Oldtiden på Færøerne

Arkæologiske og botaniske undersøgelser tyder på, at der har været bosættelser på Færøerne før den norrøne bosættelse, som kendes fra 800-tallet. De første spor af mennesker består af nogle forkullede bygkorn, fundet i to lommer af tørveaske under et langhus fra vikingetiden ved á Sondum i bygden Sandur på Sandoy. Udgravningen blev foretaget i 2006, og kulstof 14-undersøgelser daterer kornene i den nedre lomme til perioden mellem 300- og 500-tallet og i den øvre lomme til perioden mellem 500- og 700-tallet.

I 2021 kunne der fremvises belæg for, at der har opholdt sig mennesker på Færøerne omkring 300 år før vikingernes ankomst. Resultaterne bygger på undersøgelsen af sedimenter, der gennem årtusinder har ophobet sig på bunden af søen Eiðisvatn på Eysturoy. Sedimenterne er undersøgt for fortids-DNA fra planter og dyr samt mikroskopiske rester af afføring fra bl.a. får. Ved hjælp af kulstof 14-dateringer og tefra-kronologi (datering ud fra kendte vulkanudbruds askelag) kan der påvises en ændring i vegetationen, der kan skyldes græssende får, omkring år 500.

Andre spor, som kan være forbundet til den tidlige bosættelse, er kultiverede arealer, der fremtræder som smalle agerstrimler, adskilt af lave, parallelle græsbevoksede volde af sten og jord. De findes på syd- og vestvendte skråninger, nogle gange i ret utilgængeligt terræn som fx i Akraberg og på Mykines. Her har botaniske undersøgelser og pollenanalyser bl.a. påvist korndyrkning i 600‑700-tallet.

Den irske munk og geograf Dicuil skrev i 825 værket De mensura orbis terrae (Om Jordens omfang). Dicuil, som arbejdede i det frankiske rige, beskrev ud fra en øjenvidneskildring fra en irsk landsmand en øgruppe i Nordatlanten, som passer med Færøerne. I henhold til ham havde disse øer været beboet af irske eneboere, men var nu forladt pga. norrøne sørøverangreb. Her skulle de have boet i ca. 100 år. Der er dog ikke fundet arkæologiske spor, der kan sættes i forbindelse med munkenes tilstedeværelse på øerne.