Porkeri, nævnt i Hundabrævið, har 319 indbyggere og er på 37 merkur. Heraf er 14 merkur og 10 gyllin fæstejord iberegnet tidligere beneficeret jord, som er fordelt på otte fæstere; 22 merkur og 6 gyllin er odelsjord. Fårebesætningen er på 1.050 dyr.

Navnet Porkeri tyder på, at der har været holdt grise på stedet, og området er også kendt for at have haft god kornvækst i ældre tid. Tilbage er nu et hobbypræget vædderhold, som har udviklet sig til en særlig kultur med et årligt vædderdyrskue.

Fiskeri og søfart har spillet en stor rolle i bygden. Bonden Per í Gjørðum var således med til at bygge Færøernes første skib, Royndin Fríða, i Vágur i 1804. Allerede omkring år 1900 var der en privat navigationsskole i bygden, hvortil der kom fiskere fra hele Færøerne for at uddanne sig til skippere. Der var mange aktive skippere i bygden, hvilket bl.a. kommer til udtryk i den lokale arkitektur med en række store og flotte huse langs gaden Skiparavegur. Husene er kendt over hele landet som skipararekkjan í Porkeri (skipperrækken i Porkeri).

A/S Kambur fra Porkeri lod i 1961 det første færøskbyggede stålskib, Porkeningur, som var beregnet til langlinefiskeri, søsætte fra Tórshavnar Skipasmiðja.

Der har været kirke i Porkeri siden Reformationen. Den nuværende kirke, en traditionel trækirke med græstørvstag, er fra 1847. Brødremenigheden har haft en mødesal kaldet Betania siden 1907. Den nuværende sal blev indviet i 1975.

Bygden fik sin første skole i 1888. Den nye er fra 1984; her går eleverne de første syv klassetrin, hvorefter de fortsætter på Vágs Skúli. Den gamle skole er i dag lokalmuseum med restaurant. Den gamle købmandshandel, Skemmukrambúðin, er blevet restaureret ved hjælp af frivilligt arbejde og støtte. Kommunen købte i 2003 møbelhandelen Húsið við Á, som blev omdannet til et aktivitetshus. Bebyggelserne í Eystrum og í Skálanum, som går tilbage til 1500-tallet, er også blevet restaureret.

I Porkeri blev en mindre havn med mole anlagt i 1964, som siden er udbygget flere gange, senest i 1976. I 2020 opførte SEV en vindmøllepark i udmarken.

Videre læsning

Læs mere om Suðuroy – Ø

Læs også om

Læs videre om

Se alle artikler om Øerne, byerne og bygderne

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig