Middelalderen på Færøerne

Færøerne blev højst sandsynligt inddraget sammen med de norrøne samfund på Shetland, Orkneyøerne, Hebriderne og Man i den norske rigssamlingsproces i ca. år 1100, hvor landenes ledere blev den norske konges vasaller og skatskyldige; for Færøernes vedkommende mener man, at inddragelsen skete i ca. 1035. Disse områder blev desuden af pavekirken anset som norske interesseområder, og på Færøerne blev et bispedømme oprettet i ca. 1120. Sammen med bispedømmerne på Man og Orkneyøerne samt i Island og Grønland blev dette bispedømme i 1152/53 lagt ind under den nye norske ærkebispestol i Nidaros i Norge. Frem til nedlæggelsen i 1557 lå det færøske bispesæde i Kirkjubøur.

I 1200-tallet blev der her opført en stenkirke; under denne har der ligget en tidligere kirke. Omkring år 1300 blev der rejst endnu en kirke i Kirkjubøur, den langt større og mere rigt ornamenterede Magnuskatedral, til erstatning for den ældre domkirke.

Den norske rigssamlingsproces gik ind i sin afsluttende fase i 1200-tallet. I årene 1261‑64 blev Grønland og Island underlagt det norske kongedømme som skatlande indtil 1380, hvor Færøerne sammen med Norge, Island og Grønland blev en del af det danske rige. I 1271 blev landskabsloven for Gulatings lovområde indført i det færøske skatland. Før 1280 blev den dog afløst af kong Magnus Lagabøters Landslov, som var gældende frem til Christian 4.s Norske Lov fra 1604, der i hovedsagen er en dansk oversættelse af Landsloven. I 1688 blev middelalderens lovgivning afløst af Christian 5.s Norske Lov. Magnus Lagabøters Landslov dannede således rammen for den politiske, retslige og økonomiske udvikling på Færøerne som land i den norske monarkiske stat i høj- og senmiddelalderen og helt frem til enevælden. Styreordningen i det norske rige var karakteriseret af et samarbejde mellem statsmagt og lokalsamfund gennem repræsentative ting eller Lagting.

Færingernes Lagting ser ud til at være etableret i ca. 1350 og mødtes i Tórshavn. Kongen eller hans ombudsmand udnævnte ifølge loven lagmanden og lagrettemændene, som var hhv. dommer og domsmænd på Lagtinget. Den offentlige anklage samt inddrivelsen af skat og afgifter blev forestået af kongens repræsentant, hvis ombudsmænd i lokalområderne kaldtes sysselmænd og var af lokal herkomst. Deres embedsområder kaldtes sysler, og første gang, denne distriktsinddeling nævnes, er i tiden omkring år 1400.

Med den kongelige lovgivning fra slutningen af 1200-tallet blev der også indført en statslig skatteordning, som varede frem til moderne tid. Tillige blev der indført et jordvurderingssystem, som endnu danner grundlag for jordværdiberegningen. En del af aftalen mellem færingerne og kongedømmet i 1271 var, at kongen skulle sikre varetransporten med to skibe om året.

Det fragmentariske kildemateriale fra 1300- og 1400-tallet tyder på, at kongen bortforpagtede handelsaftalen, og at både norske købmænd, hansestæderne og senere hollændere var aktive i handelen. Ligeledes tyder kildematerialet på, at det kongelige styre blev varetaget af medlemmer af norske adelsslægter som lensherrer, hvis forpligtelser i landet blev varetaget af fogeder. I begyndelsen af 1500-tallet var Færøerne et len under Bergenhus Skanse, men i tiden fra 1529 til 1553 var både len og handel bortforpagtet til købmænd fra Hamborg.

Befolkningsmæssigt var det færøske samfund fåtalligt i høj- og senmiddelalderen. En vurdering af jorde- og skattefortegnelsen fra 1584 viser, at der var ca. 305 skattepligtige gårdenheder omkring år 1300, imod 427 i 1584. Med en vurderet middelhusstandsstørrelse på ca. otte individer giver det ca. 2.440 indbyggere i ca. år 1300 og 3.426 i 1584. Skat blev betalt husstandsvis uanset gårdenhedernes størrelse. I 1584 havde statens skatteindtægter af Færøerne en værdi af 331 gylden i færøske varer. I produktionsværdi svarede det til ca. 14 kg tørfisk pr. husstand om året. Ud over skat bestod kongens indtægter af landskyld, told og bøder.

Også kirken modtog ydelser fra befolkningen i form af tiende, og før Reformationen også af bøder. Tienden blev anvendt til finansiering af bispestolen, kirkerne, præsternes lønninger og fattighjælp. Derudover stod kirken før Reformationen for skolevæsenet på Færøerne. I 1300-tallet og 1400-tallet fandt en stor udbygning af bispestolen i Kirkjubøur sted med opførelse af bygningsværker, der allerede i 1600-tallet stod som ruiner.