Den undersøiske tunnel Eysturoyartunnilin blev bygget i perioden 2016-20 og er Færøernes hidtil største bygningsværk. Den forbinder begge sider af Skálafjørður på Eysturoy samt Tórshavn på Streymoy. Tróndur Patursson har skabt kunstværket, der blev sat op omkring tunnelens rundkørsel. Kæden af mennesker, der holder hinanden i hænderne, giver associationer til den traditionelle færøske kædedans, men skal ifølge kunstneren forstås som et bredere portræt af færøsk sammenhold som forudsætning for udvikling af samfundet. Eyðun Eliasen er arkitekten bag portalerne og lyset i tunnelen, der er i flere farver.

.

Den nordlige del

Streymoy er med sine 374,9 km² Færøernes største ø. Norðurstreymoy, Streymoys nordlige del, omfatter på vestsiden af øen marketalsbygderne Saksun, Vestmanna, Kvívík, Leynar og Skælingur samt udflytterbygderne Válur, Nes og Stykkið, og på østsiden ligger Kollafjørður, Hósvík, Hvalvík, Streymnes, Haldórsvík og Tjørnuvík samt udflytterbygderne Langasandur og Nesvík.

Norðurstreymoy er en del af Streymoyar sýsla og er delt op i et østre og et vestre præstegæld. Indtil 1892 udgjorde området én kommune. Vestmanna blev en selvstændig kommune i 1892, og andre bygder fulgte snart efter som selvstændige kommuner. Norðurstreymoy omfatter i dag Vestmanna, Kvívíkar og Sunda Kommuna. Kollafjørður har fra gammel tid været regnet som en del af Norðurstreymoy. Den er i dag fusioneret med Tórshavnar Kommuna. Sunda Kommuna omfatter bygder på både Norðurstreymoy og Eysturoy.

Norðurstreymoys vestside mod Vágar er fra Skælingur til noget nord for Vestmanna græsbevokset ned mod kysten, men derefter ændrer landskabet sig dramatisk mod nordvest, hvor Vestmannabjørgini og Saksunarbjørgini rejser sig lodret i flere hundrede meters højde. I bjergenes kløfter afbrydes de stejle klippevægge af klippefremspring med mange søfugle samt større græsbevoksede skorar (klippeafsatser), hvor der går får om sommeren. Man kan sejle ind i kløfterne med båd.

Østsiden mod Sundini, sundet mellem Streymoy og Eysturoy, består især af græsbevoksede morænehøje, hvor græsset går helt ned til stranden. Åer løber ned mod havet på begge sider af Norðurstreymoy. På Færøerne er man aldrig langt fra havet, men ved Fjallið Lítla ved Saksunardalur findes den maksimale afstand på ca. 6 km.

De højeste fjelde nord for Vestmanna er Koppenni på 789 m, Ørvisfellið på 783 m og Malaknúkur på 777 m, ved bygden Skælingur rejser det 767 m høje Skælingsfjall sig, og sydvest for Tjørnuvík ses Melin på 764 m.

Den sydlige del

Den sydlige del af Streymoy omfatter marketalsbygderne Kaldbak, Hoyvík og Tórshavn med den nye udflytterbygd eller forstad Norðasta Horn på den vestlige side samt udflytterbygden Hvítanes. På den vestlige side omfatter regionen marketalsbygderne Norðradalur, Syðradalur, Velbastaður og Kirkjubøur. Disse bygder udgør sammen med Tórshavn hovedstadskommunen Tórshavnar Kommuna, som også inkluderer øerne Nólsoy, Hestur og Koltur og bygden Kollafjørður på Norðurstreymoy.

Videre læsning

Læs mere om Øerne, byerne og bygderne

Læs også om

Læs videre om

Se alle artikler om Øerne, byerne og bygderne

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig