det daglige arbejde. Allerede i 1854 vedtog det nyetablerede demokratiske Lagting derfor at afvikle skoleordningen. Samtidig blev en realskole, der flyttede ind i en ny bygning i 1861, etableret i Tórshavn.
Det var først med kommuneloven af 1872, at skolepligten endeligt blev genetableret på Færøerne. Denne gang var det kommunernes ansvar at sørge for gennemførelsen af skolepligten. Forinden, i 1870, var et nyt lærerseminarium etableret i Tórshavn, der skulle forsyne skolerne med uddannede lærere. I 1884 blev det muligt for kvinder at søge optagelse på seminariet.
Bevidstheden om det særlige færøske og behovet for oplysning om færøske forhold steg i sidste halvdel af 1800-tallet. Den første færøske avis, Færingetidende, blev udgivet i 1852, men avisen udkom på dansk og kom blot ni gange. Anderledes gik det med Færø Amtstidende (senere Dimmalætting) som blev udgivet siden 1877, også på dansk. Derimod blev Føringatíðindi fra 1890 som den første færøske avis udgivet på færøsk. Den var et af de vigtigste udtryk for den gryende nationale bevægelse, som tog sin formelle begyndelse med Julemødet i Tórshavn d. 26. december 1888; et folkemøde, hvor bevarelsen af færøsk kultur og sprog var til debat, og som resulterede i stiftelsen af foreningen Føringafelag. Avisen anvendte ortografien af 1846, men der var på det tidspunkt foreslået en anden ortografi af Jakob Jakobsen, hvilket skabte uenighed, og avisen udkom for sidste gang i 1906. I stedet kom den kulturradikale og selvstyreorienterede Tingakrossur i 1901, der de første år var skrevet på dansk.
Den mundtligt overleverede almuekultur var omkring år 1900 ved at udvikle sig mod en skriftlig højkultur. De første færøske aviser, skolebøger og romaner blev udgivet i denne periode. I begyndelsen af 1900-tallet blev netop kampen for anerkendelsen af den nyetablerede nationale færøske identitet et hovedpunkt i den færøske politik efter århundredskiftet.
En statsstøttet højskole blev oprettet i Klaksvík i 1899, men den blev allerede i år 1900 flyttet til Føgrulíð – et øde sted lige vest for Klaksvík. På højskolen blev der i modsætning til andre skoler og i kirken undervist på færøsk, og gudstjenester på skolen blev også holdt på færøsk. Nationalsangen Tú alfagra land mítt blev digtet i 1906 af Símun av Skarði i Føgrulíð, mens skolen holdt til der. I 1909 flyttede den til Tórshavn, hvor den lå mere centralt, og det blev lettere at rekruttere elever. Højskolen, der fik stor betydning for udviklingen af det færøske sprog, ligger stadig i hovedstaden.
Læs videre om
Kommunikation og samfærdsel
Tingakrossur var på sit niende år stadig en relativt radikal færøsk avis, skrevet på dansk. Forsiden fra d. 2. juni 1909 illudereren åbning til det nye færøske samfund.
Traditionelt har de færøske kommunikations- og samfærdselsforbindelser været havet og fjeldene. 17 af de 18 øer har været beboet, og forbindelsen mellem øerne var med båd ad søvejen, om vinteren ofte i dårligt vejr midt i Atlanterhavet. Den særlige skydsordning gjorde, at bønderne havde pligt til at ro embedsfolk og præster mellem øerne. Skydsordningen var gældende for embedsfolk frem til 1922 og for præsterne til 1936. Postbudene gik over fjeldene i godt og dårligt vejr med post til de forskellige bygder. I slutningen af 1800-tallet blev posttransporten ad søvejen mellem øerne organiseret, og de første posthuse etableredes i 1870’erne. Private foretagender organiserede skibs- og bådtransport mellem øerne med fx mælk, fragt og passagerer; først i 1939 overtog Lagtinget alle rettigheder til kystsejlads mellem øerne. I hele perioden var der stort set kun gangstier mellem bygderne, og der var ingen belysning, men den første reelle kørevej mellem to færøske bygder, Skopun og Sand, kom allerede i 1916.
Fragtskibene fra Danmark til monopolet i Tórshavn med og efter varer kom om foråret og lossede og lastede fragt ved monopolets depoter. Senere, med frihandelen i 1856, blev handelsstationerne og skibene flere. Mens færinger i monopoltiden mindst en gang om året måtte ro til Tórshavn for at købe og sælge deres varer, måtte de senere ro til de større handelspladser for at købe og sælge fiskefangsten, som blev bearbejdet der og eksporteret til de store europæiske markeder.
Der var ikke grundlæggende ændringer i samfærdslen i perioden, men i sidste halvdel af perioden blev bådene større, og til sidst kom også dæksbåde med motor. Mange handelsmænd og redere anlagde på denne baggrund egne kajanlæg til deres fartøjer, så de kunne lægge trygt til kaj.
Hvis det blev nødvendigt at sende hurtig besked mellem bygderne, var det også muligt at sende røgsignaler. Det gjorde man i tilfælde af nød, eller når der fra en bygd var opdaget grindehvaler, og man ønskede hjælp til drabet fra mænd og både i andre bygder.
Mens der skete forbedringer i de fysiske forbindelser mellem øerne, indledtes der også grundlæggende ændringer i kommunikationssystemet. I 1905 blev den første telegrafforbindelse med omverdenen etableret, og året efter blev den første telefonforbindelse mellem to bygder etableret.
Læs videre om
Politik
I dag ligger Landsstyrets hovedkvarter på Tinganes i Tórshavn med lagmandens kontor yderst ude på næsset. Men frem til 1856 holdt den kongelige færøske handel til i disse historiske bygninger.
Den nationalistiske kongsbonde, digter og politiker Jóannes Patursson som ung, iført færøsk nationaldragt. Foto fra begyndelsen af 1900-tallet.
Lagtingssalen omkring år 1900. Lagtingshuset i Tórshavn blev opført i 1856 og er blevet ændret flere gange siden både indendørs og udendørs.
Det er ofte blevet sagt, at færøsk politik først begyndte med partidannelsen i 1906, da en nationalkonservativ kulturel bevægelse, der ikke ønskede politiske ændringer, blev sprængt i to dele af en udbrydende progressiv bevægelse, der ønskede større politisk selvstyre som følge af den nyetablerede nationale færøske identitet. Men det er en sandhed med modifikationer.
Allerede i 1844, samme år som nogle medlemmer af stænderforsamlingen i Roskilde karakteriserede det færøske sprog som blot en fordærvet dansk dialekt, ansøgte en gruppe færinger bosat i København stænderforsamlingen om en folkerepræsentation på Færøerne. Ansøgningen var tydeligvis inspireret af Island, der i 1843 havde fået etableret sin egen stænderforsamling, men ansøgningen viste, at en politisk bevidsthed var ved at vågne på Færøerne. Da ansøgningen ikke kom på dagsordenen i 1844, ansøgte 28 færinger på ny i 1846 – samme år som det færøske skriftsprog blev konstrueret – om at få etableret en folkerepræsentation på Færøerne. Denne gang kom ansøgningen på dagsordenen og blev behandlet, men selv om den blev afvist, er der ligheder mellem forslaget i ansøgningen og det Lagting, som blev genetableret i 1852. Og siden blev adskillige forslag om at udvide Lagtingets beføjelser forelagt for Lagtinget i perioden 1874‑1920.
Disse eksempler viser, at det politiske spor ikke blot var en kausal følge af en forudgående kulturel periode, men at der snarere var tale om parallelle spor, der kan føres tilbage til 1840’erne. Det nye i 1906 var snarere, at Færøerne da fik de første egentlige politiske partier samt et relativt selvstændigt politisk system.
Færinger stillede fra 1851 op for danske partier til rigsdagen og siden til Lagtinget, og skillelinjerne var ofte de samme som de danske. De første politiske kontroverser viste sig allerede i begyndelsen, men de kulminerede i 1860 med, at et flertal af Lagtingets medlemmer, 12 ud af 18, blev så misfornøjede med Lagtingets formand, amtmand Dahlerup, at de forlod Lagtinget og nægtede at komme tilbage, før han var fjernet. Dahlerup var uden tvivl en dygtig dansk embedsmand, men han var ikke i stand til at forene eller mægle mellem meget divergerende holdninger blandt folkevalgte færinger i Lagtinget.
Politiske personligheder
Af politiske personligheder i perioden kan nævnes Niels Winther, som var Færøernes første folketingsmand og også blandt de første medlemmer af Lagtinget i 1852. Han havde ønsket et mere frisindet Lagting uden embedsmænd, men endte dog med i Folketinget at stemme for forslag til Lov om Færøernes Lagting af 1851. Winther udgav i 1852 Færøernes første avis, Færingetidende, hvor han med sine hårde og kompromisløse anklager mod embedsmændene hurtigt faldt i unåde og blev dømt for at have fremsat beskyldninger mod dem om snyd. Niels Winther blev valgt til Folketinget og til Lagtinget frem til 1857, hvor han forlod Færøerne og bosatte sig i Hjørring.
En anden fremtrædende personlighed var Johan Hendrik Schröter, som i 1884 stillede forslag for Lagtinget om en væsentlig demokratisering af forsamlingen, der selv skulle vælge sin formand, samt udvidelse af Lagtingets beføjelser. Forslaget var dog for vidtgående for Lagtinget, som forkastede det. Andre forslag blev forkastet af regeringen, da amtmanden i sin indstilling frarådede at acceptere dem.
Det var først i kølvandet på den demokratisering, som fulgte med systemskiftet i begyndelsen af 1900-tallet, at nogle holdningsændringer kunne spores i Danmark og på Færøerne. Den nye folketingsmand Jóannes Patursson, der blev valgt for første gang i 1903, havde held med at vinde støtte fra J.C. Christensens regering om større politisk og økonomisk råderum til Lagtinget. Samtidig valgte Lagtinget den selvstyreorienterede Christian Bærentsen, den eneste færing, der nogensinde var amtmand på Færøerne, til færøsk landstingsmand. Der var således også sket et systemskifte. I 1906 lykkedes det for Jóannes Patursson at få en aftale med regeringen om, at Lagtinget skulle overdrages nogle amtskommunale områder (havne, veje og telefon). Lagtinget skulle desuden have hjemmel til at opkræve skatter, og hvis indtægterne ikke var tilstrækkelige, skulle Lagtinget kunne ansøge regeringen om et årligt statstilskud.
Lagtingsvalget i 1906
På det efterfølgende lagtingsvalg i 1906, der handlede om aftalen med regeringen, viste det sig imidlertid, at et stort flertal af de færøske vælgere ikke ville kendes ved aftalen. En grund var, at modstanderne hævdede, at skatterne ville stige voldsomt på grund af aftalen. Desuden kunne Paturssonikke garantere, at regeringen var villig til at støtte aftalen med et årligt statstilskud. Afgørende blev det imidlertid, at den stærke færøske afholdsbevægelse, der ønskede forbud mod alkohol, var stærkt imod aftalen, som efter hensigten delvis skulle finansieres med en højere skat på alkohol.
Konsekvensen var, at Jóannes Patursson og selvstyrefolkene, som de siden blev kaldt, i 1906 tabte alle tre valg på Færøerne: folketingsvalget, lagtingsvalget og som en logisk følge heraf landstingsvalget. Det nyvalgte Lagting forkastede aftalen, og afholdsbevægelsen fik foranlediget en folkeafstemning mod alkohol i 1907. Resultatet var en overbevisende sejr til afholdsbevægelsen, men det blev dog ikke til noget totalforbud mod alkohol, som afholdsbevægelsen havde ønsket. Forbuddet gjaldt kun salg og udskænkning af alkohol (brændevin, vin og øl), mens det stadig var tilladt for færinger at importere alkohol til eget forbrug.
Ordningen var med forskellige ændringer gældende til 1992, da et offentligt monopol på salg af alkohol blev etableret. Politisk set blev sagen om aftalen med regeringen et stort nederlag for selvstyrefolkene, men splittelsen mellem samhørighed og selvstyre kom til at være en hovedskillelinje i færøsk politik efter 1906. Som følge af stridighederne blev Sambandsflokkurin (Samhørighedspartiet), som ønskede sparsommelighed i Lagtingets arbejde og uændrede relationer mellem Danmark og Færøerne, etableret i 1906. Sjálvstýrisflokkurin (Selvstyrepartiet), der ønskede så stort selvstyre, som man kunne opnå i god forståelse med regering og Rigsdag, blev formelt etableret i 1909. Ifølge partiets program ville det arbejde for, at færøsk sprog skulle have samme rettigheder som dansk på Færøerne, og at skolevæsenet skulle forbedres med færøsk som grundlag. Desuden skulle ingen lov kunne gøres gældende uden Lagtingets godkendelse.
Sambandsflokkurin dominerede i Lagtinget i årene efter 1906, men konflikter om større rettigheder til færøsk sprog og større politisk selvstyre var allestedsnærværende i perioden. I 1912 blev en ny skolelov, der i § 12 etablerede dansk som undervisningssprog på baggrund af et stort flertal i Lagtinget, sat i kraft. Det samme blev en lov om menighedsråd, der etablerede dansk som kirkesprog. I 1915 blev et forslag fra Sjálvstýrisflokkurin om lovgivende myndighed til Lagtinget i særlige færøske forhold afvist i Lagtinget. Sjálvstýrisflokkurin havde det ikke nemt i denne periode, men 1. Verdenskrig og lagtingsvalget i 1916 viste, at Sjálvstýrisflokkurin havde muligheder for at bryde Sambandsflokkurins langvarige dominans. Sjálvstýrisflokkurin vandt lagtingsvalget i 1916, men da kun den ene halvdel af medlemmerne var på valg i 1916, bevarede Sambandsflokkurin dog flertallet.
Tiden under og efter 1. Verdenskrig
De besværlige handelsforhold i Nordatlanten under 1. Verdenskrig ændrede det politiske klima og de politiske prioriteringer. Briternes krav om, at alle handelsskibe i Nordatlanten skulle sejle til en kontrabandekontrol i en britisk havn, i Færøernes tilfælde til Kirkwall, voldte i begyndelsen ikke store problemer. Men i februar 1917 ændredes dette, da Tyskland som modtræk indførte uindskrænket ubådskrig mod alle skibe, som sejlede ind i et nærmere defineret farvand rundt om De Britiske Øer; farezonens grænse var kun tre sømil fra Færøernes sydligste punkt. Flere handels- og fiskeskibe på vej til og ved Færøerne blev sænket, og i nogle måneder kom der ingen varer til landet.
I denne anspændte situation henvendte selvstyrepolitikere, der forinden havde kontaktet regeringen, sig i april 1917 til den danske gesandt i London med forespørgsel om, at skibe, der kom fra USA og Island til Færøerne med varer, kunne blive fritaget for kontrabandekontrol i de farefulde britiske havne. Det danske udenrigsministerium gik i maj 1917 ind i sagen, og efter en henvendelse til den britiske regering fik handelsskibe fra USA og Island med britisk licens tilladelse til i stedet at anløbe Halifax i Canada til kontrabandekontrol.
Således kunne denne sag være blevet afsluttet i maj 1917, men den fik et politisk efterspil i Danmark i 1918. C. Th. Zahles radikale-socialdemokratiske regering, der havde haft gode politiske relationer til Sjálvstýrisflokkurin, havde et mindre godt forhold til den danske politiske opposition, der havde flertallet i Landstinget. Der var stor modstand mod Zahle-regeringens håndtering af salget af Dansk Vestindien i 1917 og den forestående aftale med Island om at anerkende Island som suveræn stat. Men endnu værre blev det, da Zahle i marts 1918 sendte et telegram til Svenning Rytter, amtmanden på Færøerne, hvori han oplyste, at han støttede Sjálvstýrisflokkurins kandidat til det i april forestående folketingsvalg, samt anmodede amtmanden om at gøre kandidaten bekendt med sin holdning. Rytter, der mente, at han under krigen havde kæmpet mod selvstyrefolkene og for Danmarks interesser på Færøerne, blev så indigneret, at han sammen med sorenskriveren og fogeden anmodede om at blive forflyttet til andre stillinger i Danmark – ellers ville de opsige deres stillinger. Den konservative opposition i Landstinget vedtog på denne baggrund i juli 1918 at nedsætte en kommission. Denne skulle bl.a. undersøge Zahles forhold til selvstyrefolkene. Desuden skulle den undersøge alt vedrørende anmodningen fra færøske selvstyrefolk til den britiske regering i april 1917.
Kommissionsbetænkningen i 1920
En meget omfattende kommissionsbetænkning, der i flertalsbetænkningen (oppositionen) beskyldte selvstyrefolk for højforræderi og landsskadelig adfærd, blev forelagt Landstinget til videre behandling i januar 1920. Mindretallet (regeringens medlemmer i kommissionen, deriblandt en af flertallets hovedmistænkte, Jóannes Patursson) svarede, at der ikke var foregået nogen ulovligheder, men at Landstinget med sine beskyldninger havde skadet det gode forhold mellem Danmark og Færøerne. Beskyldningerne var, som kommissionen, grundlæggende politiske, mens der ingen anledning var til, at betænkningen fik retslige følger. Det eneste, som flertallet i Landstinget enedes om at vedtage, var at give Zahle en næse for sin mangelfulde orientering af Landstinget om årsagerne til, at de tre færøske embedsmænd i marts 1918 havde søgt om forflyttelse eller afsked.
Et par måneder senere afskedigede kongen Zahles regering i forbindelse med uenighed om Flensborg; landstingskommissionen af 1918 spillede således ingen rolle i afskedigelsen. Politisk fik sagen ifølge den danske historiker Jørgen Steining dog den konsekvens, at Jóannes Patursson blev »dansk-fjendtlig for al Fremtid«. I særdeleshed var Sjálvstýrisflokkurin misfornøjet med, at Svenning Rytter blev ny justitsminister og direkte ansvarlig for færøske forhold i Niels Th. Neergaards Venstreregering, der havde magten i perioden 1920‑24.
Læs videre om
Videre læsning
Læs mere om historie på Færøerne
Læs også om
- Oldtiden på Færøerne
- Vikingetiden på Færøerne
- Middelalderen på Færøerne
- 1536-1850 på Færøerne
- 1920-1970 på Færøerne
- 1970-2007 på Færøerne
- Færøernes befolkningsudvikling 1327-2022
Se alle artikler om historie
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.