Nes er en gammel kirkebygd med præstegård og kirkegård og en lille landingsplads, der tidligere blev meget anvendt. Den gamle gråmalede præstegård fra 1863 ses i forgrunden. Den gamle Nes Kirkja fra 1843 er bevaret, men benyttes kun ved særlige lejligheder. Den nye sognekirke er Fríðrikskirkjan, som ligger i Toftir.

.

Nes Kommuna

Efter delingen af den gamle Nes Kommuna i 1967 kom den nye Nes Kommuna til at bestå af marketalsbygderne Nes og Toftir og udflytterbygden Saltnes, som er vokset sammen til en sammenhængende bebyggelse. Eystnes er Eysturoys sydligste punkt, og på højderyggen står flere vindmøller.

Bygden Nes

Nes, nævnt i Hundabrævið, er på 20 merkur fæstejord, oprindelig beneficeret jord. Bygden har 360 indbyggere. Gården Torkilsheyggjur har siden 1632 været en anneksgård til Nes præstegård. Fårebesætningen er på 400 dyr.

Fra gammel tid har der været præstegård i Nes. Efter Reformationen blev Heini Jonsson, kaldet Heini Havreki, den første lutherske præst på Færøerne. Han blev indsat som præst i Nes i 1541, og i 1558 blev han samtidig den første lutherske provst i landet. Han var desuden far til fribytteren Magnus Heinason (Mogens Heinesen).

Færøerne, som blev et selvstændigt stift i 1990, nåede forinden at have 34 provster; heraf var de 14 bosat på Nes præstegård. Den sidste provst på præstegården havde hvervet i perioden 1900‑17 og var præsten, politikeren og digteren Fríðrikur Petersen, født i Saltnes.

V.U. Hammershaimb, som blev sognepræst i Nes i 1862 og var provst i perioden 1867‑78, lod i 1863 opføre en ny og moderne præstegård, der fik betydning for byggeskikken. Præstegården var i brug, til en ny blev bygget i 1979, og den huser i dag et lokalmuseum og kulturhus.

Kirken i Nes, nabo til den gamle præstegård, blev bygget i 1843 og var sognets hovedkirke indtil 1994, hvor Fríðrikskirkjan i Toftir blev indviet. Kirken er fredet og bliver brugt ved særlige lejligheder. Blákrossheimið (Blå Kors-hjemmet), som har borgere med stof- og alkoholmisbrug i behandling, åbnede i 2014.

Videre læsning

Læs mere om Eysturoy – Ø

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Øerne, byerne og bygderne

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig