I perioden fra 1920 til 1970 blev det moderne færøske samfund skabt. De demokratiske reformer, der etablerede Lagtinget som en udelukkende demokratisk institution, blev vedtaget, det moderne politiske partisystem blev etableret, og Lagtinget fik lovgivende myndighed i færøske forhold. Lagtinget fik desuden råderet over den færøske økonomi, og de fleste kulturelle mål, herunder sprogets stilling i skole og kirke samt spørgsmålet om anerkendelsen af flaget, blev afklaret i perioden. Forholdet til Danmark blev også udfordret, men løsrivelsen udeblev.
Et skotsk regiment anført af sækkepibeblæsere marcherer på Áarvegur i Tórshavn d. 16. april 1940. Af Nationalmuseet, 1940.
Begrænset anvendelse
1920-1970 på Færøerne
Husmor i Tórshavn på vej hjem med fisk, som hun har købt på Kongabrúgvin ved Eystaruvág. Foto fra 1946.
A/S Thorshavns Mælkeforsyning og Margarinefabrik sørgede fra 1908 til midten af 1960’erne for den søværts post- og ruteforbindelse mellem Tórshavn og en række bygder på Streymoy og Eysturoy med de såkaldte mjólkarbátar (mælkebåde). Foto fra 1963.
Stilling i riget og administration
Færøernes stilling i riget forblev uændret gennem hele perioden, men flere kriser førte til nogle reelt set grundlæggende ændringer mellem Danmark og Færøerne. En af de mindre dramatiske var den nye lagtingslov fra 1923, som fastslog, at Lagtinget var en rådgivende forsamling, men betænkningsretten over for danske rigsmyndigheder blev indskærpet. En væsentlig ændring var, at amtmanden ikke længere skulle være fast medlem og formand i Lagtinget. Dette skulle nu selv vælge en formand blandt sine folkevalgte medlemmer til at lede forhandlingerne; amtmanden såvel som provstenvar kun medlemmer, hvis de var stemt ind af vælgerne. Amtmanden havde dog en plads i Lagtinget og kunne (uden stemmeret) deltage i Lagtingets forhandlinger på lige fod med valgte medlemmer.
Lagtingets status som rådgivende institution foranledigede imidlertid, at amtmandens stilling over for Lagtinget var stærk. Han havde bl.a. ret til at udsætte implementeringen af lagtingsvedtagelser, til han havde verificeret, at de var i overensstemmelse med den gældende lovgivning. Desuden havde kongen, dvs. i praksis den danske regering, ret til at opløse Lagtinget og udskrive valg til tinget. En anden væsentlig ændring var i valgordningen til Lagtinget, der hidtil flere gange havde medført, at det politiske parti, som havde flertallet af stemmerne, ikke fik flertallet af medlemmerne i Lagtinget.
Der var således tale om demokratiske reformer, som begge partier i Lagtinget var enige om, men Lagtingets stilling som rådgivende forsamling blev fastholdt, og lovgivningsmagten var i Rigsdagen.
En administrativ styrkelse af Lagtinget, der som hovedregel kun var sammen i seks uger efter ólavsøka (Olaidag), blev indført i 1928: Et landsnævn bestående af repræsentanter for alle politiske partier, der også skulle mødes mellem lagtingssamlingerne, blev etableret. Samtidig fik Lagtinget sin egen administration med en kontorchef. Dermed var Lagtinget administrativt set blevet forholdsvis uafhængigt af amtmandens administration, men det var stadig underlagt amtmandens tilsyn og juridiske kontrol.
Hjemmestyreloven
Med Hjemmestyreloven af d. 1. april 1948 fik Lagtinget lovgivningsmyndighed i særlige færøske forhold, som var sat på liste A, og som Lagtinget uden videre kunne overtage ansvaret for. Efter forhandlinger og enighed med de danske myndigheder kunne Lagtinget desuden overtage andre fællesområder, som stod på liste B. Særområderne på liste A var bl.a. direkte og indirekte skatter, styrelsesordning, sundhedsvæsen, offentlig forsorg, skolevæsen, kommunale forhold m.m., mens områderne på liste B bl.a. omfattede folkekirken, råstoffer i undergrunden, politiet og jordfonden.
Endnu en liste opgjorde områder, som ikke kunne overdrages til færøske myndigheder, herunder bl.a. udenrigspolitik, forsvar, højesteret og pengevæsen.
Foruden Lagtinget, der havde lovgivningsmagten i overtagne færøske forhold, blev en færøsk regering i form af Landsstyret etableret. Dette skulle administrere de af hjemmestyret overtagne færøske områder.
Hjemmestyreloven fastsatte i § 2, at ønskede hjemmestyret at overtage et område på liste A eller på liste B, overtog hjemmestyret samtidig det fulde ansvar og de økonomiske rettigheder og forpligtelser forbundet med dette. I § 9 var der imidlertid en undtagelse fra denne hovedregel; if. denne kunne hjemmestyret og regeringen ved forhandling enes om, i »hvilket omfang« et fællesområde (dvs. et ikke overtaget område på liste A eller et område på liste B) kunne overføres til hjemmestyret. Der var således en mulighed for at overtage dele af et område, men dette forudsatte enighed mellem hjemmestyre og regering.
En overtagelse efter § 9 havde således heller ikke den samme status som en overtagelse efter § 2, da det i det første tilfælde alene var bekendtgørelsesmyndigheden, der blev overtaget, mens det i det andet tilfælde tillige var lovgivningsmyndigheden. Et anliggende kunne altså overtages to gange, første gang delvis efter § 9 og siden helt efter § 2, men det kunne også overtages én gang efter § 2.
Amtmandsembedet blev nedlagt og erstattet med rigsombudsmanden. Rigsombudsmanden havde ret til, uden stemmeret, at deltage i Lagtingets forhandlinger, men havde modsat amtmanden ingen rettigheder over for Lagtinget. I tilfælde af uenighed om fortolkningen af Hjemmestyreloven skulle der nedsættes et nævn bestående af syv personer til at afgøre uoverensstemmelsen: to af hjemmestyret og to af regeringen udpegede repræsentanter samt tre af Højesteret udpegede repræsentanter. Hvis de af regering og hjemmestyre udpegede medlemmer var enige om fortolkningen, var sagen afgjort.
Direkte og indirekte skatter blev ikke uventet overtaget med det samme, og det samme blev styrelsesforhold, begge efter § 2. Hjemmestyreloven fastsatte, at Lagtinget skulle vælge det færøske Landsstyre. Landsstyret skulle ledes af en landsstyreformand, der nu fik den gamle betegnelse lagmand. Mens Lagtinget valgte lagmand og Landsstyrets øvrige medlemmer, kunne Landsstyret kun afsættes i forbindelse med lagtingsvalg, der skulle afholdes hvert fjerde år. Landsstyret var organiseret som et administrativt nævn under Lagtinget, hvis medlemmer kunne sidde i Landsstyret, samtidig med, at de sad i Lagtinget. Landsstyret var desuden organiseret som et kollegium, hvor alle afgørelser blev taget i fællesskab, og medlemmerne hæftede kollektivt for alle beslutninger.
Hjemmestyreloven anerkendte også det færøske flag og færøsk som hovedsprog.
Læs videre om
Kommuner, velfærd og folkekirke
Stigningen i antallet af kommuner, som var taget til efter år 1900, fortsatte. Mens der i 1920 var 33 kommuner, toppede antallet i 1970 med 51 ofte ret små og befolkningsfattige kommuner. Dette skabte udfordringer med at lægge centrale velfærdsområder, som hjemmestyret havde overtaget eller havde planer om at overtage, til administration i kommunerne, da mange af dem var så små, at de simpelthen manglede befolkningsgrundlag.
Med sygehusloven af 1939 overtog Lagtinget og staten ansvaret for alle sygehusene, som tidligere havde været lokale anliggender. Andre statsligt finansierede velfærdsreformer blev også indført i 1950’erne og 1960’erne; den danske folkepension fra 1957 blev indført på Færøerne i 1959 med støtte fra alle partier.
Den færøske folkekirke, der siden 1923 havde hørt under Københavns Stift, blev i 1963 etableret som selvstændigt vicebispedømme, og vicebispen kom i stedet for provsten. I 1990 blev Færøerne skilt fra Københavns Stift og blev et selvstændigt stift med egen biskop, og kirken i Tórshavn blev domkirke.
Læs videre om
Erhverv og befolkning
Omstillingsbordet på telefoncentralen i Tórshavn omkring 1930. Efter 1905 udviklede telefon forbindelsen sig efterhånden til at omfatte hele Færøerne, dog med radiotelefon til visse mindre øer.
I 1920 var det færøske samfund ændret fra et landbrugssamfund til et handels- og fiskersamfund. Store demografiske forskydninger skete mellem de forskellige områder. Befolkningen flyttede fra de traditionelle landbrugsbygder til de nye handelssteder, hvor redere og skippere koncentrerede deres virksomheder. Slupperne kom fra Island med fisk, der skulle tørres og saltes, hvilket gav arbejde til både mænd og kvinder. Mens slupperne i 1920’erne mest fiskede med line ved Island, begyndte linefiskeriet med de større skonnerter ved Grønlands kyster rigtigt i 1930’erne. Allerede i 1925 var der åbnet en færøsk havn i Grønland, som skibene kunne arbejde ud fra.
Fiskeriet ved Færøerne var vanskeligt, da engelske trawlere ofte lå tæt ved kysten og trawlede, men under 1. Verdenskrig blev der fisket meget ved Færøerne, da de engelske trawlere udeblev i denne periode. De kom tilbage efter krigen, og færingerne måtte finde andre steder at fiske.
Den lange rejse med slupperne og skonnerterne til Island eller Grønland var farefuld i dårligt vejr, og mange forlis i 1920’erne og 1930’erne satte dybe spor i den færøske befolkning. Økonomisk set var tiderne heller ikke gunstige, i særdeleshed var 1930’erne hårde. Den økonomiske verdenskrise i 1929 ramte også Færøerne hårdt. Færingerne eksporterede det meste af fiskefangsten, især saltfisken, til markederne i Sydeuropa, hvor disse dog var meget ustabile. I Spanien var der borgerkrig i 1930’erne, der var politiske uroligheder og økonomisk krise i Grækenland, og Folkeforbundet boykottede det fascistiske Italien pga. invasionen i Abessinien (Etiopien) i 1935. Disse væsentlige markeder var således næsten lukkede for den færøske eksport.
2. Verdenskrig skabte imidlertid særdeles gode muligheder for færøske erhverv og økonomi. Færøerne, som i 1930’erne nærmest havde været afskåret fra salg på det lukrative engelske ferskfiskemarked, fik nu stort set fri adgang til dette marked. Storbritannien havde brug for sin flåde – også fiskerflåden – i krigens tjeneste og måtte derfor overlade det til andre lande at forsyne briterne med fisk. Omlægningen af den færøske fiskerflåde fra sejl- eller delvis motordrevne slupper og skonnerter til kuldrevne trawlere var begyndt i 1930’erne, men under krigen blev stort set hele fiskeindustrien omlagt fra saltfiskeproduktion til ferskfiskefiskeri og transport af ferskfisk til det engelske marked. Fiskepriserne var gode, men omkostningerne i mistede menneskeliv var store: Ca. 200 færinger døde på havet under krigen. Samtidig var der også arbejdsløshed, da slupperne og skonnerterne ved Island og Grønland havde et mandskab på 15‑20, mens der kun var brug for seks-otte mand til ferskfisk og transport. Det vurderes, at den færøske eksport dækkede 20 % af Storbritanniens forbrug af fisk under 2. Verdenskrig.
Efter krigen fik saltfiskeproduktionen en renæssance for en tid og fortsatte i mindre omfang, da ferskfiskeproduktionen og filetfabrikker i 1960’erne blev dominerende. I 1950’erne opstod en økonomisk krise, da genrejsningen af fiskeflåden i første omgang blev foretaget ved at investere krigsopsparingen i gamle kultrawlere, som englænderne skiftede ud med dieseltrawlere. Dette viste sig at være en fejlinvestering, da kultrawlerne var dyre i drift, urentable og ikke kunne klare sig i konkurrencen med de nyere trawlere. En stor del af flåden gik konkurs, og bankerne, i særdeleshed den færøskejede Sjóvinnubankin, måtte genrejses tre gange i løbet af 1950’erne med hjælp fra regeringen og Nationalbanken.
Der var stor recession i fiskerierhvervet, og mange fiskere fandt enten arbejde på udenlandske skibe eller rejste til Grønland. Det hjalp dog noget, at sildefiskeriet med garn fik fremgang i 1950’erne, for alle fiskeskibe kunne bruges til silde fiskeriet, også trawlere. I 1962 fik sildefiskeriet med de nye kraftblokskibe endnu større betydning og lagde grunden under fiskeindustrifabrikken Havsbrún, der blev bygget i Fuglafjørður i 1966. Mandskabets lønninger på disse nye kraftblokskibe og rejeskibe i Grønland, hvor fiskeriet begyndte i 1969, var meget høje.
Genrejsningen i 1950’erne skete ved hjælp af det nyetablerede realkreditinstitut, der fik kapital fra den danske del af Marshallhjælpen. Denne gang investerede færingerne i nye stålbyggede lineskibe og trawlere, der forsynede de nye filetfabrikker med ferskfisk. Genetableringen af fiskerierhvervet blev stort set afsluttet i løbet af 1960’erne, og i særdeleshed de mange nye filetfabrikker ændrede det færøske fiskerierhverv. I det hele taget var fiskeflåden nu blevet moderne og mere varieret.
Indbyggertallet steg fra ca. 21.000 i 1920 til ca. 32.000 i 1950, og i 1970 lå det på ca. 38.000. Befolkningsvæksten skete især i Tórshavn og en række større fiskebygder. I 1920 boede fx 24,1 % af den samlede færøske befolkning i Tórshavn (11,7 %), Klaksvík (4,8 %) og Tvøroyri (7,5 %), og i 1970 boede hele 44,5 % af den samlede færøske befolkning i Tórshavn (27,8 %), Klaksvík (11,5 %) og Tvøroyri (5,2 %). Norðoyggjar er et eksempel på de modsatrettede forskydninger i indbyggertallet, som skete i perioden; i 1920 boede 6,6 % af landets befolkning på Norðoyggjar (ekskl. Klaksvík), mens andelen var svundet til 2,6 % i 1970.
De store samfundsændringer, befolkningsvækst og demografiske forskydninger skabte grundlag for bevægelser i den åndelige kultur. Vækkelsesbevægelserne var kommet til Færøerne allerede i anden halvdel af 1800-tallet, men det var først i begyndelsen af 1900-tallet, at de fik indflydelse. Indre Mission nød stor opbakning i 1920’erne og 1930’erne, men forblev trods religiøse gnidninger en del af folkekirken. Anderledes forløb det med den anden indflydelsesrige vækkelsesbevægelse, brødremenigheden eller Plymouth Brethren, der var kommet til Færøerne via Skotland med en missionær i 1865. Brødremenigheden fik også stor tilslutning i 1920’erne og 1930’erne, især i de nye store tilflytterbygder, mens folkekirken stadigvæk stod stærkt i mange af de traditionelle landbrugsbygder.
Læs videre om
Infrastruktur – veje, havne og samfærdsel
I 1920 var der hverken veje eller broer af betydning mellem bygderne, men dette ændredes meget i perioden. I 1907 kom Hoydalsvegurin eller Sanatorievejen ved Tórshavn, som regnes for den første udenbys vej på Færøerne, mens vejen mellem Skopun og Sand fra 1916 regnes for den første vej mellem bygder. Siden kom der gang i udbygningen. I 1921 bevilgede den danske regering 80 % af omkostningerne til fem veje mellem Sørvágur, Miðvágur og Sandavágur, mellem Tórshavn, Velbastaður og Kirkjubøur, mellem Søldarfjørður, Gøtubygderne og Fuglafjørður, mellem Kollafjørður og Kvívík samt mellem Sand, Skálavík og Húsavík. I 1955 var der vejforbindelse mellem de fleste af de større bygder, men der manglede stadig veje til nogle af de små bygder samt over fjelde, hvor det var nærmest umuligt at anlægge veje uden at bore tunneler gennem fjeldene. Tórshavn var stadig kun forbundet med veje til Velbastaður og til Kirkjubøur, og på Norðoyggjar var der kun få veje.
I 1965 åbnede Oyggjarvegin, vejen over fjeldene mellem Tórshavn og Kollafjørður, og i 1965 og 1967 indviedes tunnelerne, der forbandt Klaksvík og de nordlige bygder. På Suðuroy fik Hvalba tunnel til den sydlige del af øen i 1963, og i 1969 fik Sandvík tunnel til Hvalba og den sydlige del af øen.
Søvejen var dog stadig den eneste vej mellem øerne, men havneanlæggene blev kraftigt udbygget og moderniseret. I begyndelsen af perioden havde rederne anlagt private broer til deres skibe, men i 1913 vedtog den danske stat at finansiere størstedelen af de store havneanlæg i større færøske bygder. 1. Verdenskrig bevirkede, at anlægsarbejderne blev forsinket, men i 1920’erne kom der gang i arbejdet. Det store havneanlæg ved Tórshavn stod færdigt i 1927, og ti år senere, i 1937, stod det sidste anlæg i denne omgang færdigt i Klaksvík. Havneanlæg overgik i 1930’erne fra privat til kommunalt regi.
I 1921 åbnede det første elværk i Botni ved Vágur på Suðuroy. I 1931 åbnede et lignende kommunalt elværk i Ánirnar ved Klaksvík, der var ejet af Klaksvíkar Kommuna. I 1950’erne blev alle de kommunale elværker samlet i et fælles kommunalt selskab, SEV. Det store elværk i Vestmanna åbnede i 1953, og i 1974 blev værket på Sund bygget. Således iværksattes udbygningen af elektricitetsforbindelsen til alle bygder og øer. I 1970 fik den sidst bygd, Múla på Borðoy, elektricitet.
Den første telefonlinje mellem to bygder var blevet etableret på privat basis i 1905, men allerede i 1930’erne var alle bygder knyttet til en af de 99 manuelle telefoncentraler. I flere bygder fandtes der kun en enkelt telefon. Et stort fremskridt kom i 1953, da det i Tórshavn blev muligt at ringe direkte til den ønskede telefon uden om det offentlige telefonselskabs omstillingscentral. Det var dog først i 1978, at de sidste manuelle omstillingscentraler blev afløst af direkte telefonforbindelse. I 1954 blev den første telefonforbindelse til Danmark åbnet, og i 1971 blev det muligt at ringe direkte til Danmark.
Læs videre om
Skole, uddannelse og kulturinstitutioner
Kunstmuseet Listasavn Føroyas ældste del kaldet Listaskálin er tegnet af J.P. Gregoriussen og blev opført i 1970. I 1993 blev museet udvidet med en ny bygning, tegnet af Niels F. Truelsen i samarbejde med J.P. Gregoriussen. Billedhuggeren Hans Pauli Olsen har udført værket Skyggen, som ses i højre side af billedet.
Der blev oprettet realskole i Tvøroyri i 1923, i Vági på Suðuroy i 1933 og i Klaksvík på Norðoyggjar i 1935. I 1950’erne blev der oprettet mellem og realskoler i flere af de større bygder: Vestmanna, Fuglafjørður, Glyvrar og Sørvágur samt ved Miðvágs-Sandavágs Skúli. I 1962 fik flere skoler denne mulighed, men nu blev der tale om to spor: et realeksamensbevis, der gav adgang til studenterskolerne, og et 8., 9. og 10.-klassebevis, der ikke gav adgang. I 1971 kunne 14 folkeskoler tilbyde real- eller 10.-klassebevis.
I 1937 blev der oprettet et toårigt studenterkursus i Hoydølum ved Tórshavn, som var det eneste af slagsen på Færøerne i perioden. De første år var det kun muligt at tage sprogligt bevis, men i 1947 blev det også muligt at tage et matematisk-naturvidenskabeligt bevis. I 1959 blev kurset udvidet til et treårigt kursus, og i 1962 ændrede studenterkurset navn til studenterskole og flyttede samtidig ind i nye lokaler.
I 1960 blev sygeplejeskolen etableret. De første år var det nødvendigt at tage til Danmark for at tage en del af uddannelsen, men siden 1979 har det været muligt at tage hele uddannelsen på Færøerne.
Foruden de almindelige aftenskoler, der tilbød kurser inden for adskillige emner, blev tekniske skoler til lærlinge og handelsskoler til dem, der ville arbejde i butikker, organiseret som aftenskoler i flere større bygder allerede i 1930’erne. I 1949 blev det muligt at tage et særligt handelsbevis, handelsmedhjælpereksamen. Siden 1960 har der kun været tekniske skoler i Tórshavn og Klaksvík. Handelsskoler blev organiseret i 1960’erne, og i 1967 blev Føroya Handilsskúli i Tórshavn etableret.
Allerede i 1892, kort efter at sluptiden begyndte i 1872, var det muligt at få skippereksamen på Færøerne. Erfarne skippere organiserede om vinteren på privat basis undervisning for unge fiskere, hvilket gav dem mulighed for at tage skippereksamen. Officerer på de danske kystvagtskibe ved Færøerne var eksaminatorer på kurserne. I 1906 havde man med statens støtte forsøgt at etablere en sømandsskole, som skulle kunne give eleverne styrmandsbevis, men på grund af mangel på elever blev skolen, der havde egen bygning, nedlagt i 1909. De private skoler med statsstøtte fortsatte imidlertid, men i 1928 blev navigationsskolen i Tórshavn etableret. Hjemmestyret overtog allerede i 1949 navigationsskolen under navnet Tórshavnar Sjómansskúli. Skolen, der havde holdt til i den gamle sømandsskolebygning fra 1906, flyttede i 1962 ind i de nye og senere om- og udbyggede lokaler, hvor den stadig har til huse. I 1947 var der desuden blevet oprettet en skipper- og telegrafistskole i Klaksvík. I 1964 blev Færøernes Maskinskole etableret. Maskinskolen blev i 2008 lagt sammen med sømandsskolen i Tórshavn under det nye navn Vinnuháskúlin (Erhvervshøjskolen).
Færø Amts Arkiv blev etableret som en statslig institution i 1932, men det blev overtaget af Lagtinget i 1952 og har siden været landsarkiv, nu med navnet Tjóðskjalasavnið.
I 1952 blev Føroya Fornminnissavn, Færøernes Kulturhistoriske Museum, etableret af Lagtinget, og i 1955 Føroya Náttúrugripasavn (Færøernes Naturhistoriske Museum). Institutionerne blev sammenlagt i 2011 under navnet Tjóðsavnið (Nationalmuseet).
Útvarp Føroya (Færøernes Radio), der begyndte at sende i 1957, blev i 2005 lagt sammen med Sjónvarp Føroya (Færøernes TV), der begyndte at sende i 1984. Den nu sammenlagte institution har navnet Kringvarp Føroya, forkortet KVF.
I 1970 blev det nationale kunstmuseum Listasavn Føroya etableret i Tórshavn.
Læs videre om
Politik
Den nye amtmandsbolig blev tegnet af H.C. Amberg og opført af færøsk basalt i 1881. Siden Hjemmestyreloven fra 1948 har bygningen været rigsombudsmandens residens og administrationsbygning. Foto fra ca. 1920’erne.
Radarskærme på toppen af fjeldet Sornfelli. Radarstationen, der blev opført 1959-62, blev sammen med marinestationen Færøernes Kommando i Mjørkadalur nedlagt i 2007.
I 1918 opnåede Sjálvstýrisflokkurin for første gang flertallet i Lagtinget og beholdt det frem til 1923. Partiet ønskede at bruge dette flertal til at stemme nogle af sine mærkesager igennem, og i perioden vedtog Lagtinget adskillige gange, at færøsk skulle være undervisnings- og kirkesprog. Lagtinget vedtog i forbindelse med grundlovsændringen i 1920 at ændre § 2 – at den lovgivende myndighed er hos kongen og Rigsdagen i forening – således at der kunne tildeles Lagtinget myndighed til at lovgive i særlige færøske forhold. Rigsmyndighederne godkendte imidlertid ingen af lagtingsbeslutningerne. Disse forhold, sammen med anklager fra landstingskommissionen i 1919 om rigsskadelig adfærd, forårsagede, at forholdet mellem Sjálvstýrisflokkurin og den danske Venstreregering var på frysepunktet.
Da uoverensstemmelsen mellem Danmark og Norge om de nordatlantiske øer i 1923 fik en norsk professor i folkeret til at foreslå, at der skulle være en folkeafstemning på Færøerne om, hvorvidt øerne skulle tilhøre Norge eller Danmark, var en gnist således tændt. Den færøske landstingsmand Oliver Effersøe fra Sambandsflokkurin udtalte i denne forbindelse til danske aviser, at Færøerne var blevet godt behandlet af Danmark, og at der intet ønske var på Færøerne om at komme sammen med Norge. Sjálvstýrisflokkurins formand, Jóannes Patursson, der netop da opholdt sig i Norge, svarede via telegram, at ifølge ham kunne landstingsmandens udtalelser kun forstås således, at der intet ønske var på Færøerne om at komme sammen med Norge under samme hårdhændede forhold, som Danmark for tiden håndhævede over for Færøerne.
Sambandsflokkurin rejste sagen i Lagtinget, hvor selvstyrefolkene støttede Jóannes Patursson, og i Folketinget, hvor statsminister Niels Neergaard i oktober 1923 udtalte, at den danske regering ubetinget ville støtte de kræfter på Færøerne, som ønskede at arbejde for at bevare de nuværende statsretslige forhold. Han understregede desuden, at en betingelse for dansk støtte til færøsk sprog og kultur var, at Grundloven fortsat skulle gælde i hele riget, ligesom dansk skulle bevares som fælles sprog for hele riget. Denne ret eksplicitte danske stillingtagen til færøsk politik provokerede Sjálvstýrisflokkurin så meget, at partiet i 1924 vedtog at ændre programmet. Således blev alle referencer til Danmark og dansk fjernet, inkl. formuleringen om, at man ville arbejde for så meget selvstyre, som man kunne opnå »i god forståelse med regering og Rigsdag«.
Samarbejde afløste siden konflikt, men det hører med til historien, at Sjálvstyrisflokkurin aldrig havde haft flertallet af vælgerne bag sig. Det var valgtekniske forhold i valgloven til Lagtinget og provsten, der var selvstyremand, der i perioden 1918‑23 havde garanteret Sjálvstýrisflokkurin flertal i Lagtinget. Da den nye lagtingslov, der indeholdt en mere retfærdig valglov, blev sat i kraft i 1923, genvandt Sambandsflokkurin allerede samme år et solidt flertal i Lagtinget. Da undervisningsminister Nina Bang stillede et kompromisforslag, som med enkelte undtagelser ville anerkende færøsk som undervisningssprog, blev det således forkastet af flertallet i Lagtinget.
Sagen blev først løst i 1939, da regeringen fulgte et stort lagtingsflertals ønske fra 1936 om at ligestille færøsk og dansk i skoler og kirker. På dette tidspunkt havde to nye politiske partier, Javnaðarflokkurin (Socialdemokratiet, 1925) og Vinnuflokkurin (Erhvervspartiet, 1935), der begge var mere nationale end Sambandsflokkurin, fået repræsentanter i Lagtinget, og Sambandsflokkurin havde definitivt mistet flertallet i Lagtinget. I 1939 splittedes Sjálvstýrisflokkurin, og formanden, Jóannes Patursson, etablerede sammen med folkene bag Vinnuflokkurin partiet Fólkaflokkurin, der nærmest var et selvstændighedsparti.
Tiden under og efter 2. Verdenskrig
Den første skanse i Tórshavn anlagdes i ca. 1580 af Magnus Heinason. Efter 2. Verdenskrig, hvor britiske soldaterforetog ændringer i forbindelse med besættelsen, blev skansen restaureret til den form, den havde efter ca. 1794.
Et skotsk regiment anført af sækkepibeblæsere marcherer på Áarvegur i Tórshavn d. 16. april 1940. Under 2. Verdenskrig var Færøerne besat af England, hvilket kom til at sætte sit præg på øerne.
Da Danmark under 2. Verdenskrig blev besat af tyskerne, og Færøerne af briterne hhv. d. 9. og d. 13. april 1940, havde Sambandsflokkurin otte lagtingsmedlemmer, Javnaðarflokkurin seks, Sjálvstýrisflokkurin fire og Fólkaflokkurin seks. Fólkaflokkurin foreslog allerede d. 9. april, at Lagtinget overtog al myndighed på Færøerne, men flertallet (18) vedtog sammen med amtmanden d. 9. maj en midlertidig styrelsesordning, hvor Lagtinget sammen med amtmanden fik lovgivende magt i de særlige færøske forhold.
Den britiske besættelsesmagt anerkendte det færøske flag, som der havde været megen politisk turbulens om i 1930’erne, til brug på havet. Allerede fra begyndelsen havde briterne, der på et tidspunkt havde 8.000 soldater udstationeret på Færøerne, dog gjort det klart, at de ville aflevere Færøerne tilbage til Danmark efter krigen. De erklærede samtidig, at de ikke ville anerkende en selvstændig færøsk stat, der var blevet proklameret uden forudgående forhandlinger med et frit Danmark. Fólkaflokkurin, der i 1943 fordoblede sine mandater i Lagtinget fra seks til 12 og kun manglede ét mandat for at have absolut flertal, kunne derfor ikke bruge tilslutningen til noget.
Efter krigen stod det imidlertid klart for de fleste, at det var umuligt at vende tilbage til forholdene fra før krigen. Den færøske økonomi var stærk, Lagtinget havde sammen med amtmanden haft den lovgivende myndighed, flaget var anerkendt til brug på havet, og færingerne havde på grund af de tætte økonomiske forhold til briterne brugt deres egne pengesedler, som havde været knyttet til sterlingpundet, ikke til den danske krone; selvstændighedsbevægelsen stod stærkere, end den havde gjort nogensinde før.
Et lagtingsvalg i november 1945 afklarede ikke den politiske situation, men da de færøske politiske partier under forhandlinger i København i begyndelsen af 1946 ikke kunne opnå enighed om en ny ordning, fremsatte den danske regering et forslag, som havde karakter af et ultimatum. Ingen af de politiske partier var tilfredse med forslaget, som sigtede imellem socialdemokraternes og samhørighedsfolkenes ønsker. Hensigten var nok, at socialdemokrater og samhørighedsfolk, som havde et snævert flertal i Lagtinget, skulle vedtage forslaget, men da én socialdemokrat erklærede sig som selvstændighedsmand, kunne denne plan ikke gennemføres. I stedet fremsatte Fólkaflokkurin, som ønskede et selvstændigt Færøerne i union med Danmark, et forslag om en færøsk folkeafstemning for eller imod regeringens forslag. Javnaðarflokkurin og Sambandsflokkurin vedtog dog i stedet en folkeafstemning, hvor valget stod imellem regeringsforslaget eller løsrivelse. Folkeafstemningen fandt sted d. 14. september 1946, og resultatet blev et snævert flertal for løsrivelse. Men da Fólkaflokkurins repræsentanter sammen med den socialdemokratiske afhopper ville iværksætte det, opløste kongen Lagtinget og udskrev nyvalg, som fandt sted i november 1946.
De tre samhørighedspartier (Sambandsflokkurin, Javnaðarflokkurin og Sjálvstýrisflokkurin) fik nu solidt flertal i Lagtinget, og de indledte nye forhandlinger med regeringen; man enedes om Hjemmestyreloven af 1. april 1948, en ordning, som socialdemokraterne nok var mest tilfredse med.
Hjemmestyret
Den første hjemmestyreregering i 1948 var en koalition mellem Sjálvstýrisflokkurin, Javnaðarflokkurin og Sambandsflokkurin under ledelse af Sambandsflokkurins formand, Andreas Samuelsen, som den første lagmand. Men Landsstyret sad kun i to år, til 1950, hvor det blev afløst af et nyt.
På trods af grundlæggende uoverensstemmelser i de foregående år om forholdet til Danmark forårsagede krisen i 1950’erne, at Fólkaflokkurin og Sambandsflokkurin, der nemt kunne enes om den økonomiske politik, allerede i 1950 indgik en koalitionsaftale om et landsstyresamarbejde, som viste sig at holde gennem det meste af 1950’erne. Samarbejdet med Sambandsflokkurin om den økonomiske politik og med den danske regering om genrejsningen af den færøske økonomi og fiskerierhvervet kom imidlertid til at koste meget for Fólkaflokkurin. Partiet havde i 1943 haft 12 mandater i Lagtinget, og i slutningen af 1950’erne var antallet reduceret til fem. Det var især det nyetablerede republikanske parti Tjóðveldi (1948), som hentede næring fra Fólkaflokkurins svækkelse.
Fiskere, der i 1950’erne strejkede for at få bedre forhold, vendte sig bort fra Fólkaflokkurin, som støttedes af bl.a. redere. I stedet stemte mange af dem på det venstreorienterede Tjóðveldi, hvis formand også var formand i fiskernes fagforening. Desuden kunne Tjóðveldi i kølvandet på folkeafstemningen i 1946, som Fólkaflokkurin ifølge dem havde forrådt, påpege, at Hjemmestyreloven tillod Danmark at sætte Nato-traktaten af 1949 i kraft på Færøerne uden at spørge Lagtinget. Sidst men ikke mindst drog Tjóðveldi fordel af lægekonflikten i Klaksvík 1952‑56.
I 1958 var Tjóðveldi blevet til et af de fire store politiske partier sammen med Sambandsflokkurin, Javnaðarflokkurin og Fólkaflokkurin. Disse kendetegner stadig det politiske system. Tjóðveldi kom i 1963 for første gang i Landsstyret sammen med Fólkaflokkurin og Sjálvstýrisflokkurin; et Landsstyre, der havde store planer på det selvstyrepolitiske område. Det var dog først i 1970’erne, at der skete betydningsfulde ændringer på dette område.
Læs videre om
Lægekonflikten 1952-56
Ved kajkanten i Klaksvík d. 21. april 1955. Efter en mislykket fogedforretning, hvor Olaf Halvorsen skulle afsættes, blev delegationen jaget gennem byen og ombord i passagerskibet Tjaldur, hvor landgangen blev fjernet, og trosserne kappet.
Passagerskibet Parkeston med 120 politibetjente ombord lægger til ved kajen i Tórshavn d. 5. maj 1955. Skibet kom aldrig til Klaksvík.
I 1952 udbrød den såkaldte Klaksvíkstrid. Den komplekse sag bestod reelt af tre konflikter: for det første en konflikt mellem den nye administrative hjemmestyrehovedstad Tórshavn og fiskerihovedstaden Klaksvík; for det andet en konflikt mellem fiskerne i Klaksvík og den altdominerende reder i byen, Jógvan Frederik Kjølbro, som de var i konflikt med, og for det tredje en konflikt mellem Danmark og Færøerne, især Klaksvík, hvor mere end 70 % af vælgerne havde stemt for selvstændighed i september 1946.
Olaf Halvorsen og hans støtter
Den konstituerede læge, Olaf Halvorsen, i sort habit sammen med de to nye konstituerede læger, Stig Jarnum (i midten) og Kell Jordal (til højre), på sygehuset, kort før Olaf Halvorsen forlod Klaksvík i 1955.
Den umiddelbare årsag til striden var, at ledelsen for det samlede færøske sygehusvæsen i 1952 havde ansat en færøsk sygehuslæge på det lokale sygehus i Klaksvík i stedet for den konstituerede danske læge, Olaf Halvorsen, som det overvejende flertal af lægekredsens befolkning foretrak. Ansættelsen førte til voldsomme protester fra flertallet af borgerne i sygehuskredsen, der omfattede de nordlige øer samt en del af Eysturoy.
Fra myndighedernes perspektiv havde Olaf Halvorsen det problem, at han havde været medlem af DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti) fra 1938 til 1941, og han fik i den sammenhæng i 1948 en alvorlig misbilligelse fra en voldgiftsret under DADL (den danske lægeforening), som den færøske lægeforening også var en del af, for sin holdning under krigen. Voldgiftsretten besluttede også, at Olaf Halvorsen skulle betale sagens omkostninger på 601,50 kr. Men da Halvorsen nægtede at betale, blev han ekskluderet af lægeforeningen. Det førte til, at han ifølge overenskomsten mellem Sundhedsstyrelsen og DADL ikke kunne ansættes i en sygehuslægestilling med sygekassepraksis, som tilfældet var i Klaksvík.
Protesterne fra borgerne blev derfor ikke imødekommet. Det var næppe heller muligt at annullere en lovlig ansættelse af den færøske læge, Eivind Rubek Nielsen. Den stærke lægeforening modsatte sig desuden enhver tilsidesættelse af en lovlig ansættelse af et af foreningens medlemmer og nægtede at indsætte en læge, som dels ikke var medlem af foreningen, dels ifølge overenskomsten ikke opfyldte betingelserne for at blive ansat i stillingen.
I denne fastlåste situation eskalerede konflikten. Olaf Halvorsen blev på sygehuset i Klaksvík, hvor han fik løn af en sygekasse, der var etableret af hans støtter i Klaksvík. Samtidig forhindrede de samme borgere fysisk Eivind Rubek Nielsen i at komme i land fra det skib, han ankom til byen med. Da de øverste myndigheder (rigsombudsmand, landslæge, politimester og landsstyremedlemmer) forsøgte at afsætte Olaf Halvorsen fra stillingen, blev de forhindret i foretagendet eller ligefrem vist ud af Klaksvík.
Den danske intervention
Efter mere end to år uden udsigt til en løsning på konflikten opgav myndighederne i Tórshavn. Et hjælpeløst færøsk Landsstyre anmodede i april 1955 den danske regering om politihjælp til at få genoprettet lovlige tilstande i Klaksvík.
Efter at den danske regering havde sendt DFDS-skibet Parkeston til Færøerne med 120 betjente og hunde, lykkedes det den danske finansminister Viggo Kampmann at få godkendt et forlig. Dog blev det uden, at Parkeston anløb Klaksvík havn, der var barrikaderet. Forliget indebar, at Olaf Halvorsen foreløbig skulle forlade sygehuset, mens to danske læger blev ansat midlertidigt i et halvt år. Tiden skulle bruges til at ændre reglerne for ansættelse af læger, således at Olaf Halvorsen kunne ansættes i stillingen som sygehuslæge i Klaksvík.
Freden indfandt sig i Klaksvík, men da myndighederne i september stadig ikke havde formået at implementere væsentlige dele af forliget, blev det nødvendigt for sygehusbestyrelsen at konstituere nye læger, hvilket fandt sted under et møde d. 27. september 1955. Allerede før afholdelsen af dette møde havde nogle af Halvorsens støtter imidlertid fået mistanke om, at hensigten i virkeligheden ikke var, at Halvorsen, der i maj havde forladt Færøerne, skulle komme tilbage. Da sygehusbestyrelsens medlemmer, bl.a. rigsombudsmanden og landslægen, efter mødet skulle rejse med skib til Tórshavn, blev de nede ved havnen omringet af vrede borgere, der tvang dem til at søge ly på politistationen. Resultatet var, at rigsombudsmanden telefonisk kontaktede statsminister H.C. Hansen og fortalte ham, at han blev holdt som gidsel i Klaksvík.
Sygehusbestyrelsen fik ud på morgenen lov til at forlade politistationen, men da havde regeringen besluttet at sende fregatten Rolf Krake til Færøerne med 164 marinesoldater og politibetjente. Rolf Krake ankom til Klaksvík den 1. oktober 1955. Dette udløste voldsomme uroligheder, men det lykkedes efter nogle måneder for den danske overmagt at genetablere lovlige forhold i byen, dog ikke uden modstand. I oktober og november forsvandt strømforsyningen regelmæssigt på grund af sabotage, bomber blev sprængt i huse, og i november blev en bombe sprængt ved politistationen, hvor fire politibetjente opholdt sig. Ingen kom dog alvorligt til skade. Man fandt ikke nogen at anklage for attentaterne, men i 2021 har en af bombemændene afsløret sin identitet. Dog blev mange anholdt og anklaget for andre forhold. Den hårdeste dom på 12 måneder fik havnefoged Fischer Heinesen, der havde været Olaf Halvorsenstøtternes leder, i 1956.
Først i februar 1956 kunne de sidste danske politibetjente og bl.a. fregatten Holger Danske forlade Klaksvík.
Baggrundene for konflikten
Mens den umiddelbare årsag til konflikten var ansættelsen af en læge, var de bagvedliggende årsager dybere. Lægekonflikten havde baggrund i socialpolitiske forhold i Klaksvík, en centrum-periferi-konflikt på Færøerne og en politisk konflikt med Danmark, som spidsede til, da danske krigsskibe blev sendt til Klaksvík.
For det første have færingerne med et snævert flertal ved en folkeafstemning i 1946 valgt løsrivelse fra Danmark. Mange var skuffede, da resultatet kun blev hjemmestyre, men i Klaksvík, hvor flertallet havde været ret overbevisende (70,6 %), var skuffelsen størst. Desuden mente mange, at med Hjemmestyreloven i 1948 var den politiske og administrative magt blevet koncentreret i hovedstaden Tórshavn. Når netop sygehuset kom i centrum, skal det ses på baggrund af, at byens første sygehus var blevet etableret i 1898 på lokalt initiativ og ansvar. Da det nye sygehus blev opført i 1928, kom finansieringen fra Lagtinget og staten. Med sygehusloven i 1939 overtog Landsstyret og staten derfor ansvaret for det lokale sygehus, som mange i Klaksvík mente var blevet forsømt, mens centralsygehuset i Tórshavn var blevet prioriteret.
Foruden det bagvedliggende potentiale for konflikter mellem Klaksvík og hhv. Tórshavn og Danmark var der en lokal konflikt i Klaksvík. Byens og Færøernes største arbejdsgiver, Jógvan Frederik Kjølbro, var i 1950’erne involveret i flere store arbejdsmarkedskonflikter med fiskernes forening, hvis formand var Erlendur Patursson. Patursson var også leder for Tjóðveldi (Republikanerne), som især stod stærkt i Klaksvík. Kjølbro havde ikke støttet Halvorsen og hans tilhængere, tværtimod. Og optøjerne var ofte direkte vendt mod Kjølbrofamilien. Det hører med til historien, at lægen Eivind Rubek Nielsen og Evald Kjølbro, Jógvan Frederik Kjølbros søn, var svogre. Både på det personlige og erhvervspolitiske plan var lægekonflikten en del af et oprør mod Kjølbrofamilien.
Efterspillet
Olaf Halvorsen kom aldrig tilbage til Færøerne, men i Klaksvík kunne man glæde sig over, at Eivind Rubek Nielsen til sidst heller ikke ønskede at tiltræde lægestillingen. Sygehuset fik desuden egen sygehusbestyrelse, som det kun delvis lykkedes at afskaffe i 2018.
Lægekonflikten kom til at befæste den stærke lokale dimension i færøsk politik. Den konsoliderede desuden de danske regeringers berøringsangst for færøske forhold, og striden styrkede – i hvert fald for en tid – den løsrivelsesorienterede dimension i færøsk politik.
Videre læsning
Læs mere om historie på Færøerne
Læs også om
- Oldtiden på Færøerne
- Vikingetiden på Færøerne
- Middelalderen på Færøerne
- 1536-1850 på Færøerne
- 1850-1920 på Færøerne
- 1970-2007 på Færøerne
- Færøernes befolkningsudvikling 1327-2022
Se alle artikler om historie
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.