Oversigt over de planter, som er registreret på Færøerne.
.

Almindelig revling (Empetrum nigrum) er almindeligt forekommende på Færøerne. Der er to underarter, hvoraf den ene variant er tvekønnet med dobbelt kromosomtal.

.

Vandløbet Havnará bugter sig idyllisk gennem Viðarlundin i Tórshavn. De første træer blev plantet i 1904, og i dag fungerer den lille plantage som bypark og rekreativt område.

.

Som hvide vattotter rejser de uldne frøstande af smalbladet kæruld (Eriophorum angustifolium) sig op over en fugtig lavning ved Fuglafjørður på Eysturoy. Det karakteristiske og letgenkendelige halvgræs er en almindelig plante i de færøske moser, hvor det vokser sammen med bl.a. tørvemos og forskellige arter af star samt tue-kogleaks, blåtop og benbræk

.

I 1967 udgav R.H. MacArthur og E.O. Wilson hovedværket The Theory of Island Biogeography, hvori de bl.a. postulerede, at artsrigdommen på en given ø afhænger af øens størrelse og dens afstand til det nærmeste fastland. Kort sagt: Jo mindre og mere afsidesliggende en ø er, desto færre arter kan man også forvente at finde. Dette billede passer godt på Færøerne, som i sammenligning med de nærmeste større fastlande har et ret artsfattigt planteliv. Af samme grund finder man også den største artsrigdom på Sandoy, Suðuroy, Vágar, Eysturoy og Streymoy, der er de eneste øer, hvor man har registreret flere end 200 forskellige plantearter.

Hvis man medregner de indslæbte og indførte arter, er der fundet i alt 843 forskellige plantearter på Færøerne. De fleste er mosser (Bryophyta) og dækfrøede planter (Angiospermae), som er repræsenteret af hhv. 287 og 401 forskellige arter.

Plantelivets indvandring

Muligheden for etablering af et planteliv på Færøerne var først til stede, da sidste istid for ca. 11.000 år siden nærmede sig sin afslutning, og større landmasser begyndte at kigge frem fra den smeltende is. Hvordan de første planter nåede øerne, er uvist, men formentlig er de kommet som frø med vinden eller fasthæftet på havfuglene. Undersøgelser af frøbanken i gamle jordlag har afsløret, at de første planter, som slog sig ned på Færøerne, var hårdføre arter, der typisk vokser på bar jord i fjeldegne. Det tidlige planteliv har sandsynligvis mindet meget om de gamle plantesamfund, man finder på den vestlige side af Eiðiskollur og på højfjeld i den nordlige del af landet, og har omfattet arter som alm. rypelyng (Dryas octopetala) og fjeldvalmue (Papaver radicatum). I dag mangler sidstnævnte dog på Eiðiskollur.

Efterhånden som isen forsvandt, formåede også arter som otteradet ulvefod (Huperzia selago), rosenrod (Rhodiola rosea), lodden stenurt (Sedum villosum) og strandarve (Honckenya peploides) at etablere sig i det åbne, grusede landskab. I tiden herefter trivedes også dværgbirk (Betula nana) på øerne, selv om det stadig var temmelig koldt.

Da temperaturen og fugtigheden begyndte at stige for ca. 9.000 år siden, forsvandt dværgbirken og blev erstattet af alm. ene (Juniperus communis) i de tørre områder og af forskellige arter af pil (Salix spp.), hvor der var mere fugtigt. I takt med at klimaet blev mere vådt, begyndte forskellige arter af mosser (Bryophyta) at dominere, og mens pil trivedes, forsvandt alm. ene igen.

For ca. 7.000 år siden blev klimaet atter mere tørt, og hedelyng (Calluna vulgaris) bredte sig over store dele af lavlandet, hvor den afløste pilekrattene. Hedelyngen delte landskabet med forskellige græsser, som har vokset godt på Færøerne i næsten hele perioden siden sidste istid.

Med de første bosættelser begyndte husdyr og opdyrkning at sætte deres præg på plantelivet. Især fra omkring 650 e.Kr. ændrede øernes vegetation sig ganske meget, til den begyndte at ligne det planteliv, som ses på Færøerne i dag. Fjeldskråningerne, hvor fårene græsser, kendetegnes af kort græsbevoksning, om end man i indmarken stadig kan finde områder med lynghede op til ca. 200 m’s højde. Vil man have et glimt af et mere oprindeligt færøsk planteliv, må man dog opsøge steder, hvor fårene ikke har adgang, eller som på anden måde er ufremkommelige for de uldne græssere.

Plantesamfund

Landskabet er forskelligartet, og den landskabelige variation afspejler sig tydeligt i udbredelsen af de enkelte plantearter. Ud fra bl.a. luftfotos har man kortlagt naturtyper som græsbevoksede fjeldsider, lyngheder, sumpet terræn og søer samt plantefattige arealer som klippeplateauer og områder uden grønsvær. Kortlægningen kan bruges til at belyse udbredelsen af de enkelte plantearter og til at identificere, hvordan de fordeler sig i forskellige plantesamfund.

De største plantedækkede arealer findes på de græsbevoksede fjeldsider. Her varierer plantelivet med skråningernes hældning, græsningstrykket og højden over havet. På baggrund af undersøgelser af seks fjelde i årene 2000‑02 har botaniker Anna Maria Fosaa kunnet identificere 12 forskellige plantesamfund, som fordeler sig på fire naturtyper: dværgbuske (lyngheder), vådt græsland, åbent græsland og højfjeldsvegetation. På lynghederne optræder to forskellige plantesamfund. Det ene kendetegnes af hedelyng (Calluna vulgaris) og katteskæg (Nardus stricta), mens hedelyng og revling (Empetrum nigrum) dominerer i det andet. Bemærkelsesværdigt er det, at plantesamfundet med hedelyng og revling udelukkende ses på fjeldenes sydsider og kun op til 200 m.o.h.

Bevæger man sig op over 200 m’s højde, bliver vådt græsland den dominerende naturtype på fjeldsiderne. Her er der identificeret tre forskellige plantesamfund: et med skotsk timian (Thymus praecox) og blåbær (Vaccinium myrtillus) som de dominerende arter, et andet, der kendetegnes af katteskæg (Nardus stricta) og tormentil (Potentilla erecta), og et tredje, hvor lyngsnerre (Galium saxatile) og vellugtende gulaks (Anthoxanthum odoratum) er de mest karakteristiske arter. Længere oppe i fjeldene kan man opleve plantesamfund med topspirende svingel (Festuca vivipara) og enten alm. hvene (Agrostis capillaris) eller topspirende slangeurt (Bistorta vivipara). I de åbne græsområder vokser også plænekransemos (Rhytidiadelphus squarrosus) og bølget bunke (Avenella flexuosa), mens dværgsyre (Koenigia islandica) kan ses i grus og fjeldskred. En egentlig højfjeldsvegetation begynder først at blive dominerende nær fjeldtoppene i 500 m’s højde. Plantelivet antager her et nærmest arktisk udtryk med arter som isranunkel (Ranunculus glacialis), trefingerurt (Sibbaldia procumbens) og dværgpil (Salix herbacea). Helt afgørende for de højtlevende plantesamfund er tilstedeværelsen af den hårdføre stor børstemos (Racomitrium lanuginosum), som giver planterne mulighed for at finde rodfæste. Den uldne mos dækker klipperne i store puder og danner ofte sit helt eget plantesamfund. I et andet af højfjeldets plantesamfund dominerer mosset sammen med dværgpil, mens det i et tredje vokser sammen med bjergløvefod (Alchemilla alpina).

Påvirkninger af plantelivet i nutid og fremtid

Langs et vandløb ved Eiði på Eysturoy farves landskabet gult af blomstrende engkabbelejer (Caltha palustris). Børn har lavet fløjter af dens stængler, og den har prydet frimærker, ligesom den figurerer hyppigt i såvel digte som sange. Derfor er det måske også passende, at engkabbelejen i 2005 blev udnævnt til Færøernes nationalblomst.

.

Siden den første indvandring har Færøernes planteliv været i stadig forandring. I takt med ændringer i fx de klimatiske forhold er nogle arter forsvundet, mens nye er kommet til. Udviklingen foregår også i dag, men er blevet forstærket med menneskets ankomst til øerne. Den meget omfattende husdyrgræsning har sat et tydeligt aftryk på plantelivet, men også de menneskeskabte klimaændringer påvirker sammen med indførslen af fremmede plantearter i høj grad det oprindelige planteliv.

I forbindelse med undersøgelserne af plantesamfundene på udvalgte fjeldsider blev der også opstillet scenarier for, hvordan plantelivet vil udvikle sig, såfremt gennemsnitstemperaturen stiger blot en enkelt grad. Selv en så beskeden temperaturstigning vil antagelig betyde, at plantesamfundene på de lavere skråninger vil brede sig op ad fjeldsiderne, mens samfundene nær fjeldtoppene vil blive presset og i sidste ende risikere at forsvinde.

En anden betydelig trussel mod det naturlige planteliv er de mange nye plantearter, som enten indføres bevidst eller utilsigtet indslæbes til øerne. Eksempelvis var alm. vandpest (Elodea canadensis) tidligere en populær akvarieplante, som med tiden har spredt sig i naturen, og i 2021 blev den fx fundet ved Tórshavn. Samme år blev japansk hestehov (Petasites japonicus) opdaget ved Fuglafjørður. Begge er blot eksempler på en række nye, fremmede plantearter, som med stadig større hyppighed findes vildtvoksende, og som har potentialet til at blive invasive, dvs. at have en negativ effekt på det naturlige, oprindelige planteliv.

Hvordan de fremmede plantearter havner på øerne, varierer. Nogle indslæbes tilfældigt, mens andre dyrkes som haveplanter og herfra spreder sig til naturen. I dag optræder arter som lodden løvefod (Alchemilla mollis) og havefuchsia (Fuchsia magellanica) talrigt i mange byer og bygder, og især havefuchsia iagttages i stigende grad i naturen, hvor den vokser i kløfter og på klipper, hvor fårene ikke kan nå den. Andre haveplanter lader også til at sprede sig, og den potentielt stærkt invasive japansk pileurt (Fallopia japonica) vokser i dag vildt i visse byer.

Træplantning på Færøerne

Der har aldrig været skov på Færøerne, men efter succesfulde forsøg med træplantning i Island i 1800-tallet rejste spørgsmålet sig, om noget lignende ville være muligt på Færøerne. Allerede i 1885 havde byrådet i Tórshavn efter anmodning fra amtmanden og med støtte fra Lagtinget forsøgt at etablere en plantage i Gundadalur, men forsøget mislykkedes, da fårene fik adgang til området og ødelagde planterne.

Idéen fik igen luft under vingerne i 1902, da den færøske folketingsmand Jóannes Patursson anmodede Det Danske Hedeselskab om hjælp til at afsøge mulighederne for etablering af en plantage på øerne. Sidst i juli 1902 sendte Hedeselskabet den 29 år gamle Christian Emil Flensborg til Færøerne fra Island, hvor han havde deltaget i de islandske forsøg med træplantning. Sammen med en redegørelse fra Flensborg forelagde Patursson i september 1902 et forslag for Lagtinget om anlæggelsen af en plantage og en planteskole uden for Tórshavn. Forslaget blev enstemmigt vedtaget, og i 1904 blev de første træer plantet. Denne gang lykkedes det, og i dag ligger plantagen midt i Tórshavn, som med tiden er vokset rundt om det gamle træplantningsområde.

I 1912 vedtog Lagtinget at udvide træplantningsforsøgene, og i 1914 blev der anlagt plantager i Kunoy, Selatrað og Hoydalar. Derudover blev der anlagt en plantage i Trongisvágur på Suðuroy i 1924 og endnu en i Kerjum nord for Tórshavn i 1934. I dag er der indtil videre etableret 25 plantager på øerne, og flere er på vej.

En egentlig lagtingslov om skovplantning, Skovfredningsloven, blev først en realitet i 1952, efter at Færøerne havde hjemtaget området om skovplantning i 1948. Med loven blev det muligt at naturfrede flere af de eksisterende plantager.

I 1968 ansatte Landsstyret Leivur Trónd Hansen som Færøernes første skovfoged, og han kom til at spille en vigtig rolle, da det nyetablerede Nordisk Arboretudvalg i 1974 kontaktede Landsstyret med et ønske om at foretage flere plantningsforsøg på øerne. Fra 1977 blev Færøerne et selvstændigt medlem af Nordisk Arboretudvalg, og i 1978 blev en ny planteskole, Skógrøktin, etableret i Hoydalar ved Tórshavn. Planteskolen er landets eneste og har gennem de seneste 40 år bl.a. stået for anlæggelsen af talrige haver med store træer, hække og beplantninger.

Flere af træerne blev hentet i Sydamerika af dendrolog Søren Ødum og forstkandidat Tróndur Leivsson, søn af Leivur Trónd Hansen, som bl.a. hjembragte 6.500 træplanter fra Tierra del Fuego i 1979. De besøgte også Alaska i 1981 og 1988, ligesom de vendte tilbage til Sydamerikas sydspids i 1992; hver gang for at indsamle frø og unge planter af træer, der muligvis ville kunne trives i Færøernes kølige og fugtige klima. Tróndur Leivsson blev udnævnt til skovrider på Færøerne i 1987 og beholdt stillingen frem til 2015.

I dag har de oprindelige plantager udviklet sig til populære rekreative områder. De fleste er i kommunalt eje, og der er en stigende lokal interesse for at udvide og udvikle dem.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab på Færøerne

Læs også om

Se alle artikler om dyreliv og planteliv

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig