Vágur (Bygd)

Vágur, nævnt i Hundabrævið, har 1.392 indbyggere og er på 49 merkur og 11 gyllin. Heraf er 16 merkur og 8 gyllin fæstejord, som er fordelt på otte fæstere, og 33 merkur og 3 gyllin er odelsjord. Fårebesætningen er på 1.722 dyr.

Vágur har siden 1907 sammen med Nes udgjort Vágs Kommuna.

Bygden har adgang til havet fra to sider: Mod vest går indsejlingen gennem Vágsfjørður, og mod øst ved Vágseiði kan mindre både trækkes op på land. På vestsiden er høje forbjerge og fritstående klippeformationer kaldet drangar og stakkar, og i den nordlige del er halvrunde dale, kaldet botnar, i forskellig dybde. I en af disse ligger søen Ryskivatn, hvorfra man i 1921 lagde rørledninger til et vandkraftværk i Botni, en dal længere nede. I 1967 var der i tre uger en række jordrystelser i undergrunden ved Vágseiði, som målte 2 på Richterskalaen.

Vágur bestod oprindelig af de otte býlingar við Kráir, við Gjógvará, við Misá, í Smillum, á Oyri, á Skála, við Hvanndalsá og í Toftum.

Det hører til Færøernes søfartshistorie, at Poul Poulsen Nolsøe, Nólsoyar-Páll, lod det første færøskbyggede skib bygge på marken Fløtuni Fríðu her i Vágur, og den lille skonnert Royndin Fríða blev søsat d. 6. august 1804. Et mindesmærke over begivenheden blev rejst på stedet i 1962.

Efter frihandelen i 1856 gennemgik Vágur, ligesom Tvøroyri, en rivende udvikling. De første handelsvirksomheder i bygden blev oprettet som filialer af andre større handelsvirksomheder i Tórshavn og Tvøroyri, men de blev snart selvstændige virksomheder. De største var J. Mortensen á Marknoyri, Nap. Nolsøe á Marknoyri, Peter H. Dahl á Tjørn, Thomas J. Vilhelm (Tummas við Kráir), Jaspur Hjelm á Løðhamri, J.A. Godtfred (Hjá Diasi), A/S J. Dahl á Gørðum (Garðahandilin) og F/A D.J. Vilhelm við Misá. Det første havgående fiskeskib, sluppen Johanna, som er blevet bevaret og restaureret, blev købt af A/S J. Dahl i 1894. Vágur blev ligesom Tvøroyri et center for fiskeri og klipfiskeproduktion i første halvdel af 1900-tallet.

I Botni nordvest for bygden blev der i 1921 opført et vandkraftværk, og samme år fik Vágur som den første bygd elektrisk lys. Det første kajanlæg blev indviet i 1925 og udbygget i 1952. Havnen blev yderligere udbygget i 1970 og i 1976, da med en fiskefabrik. Siden er havneudbygningen fortsat med større kajplads samt bådebroer og et industriområde på fjordens sydside. Dele af havnen blev i 2012 opgraderet til oliehavn, som gav adgang til skibe, der krævede mindst 10 m’s dybde.

Under 2. Verdenskrig blev en Loran- C-pejlestation bygget i við Eggjarnar i Vágur. Den kom i drift i 1943 og blev administreret af de britiske styrker til 1946, hvorefter den blev overtaget af Danmark frem til lukningen i 1977. Við Eggjarnar er i dag en populær turistattraktion med udsigt til fuglebjergene på øens vestside.

1930’ernes krise medførte også her konkurser og stagnation. Efter en periode med bl.a. sildefiskeri i 1950’erne blev filetfabrikken Suðurfisk oprettet i 1967 med Ove Mikkelsen som direktør. I 1977 oprettede Jákup Joensen, Jákup í Lopra, filetfabrikken Polarfrost, bygdens største arbejdsplads i 1970’erne og 1980’erne. Til Polarfrost hørte flere trawlere.

Bankkrisen i 1992 ramte hårdt i Vágur, og flere virksomheder måtte lukke, hvilket førte til omfattende arbejdsløshed. Siden har det lokale erhvervsliv taget nye initiativer. En ny innovativ virksomhed er RockTrawldoors, som siden 2004 har fremstillet trawlskovle baseret på injektorprincippet, opfundet af Helgi Larsen og administreret af Hans Joensen, kaldet Hans í Líðini. P/F Bakkafrost, der har lakseopdræt i området, har overtaget Polarfrosts bygninger.

Omkring årtusindskiftet grundlagde ægteparret Karin og Árni Brattaberg virksomheden Sirri, som i en årrække producerede garn af færøsk uld. Dette førte til opblomstringen af strikning og færøsk strikdesign, bl.a. designfirmaet Guðrun & Guðrun.

Den nuværende kirke, opført i perioden 1927‑39, er tegnet i gotisk stil af Færøernes første uddannede arkitekt, Johan Hofgaard, og opført i beton med tag af jern. I 1958 udsmykkede Ernst Trier fra Vallekilde koret med et glasmaleri.

Bygdens første skole er fra 1875 og fungerer i dag som kunst- og kulturhistorisk udstillingslokale. Fra 1933 til 1946 var der undervisning på mellemskole- og præliminærskoleniveau med eksamensaflæggelse i Tvøroyrar Skúli. Den nye Vágs Skúli blev indviet i 1951, og siden er den blevet udvidet med bl.a. med svømmehal i 1975. I dag modtager skolen også elever fra bygderne Hov, Nes, Agrar, Lopra og Sumba.

I perioden 1974‑2013 kunne man tage HF-eksamen både i Tvøroyri og Vágur; herefter blev hele den gymnasiale undervisning centreret i en nybygget skole i Hov. Siden 2016 har der været en idrætshøjskole i Vágur, som bl.a. har en adventurelinje. Den har plads til i alt 48 elever og holder til i bygdens gamle pakhuse, men i øvrigt udnyttes idrætsfaciliteter både indendørs og i naturen. I 2020 har boligselskabet Bústaðir bygget et kollegium med tilknytning til højskolen med plads til 72 beboere. At denne skole er lagt i Vágur, hænger sammenmed de mange idrætsfaciliteter i bygden, såsom multihallen Marghøllin med klatrevægge samt plads til indendørs fodbold, håndbold og parkour. Dertil kommer fodboldbane og den lokale boldklubs faciliteter som VB-Hallen og VB-huset. Færøernes første 50- m’s indendørsbassin, svømmehallen Páls Høll, blev opført i 2015. Den er opkaldt efter Pál Joensen, der i 2012 og 2016 deltog i svømning ved De Olympiske Lege. Hallen er opvarmet med spildvarme fra det nærliggende kraftværk. Da det færøske elselskab SEV i 2015 vandt Nordisk Råds natur- og miljøpris, donerede de de 350.000 kr. til Páls Høll som anerkendelse af denne miljøvenlige opvarmningsmetode.

Marita S. Petersen, Færøernes første og hidtil eneste kvindelige lagmand var født i Vágur. Også den marinbiologiske amatørforsker, forfatter og biografejer Jørgen M. Olsen boede i bygden.

Endelig skal billedkunstneren Ruth Smith nævnes; også hun blev født og voksede op i Vágur, hvor der findes et museum tilegnet hendes værker, Ruth Smith Art Museum.

På overvejende frivillig basis er der blevet taget flere initiativer til bevarelsen af den lokale kulturhistorie. Således er sluppen Johanna TG 326 blevet restaureret og gjort sejlklar; den bruges til fritids- og- turistaktiviteter og har desuden været med til flere regattaer både på Færøerne og uden for. Ti gamle grindabáter (både, der har været brugt i grindedrab), er ligeledes blevet restaureret og gjort sejlklare: fem timandsfarere og fem ottemandsfarere, hvoraf den ældste er fra 1873. Til områdets traditioner hører en legendarisk nytårsfejring med fakkeltog og afbrænding af en gammel båd, der tiltrækker både lokale og turister.